Seværdigheder i Marrakech

Koutoubia Moskeen rejser sig 77 meter over Marrakech og har siden 1150'erne fungeret som byens religiøse og arkitektoniske fyrtårn. Minareten blev bygget af Almohad-dynastiet og udgør et mesterværk inden for maurisk arkitektur med sine præcise geometriske mønstre og dekorative buefelter. Navnet "Koutoubia" stammer fra arabisk "kutubiyyin", der henviser til de boghandlere, som engang holdt til på det tilstødende marked. Moskeen er tegnet efter strenge symmetriske principper, og konstruktionen skulle oprindeligt demonstrere Almohadernes religiøse og politiske magt i Nordafrika.

Selve moskeen er forbeholdt muslimske besøgende, men bygningens ydre præsentation giver et stærkt indtryk af maurisk byggekunst. Minaretens fire facader varierer subtilt i dekoration med indvævede båndfletninger og reliefarbejde i terrakottafarvet sten. Den øverste del krones af tre forgyldte kugler, der hver formodes at være smykket med perler fra den første sultans hustru. Om aftenen belyses tårnet, hvilket forstærker silhuettens dramatik mod nattehimlen. De omgivende haveanlæg med palmer og blomstrende planter skaber en rolig kontrast til den travle medina, og pladsen omkring moskeen fungerer som mødested for lokale beboere.

Jemaa el-Fnaa har været Marrakechs pulserende centrum siden 1000-tallet, da byen blev grundlagt som hovedstad i Almoravide-dynastiet. Pladsen fik sit navn – der betyder "Forsamlingsstedet for de Døde" – fra en morbid praksis med at udstille hovederne af henrettede forbrydere. I dag er den livsbekræftende energi langt fra denne dystre fortid. UNESCO anerkendte pladsen i 2001 som et mesterværk inden for oral og immateriel kulturarv, en usædvanlig kategori der understreger stedets rolle som levende arena for marokkansk fortællekunst og håndværk.

Fra tidlig morgen til sen aften folder pladsen sig ud i konstant forvandling. Orangesaftpresserens standpladser afløses af slangefremvisere og berbiske musikere med deres trommer og kastagnetter. Gnawa-musikere i farvestrålende dragter skaber hypnotiske rytmer, mens historiefortællere samler kredsende tilhørerskarer omkring sig med gester og stemmeføring, der har overlevet i århundreder. Madboderne opstår efter solnedgang som en midlertidig restaurant under skæret fra gaslamper, hvor duftene af grillet kød, tajiner og krydderier blander sig med røgen fra kulilden. Tagranden på de omkringliggende bygninger fyldes med tilskuere, der betragter det kaotiske skuespil nedenunder.

Den franske kunstner Jacques Majorelle anlagde denne botaniske have i 1920'erne som et personligt refugium fra Marrakechs støv og larm. Over 40 år samlede han planter fra fem kontinenter og skabte et eksotisk univers omkring sit atelier, malet i den karakteristiske koboltblå farve, der siden har fået navn efter ham. Da Yves Saint Laurent og Pierre Bergé overtog haven i 1980, stod den på randen af forfald. De genoprettede Majorelles vision og tilføjede deres egen kunstsamling. I dag er haven både monument over Majorelles botaniske passion og Saint Laurents kærlighed til Marokko – hans aske blev spredt her efter hans død i 2008.

Haven rummer over 300 plantearter, herunder en imponerende samling af kaktusvarianter, bambus og palmer, der skaber skyggefulde gange mellem sprudlende springvand og geometriske bassiner. Den intense blå farve på bygningerne står i skarp kontrast til det grønne bladværk og terracottakrukkerne. Berbermuseet i Majorelles tidligere atelier viser smykker, tæpper og keramik fra berberkulturen, mens det tilstødende galleri præsenterer skiftende kunstudstillinger. Det lille memorial for Yves Saint Laurent ligger diskret i havens nordlige hjørne, omgivet af roser og oliventræer.

Marrakechs medina blev grundlagt i 1070 af berberdynastiet Almoraviderne og har siden fungeret som et levende eksempel på middelalderlig islamisk byplanlægning. De cirka 19 kilometer lange, røde lermure omslutter et netværk af over 2.500 snævre gyder, hvor tiden synes at have stået stille siden middelalderen. UNESCO anerkendte medinaen som verdensarv i 1985, netop fordi den stadig fungerer som en fungerende by frem for et museum. Området rummer over 300.000 indbyggere, der lever og arbejder mellem de historiske bygninger, håndværksværksteder og moskeer.

De labyrintiske gader åbner sig uden varsel mod arkitektoniske perler som Ben Youssef-moskeen fra 1100-tallet og den overdådigt dekorerede Ben Youssef Medersa med sine indviklede stukdekorationer og zellij-fliser. Souq-kvartererne er opdelt efter håndværk – lædergarveriet Chouara med sine farverige kar, tæppevævere der arbejder ved traditionelle væve, og metalarbejdere hvis hammerslag genklinger mellem murene. Pladsen Jemaa el-Fna danner medinaens pulserende centrum, hvor slangefremvisere, historiefortællere og madstande har mødt hinanden i århundreder. Tagterrasserne på de restaurerede riads giver overraskende udsyn over det tætpakkede virvar af flade tage og minareter, der strækker sig mod Atlasbjergene.

Sultan Ahmad al-Mansur lod i 1578 opføre El Badi-paladset for at markere sin sejr over portugiserne ved Alcácer-Quibir. Byggeriet tog 25 år og omfattede 360 rum, indlagt marmor fra Italien, guld fra Sudan og de fineste kunsthåndværkere fra hele den islamiske verden. Navnet betyder "Det Uforlignelige" - og det levede op til navnet. Paladset blev symbol på marokkansk storhed og rigdom, indtil det blev systematisk plyndret i slutningen af 1600-tallet. Det der står tilbage er et spøgelsesagtigt skelet af en storhedstid: kolossale mure i pisé-ler, gigantiske bassiner og de grundlæggende konturer af en paladsstruktur, der imponerer gennem sin monumentale skala.

Ruinerne giver en sjælden mulighed for at studere maurisk paladsarkitektur uden senere tilføjelser. De fire centrale sunken gardens - engang fyldt med appelsin- og granatæbletræer - ligger flankeret af enorme bassiner, hvor vandet blev brugt til både afkøling og som reflekterende element i arkitekturen. Storkereder knejser fra murenes kroner, og de smalle passager ned til de underjordiske cellekomplekser fortæller mørkere historier om fangenskab og slaveri. Fra terrasserne åbner sig panoramaudsigt over Marrakech med Atlas-bjergene som dramatisk baggrund. På trods af ødelæggelsen fremstår stedets proportioner stadig imponerende - særligt når den lave aftensol kaster lange skygger gennem ruinerne.

I over 300 år lå sultanerne fra Saadi-dynastiet begravet under jord og grus, skjult for omverdenen efter at den efterfølgende hersker Moulay Ismail lod indgangen til gravpladsen blokere i 1700-tallet. Først i 1917 blev komplekset genopdaget af en fransk embedsmand gennem luftfotografier, og i dag fremstår gravene som et af Marrakechs bedst bevarede eksempler på 1500-tallets dynastiske håndværk. Saadi-sultanerne regerede i Marokkos guldalder, og deres gravkamre afspejler den velstand og kulturelle sofistikering, der prægede perioden. Stedet fungerer som modvægt til den mere turistede del af medinaen - et stille rum hvor arkitektur og historie vægter tungt.

Komplekset består af tre mausoleer omgivet af en have med marmorstier mellem oliventræer og cypresser. Den mest prangende sal, Hall of Twelve Columns, rummer sultan Ahmad al-Mansours grav under en kuppel med fintslebet cedertræs-ornamentik og zellij-mosaikker i blå, grønt og guld. Marmorsøjlerne bærer intrikate stukkaturer med arabiske kalligrafiske indskrifter, og lysindfaldet gennem de gennembrudte vinduer tegner skiftende mønstre på gulvene. Over 60 medlemmer af dynastiet hviler her i mindre kamre og ydre gravsteder, nogle simple, andre overdådigt dekorerede. Den stille atmosfære står i stærk kontrast til Marrakechs pulserende souq-kvarterer.

Ben Youssef madrasa stod færdig i 1565 under sultan Abdallah al-Ghalib og var i næsten fire århundreder Nordafrikas største koranskole. Op mod 900 studerende boede og studerede her i små celler fordelt over flere etager omkring den centrale gård. Skolen lukkede i 1960, men genåbnet som museum har den bevaret sin autentiske karakter som et af de fineste eksempler på marokkansk islamisk arkitektur fra Saadi-dynastiets storhedstid.

Besøgende træder ind i en verden af ornamentik og detaljerigdom, der demonstrerer islamisk kunsthåndværks højeste niveau. Den centrale gård omkranses af mure dækket af zellij-mosaikker i geometriske mønstre, stukkatur-udskæringer med korancitater og cedrætræspaneler med indviklede arabesker. I gårdens midte står et marmorbassin til rituel vask. De tidligere studenterceller på de øvre etager er spartanske små rum, ofte kun et par kvadratmeter store, med vinduer ud mod gården – en markant kontrast til den overdådige dekoration i fællesarealerne. Lyset, der filtres gennem træskærmene, kaster skiftende mønstre på de dekorerede vægge og skaber en kontemplativ atmosfære, der minder om stedets oprindelige formål som center for religiøs læring.

Bahia-paladset blev opført i slutningen af 1800-tallet som residens for stormogul Si Moussa og senere hans søn Ba Ahmed, der fungerede som storvesir under sultan Moulay Hassan I. Navnet betyder "det strålende", og paladset skulle demonstrere familiens magt og rigdom gennem arkitektonisk overdådighed. Byggeriet strakte sig over næsten to årtier og involverede landets fineste håndværkere, der skabte et kompleks af sale, gårdspladser og haver på omkring 8.000 kvadratmeter. Efter Ba Ahmeds død i 1900 blev paladset plyndret, og senere tjente det som residens for den franske generalresident under protektoratet.

Paladset består af utallige rum og gårdspladse, hver med sin egen karakter. De mest imponerende sale er udsmykket med intrikat stukarbejde, håndmalet cederbrædder i lofterne og zellij-fliser i geometriske mønstre, der dækker væggene fra gulv til loft. Særligt bemærkelsesværdigt er Rådsalen med dens omfattende dekoration og naturlige lysindtag gennem de højtsiddende vinduer. De omkringliggende gårdspladde med marmorstativer, citrontræer og dekorative springvand giver et indblik i, hvordan eliten levede i det 19. århundredes Marokko. Vinduerne mangler glas – en bevidst arkitektonisk løsning der sikrede naturlig ventilation i Marrakechs varme klima.

I 2017 åbnede Musée Yves Saint Laurent Marrakech som et monument over modeskaberens intense forbindelse til den marokkanske by. Saint Laurent besøgte Marrakech første gang i 1966 sammen med sin partner Pierre Bergé, og byen blev hans kreative tilflugtssted i næsten fire årtier. Det terrakottafarvede museumsbyggeri er tegnet af parisiske Studio KO, der har ladet sig inspirere af Saint Laurents couture-teknikker. Facaden mimer de vævede strukturer fra haute couture-værkstederne, mens mursten er stablet i mønstre der spejler marokkansk håndværkstradition. Bygningen står som en fysisk fortolkning af modedesignerens særlige evne til at forene Paris' elegance med Marrakechs farver og former.

Museets permanente samling viser roterende udstillinger fra Saint Laurents enorme kreative produktion mellem 1962 og 2002. Originale sketcher hænger side om side med færdige haute couture-kreationer, hvor man kan følge vejen fra første blyantstreg til det færdige design. Særligt iøjnefaldende er de kjoler, hvor Saint Laurent oversatte marokkanske tekstiler og berbertæpper til avantgardistisk mode. Et dedikeret forskningsbibliotek rummer over 5.000 bøger om mode, tekstiler og marokkansk kultur. Udover tøjsamlingen viser museet personlige genstande, fotografier og breve der dokumenterer designerens dybe fascination af Nordafrika.

Marrakech Museum ligger i Dar Menebhi, et palads fra slutningen af 1800-tallet, der oprindeligt tilhørte den marokkanske forsvarsminister Mehdi Menebhi. Bygningen er selv en hovedattraktion med sin imponerende andalusisk-mauriske arkitektur, hvor håndskårne cedertrælofter, zellij-fliser i geometriske mønstre og stukkodekorationer danner rammen om en af byens fineste samlinger af marokkansk kunst. Efter årtiers forfald blev paladset omhyggeligt restaureret og åbnet som museum i 1997, hvor det blev omdannet til et kulturelt centrum med fokus på både traditionel og moderne marokkansk kunst.

Museets hjerte er den spektakulære indre gårdhave med en stor lysekrone af smedet messing, der hænger over et centralt springvand. Samlingen spænder fra traditionelle berbertæpper og antikke keramik til kalligrafi, smykker og religiøse manuskripter. Særligt bemærkelsesværdig er samlingen af moderne marokkansk kunst, der viser landets kunstneriske udvikling gennem det 20. århundrede. De skiftende udstillinger præsenterer både etablerede og nye kunstnere, mens de permanente sale giver indblik i marokkansk håndværkstradition. Besøgende kan bevæge sig gennem de køligt mørke sale, hvor de tykke mure holder sommervarmen ude, og hvor lysspillet gennem de gennembrudte vinduer skaber et stille, kontemplativt rum omkring kunsten.

Maison de la Photographie gemmer på en af de fineste samlinger af historisk fotografi fra Marokko, samlet i et traditionelt riad fra 1900-tallet i Medinas nordlige kvarter. Museet blev åbnet i 2009 af to private samlere, der gennem årtier havde indsamlet over 10.000 fotografier, glasplader og vintage-postkort fra perioden 1870-1960. Samlingen dokumenterer Marokkos transformation gennem fremmede fotografers linser – fra franske koloniofficerer til rejsende etnografer. Det trestøjede hus er i sig selv et studie i traditionel marrokansk arkitektur med udskårne cedertrægitterværk, stuklofter og et rooftop-terras med udsigt over medinaens tage.

Udstillingen fordeler sig over fire niveauer, hvor sorthhvide portrætter af berberfamilier hænger ved siden af panoramabilleder af Atlas-bjergenes kasbaher og livlige markedsscener fra det tidlige 1900-tal. Særligt fascinerende er samlingen af stereoskopiske billeder – dobbelfotos beregnet til 3D-visning – der viser detaljerede øjebliksbilleder af dagliglivet i det prækoloniale Marokko. Originalglasplader fra 1800-tallet fremvises i specialfremstillede vitriner, hvor lyset afslører de skrøbelige billeders fine detaljer. På den øverste etage vises regelmæssigt skiftende udstillinger med værker af moderne marokkanske fotografer, der skaber dialog mellem fortid og nutid.

MACAAL åbnede i 2016 som Nordafrikas første museum dedikeret udelukkende til afrikansk og afrikansk-diasporisk samtidskunst. Museet ligger i en tidligere privatvilla i Gueliz-kvarteret og repræsenterer en ambitiøs vision om at skabe en platform for kunstnere, der sjældent får plads i etablerede internationale museer. Arkitekturen forbinder modernistisk minimalisme med traditionelle marokkanske elementer, og selve bygningen fungerer som en ramme der lader kunsten dominere uden distraktioner. Fra taget åbner sig et overraskende panorama over Marrakech med Atlas-bjergene som baggrund.

Samlingen spænder fra malerier og skulpturer til videokunst og installationer, med skiftende udstillinger der fokuserer på temaer som identitet, migration og postkolonialisme. Værkerne kommer fra kunstnere fra hele det afrikanske kontinent og diasporaen, og museet prioriterer emerging artists ved siden af etablerede navne. Gallerirummene er lyse og luftige med høje lofter, hvilket giver selv store installationer plads til at ånde. Det lille bibliotek på førstesalen samler kunstbøger og kataloger, mens museets kuratoriske tilgang prioriterer kontekst og forklaring uden at undervurdere beskuerens egen tolkning. MACAAL har hurtigt etableret sig som et vigtigt kunstnerisk knudepunkt i Marokkos kulturliv.

Le Jardin Secret ligger gemt bag en anonym dør i medina-kvarteret, mindre end hundrede meter fra Mouassine-moskeen. Haven blev anlagt i midten af 1800-tallet som en del af et aristokratisk palads, men forfaldt gennem det 20. århundrede til en ruin. Efter otte års restaureringsarbejde genåbnede stedet i 2016 som et levende eksempel på traditionel marokkansk havearchitektur. Den 1.800 kvadratmeter store oase viser de principper, som i århundreder har gjort medinas indre haver til mikroklima-oaser midt i ørkenbyen.

Haven er delt i to klassiske typer: den eksotiske have med planter fra hele verden og den islamiske have baseret på de fire elementers kosmologi. Vandkanaler og fontæner forbinder rummene efter gamle hydrauliske principper, hvor gravitationen alene fordeler vandet fra et centralt reservoir. En ni meter høj udsigtsbygning giver panoramaudsigt over både haven og medinas hustage. Undervejs kan besøgende se de originale zellij-fliser, udskårne cedertræspaneler og stukarbejder der blev rekonstrueret af traditionelle håndværkere. Stedet fungerer også som museum for islamisk havekultur med dokumentation af restaureringsprocessen.

Palmeraie strækker sig over 13.000 hektar nordøst for Marrakech og rummer mere end 100.000 daddelpalmer, der angiveligt blev plantet i 1100-tallet af Almoravid-dynastiet. Oasen opstod som et strategisk landbrugsområde, hvor traditionelle irrigationskanaler – khettaras – styrede vandet fra Atlasbjergene ud til palmeplantager, olivenlunde og frugtplantager. I århundreder fungerede området som fødevarekammer for byen, og palmelundene gav skygge til nomader og karavaner på vej gennem ørkenen. I dag er dele af området omdannet til eksklusive resorts og private villaer, men store strækninger bevarer stadig det oprindelige agrarlandskab med lerbyggede bondehuse og traditionelle haver.

Besøgende kan udforske palmeoasen ad snoede stier mellem hundredårige palmer, hvor stammerne bærer spor efter generationers høst af dadler og palmesaft. Vegetationen varierer fra tætte palmeskove til åbne marker med oliven, citrontræer og mandelbusker. Mellem træerne dukker berberlandsbyer op med karakteristiske pisébygninger i samme lerfarvede nuancer som jorden. Tidligt om morgenen eller i den sene eftermiddag ligger der en særlig klarhed over landskabet, hvor palmetoppe tegner sig skarpt mod bjergene i horisonten. Området giver et konkret indtryk af det traditionelle oaseliv, der stadig praktiseres i lokalsamfundene spredt mellem palmeplantager og irrigationskanaler.

Menara haven blev anlagt i 1100-tallet som en demonstration af maurisk vandbyggeri, hvor et avanceret kunstvandingssystem skulle sikre olivenlundene vand fra Atlasbjergene. Den 195 x 160 meter store bassin fungerede oprindeligt som reservoir for sultanen og har siden været et yndet mødested for marrakchis, der søger hvile fra medinas kaos. Det grønne pavilion-palads ved bassinkanten stammer fra 1800-tallet og blev bygget som sommerresidens for den herskende Saadi-dyasti. Med sin pyramideformede tag og symmetriske arkitektur er bygningen et eksempel på alaouitisk arkitektur med andalusiske rødder.

Oliventræerne, der strækker sig over hundrede hektar, danner en skarp kontrast til den røde ørken og byens terrakottafarvede huse. Bassinet spejler Atlasbjergenes sneklædte toppe på klare dage - et fotomotiv der har trukket besøgende hertil i århundreder. Den rolige atmosfære er påfaldende anderledes end Marrakechs livlige handelsgader, og både lokale familier og turister søger hertil for udsigten og den kølige luft fra vandet. De beskidte oliventræer kan være mere end 700 år gamle, og haven fungerer stadig som et aktivt landbrugsområde, hvor høsten af oliven fortsætter efter traditionelle metoder.

Cyber Park repræsenterer et usædvanligt eksperiment i Marrakech: en moderne teknologipark anlagt midt i den historiske medina-bydel. Parken åbnede i 2005 som et initiativ for at bringe grønne områder og digital adgang til byens centrum. På knap fem hektar forener anlægget traditionel marokkansk havekunst med trådløst internet og digitale faciliteter - en kontrast til de omkringliggende middelalderlige gader. Palmetræer, oliventræer og parfumerede orangelunde skaber skyggefulde zoner, mens springvand og beplantede stier følger principper fra klassisk islamisk havedesign med geometriske mønstre og vandspejle.

Området fungerer som pusterum for både lokale familier og besøgende, der søger væk fra medinans tætte trængsel. Legepladser med moderne udstyr gør parken populær blandt børnefamilier, mens bænke under pergola-konstruktioner tilbyder udsigtspunkter over anlæggets forskellige niveauer. Den centrale amfiscene bruges til kulturelle arrangementer og udendørs forestillinger. Stisystemet fører forbi thuja-hække og rosenbed, hvor skyggen fra høje eucalyptustræer skaber et mærkbart temperaturfald. Parkens placering gør den til et synligt symbol på Marrakechs ambitioner om at modernisere byen uden at opgive forbindelsen til traditionel marokkansk æstetik.

Bab Agnaou står som én af de mest imponerende byporte i Marrakech og markerer den oprindelige hovedindgang til den kongelige kasbah fra det 12. århundrede. Sultan Yacoub el-Mansour lod porten opføre som en del af de massive befæstninger omkring Almohade-dynastiets paladskvarter. Navnet betyder "porten for de sorte" eller "porten uden horn" - afhængig af fortolkningen - og porten skilte sig ud som den mest prestigefyldte af byens 19 porte. Mens de fleste byporte var funktionelle militære konstruktioner, blev Bab Agnaou udsmykket med ornamental dekoration for at signalere royal magt. Den monumentale bue er hugget i blågrå sten fra bjergene ved Gueliz, et usædvanligt materiale i en by domineret af rødlig lerkonstruktion.

Portens facade viser en række arkitektoniske detaljer som konkrete eksempler på almohadisk byggekunst. Den store hestesko-formede bue omkranses af koncentriske bånd med arabiske kalligrafiske indskrifter og geometriske mønstre, der stadig er velbevaret efter næsten 900 år. Over buen ses rester af de oprindelige forkanter og forsvarsstrukturer. Porten fungerer stadig som passage til området omkring El Badi-paladsets ruiner og Saadier-gravene, og dens monumentale proportioner giver et stærkt indtryk af den militære og ceremonielle betydning den engang havde som kontrolleret adgang til sultanens domæne.

Kasbah-kvarteret er Marrakechs ældste bydel og rummer flere århundreders marokkansk historie inden for sine mure. Området blev grundlagt i det 12. århundrede under Almohade-dynastiet som den kongelige residens og militære base, adskilt fra resten af medina af egne forsvarsmure og porte. Bab Agnaou, den monumentale port i sandsten med finurlige arabeske-indskrifter, markerer stadig indgangen til det historiske kvarter. Kasbahen fungerede som magtens centrum gennem dynastiernes skiften, og arkitekturen afspejler forskellige epokers stilidealer - fra de strenge militære strukturer til de raffinerede dekorative elementer fra Saadier-dynastiet.

Smalle gyder slynger sig mellem rødbrune lermure og åbner sig pludselig til mindre pladser med lokale håndværkere og traditionelle bagere. Saadier-gravene fra 1500-tallet ligger gemt bag en uanselig mur - en nekropol med tre hovedmausoleer prydet med zellij-fliser, cedertræs-lofter og italienske Carrara-marmor. El Badi-paladset står som et monumentalt ruin-kompleks, hvor kun de massive sandstensstrukturers grundmure vidner om den fordums pragt med sunket have og enorme bassiner. Kvarteret bevarer en mere autentisk karakter end de turisttætte dele af medina, og de lave bygninger giver en følelse af en anden tidsalder.

Museet for berbisk kunst åbnede i 2011 som en hyldest til Nordafrikas oprindelige folk og deres kulturarv. Samlingen blev grundlagt af den franske kunstmæcen Pierre Bergé, bedst kendt som Yves Saint Laurents mangeårige partner og forretningsmand. Museet ligger i det tidligere atelier og personlige domæne, hvor modeduoen havde deres kreative tilflugtssted i Marrakech. Bygningen selv er et arkitektonisk studie i moderne marokkansk design, hvor traditionelle berbiske elementer møder samtidskunst i en struktur designet af arkitekten Quito Fierro. De dybrøde vægge står i kraftig kontrast til Marrakechs ellers dominerende rosa farver.

Samlingen spænder over 600 genstande fra berberkulturen, der repræsenterer over 3.000 års historie fra Rifbjerge til Sahara. Besøgende møder intrikat sølvsmykker fra berbiske stammer, farvemættede tekstiler vævet i traditionelle mønstre og keramik der afspejler regionale variationer i håndværkstraditionen. Tæpper fra Mellemoum- og Høj Atlasområdet viser geometriske designs, hvor hvert mønster bærer symbolsk betydning. Museets samling af berbiske våben, musikinstrumenter og rituelle objekter dokumenterer et folk der formåede at bevare sin kulturelle identitet gennem århundreders arabisk påvirkning. Udstillingen er kurateret med fokus på håndværkets betydning i nomadesamfund, hvor hver genstand skulle være både funktionel og æstetisk.

Dar El Bacha blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet som residens for Thami El Glaoui, pashaen af Marrakech og en af de mest kontroversielle figurer i Marokkos moderne historie. Paladset blev omdannet til museum i 2017 og fremstår som et sjældent eksempel på en privatpalads fra den periode, hvor traditionel marokkansk arkitektur blev forenet med europæiske luksuselementer. Bygningen repræsenterer en æra, hvor Marrakech balancerede mellem gammel tradition og moderne indflydelse. Navnet "Dar El Bacha" betyder simpelthen "Pashaens hus", men bag den beskedne titel gemmer sig en arkitektonisk perle, der sjældent figurerer på de store turistruter.

Museet rummer en betydelig samling af marokkansk kunsthåndværk og tekstiler, udstillet i de originale saloner og gårdhavegange. De udskårne cedertræslofter, zellige-mosaikker og stukdekorationer står i perfekt bevaringstilstand og viser det håndværk, som adskiller marokkanske paladser fra al anden arkitektur. Særligt bemærkelsesværdigt er det centrale indre gårdrum med sin marmorfontæne og de omkringliggende gallerier, hvor lyset filtreres gennem traditionelle træskærme. Samlingen inkluderer historiske kaftaner, smykker og ceremonieobjekter, der tegner et portræt af paladslivet i det 20. århundredes Marrakech.