Seværdigheder i Buenos Aires

Cementerio de la Recoleta blev anlagt i 1822 i den tidligere klosterhave hos recoleto-munkene og var byens første offentlige kirkegård. Da de velhavende familier i 1800-tallet flyttede nordpå til Recoleta, fulgte gravstederne med, og kirkegården blev det sted, hvor Argentinas magtelite konkurrerede om eftermælet. Præsidenter, generaler, forfattere og kvægbaroner ligger her i en tæt by af mausoleer, og byggestilen skifter fra det ene hjørne til det næste: nyklassicisme, nygotik, art nouveau og art deco side om side. Ingen grav trækker flere besøgende end familien Duartes, hvor Eva Perón fandt hvile efter en lang og omtumlet rejse for sin balsamerede krop.

Gennem den klassiske indgangsportal med doriske søjler fører alleer og smalle gange ind mellem over 4.000 gravkapeller af marmor, granit og bronze. Mange har glasdøre, så man kan se ind til altre, kister og familieportrætter, og engle, sørgende kvindefigurer og portrætbuster står på tagene. Nogle kapeller er velholdte, andre forfaldne med knuste ruder, hvilket giver stedet en næsten filmisk stemning. Rufina Cambacérès' grav fortæller legenden om den unge kvinde, der blev begravet levende, og Liliana Crociatis bronzestatue med sin hund er et af de mest fotograferede motiver. Katte ligger og soler sig på gravene, mens lyset falder skråt ned gennem gangene.

Teatro Colón tog næsten tyve år at bygge, og tre arkitekter nåede at sætte deres præg på huset, før det åbnede med Verdis Aida i 1908. Resultatet er et af verdens fineste operahuse, og akustikken nævnes jævnligt blandt de allerbedste af sangere og dirigenter, der har stået på scenen. Bygningen blander italiensk renæssance med fransk elegance, et udtryk for den rige indvandrerby, Buenos Aires var omkring år 1900. Huset er stadig hjemsted for byens opera, ballet og filharmoniske orkester, og mange af verdens største navne har optrådt her.

Hovedsalen er hesteskoformet med syv etager af loger og balkoner i rødt og guld, og den rummer omkring 2.500 siddepladser plus ståpladser helt oppe under taget. Over salen hænger en stor lysekrone under kuplen, som maleren Raúl Soldi dekorerede med dansere, musikere og figurer fra scenekunsten. Rundvisningen fører gennem foyeren med marmortrapper og farvede glasmosaikker, den forgyldte Salón Dorado med spejle og lysekroner og ind på balkonerne med udsigt ned over salen. Under en forestilling bliver det tydeligt, hvorfor akustikken har ry: selv svage toner bærer helt op til de øverste rækker.

Plaza de Mayo er stedet, hvor Juan de Garay grundlagde byen i 1580, og hvor Argentinas historie siden er blevet udspillet i fuld offentlighed. Pladsen har navn efter majrevolutionen i 1810, da borgerne samledes her, mens byrådet i Cabildo afsatte den spanske vicekonge og indledte vejen mod uafhængighed. Siden har pladsen været scene for jubel, protester, militærkup og massemøder. Mest kendt er Mødrene fra Plaza de Mayo, der fra slutningen af 1970'erne gik i kreds om pladsens monument med hvide tørklæder for at kræve svar om deres børn, som forsvandt under militærdiktaturet.

Midt på pladsen står Pirámide de Mayo, en hvid obelisk fra 1811 og byens ældste nationale monument. Rundt om den er de hvide tørklæder malet på belægningen som et stille minde. Mod øst lukker Casa Rosadas lyserøde facade pladsen af, mod vest ligger det hvidkalkede Cabildo med sine arkader, og mod nord rejser katedralens søjlefacade sig. Palmer, bænke og flokke af duer giver pladsen et roligere præg på almindelige dage, og fra vestsiden begynder Avenida de Mayo, en af byens fineste boulevarder med facader fra omkring år 1900, der fører hele vejen hen til Kongressen.

Caminito er en kort, krum gågade i havnekvarteret La Boca, hvor italienske indvandrere fra især Genova slog sig ned i slutningen af 1800-tallet. De byggede deres huse af træ og bølgeblik fra havnen og malede dem med de rester af skibsmaling, der var til overs, så hver væg fik sin egen farve. Gaden har navn efter tangoen Caminito fra 1920'erne, og det var kvarterets store maler, Benito Quinquela Martín, der fik den gamle jernbanesti forvandlet til et udendørs museum med kunst og farver i midten af 1900-tallet.

I dag står husene i knaldgul, turkis, rød og grøn, med balkoner og vinduesskodder i kontrastfarver og smalle trapper op til de øvre etager. Malere sælger deres billeder langs gaden, og tangopar danser på fortovet og i caféernes udeservering. Papmachéfigurer af Maradona, Evita og Carlos Gardel vinker fra balkonerne. Kvarteret er turistet og kommercielt, men farverne, de gamle conventillos og udsigten ud over Riachuelo med de rustne broer og den gamle havn giver et stærkt indtryk af det arbejder- og indvandrerkvarter, tangoen voksede ud af. I nærheden viser Museo Benito Quinquela Martín kunstnerens malerier af havnelivet.

Casa Rosada er sæde for Argentinas præsident og et af landets mest genkendelige bygningsværker, rejst på det sted, hvor byens spanske fort engang lå. Paladsets nuværende udseende stammer fra slutningen af 1800-tallet, da to bygninger blev forbundet med en stor central bue. Den lyserøde farve har flere forklaringer: ifølge den mest udbredte valgte præsident Sarmiento at blande de rivaliserende partiers farver, rød og hvid, som et tegn på national enhed. Fra balkonen mod Plaza de Mayo talte Juan Perón og Evita til de enorme folkemængder, og balkonen er siden blevet berømt verden over.

Udefra ses den lyserøde facade bedst fra Plaza de Mayo, hvor grenaderer i historiske uniformer står vagt ved hovedindgangen. Indenfor fører rundvisningerne gennem repræsentationssale med lysekroner og marmor, gennem Patio de las Palmeras med palmer og fliser og forbi gallerier med portrætter af landets præsidenter og vigtige argentinske kvinder. Bag paladset ligger Museo Casa Rosada i resterne af det gamle fort og toldhus, hvor murstensbuerne fra kolonitiden er bevaret, og hvor genstande og fortællinger fra præsidenternes historie er udstillet.

La Bombonera er hjemmebane for Boca Juniors, en af verdens mest kendte fodboldklubber, og stadionet har siden 1940 været samlingspunktet for La Bocas arbejderklasse. Navnet betyder chokoladeæsken og kommer af formen: Fordi stadionet er klemt inde mellem gaderne, er den ene langside næsten flad, mens de tre andre tribuner rejser sig stejlt op over banen. Det giver en akustik og en nærhed, der har gjort stadionet berømt. Ifølge legenden fik klubben sine blå og gule farver fra flaget på et svensk skib, der lå i havnen, da farverne skulle vælges.

På kampdage er stemningen intens, og fansene siges at få tribunerne til at bævre, når de hopper i takt. På andre dage fører stadionturen ind på tribunerne, hvor man kan se ned på banen fra de stejle rækker og forstå, hvor tæt publikum sidder på spillerne. Museo de la Pasión Boquense fortæller klubbens historie med pokaler, trøjer og film, og Diego Maradona har en fremtrædende plads blandt klubbens helte. Rundt om stadionet er murene dækket af vægmalerier i blåt og gult, og hele kvarteret bærer præg af klubbens farver.

Obelisco blev rejst i 1936 for at fejre 400-året for byens første grundlæggelse ved Pedro de Mendoza, og den blev bygget på få uger. Arkitekten Alberto Prebisch tegnede et enkelt, hvidt monument på 67 meter, der i første omgang blev mødt med kritik og spot. I dag er obelisken byens mest kendte vartegn. Den står på Plaza de la República, hvor Argentinas flag ifølge historien første gang blev hejst i byen, og det er her, porteños samles i titusindvis for at fejre store sejre, især når landsholdet vinder i fodbold.

Obelisken står midt i krydset mellem Avenida 9 de Julio og Avenida Corrientes. Avenida 9 de Julio er en af verdens bredeste gader med op til 16 vognbaner og grønne midterrabatter, og fra obelisken ses avenuen strække sig i begge retninger. Om aftenen er monumentet oplyst, og trafikken glider i lysstriber rundt om det. Avenida Corrientes, der krydser her, er byens teaterstrøg med neonskilte, gamle biografer og klassiske pizzeriaer, hvor porteños spiser pizza stående ved disken efter forestillingen. Teatro Colón ligger få minutters gang væk.

MALBA, Museo de Arte Latinoamericano de Buenos Aires, blev grundlagt af samleren Eduardo Costantini for at give latinamerikansk kunst et samlet hjem, og museet åbnede i 2001 i en ny bygning i Palermo. Bygningen er tegnet af en gruppe unge argentinske arkitekter og består af enkle blokke af lys sten og glas samlet om et stort, lyst atrium. Museet er blevet et af de vigtigste kunststeder i Sydamerika og er en god introduktion til, hvordan kunstnere fra hele kontinentet har arbejdet med identitet, politik og modernisme.

Den faste samling spænder fra 1900-tallets begyndelse til i dag og rummer værker af Frida Kahlo, Diego Rivera, Tarsila do Amaral, Xul Solar og Antonio Berni. Blandt de mest kendte er Frida Kahlos selvportræt med abe og papegøje og Tarsila do Amarals Abaporu, et nøgleværk i brasiliansk modernisme. Antonio Bernis store fortællende malerier om livet i de argentinske arbejderkvarterer er et højdepunkt for den argentinske del af samlingen. Skiftende udstillinger viser nutidig kunst, og museets biograf viser filmklassikere og latinamerikansk film. Fra caféen er der udsigt til den grønne plads foran museet.

Museo Nacional de Bellas Artes er Argentinas nationalgalleri og rummer landets største offentlige kunstsamling med mange tusinde værker. Museet blev grundlagt i 1890'erne og flyttede i 1930'erne ind i en tidligere pumpestation for byens vandværk, som arkitekten Alejandro Bustillo ombyggede til museum. Den rødbrune bygning ligger på Avenida del Libertador i Recoleta, og samlingen er bygget op af donationer fra byens velhavende familier, der i 1800-tallet købte kunst i Europa.

Den europæiske samling dækker flere århundreder med værker af blandt andre El Greco, Rembrandt, Rubens og Goya. Mange besøgende går først til impressionisterne, hvor Monet, Degas, Manet, Renoir og Van Gogh er repræsenteret, og Rodins skulpturer har deres egen sal. Den argentinske samling giver et indblik i landets historie gennem kunsten, fra Prilidiano Pueyrredóns portrætter og Cándido Lópezs små malerier fra krigen mod Paraguay til Ernesto de la Cárcovas sociale realisme og 1900-tallets avantgarde. Salene er overskuelige, så det er muligt at nå både de europæiske mestre og de argentinske kunstnere på et enkelt besøg.

Catedral Metropolitana ser med sin facade af tolv korintiske søjler mere ud som et græsk tempel eller en fransk statsbygning end som en kirke. Den nyklassiske facade blev føjet til i 1800-tallet, og de tolv søjler siges at symbolisere apostlene. I gavlfeltet ovenover viser et relief Josefs møde med sine brødre, et billede på forsoning efter landets borgerkrige. Katedralen er sæde for byens ærkebiskop, og Jorge Bergoglio, den senere pave Frans, ledte herfra ærkebispedømmet, inden han blev valgt til pave.

Indenfor skifter stemningen til barok og nyrenæssance med forgyldte altre, et højt tøndehvælv og gulve med mosaikker i venetiansk stil. I et sideskib ligger mausoleet for José de San Martín, frihedshelten, der befriede Argentina, Chile og Peru. Hans sarkofag er omgivet af kvindefigurer, der symboliserer de tre lande, og grenaderer i blå og røde uniformer holder æresvagt. Uden for kirken brænder en evig flamme til minde om ham. En mindre udstilling fortæller om pave Frans' liv og tid i Buenos Aires.

Palacio Barolo er bygget som en hyldest til Dantes Guddommelige Komedie. Den italienske arkitekt Mario Palanti tegnede kontorbygningen for tekstilmagnaten Luis Barolo, og da den stod færdig i 1923, var den Sydamerikas højeste bygning. Inddelingen følger digtet: Stueetagen er helvede, de mellemste etager skærsilden, og toppen med fyrtårnet er himlen. Højden på omkring 100 meter henviser ifølge fortællingen til digtets 100 sange. Palanti byggede en tvillingbygning, Palacio Salvo, i Montevideo på den anden side af Río de la Plata.

Foyeren er udsmykket med hvælvinger, bronzelamper og latinske inskriptioner, og ornamenterne viser drager og flammer, der skal minde om helvedes porte. Rundvisningen fører op gennem bygningen, hvor gamle elevatorer og smalle trapper giver adgang til de øverste etager. Fra balkonerne og til sidst fra fyrtårnet åbner der sig en udsigt i alle retninger: Kongrespaladsets grønne kuppel lige ved siden af, Avenida de Mayo ned mod Plaza de Mayo og byens tagflader helt ud til floden. Om aftenen tændes fyrtårnets lys, og udsigten over den oplyste by er en af de bedste i Buenos Aires.

Floralis Genérica er en kæmpemæssig blomst af rustfrit stål og aluminium, som den argentinske arkitekt Eduardo Catalano skænkede byen. Skulpturen er 23 meter høj og vejer mange tons, og den blev konstrueret, så de seks kronblade kunne åbne sig om morgenen og lukke sig om aftenen som en rigtig blomst. Navnet betyder noget i retning af en almen blomst: Catalano ville have, at den skulle stå for alle blomster og for håbet om, at noget kan blomstre op igen hver dag.

Blomsten står midt i et spejlende bassin på Plaza de las Naciones Unidas, en åben park ved Avenida Figueroa Alcorta mellem Recoleta og Palermo. De polerede kronblade spejler himlen, træerne og bassinets vand, så skulpturen skifter udtryk med vejret og tidspunktet. Ved solnedgang gløder stålet i varme farver, og efter mørkets frembrud bliver den oplyst nedefra. Græsplænerne rundt om bassinet er et yndet sted for porteños at sidde og slappe af, og fra parken er der kort til Museo Nacional de Bellas Artes og Cementerio de la Recoleta.

Bosques de Palermo, officielt Parque Tres de Febrero, er byens store grønne område og blev anlagt i 1870'erne på jorden, der havde tilhørt diktatoren Juan Manuel de Rosas. Præsident Sarmiento pressede på for at give byen en folkepark efter forbillede fra Paris og London, og navnet henviser til datoen for slaget, hvor Rosas blev besejret. Parken blev hurtigt et af byens vigtigste udflugtsmål, og i weekenderne er den stadig fyldt med porteños, der løber, cykler, drikker mate og ligger i græsset.

Parken er bygget op omkring en række kunstige søer, hvor man kan leje robåde og pedalbåde, og alleer af palmer, eukalyptus og jacarandatræer, der står i lilla blomst i det sene forår. Hjertet er rosenhaven El Rosedal med mange tusinde roser, pergolaer, en hvid bro over søen og den andalusiske gårdhave Patio Andaluz med fliser og springvand. I Jardín de los Poetas står buster af digtere fra hele verden, blandt dem Borges. Rundt om parken ligger planetariet, Jardín Japonés og flere museer, så området er let at kombinere med andre oplevelser.

Palacio del Congreso er Argentinas parlament og en af byens mest monumentale bygninger. Den italienske arkitekt Vittorio Meano, som også arbejdede på Teatro Colón, tegnede bygningen i en græsk-romersk inspireret stil, og den blev indviet i 1906, selv om de sidste detaljer først blev afsluttet årtier senere. Bygningen ligger for enden af Avenida de Mayo, så parlamentet og præsidentpaladset står over for hinanden i hver sin ende af boulevarden, et bevidst symbol på magtens deling.

Den store kuppel af grøn kobber kan ses fra lang afstand og er bygningens vartegn. Under den ligger Salón Azul, hvor statsbesøg modtages og vigtige personer ligger på lit de parade. Rundvisningerne fører gennem senatets og deputeretkammerets sale med træpaneler, ornamenterede lofter og balkoner til publikum samt forbi bibliotek og festsale. Foran bygningen ligger Plaza del Congreso med det store Monumento a los Dos Congresos, springvand og bænke, og her står også nulkilometerstenen, som alle landets nationale veje måles fra. Om aftenen bliver kuplen oplyst, og pladsen er et godt sted at se bygningen i sin fulde størrelse.

Jardín Japonés blev skænket byen af det japansk-argentinske samfund og indviet i 1967 i forbindelse med et besøg af den daværende japanske kronprins. Haven regnes for en af de største japanske haver uden for Japan, og den passes stadig af en japansk-argentinsk kulturfond. Haven er anlagt efter traditionelle japanske principper, hvor vand, sten, broer og planter skal skabe balance og ro, og den står i stærk kontrast til trafikken på de store avenuer lige udenfor.

Midt i haven ligger en stor sø med hundredvis af koi-karper i orange, hvidt og guld, som samler sig ved bredden, når besøgende kaster foder. Røde buede broer fører over vandet til små øer, og stierne går forbi stenlanterner, vandfald, kirsebærtræer, japanske ahorn og en samling bonsaitræer. Rundt om søen ligger et tehus og et lille kulturcenter med udstillinger om japansk kunst og håndværk, og med jævne mellemrum er der arrangementer med fx ikebana og origami. Haven er et sted til en langsom gåtur og en pause fra byens tempo.

Cabildo var byens rådhus i kolonitiden og er en af de få bygninger fra den spanske tid, der er bevaret i centrum. Den nuværende bygning blev opført i 1700-tallet, og det var her, borgerne i maj 1810 holdt det åbne rådsmøde, der afsatte den spanske vicekonge og dannede den første selvstyrende regering. Bygningen var oprindeligt meget længere, men da Avenida de Mayo og senere en diagonalvej blev anlagt, blev arkaderne i begge ender skåret bort, så kun den midterste del står tilbage.

Den hvidkalkede facade med rundbuede arkader, grønne vinduesskodder og et lille klokketårn står i skarp kontrast til de større bygninger omkring Plaza de Mayo. Indenfor ligger et nationalt museum om majrevolutionen med møbler, malerier, våben og dokumenter fra kolonitiden og uafhængighedskampen. Fra balkonen på første sal er der udsigt ud over pladsen til Casa Rosada og Pirámide de Mayo, og bag bygningen ligger en gårdhave med en gammel brønd, som giver et indtryk af, hvordan det koloniale Buenos Aires har set ud.

El Zanjón de Granados blev opdaget ved et tilfælde i 1980'erne, da en forretningsmand købte et forfaldent hus på Calle Defensa i San Telmo for at åbne en restaurant. Under gulvene fandt han tunneler, cisterner og fundamenter, der viste sig at følge en gammel å, som engang løb gennem kvarteret. Gennem mange års udgravning og restaurering er stedet blevet et af de mest overraskende vidnesbyrd om byens tidligste historie, fra de første bosættere til i dag.

Huset ovenover blev bygget som palæ for en velhavende familie i 1800-tallet. Efter gul feber-epidemien flyttede overklassen nordpå, og huset blev til en conventillo, et lejehus med mange fattige indvandrerfamilier. Rundvisningen fører gennem husets gårde og ned i de restaurerede murstenstunneler og hvælvinger under gaden, hvor lyset falder på buer, gamle mursten og vandløbets forløb. Undervejs vises fund som porcelæn, flasker og fliser, og guiderne fortæller, hvordan byen voksede lag på lag oven på åen. Stedet giver en sjælden mulighed for at se det San Telmo, der ligger skjult under brostenene.

Puente de la Mujer er tegnet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava og har siden årtusindskiftet været vartegn for det fornyede havnekvarter Puerto Madero. Navnet, Kvindens Bro, passer til kvarteret, hvor alle gaderne er opkaldt efter argentinske kvinder. Calatrava har beskrevet broen som et billede på et tangopar: Den skrå pylon er manden, der læner sig frem, mens den buede brobane er kvinden, der følger ham i dansen.

Den hvide gangbro krydser Dique 3, et af de gamle havnebassiner, og den midterste del kan dreje sig 90 grader, så skibe kan sejle igennem. Pylonen hælder skarpt og bærer brobanen med stålkabler, der spændes ud som strenge. Broen er især smuk ved solnedgang, når lyset falder på de røde murstenspakhuse langs kajerne, og om aftenen, når den bliver belyst, og glastårnene i baggrunden lyser op. Restauranter og caféer ligger i de ombyggede pakhuse på begge sider af bassinet, og i dokken tæt på ligger det gamle skoleskib Fragata Presidente Sarmiento som museum.

Reserva Ecológica Costanera Sur er opstået næsten ved et tilfælde. I 1970'erne og 1980'erne blev store mængder byggeaffald dumpet i Río de la Plata ud for Puerto Madero for at skabe land til en ny bydel, men byggeriet blev aldrig til noget. I stedet tog naturen over: Sivbælter, laguner og krat voksede frem på affaldet, og fuglene flyttede ind. Området blev fredet som naturreservat og er i dag et af byens vigtigste grønne områder, hvor vild natur ligger få hundrede meter fra skyskraberne.

Lange grusstier fører gennem reservatet forbi laguner med ænder, svaner og hejrer og ud til flodbredden, hvor det brune flodvand strækker sig mod horisonten. Der er registreret flere hundrede fuglearter, og med lidt held ses også skildpadder, firben og sumpbævere. Fra stierne er der udsigt tilbage over sivene til Puerto Maderos glastårne, en usædvanlig kontrast mellem by og natur. Ved indgangen ligger den gamle strandpromenade Costanera Sur med balustrader og Lola Moras marmorspringvand Fuente de las Nereidas, og madvognene langs promenaden sælger choripán og grillmad.

Museo Evita fortæller historien om Eva Perón, der voksede op i fattige kår på pampaen, blev radio- og filmskuespillerinde i Buenos Aires og som hustru til præsident Juan Perón blev Argentinas mest elskede og mest omstridte kvinde. Hun kæmpede for kvinders stemmeret og for de fattige, og hendes død som 33-årig sendte landet i dyb sorg. Museet ligger i et palæ i Palermo, som hendes velgørende fond overtog og brugte som midlertidigt herberg for kvinder og børn i nød.

Udstillingen følger Evitas liv kronologisk med fotografier, dokumenter, filmklip og lydoptagelser af hendes berømte taler fra balkonen på Casa Rosada. Et af højdepunkterne er samlingen af kjoler, dragter, hatte og sko, der viser, hvordan hun brugte mode til at skabe sit image, fra glamourøse aftenkjoler til de stramme dragter fra de officielle rejser. Udstillingen fortæller også om fonden, der byggede skoler, hospitaler og boliger, og om den efterfølgende kamp om hendes eftermæle. Palæet har en smuk gårdhave, hvor museets café ligger under træerne.