Interesserer du dig for shopping, så er Barcelona ikke det værste sted at tage på miniferie. Her kan du finde alt fra moderne designertøj til spændende fødevarer. Du skal dog huske på, at mange butikker holder siesta mellem ca. 14 og 16.
I princippet er Barcelona opdelt i indkøbsområder, der skulle gøre det nemmere at finde lige præcis det, som du er på udkig efter.
Der er dog masser af undtagelser, men som udgangspunkt gælder det, at designerbutikkerne ligger omkring Passeig de Grácia, antikviteterne findes i Barri Gotíc, mens der er et stort udvalg af museumsbutikker og markeder omkring El Raval
Vil du hellere have det hele under ét tag, så kan du i stedet handle i El Corte Inglés, der er Spaniens største stormagasinkæde. Her kan du finde alt fra dametøj til låsesmede.
Der ligger flere afdelinger af El Corte Inglés rundt i Barcelona. Den største finder du for enden af Ramblaen på Placa Catalunya.
Lækre fødevarer
Barcelona har rigtig mange gode fødevarer, og bedst tager de sig ud på fødevaremarkedet La Boqueria, der ligger lige ud til La Rambla.
Her kan du gå på jagt efter alt fra alverdens pølser til frisk frugt. Skal du have nogle spændende madvarer med hjem fra ferien, er La Boqueria et godt sted at finde dem.
Chokolade-elskere kommer ikke udenom Xocoa, der har afdelinger over det meste af byen (bl.a. i kvarterne Barri Gótic og El Born). Butikkerne er rene chokolade-eldoradoer, og de har specialiseret sig i spændende indpakning.
Hvor chokolade ofte er en kvindeting, så er fodbold nok mere en mandeting. Og interesserer du dig for denne sportsgren, bør du tage et kig i Botiga del Barca, der har alt indenfor sport; inklusiv trøjer, støvler, bolde og ikke mindst FC Barcelona-souvenir.
Sidst men ikke mindst er der Altaïr, der er en butik med alt rejserelateret. Her kan du drømme dig endnu længere væk bl.a. et hav af kort, fotobøger, rejselitteratur og guidebøger.