Seværdigheder i Berlin

Brandenburger Tor stod færdig i 1791 som en triumfbue for det preussiske kongehus, men monumentet har siden gennemlevet dramatiske skift i europæisk historie. Arkitekten Carl Gotthard Langhans lod sig inspirere af indgangen til Akropolis i Athen, og resultatet blev tolv doriske søjler i sandsten, der danner fem gennemgange. Under Den Kolde Krig kom torbuen til at markere grænsen mellem Øst- og Vest-Berlin, mens Berlinmuren løb tæt forbi. Efter murens fald blev porten åbnet i december 1989, og ved nytår strømmede tusindvis af berlinere gennem passagerne for første gang i 28 år. Triumfbuen blev dermed et symbol på genforeningen frem for preussisk militærmagt.

Kvadrigaen fra 1793 troner øverst på monumentet, en kobberstatue af sejrsgudinden Victoria i en stridsvogn trukket af fire heste. Figurgruppen blev oprindeligt skabt af billedhuggeren Johann Gottfried Schadow og har en dramatisk historie: Napoleon fraktede den til Paris som krigsbytte i 1806, men den vendte tilbage efter hans nederlag. Pariser Platz omkring torbuen er genopbygget med ambassader, banker og Hotel Adlon, og monumentet står nu renset for graffiti og skader fra Anden Verdenskrig. Området fungerer som byens centrale mødested, hvor lokale og besøgende passerer gennem de samme åbninger, der har været vidne til både preussiske parader og fredelige demonstrationer.

Midt i Spree-floden ligger en ø, der siden 1999 har været fredet som UNESCO-verdensarv. Museumsøen rummer fem af Berlins vigtigste museer, alle opført mellem 1820'erne og 1930. Det begyndte med Altes Museum, tegnet af Karl Friedrich Schinkel som Preussens svar på de store europæiske kunstsamlinger. Senere fulgte Neues Museum, Alte Nationalgalerie, Bode-Museet og Pergamonmuseet, hver med sin egen arkitektoniske identitet. Sammen danner de et unikt kulturkompleks, der fortæller historien om 6.000 års civilisation fra antikken til det 19. århundrede.

Pergamonmuseet er kendt for sine rekonstruktioner af monumentale oldtidsbygninger, men gennemgår en langvarig renovering, så dele af det er lukket i mange år. Ishtar-porten fra Babylon, dækket af tusindvis af blå glaserede fliser med guldbrune løver og fantastiske væsener, fylder en hel sal. I Neues Museum står Nefertitis buste som samlingens absolutte højdepunkt, den 3.300 år gamle kalkstenskulptur bevarer stadig sin intense farvesætning. Alte Nationalgalerie, der ligner et romersk tempel på høje søjler, huser den største samling af tysk romantisk maleri med værker af Caspar David Friedrich. Bode-Museet i øens nordlige spids rummer byzantinsk kunst og en omfattende skulptursamling, præsenteret i sale med marmorvægge og hvælvede lofter.

Norman Fosters glaskuppel på toppen af Rigsdagen er et af Berlins stærkeste symboler på genforening og demokrati. Da bygningen blev genopført efter murens fald, valgte den britiske arkitekt at placere en 23 meter høj gennemsigtig kuppel direkte over plenarsalen, et bevidst statement om gennemsigtighed i politik. Den originale kuppel fra 1894 brændte under Rigsdagsbranden i 1933, og bygningen lå i ruiner efter Anden Verdenskrig. Fosters moderne kuppel fra 1999 bryder radikalt med den tunge preussiske arkitektur og skaber en fascinerende kontrast mellem gammelt og nyt.

En 230 meter lang rampe spiralerer opad langs kuppelens indvendige glasvæg og giver besøgende mulighed for at se direkte ned i parlamentets plenarssal gennem en kæmpe spejlkonstruktion i midten. Spejlkeglen leder dagslys ned i salen og indgår i ventilationen, og den viser, hvordan moderne arkitektur kan forene funktion og symbolik. Fra toppen åbner sig et 360-graders panorama over Berlin, hvor Brandenburger Tor, Tiergarten og de nye regeringsbygninger tegner byens moderne skyline. Særligt ved solnedgang skabes der et lysspil gennem glas og stål, som får hele konstruktionen til at skinne som et fyrtårn over hovedstaden.

Peter Eisenmans monumentale installation i hjertet af Berlin består af 2.711 betonblokke arrangeret i et gittermønster, der dækker 19.000 kvadratmeter. Mindesmærket for Europas myrdede jøder blev indviet i 2005 efter årtiers politiske debat om, hvordan Tyskland skulle mindes Holocaust. Arkitekten valgte bevidst en abstrakt tilgang uden symboler eller inskriptioner - de bølgende rækker af steler i varierende højder skaber en labyrintisk oplevelse, hvor besøgende konfronteres med desorientering og isolation. Placeringen mellem Brandenburger Tor og Potsdamer Platz understreger mindesmærkets centrale rolle i Berlins moderne identitet.

Når man bevæger sig ind mellem de grå betonblokke, forandres oplevelsen konstant. I yderkanten når stenene kun til knæhøjde, men centralt i feltet rejser de sig fire meter op og skaber snævre korridorer, hvor lyden af omverdenen dæmpes. Det ujævne terræn får gulvet til at stige og falde, hvilket forstærker følelsen af at miste orienteringen. Under monumentet ligger et underjordisk informationscenter med dokumentation af Holocaust - personlige historier, breve og fotografier giver navne og ansigter til de seks millioner ofre. Her mødes Eisenmans abstrakte arkitektur med konkret historisk virkelighed.

Berlins tv-tårn rager 368 meter op over Alexanderplatz og er byens ubestridelige vartegn. Da DDR-regimet indviede Fernsehturm i 1969, var det et ideologisk prestigeprojekt designet til at demonstrere østtysk teknologisk overlegenhed. Ironisk nok opdagede man hurtigt, at sollyset skaber et lysende kors på tårnets kugleformede top - et fænomen vestberlinere spottende kaldte "pavens hævn". Med sine 368 meter er konstruktionen stadig Tysklands højeste bygning og synlig fra det meste af Berlin.

Tårnets mest markante element er det roterende restaurantniveau, placeret 207 meter over jorden i den karakteristiske sølvkugle. Herfra folder Berlin sig ud i alle retninger - fra Brandenburger Tor i vest til de grønne skove mod nord. Den fulde rotation tager cirka en time, hvilket giver besøgende mulighed for at opleve byens forvandling fra DDR-tidens blokbebyggelse til de moderne kvarterer omkring Potsdamer Platz. Særligt fascinerende er udsigten mod de grønne flader i Tiergarten og mod Spree, der bugter sig gennem bylandskabet. På klare dage strækker synsfeltet sig helt til 80 kilometer ud over byen.

Berliner Dom rejser sig med sin store kobberkuppel, omkring 98 meter over jorden, som et markant vartegn ved Spreekanalen. Den protestantiske katedral blev indviet i 1905 som den kejserlige hof- og domkirke under Wilhelm II, der ønskede et monument, som kunne måle sig med Peterskirken i Rom. Arkitekten Julius Raschdorff skabte en storslået nyrenæssancebygning med barokke træk, dekoreret med mosaikker og malerier, og den forgyldte udsmykning afspejler det wilhelminske Tysklands storhedstid.

Kirkens indre rummer Hohenzollern-dynastiets krypt med næsten hundrede sarkofager fra fire århundreder, herunder Frederik I af Preussens pragtfulde barokkiste. Orglet fra 1905 med over 7000 piber er stadig i brug ved kirkekoncerter. De omfattende restaureringer efter krigens ødelæggelser har genskabt mosaikdekorationerne i apsiserne og de detaljerede relieffer på alteret. Kuppelgalleriet tilbyder udsigt over Museum Island og Alexanderplatz efter 270 trappetrins opstigning gennem selve kuplen. Kirken ligger på Museumsøen ved Lustgarten over for Humboldt Forum. Lyset strømmer gennem de høje vinduer og oplyser marmordekorationerne i skibets hvælvinger, mens stendekorationerne bærer kejsertidens symbolik.

I 1990 blev en 1,3 kilometer lang strækning af Berlinmuren forvandlet til verdens længste udendørs galleri. Over 100 kunstnere fra 21 lande malede deres værker direkte på murens østside i de måneder, der fulgte murens fald. East Side Gallery blev et globalt symbol på frihed og forsoning, hvor den grå betonflade, der engang delte en by, blev til et farverigt manifest om håb og forandring. Galleriet strækker sig langs Mühlenstraße ved Spreefloden, og selve placeringen understreger den absurde virkelighed ved den kolde krig, en mur, der løb gennem byens hjerte.

Kunstværkerne spænder fra politisk satire til abstrakte fortolkninger af frihed. Dmitri Vrubels "Bruderkuss" mellem Brezhnev og Honecker er blevet et af de mest fotograferede motiver, mens Birgit Kinders trabant, der bryder gennem muren, fanger det grænseløse håb fra murens fald. Flere af murmalingerne har måttet restaureres gennem årene, da vejrlig og hærværk har sat spor. Galleriet står stadig som rå beton på vestsiden, en bevidst påmindelse om murens oprindelige funktion som adskillelse snarere end et kunstværk. At gå langs de spraymalede flader giver en fysisk fornemmelse af den distance, der eksisterede mellem to verdener adskilt af få meters beton.

Checkpoint Charlie var den mest berømte grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin under den kolde krig. Her stod amerikanske og sovjetiske tanks over for hinanden i oktober 1961 i en konfrontation, der bragte verden tættere på atomkrig end nogensinde før. Grænseposten fik navn efter bogstavet C i det fonetiske alfabet og blev symbol på den delte by og den globale magtkamp mellem øst og vest. Gennem næsten tre årtier passerede diplomater, militærfolk og udvalgte civile dette sted, mens tusindvis af andre forsøgte at flygte over grænsen - ofte med livet som indsats.

Dagens Checkpoint Charlie består af en rekonstrueret vagthytte midt på Friedrichstrasse, flankeret af sandsække og advarselsskilte på fire sprog. Store portrætter af en amerikansk og en sovjetisk soldat markerer de tidligere besættelseszoner. Det omkringliggende strøg bærer få synlige spor af Berlinmurens tilstedeværelse, men på fortovet viser en stenlinje murens præcise forløb. Området rummer også rester af originale grænsepæle og informationstavler, der fortæller om spektakulære flugtforsøg - fra tunnelgravninger til ombyggede biler. Det nærliggende Mauermuseum dokumenterer den kolde krigs dramatik med autentiske genstande fra flugtforsøg og dagligdagen i den delte by.

Få steder i Berlin fortæller byens dramatiske historie så tydeligt som Potsdamer Platz. I 1920'erne var pladsen et af Europas travleste trafikknudepunkter med caféer, hoteller, varehuse og Tysklands første trafiklys. Anden Verdenskrig efterlod området i ruiner, og Berlinmuren gjorde det i næsten tre årtier til et øde ingenmandsland. Efter murens fald blev pladsen et af Europas største byggeprojekter, hvor arkitekter som Renzo Piano, Helmut Jahn og Hans Kollhoff tegnede en ny bydel af glas, stål og tegl.

I dag præges pladsen af højhusene, der står tæt omkring krydset. Sony Center er samlet under et stort teltlignende tag af glas og stof, der om aftenen lyses op i skiftende farver, og rummer restauranter, kontorer og biograf. I det 103 meter høje Kollhoff-tårn kører en af Europas hurtigste elevatorer op til udsigtsplatformen Panoramapunkt med udsigt over Tiergarten, Rigsdagen og resten af byen. Ved stationsindgangene står en række bevarede segmenter af Berlinmuren, og en dobbelt række brosten i gaden viser, hvor muren løb. En kopi af den gamle trafiklygte står ved pladsen som minde om 1920'ernes storhedstid. Om vinteren er pladsen ramme om filmfestivalen Berlinale.

Gendarmenmarkt regnes som Berlins smukkeste plads, et harmonisk barokensemble, der opstod i det tidlige 1700-tallet som led i Frederik I's ambitioner om at gøre Berlin til en storby af europæisk format. Pladsen fik sit navn fra et regiment prøjsiske gardere, der slog lejr her i 1736. Den symmetriske udformning med to næsten identiske kirker i nord og syd, flankeret af Konzerthaus i midten, afspejler oplysningstidens ideal om balance og orden. Arkitekten Carl von Gontard designede de karakteristiske kuplede tårne på begge kirker i 1780'erne, inspireret af Piazza del Popolo i Rom.

Konzerthaus dominerer pladsen med sin nyklassicistiske facade og seks ioniske søjler, tegnet af Karl Friedrich Schinkel og genopført efter Anden Verdenskrig. Bygningen rummer en af Berlins fineste koncertsale med exceptionel akustik. De to kirker, Deutscher Dom og Französischer Dom, står som arkitektoniske tvillinger adskilt af godt 100 meter. Französischer Dom husede den franske hugenotmenighed, der fandt tilflugt i Berlin efter religionsforfølgelser i Frankrig. Den fritstående kuppel rejser sig 70 meter og rummer et museum om de franske protestanters historie i Tyskland. Selve pladsens brosten og den åbne atmosfære skaber et rum, hvor Berlins storhedsperiode før nazismens ødelæggelser næsten kan fornemmes.

Tempelhofer Feld er en af verdens mest usædvanlige parker: en hel lufthavn, hvor flyene er væk, og berlinerne har overtaget landingsbanerne. Tempelhof var en af Europas første store lufthavne, og den kolossale terminalbygning fra 1930'erne var i sin tid en af verdens største bygninger. Under Berlinblokaden i 1948-49 landede de allierede forsyningsfly her med få minutters mellemrum og holdt Vestberlin i live, en episode der stadig står centralt i byens erindring. Da lufthavnen lukkede, blev området åbnet som park, og ved en folkeafstemning valgte berlinerne at holde det fri for byggeri.

I dag er det enorme åbne græsareal et frirum, hvor himlen fylder mere end noget andet sted i byen. På de gamle start- og landingsbaner cykler, løber og rulleskøjter folk i fuld fart, og når vinden blæser, susser kitesurfere på skateboards hen over asfalten. Langs kanterne ligger fællesskabshaver, grillpladser, hundeområder og små ølboder, og overalt står lufthavnens skilte og lys som minder om fortiden. Terminalbygningen kan ses udefra og på guidede ture. En solrig eftermiddag på Tempelhofer Feld, med en picnic på græsset og udsigt til solnedgangen over landingsbanerne, viser Berlin fra sin mest afslappede side.

Charlottenburg Slot er Berlins største og bedst bevarede barokpalads, opført som sommerresidens for Sophie Charlotte af Hannover i slutningen af 1600-tallet. Dronningen var en af tidens mest dannede kvinder, og hendes salon tiltrak filosoffer som Leibniz og komponister fra hele Europa. Efter hendes død i 1705 omdøbte kong Frederik I palæet til hendes ære, og gennem det 18. århundrede udbyggede preussiske monarker anlægget med nye fløje, orangeri og prægtige haver. Bombningen i 1943 ødelagde store dele af komplekset, men en omfattende genopbygning har genskabt palæets fordums glans med guldbelagte rokokosale, stukkaturlofter og kongelige gemakker.

Besøgende træder ind i en verden af ceremoniel pragt i de centralt beliggende statsgemakker, hvor Porcelænskabinettets 2.700 stykker kinesisk og japansk porcelæn dækker væggene fra gulv til loft. Det Gyldne Galleri strækker sig over 42 meter med spejle, guldornamentik og fredericianske rokokodetaljer, der afspejler Frederik den Stores ambitioner om at gøre Berlin til et kulturelt kraftcenter. Østfløjens privatgemakker viser et mere intimt aspekt af hoflivet med Friedrich Wilhelm II's soveværelser og dronning Luise af Mecklenburgs elegante nyklassicistiske suiter. Slotshaven bag bygningen følger fransk havekunst med geometriske blomsterbede og går over i en engelsk landskabspark ved Spree.

Neues Museum genåbnede i 2009 efter en omfattende restaurering, der blev et arkitektonisk vartegn i sig selv. Den britiske arkitekt David Chipperfield valgte bevidst at bevare krigens ar i bygningen frem for at skjule dem, bombekratere, afskallede vægge og manglende murværk står side om side med moderne indgreb i beton og stål. Resultatet er en bygning, der fortæller sin egen dramatiske historie fra grundlæggelsen i 1855 til ødelæggelsen under Anden Verdenskrig. Museet rummer primært Den Egyptiske Samling og Samlingen for For- og Tidlig Historie, og bygningen fungerer som bro mellem Museumsinselens nordlige og sydlige dele.

Museets absolutte hovedattraktion er Nefertitis buste fra 1340 f.Kr., der står udstillet i et cirkulært rum på første sal. Den 3.300 år gamle kalkstensskulptur af den egyptiske dronning fascinerer stadig med sin nærmest moderne æstetik og perfekte symmetri. Samlingen rummer også papyrusruller, mumier og monumentale relieffer fra egyptiske templer. I de andre sale kan besøgende følge Europas kulturhistorie fra istiden til middelalderen gennem fund som fund fra Heinrich Schliemanns udgravninger i Troja og den berømte Berlinerguldhat, en høj kegleformet hat af tyndt guld fra bronzealderen prydet med astronomiske mønstre. Arkitekturen og samlingerne smelter sammen til en oplevelse, hvor både form og indhold bærer vidnesbyrd om civilisationernes op- og nedture.

Humboldt Forum rummer et af Europas mest kontroversielle arkitekturprojekter, en moderne genopførelse af det preussiske byslot, der blev sprængt i luften af DDR i 1950. Den imponerende barokfacade mod Spreefloden er en fuldstændig rekonstruktion af det historiske slot, mens den ene side fremstår i moderne beton og glas. Bygningen fungerer som hjemsted for omfattende samlinger fra Afrika, Asien og Amerika samt etnologiske arkiver. Projektet har udløst årelange debatter om kolonial arv, eftersom mange genstande stammer fra tidligere tyske kolonier.

Facaderne alene tegner et særegent portræt af Berlins splittede forhold til sin egen fortid, elegante barokdetaljer møder stram moderne arkitektur i samme struktur. Indvendigt åbner rummene sig mod spektakulære højder med glasbeklædte atriumgårde, der leder dagslys ned gennem flere etager. Samlingerne omfatter alt fra afrikanske skulpturer til store både fra Oceanien, præsenteret i montre, der spænder over flere etager. Stedet fremstår som både museum og kulturelt forum med koncertsale og studiefaciliteter, hvor diskussionen om kunstens og historiens ophav fortsætter i udstillingslokalerne. Den centrale beliggenhed ved Museumsinsel gør bygningen til et markant vartegn i det rekonstruerede historiske centrum.

Det Tyske Historiske Museum ligger i Zeughaus, det tidligere preussiske våbenarsenal på Unter den Linden. Bygningen blev opført fra 1695 og er den ældste på boulevarden og et hovedværk i nordtysk barok. I den overdækkede gård hænger billedhuggeren Andreas Schlüters 22 masker af døende krigere, der med deres smertefulde udtryk er blandt de stærkeste skulpturer fra perioden. Bag arsenalet ligger en udstillingsbygning af glas og sten tegnet af I.M. Pei, der stod færdig i 2003, med en spiralformet trappe i en glascylinder.

Museet fortæller Tysklands historie gennem to årtusinder, fra germanske stammer og middelalderens kejserrige over reformationen, Preussen og kejsertiden til de to verdenskrige, nazismen, delingen og genforeningen. Samlingen tæller våben, rustninger, malerier, dokumenter, plakater, uniformer og hverdagsgenstande, og udstillingerne lægger vægt på at vise, hvordan almindelige mennesker levede. Særudstillingerne i Pei-bygningen tager fat på bestemte temaer og perioder, ofte med et europæisk perspektiv. Museet er et godt sted at få overblik over den historie, der møder en overalt i Berlin, fra Brandenburger Tor til Berlinmuren, og det ligger tæt på både Museumsøen og Humboldt Forum.

Tiergarten strækker sig over 210 hektar midt i Berlin og udgør byens grønne lunge med en historie, der rækker tilbage til 1500-tallet. Oprindeligt fungerede området som kurfyrsternes private jagtområde, indtil det i 1700-tallet blev omdannet til en offentlig park efter engelsk forbillede. Under Anden Verdenskrig blev parken næsten fuldstændig ødelagt, træerne blev fældet til brænde, og landskabet blev brugt til dyrkning af kartofler. Genplantningen, der startede i 1949, har forvandlet Tiergarten til det grønne refugium, man møder i dag, med over 23 kilometer stier, der slynger sig gennem varieret terræn.

Parkens landskab byder på alt fra åbne sletter til små skovområder, hvor egetræer og lindetræer kaster skygge over brede alleer. Siegessäule, sejrssøjlen fra 1873, rejser sig 67 meter over parken og markerer stedets centrale placering i Berlin. Langs hovedalleen Strasse des 17. Juni passerer besøgende forbi små broer, der spænder over søer og kanaler, mens åbne græsarealer indbyder til picnic. Englischer Garten i den nordlige del af parken bærer præg af romantikkens landskabsideal med bugtede stier og kunstigt anlagte vandløb, der skaber et kontrastfyldt rum til byens travle gader.

På den grund, hvor SS og Gestapo havde hovedkvarter under Det Tredje Rige, ligger i dag et dokumentationscenter, der konfronterer besøgende med nazisternes forbrydelser. Mellem 1933 og 1945 fungerede denne adresse ved Niederkirchnerstraße som magtens epicenter for undertrykkelse, hvor Heinrich Himmler og Reinhard Heydrich planlagde systematisk forfølgelse af millioner. Efter krigen lå ruinerne længe uberørte, indtil udgravninger i 1987 blotlagde kældrene fra det tidligere Gestapo-hovedkvarter. Omkring fundene opstod et friluftsmuseum, der bevarer sporene af historien uden at forskønne dem.

Udstillingen folder sig ud langs 200 meter af den bevarede Berlinmur, hvor fotodokumentation og originale dokumenter tegner et nøgternt billede af nazisternes terrorsystem. Besøgende kan følge den kronologiske udvikling fra magtovertagelsen til Holocaust gennem personlige vidnesbyrd og administrative papirer, der viser det bureaukratiske maskineri bag folkemordet. Resterne af kældrene, hvor Gestapo forhørte og torturerede fanger, kan ses fra udgravningen langs muren. Stedets fysiske råhed understreger den ubehagelige sandhed: overgrebene blev planlagt og udført af uddannede embedsmænd i almindelige kontorbygninger midt i byen. Indenfor i dokumentationscentret fra 2010 fortæller den permanente udstilling historien i detaljer, og der er gratis adgang.

Berlinmurens mindesmærke ved Bernauer Straße strækker sig over 1,4 kilometer langs Bernauer Strasse og markerer det eneste sted i byen, hvor muren stadig står bevaret i sin fulde dybde. Her løb den berygtede dødszone, en 160 meter bred stribe mellem Øst- og Vestberlin, bevogtet af vagttårne, sporhunde og bevæbnede grænsevagter. Monumentet inkluderer et originalt mursegment fra 1961, bevaret præcis som det så ud under DDR-regimet. Den 70 meter lange strækning giver en sjælden mulighed for at se murens dobbelte konstruktion med dødszonen imellem. Mindst 140 mennesker mistede livet ved Berlinmuren, og flere af dem døde netop her.

Besøgende kan stige op i et udsigtspunkt, der giver overblik over det hele tracé, de to parallelle mure, vagtspærrene og sandbanen, hvor grænsevagter patruljerede. Chapel of Reconciliation står på det sted, hvor en kirke blev sprængt i stykker i 1985, fordi den lå i dødszonen. Fortovet er markeret med sorte plader, der viser, hvor muren løb gennem gader og tværs gennem bygninger. Vinduer blev muret til, familier blev splittet over natten. Dokumentationscentret viser fotos af desperate flugtforsøg, mennesker, der sprang fra vinduer, gravede tunneller eller svømmede gennem kanaler.

Berliner Zoo åbnede sine porte i 1844 som Tysklands første zoologiske have og har siden udviklet sig til en af Europas mest artsrige dyresamlinger med over 1.300 forskellige arter. Anlægget opstod på initiativ af Alexander von Humboldt og preussiske videnskabsmænd, der så zoologiske haver som vigtige centre for forskning og folkelig oplysning. Den historiske hovedindgang, Elefantporten fra 1899, tegnet i orientalsk stil med pagode-inspirerede tårne, er stadig en af Berlins mest genkendelige bygninger. Trods omfattende ødelæggelser under Anden Verdenskrig, hvor kun 91 dyr overlevede, blev haven genopbygget og er siden blevet udvidet med nye faciliteter.

Besøgende møder alt fra de store pandaer i deres bambusskove til de afrikanske savannedyr i vidtstrakte hegn, der efterligner naturlige habitater. Flusspferdhaus fra 1997 præsenterer flodheste gennem enorme undervandsvinduer, hvor dyrenes overraskende elegante bevægelser under vand kan iagttages på nært hold. Det historiske Antilopenhaus bevarer sin originale arkitektur fra 1871 med støbejernsøjler og vægmalerier, og ved siden af haven ligger Zoo-Aquarium med fisk, krybdyr og insekter. Panda-anlægget og flodhestehuset er blandt de mest populære.

Kaiser Wilhelm Mindekirken står som et af Berlins mest markante symboler på byens turbulente historie. Den oprindelige kirke blev indviet i 1895 som et monument over den første tyske kejser, men natten til den 23. november 1943 ødelagde allierede bomber størstedelen af bygningen. Efter krigen valgte berlinerne bevidst at bevare ruinen som en advarsel mod krig og ødelæggelse. Det 71 meter høje tårn, der engang rejste sig til 113 meter, står nu som et ufærdigt vidnesbyrd med synlige bombekratere og afrevne murflader. Kirken bliver ofte kaldt "den hule tand" af lokalbefolkerne på grund af dens karakteristiske silhuet midt på Breitscheidplatz.

Den moderne bygning fra 1961, tegnet af Egon Eiermann, står i bevidst kontrast til den gamle ruin. Den ottekantede kirke er omsluttet af 20.000 små blå glasruder, der skaber et næsten surreelt lys indvendigt. Rummet virker kompakt og meditativt, mens glassets indigoblå farve giver en atmosfære, der er både moderne og tidløs. I ruinen kan besøgende se rester af originale mosaiker og udsmykninger fra kejsertiden, herunder fragmenter af vægmalerier, der viser tysk historie. Den åbne tagetage i tårnet eksponerer bygningens indre konstruktion, og stenkonstruktionerne fortæller en konkret historie om ødelæggelse og bevidst bevarelse.