Seværdigheder i Paris

Gustave Eiffels jernkonstruktion fra 1889 blev oprindeligt designet som midlertidig indgang til verdensudstillingen – og mødt med harsk kritik fra parisiske kunstnere og intellektuelle. De kaldte det "en metallisk uhyrlighed", der ødelagde byens silhuet. Men tårnet overlevede sin planlagte nedrivning takket være sin værdi som radioantenne og udviklede sig til selve symbolet på Paris. De 18.038 jernstykker er samlet med 2,5 millioner nitter og konstruktionen vejer 10.100 ton. Eiffels geniale ingeniørarbejde tillod strukturen at svaje op til 15 centimeter i kraftig blæst, mens metallet ekspanderede op til 18 centimeter i sommervarmen.

Fra tårnets tre platforme åbner sig panoramaer over den franske hovedstads karakteristiske zinkgrå tage, Seinen, der bugter sig gennem byen, og landemærker fra Sacré-Cœur til Arc de Triomphe. Den øverste platform på 276 meters højde giver udsigten en næsten abstrakt kvalitet, hvor gader og bygninger fremstår som et skala-miniaturesamfund. Eiffels originale topsalonkontor er bevaret med voksstatuer, der viser ingeniøren i samtale med Thomas Edison. Om aftenen markerer 20.000 lyspærer konstruktionens skelet, mens projektører hver time skaber et glitrende lysshow, der ses fra hele byen.

Louvre rummer verdens mest betydningsfulde kunstsamling bag mure, der gennem otte århundreder har fungeret som kongelig residens og magtens epicenter. Bygningskomplekset strækker sig over 72.000 kvadratmeter, og palæets historie går tilbage til 1190, da Filip August lod opføre en befæstet borg til forsvar af Paris. Gennem renæssancen og barokken udvidede franske monarker paladset, indtil Napoleon III afsluttede den store ombygning i 1870'erne. Den kontroverserende glaspyramide fra 1989, designet af I. M. Pei, markerer nu hovedindgangen og skaber en dramatisk kontrast mellem moderne arkitektur og renæssancefacader.

Samlingen spænder over 9.000 års kulturhistorie med over 35.000 kunstværker fordelt på otte kuratoriske afdelinger. Mona Lisas gådefulde smil trækker dagligt tusindvis af besøgende til Salle des États, mens Louvres egyptiske samling betragtes som verdens næststørste uden for Kairo. Det 70 meter lange Apollo-galleri imponerer med forgyldte loftsdekorationer og historiske kronjuveler, mens den genopbyggede Cour Marly præsenterer franske skulpturer under et moderne glasoverlys. Mesopotamiske relieffer, græske statuer som Samothrakes Nike og hollandske mesterværker dokumenterer menneskehedens kreative udfoldelse gennem årtusinder.

Notre-Dame de Paris har stået ved Seinen siden 1163, hvor byggeriet begyndte under biskop Maurice de Sully. Katedralen repræsenterer den tidlige gotiske arkitekturs højdepunkt med sine karakteristiske flyvende stræbepiller, der tillod murene at blive slankere og give plads til de store vinduer. Gennem otte århundreder har bygningen været vidne til kronede monarker, revolutionens ekscesser og Victor Hugos romantiske genfortælling, der i 1831 vendte opmærksomheden tilbage mod det forsømte monument. Den ødelæggende brand i april 2019 ramte verden med chok, men forpligtede samtidig Frankrig til en omfattende restaurering, der genåbner katedralen i december 2025.

De 69 meter høje tårne dominerer Île de la Cité, mens facadens rosvindue fra 1200-tallet spreder farvet lys ind over skibet. Inde i katedralen skaber de slanke søjler en følelse af vertikal bevægelse mod hvælvingerne 33 meter oppe. De berømte gargoyler og kimærer langs ydermurene fungerede oprindeligt som vandspyer, men er i dag mest kendt som skulpturelle vogtere over byen. Kirkens orgel fra 1733 med sine 8.000 piber regnes for et af Europas mest betydningsfulde, og akustikken i det store rum har gennem århundreder gjort katedralen til et centrum for sakral musik.

Ludvig XIV's slotskompleks i Versailles er et monument over absolutismens storhedstid og et af Europas mest pompøse kongeresidenser. Da solkongen i 1682 flyttede sit hof hertil fra Paris, forvandlede han sit fars beskedne jagtslot til et politisk magtcentrum og et arkitektonisk statement. Over 36.000 arbejdere brugte næsten 40 år på at realisere den grandiose vision, hvor hvert element skulle understrege monarkens guddommelige ret til at regere. Slottet blev model for utallige europæiske fyrsternes residenser og skueplads for afgørende historiske begivenheder, heriblandt underskrivelsen af Versaillestraktaten i 1919.

Spejlgalleriet strækker sig 73 meter gennem bygningens hovedfløj med 357 spejle, der fanger lyset fra de høje vinduer og skaber en næsten blændende effekt. De kongelige gemakker viser den overdådighed, som hoflivet krævede, med brokadegardiner, forgyldte ornamenter og loftsmalerier af Charles Le Brun. Udenfor breder André Le Nôtres haver sig over 800 hektar med geometriske blomsterbede, springvand og skulpturer. Den kunstige store kanal, der løber gennem parkens centrum, var ramme om både royale fester og diplomatiske samtaler. Slotskapellet med sine korintiske søjler og Marie Antoinettes private landsbyidyl ved Petit Trianon tilføjer kontraster til hovedbygningens ceremonielle storslåethed.

Sacré-Cœur blev indviet i 1919 efter næsten fire årtiers byggeri, rejst som et nationalt forsoningssymbol efter den fransk-preussiske krig og Pariserkommunens blodige oprør. Basilikken troner på Montmartres højeste punkt, 130 meter over byen, og dens hvide kalkstensfacade har siden indvielsen stået som et markant pejlemærke i det parisiske bybillede. Materialet fra Château-Landon er valgt med omhu - når det kommer i kontakt med regn, afgiver det et hvidt sekret, der holder facaden i konstant selvvask. Arkitekturen blander romersk-byzantinske elementer med franske stilarter, hvilket skaber en usædvanlig silhuet i forhold til hovedstadens gotiske kirker.

Interiøret domineres af et af verdens største mosaiklofter, en guldbeklædt Kristusfremstilling, der strækker sig over 475 kvadratmeter. Den blev færdiggjort i 1922 og lyser imod besøgende med sin karakteristiske gyldne glød. Kirkens store klokke, Savoyarde, vejer 19 tons og er blandt Frankrigs tungeste. Fra tårnets platforme åbner der sig et panorama over Paris' taglandskab, der strækker sig fra Eiffeltårnet i vest til Sacré-Cœurs egen nabolagskirke Saint-Pierre de Montmartre, en af byens ældste helligdomme. Stedets atmosfære præges af den konstante strøm af pilgrimme og besøgende, der navigerer mellem kirkegulvets stålplader og de stille sidekapeller.

Musée d'Orsay indtager den tidligere Gare d'Orsay, en jernbanestation fra 1900, der blev bygget til verdensudstillingen samme år. Stationsarkitekturen med sin 138 meter lange hovedhal og enorme buede glasloft blev oprindeligt hånet som for prangende, men da jernbanedriften ophørte i 1939, stod bygningen parat til en ny tilværelse. I 1986 genåbnede den som museum for kunst fra perioden 1848-1914, og den industrielle arkitektur skaber en dramatisk ramme om den største samling af impressionistisk kunst i verden.

Den store klokke i museets hjerte markerer stadig bygningens fortid som transportknudepunkt, mens gallerierne på fem niveauer rummer hovedværker af Monet, Renoir, Degas og Van Gogh. Den terrasselignede øverste etage gemmer impressionisternes mest berømte malerier, herunder Manets "Frokost i det grønne" og Renoirs "Bal du moulin de la Galette". Skulptursamlingen i den centrale hal omfatter værker af Rodin og Claudel, og lysindfald gennem det høje glasloft skifter gennem dagen. Museets samling af dekorative kunstværker fra art nouveau-perioden - fra møbler til smykker - viser den tidsæstetiske revolution, der brød med traditionen samtidig med at impressionisterne gjorde det samme på lærredet.

Napoleons gave til sine soldater står 50 meter høj midt på Place de l'Étoile, hvor tolv brede boulevarder mødes i et stjernelignende mønster. Arc de Triomphe blev påbegyndt i 1806 for at fejre den franske hærs sejre, men monumentet stod først færdigt i 1836 - længe efter kejserens fald. Arkitekturen henter inspiration fra antikkens Rom, og buens kraftfulde proportioner dominerer stadig den parisiske skyline. Under buen brænder Den Evige Ild ved Frankrigs ukendte soldats grav, en tradition, der har været opretholdt hver aften siden 1923.

Buens fire massive søjler er dekoreret med monumentale relieffer, hvor François Rudes "La Marseillaise" på nordøstsiden regnes for det mest dramatiske. Skulpturen viser den bevingede gudinde, der kalder nationen til våben under revolutionen. På indersiden er 660 generaler oplistet sammen med de store slag, og tagterrassen, 284 trin oppe, giver et panoramisk udsyn over Paris' stjerneformede struktur. Herfra er synet ned ad Champs-Élysées mod Louvre særligt slående - en perfekt demonstration af den geometriske byplanlægning, som Baron Haussmann senere gennemførte i hele den franske hovedstad.

Montmartre har i over to århundreder været Paris' kunstnerkvarter, hvor boheme-ånden stadig lever mellem brostensbelagte gyder og skæve huse. På denne 130 meter høje bakke nord for centrum blomstrede impressionismen i 1800-tallet, da kunstnere som Renoir, Van Gogh og Toulouse-Lautrec fandt inspiration i kvarterets billige værksteder og livlige cabaretscener. Den hvide Sacré-Cœur-basilika fra 1914 kroner bakketoppen med sine byzantinsk-inspirerede kupler, synlig fra det meste af byen. Kvarteret formåede at bevare sin landsbylignende karakter, selv da resten af Paris blev ombygget i 1800-tallet.

Place du Tertre summer stadig af kunstnere, der maler og tegner portrætter, præcis som kollegerne gjorde for 150 år siden. Smalle gader som Rue Lepic og Rue des Abbesses gemmer charmerende façader i pastellfarver, små gallerier og caféer, der har overlevet moderne tiders pres. Le Moulin de la Galette, den berømte vindmølle fra Renoirs malerier, står endnu som et vidnesbyrd om kvarterets landlige fortid. Fra trapperne foran Sacré-Cœur åbner sig et panorama over hele Paris - tage, monumenter og Seinen folder sig ud i et vældigt bybillede. Særligt ved solnedgang tegner lyset en særlig kontrast mellem den gamle kunstnerkoloni og det moderne storbylandskab nedenfor.

Avenue des Champs-Élysées strækker sig næsten to kilometer fra Place de la Concorde til Triumfbuen og regnes for verdens mest berømte boulevard. Navnet stammer fra den græske mytologi – elysiske marker var de saliges opholdssted – og selve gaden blev anlagt i 1670'erne som en forlængelse af Tuileriernes have. Under Baron Haussmanns store omdannelse af Paris i 1800-tallet fik Champs-Élysées sit nuværende, monumentale udtryk med brede fortove, kaskaderende træer og symmetrisk arkitektur. Den 70 meter brede boulevard har siden været ramme om alt fra militærparader til Tour de France-målstreger og nationale fejringer.

Den nedre del af Champs-Élysées, tættest på Place de la Concorde, domineres af grønne alléer, springvand og historiske bygninger som Grand Palais og Petit Palais med deres karakteristiske jernkonstruktioner og glaskupler fra verdensudstillingen i 1900. Længere oppe bliver gaden kommerciel med lyskroner af neonskiltning, internationale flagbutikker og parisiske caféer med udsigtsplads til det konstante mylder af mennesker. Fra mange punkter på boulevarden åbner perspektivet sig mod Triumfbuens massive silhuet, der afslutter den lineære komposition. Gaden repræsenterer forskellige epoker af parisisk historie, fra det aristokratiske 1700-tal over Haussmanns storslåede vision til nutidens globaliserede forbrugskultur.

Kong Ludvig IX lod i 1240'erne opføre Sainte-Chapelle som et kæmpe relikvieskrin til tornekronen fra Jesu korsfæstelse – en relikvie, der kostede tre gange så meget som selve kirkens byggeri. Det gotiske kapel i hjertet af Île de la Cité blev skabt som kongefamiliens private bedehus og skulle markere den franske konges status som Europas mest fromme monark. Arkitekten Pierre de Montreuil skabte en konstruktion, der pressede datidens byggeteknik til det yderste: murene er reduceret til tynde søjler, så stort set hele det øvre kapels vægge kan fyldes med glas.

De 15 monumentale glasmosaikker i det øvre kapel strækker sig over 600 kvadratmeter og er blandt middelalderens bedst bevarede. De 1.113 bibelske scener fra Skabelsen til Jesu genkomst skaber et overvældende lysunivers, når sollyset bryder gennem de røde, blå og gyldne ruder. Det nedre kapel, lavere og mere intimt, var forbeholdt tjenerskabet og hoffets personale. Stjernedekorerede hvælvinger og malede søjler giver rummet karakter af en krypt. Restaureringen i 1800-tallet har gengivet den oprindelige farvesætning, der illustrerer gotikkens forkærlighed for intenst polykromt dekor.

Charles Garniers operahus fra 1875 markerer højdepunktet af den franske Second Empire-arkitektur. Napoleon III bestilte byggeriet som led i Haussmanns omfattende modernisering af Paris, og resultatet blev en manifestation af kejserdømmets ødselhed og kulturelle ambitioner. Facaden i neobarokstil kombinerer elementer fra renæssancen med forgyldte detaljer og skulpturer af Antoine Carpeaux. Den monumentale trappe foran bygningen er lige så meget et showrum som operaproduktionerne inden for murene – her kunne Parisiens haute monde demonstrere toiletter og social status.

Operahusets indre overgår selv de høje forventninger udefra. Den 30 meter høje foyer med marchalinetabuer, marmorsøjler og forgyldte lofter fungerede oprindeligt som et socialt mødested, hvor man så og blev set mellem forestillingernes akter. Marc Chagalls farverige loftmaleri fra 1964 i hovedsalen skaber en overraskende kontrast til den ældre ornamentik og har udløst debat siden indvielsen. Den syvtonede bronzelysekrone vejer over seks ton og oplyser både Chagalls moderne tolkninger og de klassiske putti. Backstage-områderne rummer det underjordiske vandbassin, der inspirerede Gaston Leroux til romanen om Operaens Fantom og siden til et globalt musical-fænomen.

Da Centre Pompidou åbnede i 1977, vakte bygningen voldsom debat. Arkitekterne Renzo Piano og Richard Rogers havde vendt en traditionel museumsindretning på hovedet ved at flytte alle tekniske installationer - rør, rulletrapper, ventilation - til facaden. Resultatet blev en struktur, hvor farvekodede rør kravler op ad ydervæggene: blå for luftcirkulation, grønne for vand, gule for elektricitet og røde for elevatorer. Det postmoderne byggeri skiller sig markant ud i det historiske Marais-kvarter og huser Europas største samling af moderne kunst fra 1905 til i dag. Navnet ærer præsident Georges Pompidou, der igangsatte projektet kort før sin død i 1974.

Museets samling spænder fra Picasso og Matisse til Frida Kahlo og Andy Warhol. Fjerde og femte etage rummer de permanente udstillinger fordelt kronologisk, hvor værker fra fauvisme, kubisme og surrealisme møder abstrakt ekspressionisme og pop art. Fra sjette etages restaurant åbner sig en panoramaudsigt over Paris med Sacré-Cœur i nord og Eiffeltårnet mod vest. Foran bygningen samles gadekunstnere, musikere og jonglører på den brostensbelagte plads, der skaber en livlig kontrast til kunstens rum indenfor. Den åbne arkitektur med gennemsigtige rulletrapper på facaden gør selve bygningen til et kunstværk i bevægelse.

Tuilerierne strækker sig over 25 hektar mellem Louvre og Place de la Concorde og er Paris' ældste offentlige have. Anlægget blev skabt i 1564 som en renæssancehave til Catherine de Medicis' palads, men fik sin nuværende form under Louis XIV, da hofgartner André Le Nôtre omdannede arealet til en barokhave med symmetriske alleer og soignerede græsplæner. Haven var oprindeligt forbeholdt kongehuset, men åbnede for offentligheden efter revolutionen i 1789. Det gamle palads brændte under Pariskommunen i 1871, hvilket efterlod haven som det centrale element.

Langs de brede grusgange står over hundrede skulpturer af kunstnere som Rodin, Giacometti og Maillol. De store bassiner omkranses af støvgrønne metalstole, hvor parisere slår sig ned med en bog eller en kaffe. De klippede lindetræer danner grønne tunneler gennem haven, mens der fra terrasserne ved Louvre åbner sig et perspektiv helt til Triumfbuen. Poppeltræer flankerer centralaksen, og de oktogonale bassiner afspejler skyerne over Seinen. Haven fungerer som byens grønne lunge mellem kunstmuseer og storslåede pladser — et frirum hvor historiske lag og nutidigt byliv mødes under åben himmel.

I det vestlige hjørne af Tuilerierne ligger Orangeriemuseet, et historisk drivhus, der blev omdannet til kunstmuseum i 1927. Bygningen stammer fra 1852 og blev oprindeligt skabt som vinterkvarter for havens orangetræer under Napoleon III. Den neoklassicistiske facade danner en usædvanlig ramme om museets samling af impressionistiske og postimpressionistiske værker fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Museets berømmelse skyldes primært ét værk: Claude Monets monumentale Åkandedamme, som maleren selv donerede til den franske stat kort før sin død.

Hovedattraktionen er de to ovale sale i stueetagen, hvor Monets otte enorme åkande-malerier hænger på de kurvede vægge, som kunstneren selv var med til at designe. Paneelerne måler hver over to meter i højden og flere meter i bredden, og de omslutter besøgende i en 360-graders vision af Monets have i Giverny. Naturligt lys fra glasloftet ændrer værkernes farver gennem dagen, præcis som Monet havde tænkt det. Kælderen rummer en imponerende samling med værker af Cézanne, Renoir, Picasso og Modigliani. Den intime skala skaber en anderledes oplevelse end de store museer længere oppe ad Seinen.

Louis XIV grundlagde Les Invalides i 1670 som hospital og hvile for sårede soldater – et enormt barokkompleks, der stadig fungerer som hjemsted for veteraner. Den monumentale guldkuppel, der rager 107 meter op over Seinen, rummer Napoleons pragtfulde gravmæle i rød finsk porfyr. Generalens sarkofag står omgivet af sejrsrelieffer og tolv marmorstatuer, der symboliserer hans militære triumfer. Bygningsværket blev tegnet af den kongelige arkitekt Libéral Bruant og senere udvidet med Dôme des Invalides, der udgør et af Paris' fineste eksempler på religiøs barokarkitektur.

Musée de l'Armée rummer en af verdens mest omfattende samlinger af militærhistoriske genstande fra middelalderen til de to verdenskrige. Besøgende kan studere rustninger fra forskellige epoker, originale kanoner fra Hundredårskrigen og genstande fra Napoleons felttog – herunder hans berømte grå frakke og tohjørnede hat. De store sale med høje hvælvinger viser også detaljerede dioramaer af historiske slag, mens samlingerne fra Første Verdenskrig dokumenterer krigens brutale virkelighed gennem uniformer, våben og personlige ejendele fra skyttegravene. Kirkens overdådige fresker og forgyldte dekorationer står i stærk kontrast til den militære histories alvor.

Latinerkvarteret strækker sig fra Seinebredden mod syd gennem et virvar af middelalderlige gader, hvor Sorbonne-universitetet har sat sit præg siden 1257. Området fik sit navn fra det latinske sprog, der var obligatorisk blandt studenterne indtil den franske revolution. Boulevarden Saint-Michel skærer kvarteret midt over, men de virkelige opdagelser gemmer sig i sidegaderne, hvor boghandlere, filosoffer og skribenter har haft tilhold i århundreder. Rue Mouffetard bærer stadig spor af romertiden, mens Place de la Contrescarpe blev et samlingspunkt for Hemingway og hans samtidige i 1920'erne.

Panthéon dominerer kvarterets skyline med sin neoklassicistiske kuppel, oprindeligt opført som kirke, men omdannet til hvilested for Frankrigs store ånder. Foucaults berømte pendul hænger i det centrale rum, hvor Victor Hugo, Marie Curie og Voltaire ligger begravet i krypten. Saint-Étienne-du-Mont-kirken ved siden af rummer et af de sidste bevarede renæssance-lettere i Paris, mens de snævre gader omkring Place Maubert afslører rester af middelalderens bystruktur. Shakespeare and Company-boghandlen ved Seinekajen har fungeret som litterært fristed siden 1951, hvor forfattere stadig kan overnatte mellem reolerne i bytte for nogle timers arbejde.

Tour Montparnasse rejser sig 210 meter over Paris' venstre bred som et kontroversielt vidnesbyrd om 1970'ernes arkitekturdrømme. Da tårnet stod færdigt i 1973, blev det mødt med massive protester fra pariserne, der så den sorte glasfacade som et angreb på byens historiske silhuet. Kritikken blev så voldsom, at den direkte førte til et byggestop for højhuse i Paris' centrale kvarterer. Bygværket er i dag Frankrigs højeste kontorbygning og et af de mest fotograferede punkter i byen – dog oftest fra afstand, hvor det skiller sig markant ud i skylinen.

Fra observation deck på 56. etage og den åbne tagterrasse på 59. etage åbner der sig et 360-graders panorama over hele den franske hovedstad. På klare dage strækker udsigten sig 40 kilometer ud over byen. Eiffeltårnet dominerer horisonten mod nordvest, mens Notre-Dames genskabte tårnspir, Sacré-Cœurs hvide kupler og Louvres vældige kompleks tegner et kort over Paris' arkitektoniske historie. Den hurtige elevator når toppen på 38 sekunder, og solnedgangen trækker især mange besøgende, når det gyldne lys lægger sig over zinktagene og Seinen slynger sig gennem byen nedenfor.

Place de la Concorde er Paris' største offentlige plads og et af byens mest blodplettede steder. Her stod guillotinen under den franske revolution, og over 1.200 mennesker blev henrettet mellem 1793 og 1795 – heriblandt Kong Ludvig XVI og dronning Marie-Antoinette. Den 3.200-årige egyptiske obelisk fra Luxor-templet, som står i pladsens centrum, blev rejst i 1836 som symbol på forsoning efter revolutionens rædsler. Den 23 meter høje granitsøjle er dækket af hieroglyffer, der hylder farao Ramses II, og fungerer som et stille modspil til pladsens voldsomme fortid.

Pladsen afgrænses af to identiske paladslignende bygninger fra 1700-tallet, der flankerer Rue Royale mod nord, mens den spektakulære udsigt strækker sig fra Louvre i øst til Triumfbuen i vest gennem Champs-Élysées. Otte monumentale statuer, der repræsenterer Frankrigs største byer, står som vagtposter ved pladsens hjørner. To prægtige fontæner, inspireret af dem på Peterspladsen i Rom, skaber symmetri omkring obelisken. Navnet "Concorde" – enighed – blev givet efter revolutionen som et håb om at forene den splittede nation. Stedet bevarer en mærkbar kontrast mellem det majestætiske anlæg og den blodige historie, der hviler under brostenene.

I det 11. arrondissement står en tidligere støberihal fra 1835, der gennem mere end et århundrede formede jernstøbegods til Paris' gader og bygninger. Fonderie du Chemin-Vert leverede blandt andet de karakteristiske jerngitre og balkonrækværker, der præger byens arkitektur. I 2018 genåbnede den monumentale industrihal som Atelier des Lumières – et digitalt kunstcenter, hvor monumentale værker projiceres på gulve, lofter og samtlige 3.300 kvadratmeter vægge. De rå betonvægge og støberiets industrielle DNA skaber en usædvanlig ramme om kunsten, hvor fortid og nutid mødes i et rum, der aldrig var tænkt som udstillingssted.

Projektionerne omdanner den højloftede hal til et walk-in-maleri, hvor klassiske mesterværker som Van Goghs solsikker eller Monets åkander breder sig fra væg til væg i bevægelse. Musikken følger billederne i nøje koreograferede forløb, der varer 30-40 minutter, hvorefter nye kunstnere overtager rummets flader. Besøgende kan bevæge sig frit mellem lysende kornmarker og blomstrende haver, mens farverne skifter over hovedet. Støberiets originale søjler og bjælker forbliver synlige gennem projektionerne og minder om hallens industrielle fortid. Oplevelsen fungerer uden krav om forhåndsviden – børn og voksne oplever kunsten på lige fod i det enorme rum.

Illusionsmuseet i Paris åbnede i 2019 som et af de første museer i Frankrig dedikeret udelukkende til optiske illusioner og perceptionskunst. Bygningen ligger centralt i byen og huser over 70 forskellige installationer, der udfordrer sanser og forståelse af virkeligheden. Konceptet bygger på en international tendens, hvor videnskab og kunst mødes i interaktive oplevelser, der appellerer til alle aldre. Museet adskiller sig fra traditionelle kunstinstitutioner ved at opfordre besøgende til aktiv deltagelse frem for passiv observation.

Samlingen spænder fra klassiske trompe-l'œil malerier til moderne holografiske projektioner og rumlige installationer. I nogle rum virker gulvet skævt, selvom det er plant, mens andre bruger spejle og perspektiv til at skabe umulige arkitektoniske konstruktioner. Særligt populære er de værker, hvor besøgende selv bliver en del af illusionen - som rummet, hvor tyngdekraften tilsyneladende virker anderledes, eller installationen, der får mennesker til at se ud som kæmper eller dværge, afhængigt af deres placering. Værker af kendte illusionskunstnere som M.C. Escher inspirerer flere af de interaktive udstillinger, der demonstrerer, hvordan hjernen fortolker visuelle informationer. Museet fungerer både som underholdning og som en legende introduktion til perception og neurovidenskab.