Seværdigheder i Nice

Den syv kilometer lange strandpromenade mellem Nice og Villefranche-sur-Mer skylder sit navn til byens engelske vinterturister. I 1820'erne finansierede det britiske kolonisamfund anlæggelsen af den første gangsti langs kysten som et velgørenhedsprojekt, der skulle give arbejde til lokale arbejdsløse efter en særligt hård vinter. Den beskedne sti udviklede sig gennem 1800-tallet til en elegant boulevard, hvor europæisk aristokrati paraderede i hestevogne. Efter Anden Verdenskrig blev promenaden udvidet til en bred trafikåre med en separeret gangsti, der i dag strækker sig fra lufthavnen til havnen.

Den karakteristiske hvide balustrade og de blå stole langs strandkanten er blevet en ikonisk del af byens profil. Langs promenaden står Belle Époque-hoteller som Negresco og Palais de la Méditerranée, hvis façader stadig afspejler kystbyens guldalder som et fashionabelt vinteropholdssted. Den brede gangsti byder på udsigt til den dybblå Middelhavskyst, hvor stenstranden møder vandet i en markant kontrast til Rivieraens sandstrande længere vest. Promenaden danner ramme om Nices sociale liv med løbere, skatere og cyklister side om side med fotografer, der søger det særlige lys over Baie des Anges. Palmetræerne og de historiske gaslamper giver boulevarden et sydlandsk præg, der har tiltrukket kunstnere fra Matisse til Dufy.

Vieux Nice strækker sig gennem et virvar af smalle gader, hvor middelalderens byplan stadig definerer ruten mellem Place Rossetti og havnefronten. Kvarteret opstod i 1200-tallet som den genuesiske bystats hjerte, og de høje bolighuse i okkergule og terracottafarvede nuancer afspejler ligurisk byggetradition snarere end provencalsk arkitektur. Facaderne presser sig tæt sammen i skyggefulde passager, der holdt sommervarmen ude før klimaanlæggenes tid. Cours Saleya har siden 1800-tallet fungeret som byens primære marked, hvor stentrapperne op mod Colline du Château markerer den østlige afgrænsning af det historiske kvarter.

Barokkirker som Cathédrale Sainte-Réparate og Chapelle de la Miséricorde dukker op mellem vinkroger og butiksfacader med udskårne dørrammer fra 1600- og 1700-tallet. Gadenavne som Rue Droite og Rue de la Préfecture afslører den romerske fortids grid, selvom nutidens ruter slynger sig i uforudsigelige mønstre. Palais Lascaris gemmer stuklofter og et apotek fra 1738 bag en uanselig facade. Placeringer som Place du Palais bevarer det administrative centrum fra Nices tid som hovedstad i grevskabet Savoyen, hvor retsbygninger og adelspaladser vidner om århundreders politiske betydning.

Colline du Château bar engang Nices middelalderlige fæstning, der vågede over byen fra det 92 meter høje klippepunkt. Borgen blev jævnet med jorden af Ludvig XIV's tropper i 1706, men ruinerne og det strategiske bjerg blev i 1820'erne forvandlet til en offentlig park. Beliggenheden mellem Vieux Nice og havnen har gennem århundreder gjort klippen til et naturligt udkigspunkt, og det er denne position, der stadig definerer stedet. Fra toppen strækker panoramaet sig fra Promenade des Anglais' lange bue over den røde labyrint af Vieux Nice til havnens både og den dramatiske kystlinje mod øst.

Selve parken folder sig ud i terrasseformede niveauer forbundet af trapper og slyngede stier gennem middelhavsk vegetation. Det kunstige vandfald, indrettet i det 18. århundrede, kaskaderer 20 meter ned over klippen og skaber en lun kontrast til det varme klima. Ruinerne efter den gamle katedral ligger spredt mellem oliventræer og pinjer, mens arkæologiske udgravninger hist og her afslører fundamenter fra middelalderbyens tidligere struktur. Den store observationsterrasse på toppen fungerer som byens naturlige balkon, hvor arkitekturen nedenfor – fra barokke campaniler til belle époque-paladser – præsenterer sig i et farvemæssigt komprimeret tableau mod havet.

Place Masséna markerer overgangen mellem det gamle Nice og den moderne by, anlagt i 1840'erne som led i byens første store udvidelse mod nord. Pladsen fik navn efter André Masséna, en af Napoleons mest betydningsfulde generaler, der blev født i Nice i 1758. Den karakteristiske arkitektur med teglrøde facader og arkader trækker på piemontesisk tradition – et visuelt minde om Nices tilhørsforhold til Kongeriget Sardinien før 1860. Det sort-hvide skakternet mønster i belægningen blev lagt i 1990'erne og skaber en grafisk kontrast til de varme bygninger, der omkranser pladsen.

Syv skulpturer balancerer på høje master hen over pladsen – kunstværket "Conversation à Nice" af Jaume Plensa fra 2007. De siddende figurer, der lyser i skiftende farver om natten, repræsenterer verdensdele og skaber en surrealistisk dialog med omgivelserne. Fontaine du Soleil fra 1956 dominerer den sydlige ende med en apollonfigur omkranset af bronzestatuer. Fra pladsen strækker Promenade du Paillon sig nordpå – en 12 hektar stor parkzone anlagt oven på den omdækkede Paillon-flod. Arkaderne langs pladsens nordside huser caféer, hvor lokale mødes til aperitif, mens turiststrømmen bevæger sig mellem strandpromenaden mod syd og det historiske kvarter mod øst.

Le Negresco stod færdigt i 1913 som et monument over Belle Époque-æraens optimisme og overdådighed. Hotellet blev skabt af rumæneren Henri Negresco, der drømte om at bygge Rivieraens mest luksuriøse etablissement. Den karakteristiske lyserøde facade med den hvide kuppel, tegnet af arkitekten Édouard-Jean Niermans, har defineret Promenade des Anglais' silhuet i over et århundrede. Kuppelen blev designet af Gustave Eiffel, og det ovale glasloft fra Baccarat betragtes som en af verdens mest værdifulde lysekroner. Hotellet overlevede begge verdenskrige og blev fredet som nationalt monument i 1974.

Samlingen af kunst og antikviteter inden for murene matcher de fineste franske museer. Salonerne præsenteres som en kronologisk rejse gennem fransk kunsthistorie, fra Louis XIV-møbler til samtidskunst. Det røde Salon Royal rummer en 17-tons Aubusson-tapeterie, mens galleriet udstiller malerier af Picasso, Chagall og Dufy. Dørstykker fra et afmonteret slot blander sig med moderne skulpturer, og korridorerne fungerer som udstillingsrum med værker fra forskellige perioder. Den ekstraordinære samling afspejler ikke kun fransk kunsthistorie, men også ejerfamilien Augiers passion for at bevare kulturarv.

Matisse Museum ligger i en genfødt villa fra 1600-tallet på Cimiez-plateauet, hvor kunstneren Henri Matisse tilbragte sine sidste år i Nice. Den okkerrøde Villa des Arènes blev oprindeligt bygget som italiensk sommerresidens og ombygget i genovesisk stil i 1670. Museet åbnede i 1963 og rummer verdens største samling af Matisse-værker – fra hans tidlige malerier i mørke toner til de eksplosivt farverige papirklip fra hans sidste år. Placeringen er symbolsk: Fra vinduerne kunne Matisse se det samme middelhavslandskab, der prægede hans farveverden.

Samlingen spænder over kunstnerens hele karriere med over 200 malerier, tegninger og skulpturer. En hel sal er viet til de berømte gouache-udklip, hvor 80-årige Matisse arbejdede med papir og saks, da han ikke længere kunne male ved staffeliet. Store vægstykker som "Den blå akt" demonstrerer hans revolutionerende brug af farve som selvstændig form. Museet viser også Matisse' personlige ejendele, herunder møbler fra hans lejlighed på Hotel Regina og giver indblik i arbejdsprocessen bag ikoniske værker som "Dansen". Fra museumshaven strækker sig panoramaudsigten over Nice og Middelhavet – den samme lysende blå, der dominerer kunstnerens senværker.

Marc Chagall ønskede at skabe et hjem til sine bibelske værker, og i 1973 blev hans vision virkelig ved Cimiez-højene i Nice. Museet, der oprindeligt hed "Musée National Message Biblique Marc Chagall", rummer kunstnerens største samling af værker nogensinde i verden. Den modernistiske bygning fra arkitekt André Hermant blev designet i tæt samarbejde med Chagall selv, der ønskede, at lyset skulle spille sammen med malerierne. De lave, lyse rum åbner sig mod den omgivende have med middelhavsplanter, og bygningens simple linjer skaber en kontemplativ ramme om kunstværkerne.

Samlingen omfatter 17 store malerier, der illustrerer skabelsesberetningen og jødiske fortællinger fra Det Gamle Testamente. De monumentale lærreder med Chagalls karakteristiske svævende figurer og intense farver dominerer hovedsalen. I koncertsalen lyser tre store glasmosaikker op, der fremstiller motiver fra skabelseshistorien i blå, grønne og røde nuancer. Museet viser også Chagalls skitser, litografier og tegninger, der giver indsigt i hans arbejdsproces. Den permanente samling suppleres med skiftende udstillinger, der dykker dybere ned i kunstnerens liv og særlige perioder i hans produktion. Haven omkring bygningen indeholder skulpturer og mosaik, der skaber en naturlig forlængelse af kunstoplevelsen indendørs.

Baie des Anges strækker sig langs Nices kystlinje som en femten kilometer lang bugt med en karakteristisk blå farve, der har givet den navnet Englenes Bugt. Legenden fortæller, at bukten fik sit navn i middelalderen, da engle angiveligt bar kroppen af den hellige Reparata til kysten efter hendes martyrium. Den markante kurvatur har i århundreder været omdrejningspunktet for byens udvikling fra fiskerby til mondæn kystby. Fra Promenade des Anglais til lufthavnen ved Vars munding danner bugten rammen om den franske Riviera-arketype med palmer, strandpromenader og de karakteristiske blå stole.

Kystsektionen i den centrale del af Nice afslører bugtens særpræg mest tydeligt. De runde sten på stranden viser havindflydelse fra Middelhavet, mens det klare vand skifter fra turkis nær kysten til dybere marineblå længere ude. På klare dage tegner silhuetten af de søalpiske bjerge sig mod horisonten i nord, hvilket skaber en kontrast mellem middelhavskystens mildhed og alpelandskabets dramatik. Når solen står lavt, kaster Cap d'Antibes i vest lange skygger over vandet, og lyset får byens belle époque-facader langs promenaden til at lyse i varme guldtoner.

Cathédrale Sainte-Réparate rejser sig i den gamle bydel Vieux Nice som hjerte i byens katolske liv. Katedralen blev indviet i 1650 og opkaldt efter byens skytshelgen, den unge kristne martyr Réparate, hvis relikvier angiveligt ankom til kysten i en båd, fulgt af to engle. Bygningen erstattede en ældre kirke på samme sted og repræsenterer den barokke arkitektur, der prægede Nice i det 17. århundrede. Den karakteristiske grønmalede kuppel med glaserede tagsten blev tilføjet i 1825 og er blevet et vartegn, der kan ses fra mange vinkler i det snævre gadevæv omkring Place Rossetti.

Interiøret overrasker med sin pragt efter den relativt diskrete facade. Ti sidekapeller flankerer det centrale skib, hver udstyret med malerier og skulpturer fra den barokke periode. Det forgyldte hovedalter dominerer koret, mens marmor i forskellige farver dækker søjler og vægge. Hvælvingen over midterskibet viser freskomalerier fra 1800-tallet, der skildrer scener fra Réparates liv og martyrium. Orglet fra 1840 regnes for et af de fineste i regionen. Lyset, der filtreres gennem de høje vinduer, fremhæver de rige detaljer i stukkatur og træskærerarbejde, som vidner om håndværkstraditioner fra barokkens guldalder.

Sankt Nikolajs Katedral repræsenterer et usædvanligt kapitel i Nices historie. Den russisk-ortodokse katedral blev indviet i 1912 for at betjene den voksende russiske koloni, der havde slået sig ned på Rivieraen i slutningen af 1800-tallet. Zarevich Nikolaj Aleksandrovitsj, søn af zar Alexander II, døde i Nice i 1865, og katedralen blev bygget nær stedet for hans sidste ophold. Med sine seks løgformede kupler og lyserøde facader står bygningen som Vesteuropas største ortodokse katedral uden for Rusland – et imponerende vidnesbyrd om den russiske adels kærlighed til Côte d'Azur.

Kathedralens interiør fungerer som et studie i ortodoks kunst og håndværk. Væggene er dækket af ikoner og fresker udført af russiske kunstnere, mens ikonostasen – den dekorative væg, der adskiller alterrummet fra kirkeskibet – er forgyldt og udsmykket med religiøse scener. Lysindfald gennem de høje vinduer sætter gulddekorationer og mosaikker i spil. Marmorarbejdet og de udskårne træpaneler vidner om en detaljering, der afspejler de klassiske russiske katedralers traditioner. For besøgende åbner rummet et vindue til en ofte overset side af Nices kosmopolitiske fortid.

Villa Masséna gemmer historien om Nices mest indflydelsesrige adelsfamilie og byens overgang fra italiensk til fransk territorium. Palæet blev opført i 1898 af Victor Masséna, hertug af Rivoli og oldebarn af Napoleons legendariske marskal André Masséna. Arkitekten Hans-Georg Tersling skabte en imponerende nyklassicistisk bygning med direkte inspiration fra First Empire-perioden, hvor symmetriske facader og doriske søjler skulle minde om Napoleons storhedstid. Efter Victor Massénas død blev villaen doneret til Nice kommune under betingelse af, at den skulle bevares som museum.

Museets samling strækker sig fra middelalderen til begyndelsen af det 20. århundrede og dokumenterer Nices kulturelle transformation. Besøgende møder originale møbler fra Empire-perioden, pragtfulde gobeliner og personlige effekter fra Masséna-familien. Særligt fascinerende er samlingen af rejseplakater og fotografier, der viser Nices udvikling fra italiensk fiskerby til mondæn rivieradestination. Udsmykkede saloner med krystallamper og stukkaturer skaber rammen om udstillinger af lokale kunstnere, herunder værker af Raoul Dufy og Alexis Mossa. Den omgivende have med slanke palmer og middelhavsbeplantning forbinder villaens æstetik med Promenade des Anglais' legendariske strandpromenade, der løber lige forbi porten.

Place Rossetti har fungeret som religiøst og socialt samlingssted i Vieux Nice siden middelalderen. Pladsen fik sit nuværende navn i 1800-tallet efter biskop Giuseppe Rossetti, men historien strækker sig længere tilbage til de tidlige kristne tider. Den barokke Cathédrale Sainte-Réparate dominerer det ene hjørne med sin karakteristiske grønne kuppel og gule facade fra 1600-tallet, opkaldt efter Nices skytshelgen. Omkring pladsen står høje, smalle bygninger i varme farver – typiske for den gamle bys arkitektur, hvor familierne levede tæt sammen i de snævre gader.

Kaféborde fylder store dele af stenbelægningen, hvor citrontræer giver skygge på varme dage. Springvandet i midten fungerer som mødested for lokale, mens turisterne fotograferer katedralens facade med de barokke detaljer. Gaderne stråler ud fra pladsen i flere retninger og fører dybere ind i labyrinten af liguriske huse og små butikker. Om aftenen slår restauranterne bordene op, og pladsen omdannes til et uformelt spisested under den åbne himmel. Især omkring katedralen samles folk til morgenmessen eller blot for at betragte det religiøse byggeri, der har præget Nices gamle bydel i over tre århundreder.

Cimiez ligger på en bakketop nord for Nice, hvor romerne for 2000 år siden anlagde byen Cemenelum som hovedstad for provinsen Alpes Maritimes. Kvarteret rummer stadig synlige spor fra den tid: ruinerne af et amfiteater, der kunne rumme 5000 tilskuere, resterne af tre termeanlæg og fundamenter fra boligkvarterer. I middelalderen blev området et tilflugtssted for franciskanermunke, og deres kloster fra 1500-tallet står endnu med en frodig have fuld af oliventræer og cypresser. Belle Époque-æraen efterlod sig palatslignende villaer i pasteltoner, og Henri Matisse valgte at tilbringe sine sidste år netop her, tiltrukket af lysets kvalitet og den fredelige atmosfære.

Musée Matisse ligger indlejret i en okkergul villa fra 1600-tallet, omgivet af olivenlunde og cypresser. Samlingen spænder fra kunstnerens tidlige værker til de store papirklip fra senværket, og besøgende kan følge udviklingen i hans udtryk gennem tegninger, malerier og personlige genstande. Fra parken omkring museet åbner sig et panorama over Nices tage ned mod Middelhavet. Det romanske franciskanerkloster ved siden af huser kirkens oprindelige altertavle fra 1400-tallet, og munkenes gravsten er indfattet i klostergårdens stenfliser mellem rosenbede.

Palais de la Méditerranée rejser sig som et art deco-ikon på Promenade des Anglais, hvor bygningens karakteristiske facade har domineret strandpromenaden siden 1929. Arkitekten Charles Dalmas skabte dengang Rivieraens mest glamourøse casino og hotel, hvor den storslåede facade med skulpturer af Antoine Sartorio tiltrak europæisk jetset gennem 1930'ernes gyldne æra. Bygningen nåede dog aldrig samme højder efter krigen, og i 1978 lukkede den definitivt. Facaden stod bevaret som et tomt skelet i årtier, indtil en omfattende renovering i begyndelsen af 2000'erne genoplivede komplekset som et femstjernet hotel med casino.

Facadens markante skulpturer fortæller stadig historien om Middelhavets mytologi gennem feminine figurer, der pryder de buede vinduespartier. Den symmetriske komposition med centrale søjler og dekorative relieffer er blevet omhyggeligt restaureret, så den hvide facade fremstår præcis som i bygningens storhedstid. Hotellets moderniserede interiør bag den historiske facade kombinerer nutidige luksusfaciliteter med respekt for art deco-arven, mens casinoet igen fungerer som en del af Nices natteliv. Bygningen står som et levende eksempel på, hvordan moderne renovering kan bevare arkitektonisk kulturarv uden at mumificere den.

Port Lympia blev anlagt i 1750'erne under sardisk herredømme som Nices moderne handelshavn. Projektet var ambitiøst for sin tid: Kong Karl Emanuel III lod grave havnebassinet ud i den naturlige kystlinje og byggede de karakteristiske kajer med okkermalede lagerbygninger. Arkitekturen afspejler den piemontesiske indflydelse med symmetriske facader og buegange, mens havnens strategiske placering gjorde Nice til en central middelhavsport. I dag er de gamle pakhuse omdannet til restauranter og gallerier, men den historiske atmosfære er bevaret med de originale stenkajer og den klassiske bygningslinje mod vest.

Havneområdet rummer kontraster mellem det historiske og det moderne. Sejlbåde og lystfartøjer ligger fortøjet langs kajerne, mens færger til Korsika stadig sejler fra den østlige del. Promenaden langs havnefronten giver udsigt over bassinet mod de omgivende bakker og den moderne havnearkitektur fra 1900-tallet. Om morgenen kan man se fiskekuttere losse dagens fangst ved de gamle kajer. Området fungerer som et levende arbejdshavn samtidig med at være et kulturelt knudepunkt, hvor havnens oprindelige funktion stadig er synlig i den robuste stenarkitektur og de brede kajanlæg.

De tre cornicher mellem Nice og Monaco er mere end bare en kystlinje – de er et ingeniørteknisk vidnesbyrd om menneskets ambition om at tæmme Rivieraens stejle klippeskrænter. Den nederste corniche, Corniche Inférieure, blev anlagt i 1800-tallet som den første forbindelse mellem kystbyerne og slynger sig tæt langs Middelhavets azurblå vand. Over den strækker sig den midterste corniche fra 1920'erne, mens den øverste, Grande Corniche, følger den gamle romerske vej Via Aurelia i op til 500 meters højde. Hver af de tre veje repræsenterer sin egen æra af vejbyggeri og byder på vidt forskellige perspektiver på samme spektakulære landskab.

Den nederste rute passerer gennem mondæne havnebyer som Villefranche-sur-Mer og giver direkte adgang til charmen ved den franske Riviera. Mellemruten svinger gennem mere dramatisk terræn med tætte skovområder og pludselige åbninger, hvor blikket møder kystlinjen langt dernede. Den øverste corniche leverer de mest imponerende panoramaer – her ligger hele Côte d'Azur som et levende kort med Cap Ferrat, der strækker sig ud i havet, og Monaco glimtende i det fjerne. Klipperne falder lodret ned mod vandet, og vegetationen skifter fra middelhavspinjer til tørre kratplanter i højderne.

Misericorde-kapellet gemmer sig i Vieux Nice som et af byens bedst bevarede barokrum. Broderskabet Pénitents Noirs grundlagde kapellet i 1740, og det har gennem århundreder fungeret som mødested for et religiøst lægmandsselskab dedikeret til velgørende arbejde. Den diskrete facade på Cours Saleya afslører kun lidt af den opulente indretning inden for. Kapellet repræsenterer en vigtig del af Nices religiøse tradition, hvor flere lignende broderskaber prægede byens sociale og kulturelle liv i århundreder.

Interiøret overrasker med sin rigdom af dekorative detaljer. Væggene er dækket af forgyldte træpaneler, mens loftet pryder en imponerende freske fra 1700-tallet udført af lokale kunstnere. Særligt bemærkelsesværdig er det monumentale alterparti, hvor mørke træsnitværker står i kontrast til det forgyldte omgivende rum. Kapellet rummer desuden en samling religiøse kunstværker og skulpturer, der vidner om broderskabets velstand og fromhed. Den intime atmosfære gør besøget til en anderledes oplevelse sammenlignet med Vieux Nices større kirker. Rummet bevarer sin oprindelige karakter med de originale bænkerækker, hvor broderskabets medlemmer samledes til deres ceremonier og andagter.

Sainte Rita-kirken ligger gemt i en smal sidegade til Avenue Georges Clemenceau og repræsenterer et helt andet Nice end den glamourøse Promenade des Anglais. Den lille kirke blev indviet i 1957 og dedikeret til den italienske helgen Rita af Cascia, skytshelgen for umulige sager og vanskelige ægteskaber. Bygningen er et særpræget eksempel på efterkrigstidens arkitektur i Frankrig, hvor funktionalisme mødtes med traditionel katolsk symbolik. Den beskedne facade i lys sten skjuler et overraskende rigt interiør, der gør kirken til et yndet sted for Nices lokalbefolkning.

Indvendigt domineres rummet af farvestrålende glasmosaikker, der blev skabt af kunstneren Théo Hanssen i slutningen af 1950'erne. Mosaikværkerne skildrer scener fra Sainte Ritas liv i en moderne, stiliseret form, hvor blå, røde og gyldne felter skaber en særlig lysvirkning gennem dagens løb. Alteret er prydet med en moderne skulptur af helgenen, omgivet af votivgaver og tændte stearinlys fra besøgende. Den intime atmosfære og de kunstneriske kvaliteter gør kirken til et anderledes perspektiv på Nices religiøse og kunstneriske liv uden for de etablerede turistruter.

Franciskanerklosteret i Nice rummer en af byens bedst bevarede eksempler på religiøs arkitektur fra 1600-tallet. Komplekset opstod som en del af modreformationens udbredelse i Sydfrankrig, hvor franciskanerordenen slog sig ned i det daværende Nizza, der tilhørte hertugdømmet Savojen. Klosterets karakteristiske facade i okkergul og rødbrun farve har været et vartegn i det centrale bykvarter gennem næsten fire århundreder. Den tilhørende kirke blev indviet i 1650 og fungerede som et vigtigt åndeligt centrum for byens katolske befolkning.

Klostergården udgør hjertet i komplekset med sine arkader i klassisk italiensk stil, hvor buegangene omkranser en fredfyldt indre plads. Kirkerummet præsenterer en imponerende samling af barokkunst, herunder altertavler, votivmalerier og skulpturer fra 1600- og 1700-tallet. Loftsfreskerne viser scener fra den hellige Frans af Assisis liv, malet i en stil, der afspejler den norditalienske indflydelse på regionens kunst. Stedet fungerer stadig som religiøst centrum, men åbner også sine døre for besøgende, der ønsker at opleve et stykke autentisk europæisk klosterarkitektur i sin originale kontekst.

I en af de snævre gader i Vieux Nice gemmer sig et af byens fineste eksempler på genuesisk barokarkitektur. Palais Lascaris blev opført i midten af 1600-tallet for den adelige Lascaris-Ventimiglia-familie, hvis våbenskjold stadig pryder den imponerende stenportal. Paladset repræsenterer en tid, hvor Nice var en del af hertugdømmet Savoyen, og hvor byens overklasse lod sig inspirere af italienske arkitektoniske strømninger. Den asymmetriske facade afspejler gadeplanen i det middelalderlige kvarter, mens interiøret åbenbarer en symmetri og pragt, der vidner om familiens status og forbindelser til både italiensk og fransk aristokrati.

Den monumentale trappe i stuk og marmor fører op gennem paladsets etager, hvor lofterne er udsmykket med mytologiske fresker i levende farver. Apoteksamlingen på anden sal viser mere end 500 fade, krukker og medicinske instrumenter fra 1700-tallet, mens de fornemme saloner rummer barokmøbler, flamske gobeliner og venetianske spejle. Et særligt rum er viet til historiske musikinstrumenter, hvor lutter, cembaloer og gitarer illustrerer europæisk musikkultur gennem århundrederne. Stuklofterne varierer fra sal til sal med allegoriske scener, dyreornamenter og guirlander, der demonstrerer samtidens håndværksmæssige kunnen.