Seværdigheder i Prag

Karlsbroen strækker sig 516 meter over Moldau og forbinder Prags gamle by med bydelen Malá Strana. Kong Karl IV lagde grundstenen i 1357, og broen stod færdig først i begyndelsen af 1400-tallet. Arkitekten Peter Parler skabte en konstruktion så solid, at den har modstået utallige oversvømmelser og krige gennem mere end seks århundreder. Med sine 16 buer og tre brotårne blev den i sin tid et teknisk mesterværk, der skulle sikre Prags position som et centralt knudepunkt i Det Hellige Romerske Rige. Broen fungerede som handelsvej og ceremoniel passage for kongelige processioner helt frem til 1800-tallet.

Langs broens balustrade står 30 barokstatuer og statuegrupper fra 1600- og 1700-tallet, hovedsagelige fremstillinger af helgener og religiøse scener. Den mest berømte er Johannes Nepomuk-statuen fra 1683, hvor bronzerelieffet på soklen er blevet poleret blank af generationer af besøgende. Fra broen åbner sig panoramaudsigter til Hradčany-slottet på den ene side og det historiske centrum på den anden. De tre brotårne tjener som udsigtstårne, hvor Staroměstská-tårnet på østsiden rummer gotiske skulpturer og våbenskjolde fra Karl IVs tid. Om morgenen og ved skumring får den grålige sandsten en gylden tone, der understreger stenens solide karakter.

Prags borg strækker sig over ni hektar på Hradčany-bakken og er verdens største sammenhængende borgkompleks. Siden det 9. århundrede har stedet været magtens centrum i Bøhmen – først som fyrsternes residens, senere som kongesæde og i dag som den tjekkiske præsidentens officielle bolig. Borgen omfatter bygninger fra næsten alle europæiske arkitektoniske epoker, fra romanske fundamenter til barokpaladser. Særligt Den Gyldne Gade, hvor alkymister angiveligt søgte at fremstille guld for Rudolf II, har bevaret sin middelalderlige karakter med smalle huse bygget ind i borgmuren. Den gotiske Vitus-katedral dominerer komplekset med sine to 82 meterhøje tårne og prægtige glasmosaikker fra både middelalderen og 1900-tallet.

Borggårdene åbner sig som teatralske rum, hvor besøgende kan følge historiens lag fra den romanske St. Georgs Basilika til de pragtfulde renæssancesale i Det Kongelige Palads. Vladislav-salen, med sin 62 meters længde og sine spektakulære hvælvinger fra 1500-tallet, var skueplads for kroning af bøhmiske konger og ridderturneringer. Fra borgterrassen åbner sig et panorama over Prahas røde tage, Moldaufloden og de hundrede tårne, der gav byen sit tilnavn. I katedralen hviler Bøhmens helgenkonger i sarkofager af sølv, og lyset filtreres gennem Art Nouveau-kunstneren Alfons Muchas farvede glasvinduer.

Sankt Vitus-katedralen har taget næsten 600 år at fuldføre. Byggeriet startede i 1344 under Karl IV, men først i 1929 blev den gotiske koloss indviet i sin nuværende form. Katedralen fungerer som Tjekkiets åndelige centrum og kroningskirke, hvor bøhmiske konger gennem århundreder blev kronet og begravet. De to 82 meter høje tårne dominerer Prags skyline, og facadens detaljerede stenhuggerarbejde viser gotisk arkitektur på sit mest ambitiøse. Bygningen rummer både middelalderens håndværkstraditioner og jugendstilens kunstneriske udtryk – et unikt møde mellem epoker.

Interiøret åbenbarer et spektakulært rum med hvælvinger, der når 33 meter til vejrs. Alfons Muchas jugendstilvinduer kaster farvede lysstråler gennem skibet, mens de ældre middelalderlige glasmosaikker fortæller bibelske historier i dybblå og røde nuancer. Václav-kapellet gemmer Bøhmens helgenkonges relikvie bag vægge dækket af over 1.300 halvædelstene og forgyldte fresker fra 1300-tallet. Den underjordiske kongekrypt bevarer sarkofager med Karl IV og Rudolf II blandt andre habsburgske herskere. Fra tårnets platform åbner sig panoramaet over Prags tage og Vltava-flodens bugtninger – en belønning efter de 287 trin.

Staré Město, den gamle bydel i Prag, strækker sig ud fra bredden af Moldau som et levende arkiv over mere end tusind års europæisk historie. Kvarteret opstod i det 9. århundrede som et handelsknudepunkt og udviklede sig gennem middelalderen til et af Centraleuropas vigtigste kommercielle og kulturelle centre. De snævre brolagte gader følger stadig det samme forløb som for 800 år siden, og facaderne afspejler skiftende stilepoker fra romansk over gotik til barok og jugendstil. Tornerose Rådhuset fra 1338 dominerer det centrale torv med sit berømte astronomiske ur, mens Tynkirken rejser sine to gotiske tårne 80 meter op mod himlen.

Kvarteret rummer utallige arkitektoniske detaljer, der fortæller historier om fortidens rigdom og håndværk. Buegange og pasager forbinder de store gader med skjulte gårdhaver, hvor renæssancegraffiti og middelalderlige hvælvinger dukker op bag moderne butiksfacader. Husene omkring det gamle torv viser deres oprindelse gennem gotiske kælderhvælvinger, barokke stuklofter og jugendstilsmosaikker. Hver facade bærer sit eget våbenskjold eller huskendetegn - løver, guldengle eller symbolske figurer, der markerede købmændenes identitet. Stenportaler fra 1300-tallet fører ind til gårde, hvor middelalderens handelsliv engang udfoldede sig.

Det astronomiske ur på Prags Gammeltorv har tikket siden 1410 og er dermed verdens ældste stadig fungerende astronomiske ur. Mester Mikuláš fra Kadaň konstruerede det oprindelige værk, mens urmager Hanuš senere udvidede det med de astronomiske visere. Selve urskiven er et teknisk og kunstnerisk mesterværk med tre samtidige tidsmålinger: babylonsk tid, siderisk tid og lokal tid. Ifølge legenden blev Hanuš blindet efter urværkets færdiggørelse, så han aldrig kunne kopiere sin skabelse andetsteds. De tolv apostle, der paraderer forbi de små vinduer hver hele time, er en tilføjelse fra 1865, mens selve urtavlen rummer meget ældre symbolik med de fire figurer, der repræsenterer døden, griskhed, forfængelighed og tyrkisk overmagt.

Den nedre urskive viser zodiakkens tegn og tolv måneder gennem allegoriske bondearbejder malet af Josef Mánes. Kalenderskiven roterer langsomt og markerer helgendage og bevægelige helligdage gennem hele året. De gyldne visere bevæger sig over den blå baggrund, der repræsenterer himlen, mens solen og månen følger deres egen præcise bane baseret på middelalderlige astronomiberegninger. Når uret slår tolv, samles hundreder på pladsen for at se de mekaniske apostle gennem deres korte optog. Skulpturerne på siderne af uret - en skrivende krønikør og en filosoferende engel - vidner om renæssancens fascination af både verdslig og guddommelig visdom.

Den jødiske bydel i Prag rummer en af Europas mest velbevarede koncentrationer af jødisk kulturarv, selvom området i dag fremstår nærmest paradoksalt. Nazisterne bevarede bevidst synagogerne og kirkegården som dele af et planlagt "museum over en udryddet race" – en makaber intention, der ironisk nok sikrede bygningernes overlevelse. Josefov, som bydelen er opkaldt efter (kejser Josef II), blev etableret som ghetto i middelalderen og hævede først til en regulær bydel i 1850. Den gennemgik omfattende sanering omkring år 1900, hvor størstedelen af de gamle ghettobebyggelser blev revet ned og erstattet af jugendstilsarkitektur.

Seks synagoger tegner nu et historisk portræt af jødisk liv gennem fire århundreder. Den gotiske Altneu-synagogen fra 1270'erne er stadig i brug og regnes for Europas ældste aktive synagoge. Pinkas-synagogen fungerer som mindesmærke med navnene på 77.297 tjekkoslovakiske holocaustofre håndskrevet på væggene. Den spanske synagoge imponerer med maurisk indretning i forgyldt stuk og geometriske mønstre. På Den Gamle Jødiske Kirkegård ligger over 12.000 gravsten stablet i lag – pladsmangel gennem tre århundreder tvang begravelser oven på hinanden, så stenene nu står i skæve rækker mellem elletræer.

Wenceslaspladsen er langt mere end en byplads – det er scenen for Tjekkoslovakiets dramatiske historie gennem det 20. århundrede. Her udråbte politikeren Alois Jirásek i 1918 den selvstændige tjekkoslovakiske republik, og her brændte studenten Jan Palach sig selv ihjel i 1969 som protest mod den sovjetiske invasion. Fløjlsrevolutionen i 1989 fandt sit epicenter netop her, da hundredtusinder af demonstranter krævede demokrati og frihed. Den 750 meter lange boulevard med sin karakteristiske boulevardform blev anlagt i 1348 som Karlstorv – et hestemarked i Ny By – men har siden udviklet sig til hovedstadens kommercielle og politiske hjerte.

Den imposante rytterstatue af den hellige Wenzel fra 1912 står som pladsens vartegn foran Nationalmuseet. Billedhuggeren Josef Václav Myslbek brugte 30 år på skulpturen, der viser Bøhmens skytshelgen omgivet af fire andre helgener. Bag statuen rejser Nationalmuseets nyrenæssancefacade sig med en 70 meter bred, symmetrisk frontfaçade og en central rampe, der fører op til hovedindgangen. Pladsens sider flankeres af funktionalistiske bygninger fra mellemkrigstiden, art nouveau-paladser og moderne butiksarkader fra 1970'erne – et levende arkitektonisk katalog over Prags forvandling gennem århundrederne.

Petřín-højen rejser sig 318 meter over Prag som en grøn oase midt i byen, og siden middelalderen har stedet været et yndet udflugtsmål for borgerne. Bakken fik sin nuværende parkagtige karakter i 1800-tallet, da området blev omdannet fra vingårde og frugtplantager til en offentlig have. Det mest markante vartegn er det 63,5 meter høje udsigtstårn fra 1891, bygget som en fritstående kopi af Eiffeltårnet i en femtedel af størrelsen. Med sin placering højt over byen når tårnets top faktisk samme højde som originalen i Paris, når man medregner bakkens egen højde.

Området byder på et netværk af snoede stier gennem have og skov, hvor besøgende møder alt fra rosenparterrer til tætte grupper af kastanjetræer. Den barokke Sankt Laurentius-kirke fra 1700-tallet ligger diskret gemt mellem træerne med sin hvidmalede facade og sine tvillingetårne. Spejllabyrinten fra samme tid som udsigtstårnets opførelse underholder med sine forvrængede spejle og huser et panoramamaleri fra slaget på Karlsbroen i 1648. Fra tårnets øverste platform folder hele Prags silhuet sig ud – Hradčany-slottet, Karlsbroen og den gamle bys tage danner en sammenhængende fortælling om byens arkitektoniske lag gennem århundrederne.

Petrin-tårnet rejser sig 63,5 meter over Petrin-bakken og minder påfaldende om sin franske inspiration. Det stålkonstruerede observationstårn blev opført i 1891 som en direkte reaktion på Eiffeltårnet i Paris – tjekkiske ingeniører ville bevise, at Prag kunne matche den franske hovedstads tekniske kunnen. Arkitekten Frantisek Prasil tegnede tårnet som en femtedelskopi af Eiffeltårnet, men placeret på bakkens 318 meters højde, giver det faktisk en højere samlet position end dets parisiske forbillede. De otte sider af den ottekantede base skaber en særegen stabilitet, og konstruktionen vejede oprindeligt omkring 175 tons.

Tårnet rummer 299 trappetrin, der snor sig opad gennem stålskelettets indre, og de otte udsigtspunkter på to niveauer giver panoramaudsigt over hele Prag. Fra den øverste platform på 51 meters højde folder byen sig ud med Hradcany-slottet, Vltava-floden og gotiske tårne i alle retninger. Selve strukturen med krydsstivere og diagonale forstærkninger er synlig fra indersiden, hvilket giver en næsten industriel æstetik. Tårnet har overlevet adskillige renoveringer, herunder en grundig restaurering i 1990'erne, der genoprettede den oprindelige grågrønne lakering af stålet.

Malá Strana opstod i 1257, da kong Ottokar II grundlagde en helt ny bydel ved foden af Prags slot. Området blev befolket med tyske købmænd og håndværkere, der forvandlede kvarteret til en velstående handelsby med egne privilegier og rettigheder. Efter branden i 1541 der lagde store dele af kvarteret i ruiner, genopstod Malá Strana som et barokt mesterværk. Italienske og østrigske aristokrater lod opføre storslåede paladser med stukdekorerede facader, og området fik det præg, der stadig karakteriserer det i dag - smalle brostensbelagte gader omkranset af pastelfarvede bygninger med høje porte og skjulte gårdhaver.

Kvarterets centrale plads, Malostranské náměstí, domineres af Sankt Nikolaus-kirken, hvis 79 meterhøj kuppel og grønne tårnspir troner over barokfacaderne. Indvendigt udfolder sig et overvældende barokinteriør med fresker af Johann Lukas Kracker og et monumentalt loftmaleri, der dækker næsten 1500 kvadratmeter. Gader som Nerudova fører opad mod slottet forbi huse med smukke husskiltskulpturer - gyldne nøgler, violiner og løver - der afslører de oprindelige ejeres erhverv. Baghaver og skjulte paladsgårde åbner sig bag tunge døre, hvor fontæner og barokstatuer skaber små oaser af stilhed få meter fra turiststrømmene.

I november 1980 blev John Lennon skudt i New York, og kort efter begyndte unge tjekkoslovakere at dekorere en anonym mur i Malá Strana med graffiti til hans ære. Under det kommunistiske styre blev muren et symbol på fredelig modstand og kunstnerisk frihed. Det hemmelige politi, StB, overmalede den gentagne gange, men hver nat dukkede nye budskaber, Beatles-tekster og fredssymboler op. Konflikten mellem malere og myndigheder blev kendt som Lennonkrigen og varede helt frem til Fløjlsrevolutionen i 1989.

I dag strækker den farverige mur sig over 10 meter langs Velkopřevorské náměstí og fungerer som et levende kunstværk, der konstant fornyes. Lag på lag af maling dækker den ujævne overflade, hvor Lennons stiliserede portræt kan skimtes mellem fredsbudskaber på snesevis af sprog, politiske statements og kærlighedserklæringer. Spraydåser fra besøgende ligger ofte ved murens fod, for enhver kan bidrage til det igangværende kunstprojekt. Den tilstødende have tilhører Knights of Malta-ordenen, hvis hvide bygning danner en næsten ironisk kontrast til den kaotiske farveeksplosion på muren.

Vyšehrad troner højt over Vltava-floden som et befæstet kompleks med rødder tilbage til det 10. århundrede, da kong Vratislav II flyttede sin residens hertil fra Prager Borg. Legenden fortæller, at prinsesse Libuše profeterede Prags storhed netop fra denne klippe, og selv om historien er mere myte end fakta, har stedet bevaret sin særlige status i tjekkisk nationalbevidsthed. De massive barokbefæstninger fra 1600-tallet omkranser en overraskende rolig verden af kirker, parker og fortidsminder, der står i skarp kontrast til den travle by nedenfor. Kirkegården Slavín fungerer som tjekkisk pantheon med marmormonumenter over komponisten Bedřich Smetana, forfatteren Karel Čapek og snesevis af andre kulturpersonligheder.

St. Peter og Pauls kirke dominerer området med sine tvillingtårne i nygotisk stil fra 1903, mens de oprindelige romanske krypter giver et indblik i middelalderarkitekturen. Langs befæstningens volde åbner der sig panoramaer over Prags tage, broer og tårne. De mørke stenkasematter under voldene rummer eksponeringer om fæstningens militære fortid, og den underjordiske labyrint af gange vidner om det strategiske forsvar, der holdt fjender ude gennem århundreder. Rotunden Sankt Martin fra 1000-tallet står som Prags ældste bevarede bygning – en cylindrisk stenkirke, hvis tykke mure har overlevet krige, ildebrand og byudvikling.

Den lille Guldsmedegade ligger som en fortryllet miniatureverden klemt ind under Prags slotsmure. Bag navnet gemmer sig en fascinerende blanding af sandhed og myte. I 1500-tallet husede de små, farvestrålende huse kejserens vagter og deres familier, mens legenderne senere talte om alkymister, der arbejdede på at forvandle bly til guld for kejser Rudolf II. Den arkitektoniske realitet er lige så charmerende: husene blev bogstaveligt talt presset ind i hulrummene mellem slotsmurens forsvarstårne, hvor vægge og tage krummer sig efter den middelalderlige befæstning. Franz Kafka boede i det blå hus nummer 22 mellem 1916 og 1917, hvor han skrev flere af sine noveller i stilhed, væk fra familiens lejlighed i Prag.

Besøgende kan træde ind i de lave døråbninger og opleve autentisk indrettede værelser fra forskellige epoker. Et hus viser en vagtmandens beskedne bolig med simple træbænke og våben, mens et andet præsenterer et alkymistens værksted komplet med kedler og mystiske instrumenter. En taverne er indrettet med træborde og middelalderlige redskaber, og en våbensamling demonstrerer renæssancens militære teknologi. De skæve gulve og lave bjælkelofter kræver, at man bukker hovedet, mens vinduernes udsigt over Prags tage minder om, hvordan almindelige mennesker levede i skyggen af den kongelige magt.

Wallenstein-paladset blev opført mellem 1623 og 1630 som residens for Albrecht von Wallenstein, den bøhmiske adelsmand og mægtigste feltherre under Trediveårskrigen. Ambitionerne for byggeriet var enorme – Wallenstein lod rive 26 huse, tre porte og en bindingsværksgård ned for at skabe plads til det massive palæskompleks, der skulle matche kongehusets egen prestige. Den italienske arkitekt Andrea Spezza tegnede hovedbygningen i tidlig barokstil, og resultatet blev Prags første verdslige barokpalads. Wallensteins politiske og militære ambitioner endte med hans mord i 1634, men paladset forblev en fysisk manifestation af en mands stræben efter at tangere kejserlig magt.

Den imponerende riddersal spænder over to etager og er dekoreret med loftsfresker, der skildrer feltherren selv som Mars, krigsguden. Paladsets have åbner sig som et barokt teaterrum med præcist klippede hække, bronzeskulpturer og en monumental loggia med stalaktitlignende dekorationer. De originale bronzestatuer blev dog ført til Stockholm som krigsbytte i 1648 – nutidens figurer er kopier. Sala Terrena, den åbne havepavillon, imponerer med illusionistiske vægmalerier, der skaber dybde i den klassiske arkitektur. I dag huser bygningen det tjekkiske senats øverste kammer, men haven er tilgængelig og giver et sjældent indblik i adelens barokke havekunst.

Sankt George Basilikaen rummer et sjældent historisk lag i Prags lange fortælling. Grundlagt omkring år 920 gør den til den næstældste kirke på Pražský hrad, og den har bevaret sin romanske karakter gennem næsten tusind år af europæisk arkitekturhistorie. Den røde barokfacade, der blev tilføjet i 1600-tallet, står i markant kontrast til det strenge, hvide interiør med tunge stensøjler og runde buer. Denne kombination af stilarter fortæller om kirkens lange liv som klosterkirke for benediktinernonner - et af de første nonneklostre i Bøhmen.

Indvendigt mødes besøgende af en bemærkelsesværdig akustisk klarhed, der har gjort kirken til et yndet sted for klassiske koncerter. Apsisens fragmentariske fresker fra 1200-tallet viser scener fra bibelhistorien, mens kapellet til højre huser resterne af den hellige Ludmila, Bøhmens første kvindelige martyr. Den dobbelte trappe foran alterrummet, en usædvanlig arkitektonisk løsning, leder op til det ophøjede kor, hvor nonnerne engang sang deres tidebønner. Kirkens nøgne stenvægge og simple geometri står i skarp kontrast til den overdådige gotik og barok, der dominerer andre dele af Prag.

Sankt Nikolaj Kirke i Prags gamle by repræsenterer et særligt kapitel i byens historie. Den oprindelige gotiske kirke fra 1200-tallet blev fuldstændig ombygget i barokstil i 1730'erne af arkitekten Kilian Ignaz Dientzenhofer, der skabte et af hovedstadens mest prangende sakrale rum. Kirken spillede en central rolle under de religiøse og politiske omvæltninger i Bøhmen, og dens skiftende funktioner gennem århundrederne afspejler områdets turbulente fortid. Under kommunistregimets tid mistede bygningen sin kirkelige funktion og tjente i årevis som koncertsal og lager.

Den monumentale hvide facade dominerer den nordlige del af det gamle bymiljø, mens interiøret åbenbarer et spektakulært barokt rum med en 70-meterhøj kuppel. Freskomalerierne på loftet, udført af Peter Asam, dækker næsten 1.500 kvadratmeter og forestiller scener fra Sankt Nikolajs liv. Stuklofterne folder sig ud i overdådige former med guld og hvide ornamenter, mens den massive krystalkrone fra 1740'erne stadig hænger i kirkeskibets centrum. De talrige sidealtre med marmorarbejder og skulpturer demonstrerer barokkens forkærlighed for teatralsk fromhed. Akustikken i rummet er exceptionel, hvilket forklarer byggeriets fortsatte anvendelse som koncertlokale.

Letná-plateauet har i århundreder fungeret som Prags naturlige balkon over Vltava-floden. I 1955 rejstes her en 30 meter høj Stalin-statue, dengang verdens største af sin slags, som tonede frem over byen som et gigantisk monument over den kommunistiske ideologi. Blot syv år senere blev statuen sprængt i luften, og i dag markerer en metronom på 24 tons på samme spot – et symbol på tidens uophørlige gang. Det 60 meter lange plateau byder på et af byens mest omfattende panoramaer, hvor Karlsbroen, Hradčany-slottet og den gotiske bykerne breder sig som et historisk tæppe af tårne og mosegrønne kobbertage.

Det klassiske parkanlæg fra 1858 strækker sig over 25 hektar med brede alleer af kastanjetræer og åbne græsarealer, hvor lokale samles til picnic og spontane fodboldkampe. De nedslidte grusstier fører gennem en blanding af vildvoksende områder og soignerede partier med skulpturer og historiske lanternemaster. Fra terrassen ved den tidlig-funktionalistiske Hanavský-pavillon, en jernkonstruktion fra 1891, åbner udsigten sig mod byens fem broer og Petřín-bakken i det fjerne. Om aftenen samles studerende og boheme-typer ved metronomens base, hvor byens lys tændes som tusinde stjerner over tågerne.

Det Dansende Hus rejser sig som et provokerende modspil til Prags historiske arkitektur. Bygningen blev opført i 1996 af den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehry og kroaten Vlado Milunić på et bombekrater fra Anden Verdenskrig. Projektet mødte kraftig modstand fra byens borgere, der frygtede, at den dekonstruktivistiske stil ville ødelægge det klassiske udtryk langs Vltava-flodens bred. To tårne i glas og beton slynger sig om hinanden i en skulpturel dans, hvilket gav bygningen øgenavnet Fred og Ginger - efter det berømte Hollywood-dansepar Astaire og Rogers. Konstruktionen markerede en symbolsk overgang fra kommunisme til kapitalisme i det nyfrigjorte Tjekkoslovakiet.

Den snoede facade består af 99 betonpaneler, hver med sin egen unikke form og placering. Fra gadeplan fremstår bygningen nærmest umulig, som om tyngdeloven var sat ud af kraft. Det buede glastårn, der repræsenterer den kvindelige danser, kontrasterer den massive betonsøjle, der symboliserer den mandlige partner. På taget findes en restaurant med panoramaudsigt over den gotiske og barokke bymidte, der omkranser det postmoderne indskud. Kunstinstallationer placeret i lobbyen og på øverste etage understreger bygningens status som en levende del af Prags samtidskunstscene. Bygningen huser i dag kontorer, gallerier og den nævnte restaurant.

Pulvertårnet rejser sig 65 meter over Prags gader som en sort gotisk perle ved indgangen til Den Gamle By. Tårnet blev påbegyndt i 1475 som en del af byens befæstning og skulle markere den kongelige processionsvej fra det kongelige palads til Hradčany-slottet. Navnet stammer fra det 18. århundrede, da tårnet blev brugt til opbevaring af krudt. Den rige udsmykning af tårnet med skulpturer og våbenskjolde afspejler datidens ambitioner om at demonstrere magt og velstand, og stilmæssigt minder det om det berømte Karlsbroens tårn på den anden side af Vltava.

Tårnets facade byder på et detaljeret galleri af gotiske statuer, der fremstiller bøhmiske konger og helgener udskåret i sandsten. De 186 trin op gennem den snævre vindeltrappe fører til observationsplatformen, hvorfra udsigten breder sig over den tagebelagte gamle bydel med dens spir og kupler. Platformen giver særligt god udsigt til Tyn-kirken og den labyrintiske struktur af middelalderlige gader. Selve trappeturen op gennem tårnets kerne giver en fornemmelse af den gotiske byggeteknik med dens tykke mure og smalle vinduer, der engang skulle beskytte byen mod angreb.

Nationalmuseet troner på toppen af Wenceslaspladsen i en imponerende neorenæssancebygning, der blev indviet i 1890 som symbol på den tjekkiske nations kulturelle identitet. Arkitekten Josef Schulz skabte en monumental facade med et 70 meter bredt frontparti, domineret af en guldbelagt kuppel, der hæver sig 70 meter over gadeplan. Bygningen repræsenterer den tjekkiske nationalromantikkens storhedstid, og hver detalje - fra de allegoriske statuer på facaden til de pragtfulde trapper i den centrale vestibule - understreger museets rolle som vogter af Bøhmens historiske arv.

De permanente samlinger spænder fra forhistoriske fund til moderne tjekkoslovakisk historie, fordelt over fire etager i hovedbygningen. Pantheon-salen under den gyldne kuppel rummer skulpturer og malerier af nøglefigurer i tjekkisk kultur og videnskab, omgivet af elaborerede freskodekorationer fra slutningen af 1800-tallet. Museets naturhistoriske samling tæller mere end 14 millioner objekter, herunder omfattende mineralsamlinger og et velbevaret mammutskelet. Fra de øverste etager åbner sig panoramaudsigt over hele Wenceslaspladsen og den nyere bydel Nové Město, hvilket giver perspektiv på Prags historiske udvikling fra middelalderen til nutiden.