Seværdigheder i Malaga

Alcazaba-fæstningen klamrer sig til skråningen af Gibralfaro-bjerget og regnes for en af de bedst bevarede mauriske fæstninger på den iberiske halvø. Byggeriet startede i 1057 under den berbiske hersker Badis ibn Habus, der genbrugte søjler, kapitæler og marmor fra det romerske teater ved foden af bjerget. Denne konstruktionspraksis kan stadig ses i porte og indgange, hvor antik romersk arkitektur er vævet sammen med maurisk byggeskik. Fæstningen fungerede både som militær bastion og som residens for de mauriske herskere gennem næsten 500 år.

Komplekset består af dobbelte forsvarsmure, som snor sig op ad bjergsiden i en strategisk labyrint af porte og tårne. De indre gårdhaverne er anlagt efter klassisk andalusisk tradition med springvand, appelsinlunde og hesteskoformede buer i rødlig teglsten. Særligt Torre del Cristo, det ældste tårn, giver indblik i den militære arkitektur fra 1000-tallet. Fra de øverste volde åbner panoramaet sig over Malagas havn, den gamle bydel og middelhavet. Fæstningen forbindes også med Gibralfaro-slottet højere oppe gennem en befæstet mur, der tegner silhuetten af Malagas forsvar gennem middelalderen.

Gibralfaro slottet blev opført i det 10. århundrede af den mauriske hersker Abd ar-Rahman III og har i århundreder været Málagas mest strategiske forsvarspunkt. Navnet stammer fra det fønikiske "Jbel-Faro" – lysets bjerg – opkaldt efter det fyrtårn der engang stod på stedet. Fra de 130 meter høje klippetoppe har slottet beskyttet byen gennem talrige belejringer, og i 1487 udkæmpede de katolske monarker Fernando og Isabel en tre måneders belejring der endte med Málagas indlemmelse i det kristne Spanien. Den dobbelte ringmur strækker sig 750 meter rundt om toppen og forbinder stadig slottet med den lavere beliggende Alcazaba-fæstning gennem en zigzag-mur kaldet La Coracha.

Besøgende kan vandre gennem de velbevrede forsvarsgange, hvor skydeskår og vagttårne fortæller om århundreders militær arkitektur. De otte tårne langs murene byder på panoramaudsigter over Málaga, havnen og Middelhavet – en påmindelse om hvorfor maurerne valgte netop dette punkt til forsvar. Det lille museum i den centrale patio viser fund fra udgravninger, herunder våben og keramik fra den islamiske periode. De skyggende cypresser mellem stenruinerne skaber en kontemplativ atmosfære, og når solen rammer de okkerbrune mure, bliver slottets mauriske fortid påfaldende levende.

Museu Picasso Málaga åbnede i 2003 i Buenavista-paladset, en renæssancebygning fra 1500-tallet med mauriske fundamenter og et indre gårdsrum omgivet af søjlegange. Pablo Picasso blev født i Málaga i 1881, og selvom han forlod byen som tiårig, ønskede han hele livet, at hans værker skulle vende tilbage til fødebyen. Det lykkedes først hans svigerdatter Christine og sønnesønnen Bernard at realisere dette ønske. Museets samling består primært af familiens donation på over 200 malerier, skulpturer, keramikker og grafik, der spænder fra kunstnerens ungdomsværker til hans sene perioder.

Samlingen giver et sjældent intimt indblik i Picassos udvikling uden nødvendigvis at fremhæve de mest kendte mesterværker. Her hænger tidlige akademiske studier side om side med kubistiske eksperimenter og senere, legende keramik. Særligt fascinerende er værker fra perioden omkring borgerkrigen, hvor Picassos tilknytning til Spanien bliver tydelig. Museet har også bevaret dele af paladsstrukturen med synlige arkæologiske lag fra fønikisk og romersk tid, der blev fundet under renoveringen. Kombinationen af antikke ruiner under fødderne og modernismens mest revolutionerende kunstner på væggene skaber en uventet, men tankevækkende sammenhæng.

Málagas katedral startede som et monument over kristendommens sejr i 1528, bygget oven på ruinerne af byens hovedmoské. Men katedralen fik aldrig sit andet tårn – pengene løb ud i slutningen af 1700-tallet, og projektet blev aldrig færdiggjort. Resultatet er en asymmetrisk silhuet, der har givet bygningen tilnavnet "La Manquita" – den eenarmede. Det ufærdige nordtårn gør katedralen til et levende vidnesbyrd om byens komplekse historie, hvor ambitiøse planer mødte økonomisk virkelighed. Arkitekturen blander renæssance og barok, med en facade der rejser sig 84 meter over Plaza del Obispo.

Inde i den vidstrakte kirkesal dominerer 40 meter høje søjler rummet, og tagkonstruktionen hviler på en serie af gotiske hvælvinger. Koret rummer et 18. århundrede orgel med mere end 4.000 piber, omgivet af intrikat udskåret træværk i mahogni og cedertræ. Pedro de Menas religiøse skulpturer pryder kapellerne langs sideskibene, og det store Mater Dolorosa-alter trækker opmærksomhed med sin ekspressive realisme. Fra taget, tilgængeligt via en smal stentrappe, åbner panoramaet sig over hele byen – med Gibraltarfarvandet som en blå stribe mod syd.

Dette romerske teater fra det første århundrede før Kristus forblev begravet under moderne Malaga i næsten 500 år. Først i 1951 dukkede de antikke stensæder og scenegulvet frem under fundamentet til et nyopført kulturhus – som ironisk nok blev delvist revet ned for at frigøre teatret. Anlægget blev oprindeligt bygget under kejser Augustus' regeringstid og forblev i brug indtil 300-tallet, hvorefter det blev brugt som stenbrud i den mauriske tid. Den ufrivillige konservering under byens gader har bevaret konstruktionen bemærkelsesværdigt intakt.

Teatrets halvcirkelformede siddepladser skærer sig ind i skråningen af Gibralfaro-bjerget, hvor de oprindeligt kunne rumme omkring tusind tilskuere. De bevarede græske og latinske indskrifter i marmoren fortæller om de velhavende familier, der finansierede opførelsen. Sceneområdet viser stadig fundamentet til den tresøjlede baggrund, mens orkestergulvets hvide og blå stenmønster fremstår tydeligt. Det lille tilhørende interpretationscenter præsenterer fundne genstande som olielamper, keramik og dekorative fragmenter, der giver indblik i teatrets rolle som byens primære samlingssted for underholdning og politiske begivenheder.

Plaza de la Merced er en af Málagas mest historiske pladser, hvor byens politiske og kulturelle liv har udspillet sig gennem århundreder. Den rektangulære plads fik sin nuværende form i 1800-tallet, men det er særligt begivenhederne fra 1831, der har cementeret dens plads i spansk historie. Her blev general José María de Torrijos og 48 af hans mænd henrettet efter et mislykket liberalt oprør mod Kong Ferdinand VII. Den 25 meter høje obelisk i pladstorvet rejser sig til minde om disse mænd, hvis skæbne blev et vendepunkt i Spaniens kamp for demokrati og konstitutionel styring.

Pladsen er også uløseligt forbundet med Pablo Picasso, der blev født i et hjørnehus ved Plaza de la Merced i 1881. Kunstnerens barndomshjem står bevaret med den karakteristiske okkerfarve og smukke smijernsbalkoner, mens en bronzestatue af den unge Picasso sidder afslappet på en bænk ved pladsen. De jacaranda-træer, der omkranser torvet, skaber et skiftende farveshow gennem årstidens gang, mens de omkringliggende caféer og barer fungerer som et mødestedsstykke for malagueños. Atmosfæren er særligt levende om aftenen, når lokale familier samles på bænkene, og børn leger omkring monumentet.

Plaza de la Constitución har fungeret som Málagas sociale og politiske centrum siden midten af 1400-tallet. Pladsen fik sit nuværende navn i 1812 efter vedtagelsen af Spaniens første liberale forfatning, men har gennem århundrederne båret mange andre navne – fra Plaza de las Cuatro Calles til Plaza Mayor. Arkitekturen omkring pladsen spænder fra renaissancens symmetriske facader til modernistiske bygninger fra tidligt 1900-tal, hvor Casa del Consulado med sin markante gavl er et af de mest karakteristiske eksempler. Den aflange form og de omgivende arkader afspejler klassiske andalusiske pladstraditioner, selvom historiske omlægninger har ændret pladsens oprindelige udseende markant.

Fontænen i pladsens midte blev tilføjet i 1870'erne og tjener stadig som et naturligt mødested. Fra bænkene langs periferien kan man studere detaljerne i de farvede facader, hvor lokale forretninger og caféer deler pladsen med kontorer og beboelser. Gadelivet folder sig ud under de høje plataner, især ved aftentide når malagueñerne samles til aperitif og samtale. Stenbelægningen bærer slidmærker fra generationers fødder, og flere afmærkninger i brostenen viser, hvor offentlige henrettelser fandt sted under inkvisitionen – et konkret minde om pladsens mørkere kapitler.

Centre Pompidou Málaga er Spaniens eneste afdeling af det verdensberømte parisiske kunstmuseum og markerer kulturbyens ambition om at positionere sig som et internationalt kunstcentrum. Museet åbnede i 2015 i El Cubo – en farverig glaskasse ved havnefronten, der fungerer som en skulpturel modpol til byens historiske arkitektur. Den 6.300 kvadratmeter store udstillingsplads rummer skiftende udstillinger fra Pompidous omfattende samling af moderne og samtidskunst fra det 20. og 21. århundrede. Bygningen selv, designet med sin transparente facade i primærfarver, signalerer et brud med traditionel museumstænkning.

Samlingen spænder fra tidlige modernistiske værker til eksperimenterende samtidskunst, hvor besøgende kan møde alt fra klassisk kubisme og surrealisme til videoinstallationer og performancebaserede udtryk. Museets to temaudstillinger skifter typisk hvert halvår og kan omfatte værker af kunstnere som Frida Kahlo, Francis Bacon eller Cindy Sherman. Den transparente arkitektur skaber et særligt lysindtryk gennem dagen, hvor sollyset filtreres gennem de farvede glasvægge og kaster skiftende nuancer over kunstværkerne. Fra museets terrasse åbner sig en panoramaudsigt over havneområdet og Málagas tag – en kontrast der understreger spændingen mellem gammelt og nyt i denne andalusiske havneby.

Málaga har gennem de seneste ti år gennemgået en markant forvandling af sin havnefront, og Muelle Uno står som kronjuvelen i denne udvikling. Den 650 meter lange promenade strækker sig langs havnens vestlige pier og forbinder byens historiske centrum med Middelhavet på en måde, der tidligere var utænkelig. Området, der åbnede i 2011, har forvandlet en tidligere industrihavn til et moderne mødested, hvor palmebeplantede strandedegange møder samtidsarkitektur i glas og stål. De karakteristiske hvide sejloverbyggelser kaster skygge over promenaden og skaber visuelle pejlemærker langs strækningen.

Promenaden danner ramme om et varieret udvalg af restauranter, butikker og kulturelle installationer, der alle vender ud mod havnen med udsigt til både krydstogtskibe og fritidsbåde. Det vide plankeværk indbyder til aftenture, hvor solnedgangen over bugten udgør et naturligt samlingspunkt. I den ene ende markerer det kubiske Centre Pompidou Málaga med sin farverige glasfacade et kulturelt vendepunkt, mens den anden ende åbner sig mod det klassiske Málaga med La Farola-fyrtårnet som orienteringspunkt. Havneområdet er blevet et foretrukket samlingssted for både lokale og besøgende, særligt når temperaturen falder til efter middagsvarmens højdepunkt.

Málagas havn har i over 3.000 år været byens livsnerve og forbindelse til Middelhavet. Fønikerne etablerede her en handelspost, som senere blev udbygget af romere og maurere til et af Andalusiens vigtigste maritime knudepunkter. Den moderne havn strækker sig over to kilometer langs kysten og kombinerer kommerciel skibsfart med en promenade, der har forvandlet området fra industrikvarter til byens foretrukne mødested. Den markante hvide fyrtårn La Farola fra 1817 står som et vartegn ved indsejlingen og markerer overgangen mellem det historiske centrum og havneområdet.

Promenaden Muelle Uno byder på et åbent havnelandskab, hvor cruiseskibe og lystbåde skaber en konstant bevægelse i havnebassinet. Langs kajen ligger restauranter og butikker i moderne glaspavilloner, der kontrasterer med de historiske pakhuse længere inde i havnen. Centre Pompidou Málaga med sin karakteristiske farvede glasfacade rejser sig ved havnefronten og udgør et visuelt ankerpunkt. Stedet giver en panoramaudsigt til byens skyline med katedralen og Alcazaba-fæstningen tydelig i baggrunden. Om aftenen oplyses promenaden af gadelygter, der skaber spejlinger i det mørke havnevand.

Parque de Málaga strækker sig over næsten en kilometer langs havnefronten og blev anlagt i begyndelsen af 1900-tallet på opfyldt havneland. Parken er resultatet af en ambitiøs byfornyelsesplan, der skulle forvandle Málaga fra en industrihavn til en moderne middelhavsby. Landskabsarkitekten kombinerede europæisk parkkultur med subtropisk vegetation og skabte dermed et grønt refugium, der i dag huser over 400 forskellige plantearter fra fem kontinenter. De høje palmer, mahognitræer og bregner fra Australien vidner om den botaniske ambition bag projektet.

Gennem parkens alleér møder besøgende en række springvand, skulpturer og dekorative flisearbejder fra forskellige epoker. De hvide marmorbænke under ficus-træernes tætte kronedække tilbyder kølige hvilepladser, mens fuglene holder til i det tætte løvværk. Parken fungerer stadig som en forbindelse mellem byens historiske centrum og havneområdet, hvor blikket kan følge promenaden mod kystlinjen. De geometriske blomsterbede og stier skifter karakter efter sæsonen, og især om foråret præges området af jacarandatræernes violette blomstring. Stedets særlige karakter ligger i kombinationen af europæisk havekunst og mediterran ekstravagance, hvor arkitekturen møder botanikken i et unikt byrum.

Playa de la Malagueta strækker sig over 1.200 meter langs Málagas centrale kystlinje og markerer byens transformation fra industrihavn til moderne badeby. Stranden blev anlagt i begyndelsen af 1900-tallet med sand hentet fra Sahara-regionen, og området var tidligere hjemsted for fiskerfamilier der levede i små baracas langs kysten. I dag er den mørke, grovkornede sand blevet byens mest besøgte strandområde, hvor malaguenere og turister deler pladsen under de ikoniske blå-hvide stribede parasoller.

Strandpromenaden La Farola løber parallelt med kysten og bærer navn efter det historiske fyrtårn, der stadig står ved østenden af stranden. Bølgebryderen skaber roligt vand, der gør stranden velegnet til familier, og de palmeomkransede områder tilbyder skygge mellem sandbanen og promenaden. Fra stranden åbner der sig udsigt til haveanlægget Parque de Málaga mod vest og havnen med cruiseskibe mod øst. Langs promenaden står en række chiringuitos – traditionelle strandbarer – hvor duften af grillet sardiner blander sig med havluften, særligt om aftenen når lokalbefolkningen indtager stranden efter arbejdstid.

Playa de Pedregalejo strækker sig langs kysten øst for Málagas centrum, hvor et tidligere fiskerleje har bevaret sin autenticitet midt i den moderne storbys ekspansion. Stranden fik sit navn fra de småsten – pedregales – der engang dominerede kysten, før sand gradvist overtog terrænet. I det 19. århundrede var området centrum for Málagas sardinfiskeri, og de traditionelle trebåde med buede ror lå trukket op på stranden hver aften. Den maritime karakter lever stadig i de smalle gader bag strandpromenaden, hvor lave hvidkalkede huse med blå vinduesrammer minder om en ægte arbejderbefolknings kvartersbyer.

Strandområdet er inddelt i mindre sektioner adskilt af træmoler, der bryder bølgerne og skaber rolige badeområder selv på blæsende dage. Det mørkere sand stammer fra områdets geologi og giver vandet en dybere farvetone end ved de mere turistprægede strande vestpå. Langs promenaden står de karakteristiske chiringuitos – strandrestauranter med halmtage – side om side i en ubrudt række. Her tilberedes friskfangede sardiner på spyd over åben ild, præcis som fiskerfamilierne har gjort i generationer. Om aftenen samles lokale familier ved bordene under fairy lights, mens solen synker bag Gibralfarostrædet.

La Farola fyrtårn har vejledt skibe sikkert ind til Málagas havn siden 1817. Det 38 meter høje tårn blev rejst på initiativ af den spanske marinejournalist Joaquín María Pery y Guzmán og er et af de få bevarede fyrtårne fra begyndelsen af 1800-tallet på den spanske middelhavskyst. Navnet stammer fra det spanske ord for lanterne, og tårnet blev hurtigt et vartegn for byens maritime identitet. Konstruktionen blev dengang betragtet som en teknisk bedrift med et avanceret lyssystem, der kunne ses langt ud på havet.

Fra fyrtårnets position på La Farola-moloen åbner sig en panoramaudsigt over Málagas kystlinje, havnen og de omkringliggende bjerge. Tårnets karakteristiske hvide facade med grønne detaljer står i skarp kontrast til det blå Middelhavet, og arkitekturen bærer præg af nyklassicistiske træk med en achtkantet base og en konisk top. Selvom selve fyrtårnet ikke er åbent for offentligheden, giver promenaden rundt om det mulighed for at studere konstruktionen på nært hold og nyde udsigten over havneområdet. Stedet fungerer stadig som et aktivt navigationspunkt og minder om Málagas århundredlange rolle som handelsby og søfartscenter.

Plaza de Toros La Malagueta rejser sig ved havnefronten som et præcist vidnesbyrd om andalusisk tyrefægterkultur. Arenaen blev indviet i 1876 efter tegninger af arkitekt Joaquín Rucoba, der lod sig inspirere af den neomudejar-stil, som prægede samtidige byggerier i Sevilla og Madrid. Den karakteristiske ottekantede facade i gult og hvidt står i skarp kontrast til den moderne havn og de omkringliggende høje bygninger. Med plads til 9.000 tilskuere repræsenterer La Malagueta en mellemmæssig størrelse sammenlignet med de store arenaer i Madrid og Sevilla, men spiller en central rolle i den andalusiske tyrefægtersæson fra april til september.

Arenaens indre afslører den strenge symmetri, der præger alle spanske tyrefægterpladser. De koncentriske rækker af betonbænke fordeler sig i sol- og skyggesider, hvor prisforskellen historisk har afspejlet de sociale skel. Kapellet ved indgangen står som en påmindelse om den altid tilstedeværende risiko i denne kontroversielle tradition. Museet rummer en samling af pragtfulde tyrefægterdragter broderet med guld- og sølvtråd, historiske plakater fra berømte corridas og fotografier af legendariske toreros, der har betrådt sandgulvet gennem årtier. Mesterværker af Pablo Picasso, hvis far arbejdede som konservator på arenaen, knytter yderligere kulturhistorie til stedet.

Plaza de la Marina strækker sig langs havnefronten som en bred, palmeprydede promenade der markerer overgangen mellem Málagas historiske centrum og havneområdet. Pladsen opstod i 1800-tallet, da byen begyndte at vende sig mod havet efter århundreders fokus på landforsvar. Navnet afspejler byens maritime fortid som handelsknudepunkt mellem Middelhavet og Atlanterhavet. De karakteristiske palmetræer og det åbne layout blev skabt for at give byens borgere direkte adgang til havnens aktiviteter og den friske middelhavsbrise. Pladsen fungerer stadig som et naturligt samlingssted mellem gammel bykerne og moderne havnekvarter.

Fra Plaza de la Marina åbner der sig panoramaudsigt over Málaga Havn med krydstogtsterminal, privatbåde og den historiske fyrtårnsområde. Pladsen omkranses af imponerende bygninger fra tidlig 1900-tal med karakteristiske balkonger og stukdekorationer, der vidner om byens velstående periode under vinindustriens guldalder. Den centrale placering gør pladsen til et naturligt udgangspunkt for at orientere sig i byen - mod nord ligger gågader og monumenter, mod syd åbner havnen sig. De høje palmer kaster lange skygger over stenbænke og fontæner, mens baggrunden domineres af Gibralfaro-bjergets silhuet med middelalderborgen tydeligt synlig.

Málaga åbnede sin hovedgade i 1891 som et symbol på byens modernisering efter århundreders forfald. Calle Larios blev opkaldt efter den indflydelsesrige købmandsfamilie Larios, der finansierede omlægningen af det gamle bykværter til en bred promenade med ensartet arkitektur. Gadebilledet præges af elegante bygninger i neoklassicistisk stil med høje, symmetriske facader, smiedejernsbalkoner og detaljerede stuklofter. De hvide marmorstensstriber på fortovet skaber et geometrisk mønster, der er blevet gadens varemærke. Den 300 meter lange strækning forbinder Plaza de la Marina ved havnen med Plaza de la Constitución i den gamle bydel og har bevaret sin karakter som Málagas mondæne hjerte.

Butiksfacaderne afspejler både internationale kæder og lokale forretninger i stueetagerne af bygninger, hvor mange tagterrasser stadig bærer original dekor fra 1800-tallet. På begge sider af gaden giver arkadegange ly mod den andalusiske sol, mens caféer breder sig ud over fortove og pladser. Gademusikanter og portrætmalere bidrager til atmosfæren, særligt om aftenen når kunstlys fremhæver facadernes detaljer. Ved Store helligdage og jul omdannes gaden til en lysinstallation med digitale projektioner på bygningernes flader - en moderne brug af den historiske arkitektoniske ramme.

I 1855 købte en velhavende spansk-britisk familie et område nord for Malaga og begyndte at anlægge en have, der skulle blive et af Europas mest imponerende tropiske anlæg. La Concepción opstod som et ambitiøst privatprojekt, hvor eksotiske planter fra hele verden blev samlet i et gartneri, der senere voksede til over 25 hektar. Den botaniske samling omfatter i dag mere end 2.000 tropiske og subtropiske arter, og haven betragtes som et levende museum over 150 års botanisk passion og eksperimenter med aklimatisering af fremmed flora til det andalusiske klima.

Stensatte stier slynger sig gennem tætte bambuslunde, forbi vandfald og gennem pergola-gange omsluttet af slyngplanter. Den historiske del af haven er domineret af palmesamlinger med eksemplarer fra Sydamerika, Afrika og Asien, mens en sø med vandliljer danner et roligt midtpunkt omgivet af træer med luftrødder. Den victorianske stil er synlig overalt – fra det romantiske lysthus på toppen af bakken til de smalle broer over kløfter med frodig vegetation. Området byder også på et lille arkæologisk museum med romerske fund fra regionen. Fra havens øverste punkter åbner der sig panoramaudsigter over Malaga by og middelhavskystens silhuet.

CAC Málaga indtager en fredet tobakslagerbygning fra 1930'erne ved Rio Guadalmedina, hvor de geometriske facader og den rummelige industriarkitektur har fået nyt liv som et af Spaniens mest dynamiske kunstcentre. Siden åbningen i 2003 har stedet udviklet sig til et internationalt anerkendt forum for samtidskunst med særlig fokus på kunst skabt efter 1950. Den originale bygnings karakter – høje lofter, rå overflader og store gulvarealer – giver kunstværkerne rum til at ånde uden at konkurrere med pompøs museumsarkitektur.

Udstillingerne fordeler sig over 2.400 kvadratmeter fordelt på fem permanente gallerier, der løbende skifter mellem videoinstallationer, skulpturværker og maleri fra centrens omfattende samling med navne som Louise Bourgeois, Olafur Eliasson og Thomas Hirschhorn. Værker fra både etablerede kunstnere og nye stemmer præsenteres side om side, ofte med eksperimenterende installationer der udnytter rummenes industrielle karakter. Det gråtonede betonmiljø skaber en neutral ramme, hvor farver og former træder tydeligt frem. Centrets roterende program betyder, at selv gentagne besøg byder på nye perspektiver på samtidens kunstneriske strømninger.

Museo Interactivo de la Música ligger i Málagas moderne bydel og repræsenterer en anderledes tilgang til museumsoplevelsen. Her er musikinstrumenter ikke blot udstillingsgenstande bag glas, men redskaber der kan udforskes med hænderne. Samlingen omfatter over 1000 instrumenter fra alle kontinenter og historiske perioder - fra primitive afrikanske trommer til moderne elektroniske synthesizere. Museet bryder med den traditionelle passivitet ved at gøre berøring og afprøvning til en central del af oplevelsen, hvilket gør det til en sjælden institution i den europæiske museumskontekst.

Udstillingen er organiseret tematisk med dedikerede zoner for forskellige instrumentkategorier. Besøgende kan banke på gamelanorkestrets metalliske klangskåle fra Indonesien, føle vibrationer fra en kinesisk gong eller eksperimentere med de akustiske egenskaber ved forskellige strygeinstrumenter. Særligt fascinerende er samlingen af mekaniske musikinstrumenter fra 1800-tallet, hvor spilledåser og tidlige fonografer demonstrerer teknologiske landvindinger. En række lyddæmpede rum tillader fordybelse i specifikke instrumenter uden at forstyrre andre, mens interaktive skærme giver kontekst om instrumenternes kulturelle oprindelse. Stedet formår at kombinere musikhistorisk viden med hands-on udforskning på en måde der appellerer både til børnefamilier og musikinteresserede voksne.