Seværdigheder i Oslo

Munchmuseet flyttede i 2021 ind i en markant 13-etagers bygning ved Oslos havnefront, og med flytningen blev museet Nordens største dedikeret til en enkelt kunstner. Edvard Munch testamenterede i 1940 hele sit efterladte værk til Oslo by – et enormt materiale på omkring 28.000 kunstværker, der spænder fra de ikoniske malerier til tusindvis af skitser, trykte grafiske værker og personlige notater. Den nye museumsbygning, tegnet af det spanske arkitektfirma Estudio Herreros, har givet plads til at vise denne omfattende samling på en måde, der tidligere ikke var mulig.

Samlingen rummer naturligvis "Skriget" i flere versioner, men museet går langt dybere end dette enkelte motiv. Her kan besøgende følge Munchs kunstneriske udvikling gennem hele livet – fra de tidlige naturalistiske værker til de ekspressive, følelsesladede malerier, der gjorde ham verdensberømt. Museet viser også Munchs arbejde med fotografi og film, værker der sjældent ses andre steder. De store udstillingssale, hvor vinduer fra gulv til loft giver udsigt over Oslofjorden, skaber en stærk kontrast til de intense, ofte mørke motiver. Museet præsenterer desuden skiftende udstillinger, der belyser forskellige aspekter af Munchs liv og arbejde samt hans påvirkning på senere kunstnere.

Gustav Vigeland brugte 20 år af sit liv på at skabe verdens største skulpturpark lavet af en enkelt kunstner. Mellem 1924 og 1943 formede billedhuggeren over 200 skulpturer i bronze, granit og smedejern, der nu står permanent udstillet i den 320.000 kvadratmeter store park i Frogner-kvarteret. Parken blev indviet som en del af en aftale mellem Vigeland og Oslo kommune, hvor kunstneren fik sit atelier og bolig til gengæld for at testamentere alle sine værker til byen. Resultatet er en omfattende udstilling af menneskekroppen i alle livets faser, fra fødsel til død, udført i Vigelands karakteristiske naturalistiske stil.

Parkens absolutte hovedværk er det 17 meter høje Monolitten, en granitstøtte hugget af en enkelt sten og bestående af 121 menneskefigurer der slynger sig opad i en tæt, dramatisk komposition. Skulpturen tog 14 år at hugge og står omkranset af 36 figurgrupper på den cirkulære Monolittplateauet. Langs hovedaksen finder man Sinnataggen, en bronzeskulptur af en stampende lille dreng, der er blevet parkens mest fotograferede motiv. Broen ved indgangen flankeres af 58 bronzeskulpturer, mens Livshjulet og Fontænen danner andre centrale punkter i den symmetriske komposition. Skulpturerne viser mennesker i kamp, leg, omfavnelse og ensomhed – en monumental skildring af den menneskelige eksistens.

Operahuset i Oslo er blevet byens mest markante moderne vartegn siden indvielsen i 2008. Det hvide marmorklædte byggeri ligger som et isbjerg ved havnefronten, tegnet af det norske arkitektfirma Snøhetta. Bygningens mest ikoniske træk er det skrånende tag, der fungerer som en offentlig platform - arkitekterne har skabt en bygning hvor man kan gå op ad facaden. De 36.000 kvadratmeter italiensk Carrara-marmor og hvid granit fra Norge giver operahuset sit karakteristiske lyse udtryk, der skifter karakter gennem døgnet og årstiderne.

Selve operasalen rummer 1.364 tilskuere omgivet af væg til loft-paneler i valnøddetræ, som giver rummet en gylden varme og en eksceptionel akustik. Fra taget åbner sig et panorama over Oslofjorden og byen, der strækker sig op mod de skovklædte åser. Interiøret rummer også den dramatiske Foyer med sine brede glasfacader mod vandet, hvor træpaneler i egetræ skaber kontrast til den lyse ydre skal. Den spektakulære Wave Wall - en skulpturel væg af krøllede egetræspaneler - løber gennem bygningens indre og er blevet et kunstværk i sig selv.

Holmenkollen ski- og besøgscenter rummer både verdens ældste skihopningsbakke i fortsat brug og et af Norges mest besøgte monumenter. Den nuværende bakke er den femte på stedet siden den første blev bygget i 1892, og designet fra 2010 kombinerer moderne stål- og betonkonstruktion med respekt for traditionen. Skimuseet i bakkens fundament fortæller 4.000 års historie om skiløb som transportmiddel, overlevelsesstrategi og nationalsport - fra oldnordiske skier til polarekspeditioner og OL-triumfer. Tårnet står som et synligt vartegn over hele Oslo og symboliserer den norske skikultures betydning for national identitet.

Fra toppen af selve hoppet åbner sig et panorama over Oslofjorden, byen og de omliggende skove. Besøgende kan stå på den stejle afsats hvor hopperne når hastigheder på over 100 kilometer i timen og lande op til 140 meter længere nede. Perspektivet afslører den fysiske udfordring i sporten på en måde, som tv-billeder aldrig formår. Museet viser Fridtjof Nansens originale udstyr fra Grønlandsekspeditionen, kongelige skier og interaktive udstillinger om skiløbets udvikling. Simulatoren giver en fornemmelse af de kræfter, som hopperne udsættes for under flugten gennem luften.

Vikingskibsmuseet på Bygdøy rummer tre af verdens bedst bevarede vikingeskibe fra det 9. århundrede. Skibene blev udgravet fra store gravhøje ved Oslofjorden mellem 1867 og 1904, hvor de havde ligget begravet i lerjord i over tusind år. Det anaerobe miljø i jorden konserverede træet på nærmest mirakuløs vis. Osebergskibet er det mest prangende af de tre med dets elegante linjer og udskårne detaljer, mens Gokstadskibet imponerer med sin robuste konstruktion. Tuneskibet er mindre og mere fragmentarisk, men supplerer billedet af vikingetidens skibsbyggeri.

Museets høje, hvælvede sale er bygget til at rumme skibenes imponerende dimensioner – Gokstadskibet måler 24 meter i længden. Omkring skibene er udstillet genstande fra gravene: smukt udskårne slæder, vogne, tekstiler og husholdningsredskaber der fortæller om vikingetidens dagligdag og rituelle praksis. Disse gravgaver afslører et samfund med både funktionel pragmatisme og sans for kunstnerisk udtryk. Særligt Oseberggravens fund giver indblik i en fornem kvindes begravelse, komplet med tjenestepige, dyr og alskens udstyr til livet efter døden. Museet gennemgår i disse år en omfattende renovering, men skibene forbliver udstillet.

Norges Nasjonalmuseum åbnede i sine nye rammer i 2022 som Nordens største kunstmuseum. Bygningen ved Oslos havn samler fire tidligere museer under ét tag og rummer over 400.000 genstande fra antikken til i dag. Arkitekturen – tegnet af det tyske firma Kleihues + Schuwerk – kombinerer lyse marmorgange med monumentale udstillingsrum, hvor takstenene i Lyshallen når hele 16 meter. Det massive komplex markerer Norges ambition om at skabe et kunstmuseum i verdensklasse.

Samlingen spænder fra Edvard Munchs ikoniske "Skrik" til J.C. Dahls norske nationalromantiske landskaber og Harald Sohlbergs markante fjeldmotiver. De skandinaviske afsnit giver et unikt indblik i nordisk kunst fra guldalderen til modernismen. Museet rummer også en omfattende samling af europæisk kunst med værker af Monet, Picasso og Matisse samt særudstillinger der skifter løbende. Skulptursalen præsenterer norske og internationale værker i en næsten katedral-lignende atmosfære, mens de dedikerede børneområder gør kunsten tilgængelig for familier. De store vinduespartier ud mod fjorden bringer dagslyset ind i museet og skaber vekslende lysforhold gennem dagen.

Frammuseet på Bygdøy huser polarskibet Fram, der har sejlet både længere nord og længere syd end noget andet træskib i historien. Skibet blev bygget i 1892 specielt til arktiske ekspeditioner og bærer navnene Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup og Roald Amundsen – tre af polarforskningens største skikkelser. Frammuseets særlige arkitektur er bygget op omkring selve skibet, der står som bygningens hjerte. Den kegleformede konstruktion beskytter det historiske fartøj og skaber samtidig en dramatisk ramme om fortællingen om nordmændenes erobring af Arktis og Antarktis.

Besøgende kan gå ombord på Fram og bevæge sig gennem de trange kahytter, messe og lastrum, hvor ekspeditionsdeltagerne tilbragte måneder i mørke og kulde. Skibet er bevaret med autentiske detaljer – fra navigationsudstyr på kommandobroen til personlige ejendele i kahytterne. Udstillingerne omkring skibet dokumenterer de tre store ekspeditioner med fotografier, dagbøger og udstyr, herunder hundesleden fra Amundsens succesrige tur til Sydpolen i 1911. Nordlyssimulatoren og isbjørneinstallationen giver særligt yngre gæster en fornemmelse af polarområdernes ekstreme natur. Den taktile oplevelse af at stå på dækket af et autentisk ekspeditionsskib skaber en umiddelbar forbindelse til polarhistoriens helte og deres livsfarlige rejser.

Akershus fæstning har vogtet indsejlingen til Oslo siden kong Håkon V lod den opføre omkring 1299. Den middelalderlige borg blev bygget som svar på en konkret militær trude - hertug Erik af Sveriges angreb få år forinden - og den levede op til sin opgave. Gennem flere belejringer holdt fæstningen stand, og dens massive mure og strategiske placering på Oslofjordens halvø gjorde den til rigets vigtigste forsvarsbollværk i århundreder. I 1600-tallet fik Christian IV ombygget komplekset til renæssanceslot, og de kraftige bastioner fra denne periode præger stadig anlægget.

Selve fæstningsområdet rummer både slottets renæssancefløje med kongegemakker og den oprindelige middelalderborg med mørke kasematter og tykke stenmure. Fra voldgangene åbner sig panoramaet over Oslofjorden og byen - det samme udsyn som vagterne havde gennem århundreder. Norges Hjemmefrontmuseum ligger inden for murene og fortæller om besættelsen under Anden Verdenskrig, hvor tyskerne overtog fæstningen. Middelalderkirken og kirkegården bærer spor af over 700 års historie, mens græsarealerne mellem bygningerne gør det nemt at forestille sig det militære liv, der engang udfoldede sig her.

Astrup Fearnley-museet åbnede i 2012 i et markant dobbeltbygningskompleks tegnet af den italienske arkitekt Renzo Piano. Hans karakteristiske glas- og trækonstruktion ligger direkte ved Oslofjorden på Tjuvholmen, et tidligere industriområde der er blevet omdannet til en moderne bydel. Museet huser en af Nordeuropas mest betydningsfulde privatsamlinger af samtidskunst, grundlagt af skibsrederen Thomas Fearnley og hans søster Heddy Astrup. Samlingen spænder fra 1960'erne til i dag med værker af kunstnere som Jeff Koons, Cindy Sherman, Damien Hirst og Anselm Kiefer.

De to museumsbygninger forbindes af en skulpturpark og en glasoverdækket bro, der skaber en unik sammenhæng mellem kunst, arkitektur og byrum. Udstillingslokalerne er fordelt over flere etager med store vinduespartier der lukker fjorden og himlen ind i rummene. Den permanente samling roterer, så der altid er novas værker at opleve, mens særudstillinger præsenterer både etablerede og nye stemmer i samtidskunsten. Piano's bygning er selv blevet en attraktion med sit lette, transparente udtryk der står i kontrast til mange traditionelle museumsbygninger. Fra museets terrasser åbner der sig en imponerende udsigt over havnefronten og Oslofjo rdens vestside.

I 1947 sejlede nordmanden Thor Heyerdahl og fem følgesvende 8000 kilometer over Stillehavet på en flåde bygget af balsatræ. Ekspeditionen skulle bevise, at sydamerikanske folkeslag kunne have koloniseret Polynesien for 1500 år siden. De 101 dage på havet blev til en af det 20. århundredes mest kendte eventyrberetninger. Selve flåden, Kon-Tiki, ligger nu som museets hovedattraktion på Bygdøy i Oslo, hvor den originale konstruktion af ni balsatræsstammer og hamp fortsat bærer præg af bølgeskvulp og salt.

Museet rummer langt mere end den berømte flåde. I udstillingerne kan besøgende komme tæt på papyrusbåden Ra II, som Heyerdahl senere sejlede over Atlanterhavet, samt se den 10 meter lange hvalehaj, der engang svømmede under Kon-Tiki. Autentiske genstande fra ekspeditionen ligger fremme i montrer: navigationsinstrumenter, dagbøger og fotografier, der dokumenterer mandskabets liv på havet. En undervandssal giver en fornemmelse af perspektivet nedefra, hvor hajer og andre dyr iagttog flåden. Museet formidler ikke bare én ekspedition, men Heyerdahls livsværk som eksperimentel arkæolog og opdagelsesrejsende, der udfordrede samtidens videnskabelige konsensus med praktiske forsøg.

Norsk Folkemuseum på Bygdøy strækker sig over 14 hektar med 160 historiske bygninger fra hele Norge. Museet åbnede i 1894 som Norges første friluftsmuseum og har siden fungeret som landets vigtigste samlingssted for kulturhistorie.Centerpunktet er Gol stavkirke fra 1200-tallet, der blev reddet fra nedrivning og genopført her i 1884. Den mørke trækirke med sine dragehoved-udskæringer står som et markant symbol på norsk middelalderarkitektur. Rundt om kirken ligger gårde, sæterhuse og bykvarterer genopbygget nøjagtigt som de stod i deres originale miljøer fra 1500-tallet og frem til 1900-tallets begyndelse.

Museets samling giver et konkret billede af norsk hverdagsliv gennem århundrederne. I Setesdalsgården fra 1700-tallet står røgsortet inventar på stampede jordgulve, mens bykvarteret viser håndværkergader med skomagere, bagere og apoteker fra Kristianias gader omkring år 1900. Indendørsudstillingerne rummer over 150.000 genstande, heriblandt tekstiler, folkedragter og møbler der dokumenterer regionernes forskellige traditioner. Om sommeren demonstrerer guides ældre håndværksteknikker, og i de autentiske bygninger fyldes rummene med duften af nybagt flatbrød og tjæret træ. Stedet fungerer både som levende museum og omfattende arkiv over norsk bondekultur og byhistorie.

Nobels Fredscenter ligger i den gamle Oslo Vestbanestasjon ved havnefronten, hvor stationens pompøse arkitektur fra 1872 nu danner ramme om fortællinger om fred og konflikthåndtering. Bygningen tjente som jernbanestation helt frem til 1989, og ombygningen til museum i 2005 har bevaret stationens karakteristiske søjler og høje lofter, mens det indre er transformeret til et moderne udstillingsrum. Centret fungerer som permanent base for Nobels Fredspris-ceremoni, der hvert år i december markerer årets fredsprisvinder på dette historiske sted.

Udstillingerne kombinerer historiske genstande med interaktive installationer, der sætter fokus på aktuelle konfliktområder og fredsinitiativer verden over. En særlig kraftfuld del af oplevelsen er galleriet med portrætter af alle fredsprisvindere siden 1901, hvor besøgende kan dykke ned i de individuelle historier om mod og ihærdighed. De skiftende temaer spænder fra menneskerettigheder til klimakamp, og installationerne udfordrer ofte besøgende til selv at reflektere over dilemmaer i international politik. Centerets særudstillinger inviterer til dybere forståelse af, hvordanfred skabes i praksis – ikke som et abstrakt ideal, men som konkret arbejde i konfliktramte områder.

Det Kongelige Slott står på toppen af Karl Johans gate som Norges officielle kongeresidens siden 1849. Kong Oscar I var den første monark, der flyttede ind i det nyklassicistiske palæ, tegnet af arkitekt Hans Linstow efter inspiration fra antikkens Grækenland. Bygningens gule facade og symmetriske udformning repræsenterer en mere beskeden og borgerlig tilgang til kongeligt byggeri end mange af Europas prangende barokslotte. Slottet fungerer stadig som arbejdsplads for det norske kongehus, og statsbanketter og officielle ceremonier finder sted i de historiske saler.

Sommerens guidede rundvisninger åbner dørene til statssalerne, hvor besøgende kan opleve Spejlsalen med dens forgyldte dekorationer og Fuglestuen med tekstilvægge i silke. Tronrummet rummer de enkle kongethroner fra 1818, og i Festsalen hænger store portrætter af norske monarker. Slottsparken omkring bygningen strækker sig over 22 hektar med stier, damme og monumenter, og fra slottets terrasseanlæg er der udsyn over Oslo sentrum og Oslofjorden. Den daglige vagtskifte-ceremoni på slottspladsen samler altid et publikum, når gardisterne marcherer i historiske uniformer.

Paradox Museum i Oslo udfordrer gæsternes opfattelse af virkeligheden gennem over 70 interaktive installationer, der leger med perspektiv, fysik og menneskets sanser. Museet er et af flere tilsvarende koncepter i Europa, men osloversionen har fundet sin plads i byens kulturliv som et alternativ til de traditionelle kunstmuseer. Her er det ikke forbudt at røre ved kunsten – tværtimod er deltagelse en forudsætning. Installationerne bygger på alt fra klassiske optiske illusioner til moderne teknologi, og museet henvender sig lige meget til nysgerrige børn som til voksne med interesse for perceptionspsykologi.

Blandt installationerne finder besøgende rum hvor tyngdeloven tilsyneladende er sat ud af kraft, spejllabyrinther der forvrider afstande, og perspektivbaserede opstillinger hvor personer tilsyneladende skifter størrelse alt efter placering. Et af de mest fotograferede elementer er det uendelige rum, hvor spejle skaber illusionen af en tunnel uden ende. Andre installationer leger med kontraster mellem lys og skygge eller med mønstre der får statiske flader til at virke levende. Museet fungerer som en blanding af legeplads og lærerige demonstrationer, hvor effekterne ofte afslører hvor nemt hjernen lader sig narre af visuelle stimuli.

Ekebergparken strækker sig over 63 hektar på åsen øst for Oslo sentrum og kombinerer tusindårig kulturhistorie med samtidskunst. Stedet har været samlingspunkt siden stenalderen - der er fundet helleristninger fra bronzealderen i området - og parken har i forskellige former fungeret som rekreativt område siden 1800-tallet. Den nuværende skulpturpark åbnede i 2013 efter en omfattende restaurering, hvor ejendomsmanden Christian Ringnes finansierede etablering af en permanent samling af international kunst i det historiske landskab. Resultatet er en usædvanlig blanding af naturskov, kulturlag og kunstværker der spænder fra Rodin til nutidige nordiske kunstnere.

Over tredive skulpturer er placeret langs stierne gennem parken, og kunsten indgår i dialog med både naturen og byens silhuet nedenfor. Louise Bourgeois' monumentale bronzeskulptur står mellem stammerne, mens Marina Abramovićs lyskoncept lyser op i mørket.Stedets topografi med dalsænkninger og plateauer skaber skiftende perspektiver, hvor besøgende bevæger sig mellem tæt skov og åbne græsområder med udsigt over fjorden, havnen og byens centrale kvarterer. De prehistoriske helleristningerne ligger diskret integreret i landskabet - et påmindelse om at mennesker har tiltrukket af dette sted og dets panoramiske beliggenhed gennem årtusinder.

Oslo Rådhus rejser sig som en markant teglstenskolos ved havnefronten og danner ramme om et af Norges vigtigste ceremonielle rum. Bygningen blev indviet i 1950 til byens 900-års jubilæum, men arkitekturen bærer tydeligt præg af funktionalismens æstetik fra 1930'erne, hvor projektet blev påbegyndt. De to massive tårne i brunt tegl står i stærk kontrast til den gulbrune sandsten, der pryder facaderne, og hjørnereliefferne af Dyre Vaa skildrer scener fra norsk historie og arbejdsliv. Siden 1990 har bygningen været værtssted for den årlige uddeling af Nobels fredspris, hvilket har cementeret dens status som internationalt symbol.

Bygningens indre er et enestående galleri for norsk kunst fra midten af 1900-tallet. Hovedhallen domineres af Per Krohgs monumentale vægmaleri, der strækker sig over 400 kvadratmeter og skildrer nordmændenes hverdagsliv gennem forskellige epoker. Edvard Munchs originale litografier og Henrik Sørensens farverige værker pryder væggene i tilstødende rum. Fra Rådhustårnets øverste etage åbner der sig en panoramaudsigt over Oslofjorden og Akershus-halvøen. Alene kunstsamlingen gør besøget værd – over 20 norske kunstnere bidrog til udsmykningen, og værkerne spænder fra realistiske arbejdsskildringer til abstrakte kompositioner, der fanger efterkrigstidens optimisme.

Naturhistorisk Museum i Oslo blev grundlagt i 1814 som en del af det nyoprettede universitet og hører dermed til landets ældste videnskabelige institutioner. Museet rummer i dag over fem millioner objekter fra geologiens, zoologiens og botanikkens verden, samlet gennem mere end 200 års forskningsekspeditioner til alle kontinenter. Bygningerne fra begyndelsen af 1900-tallet ligger i universitetskomplekset på Tøyen og repræsenterer den nationalromantiske arkitektur, der prægede hovedstadens ekspansion. Samlingen spænder fra norske mineraler og arktiske præparater til tropiske sommerfugle og dinosaurknogler fra fjerne egne.

Hovedattraksionen er den omfattende udstilling af nordisk dyreliv, hvor besøgende møder præparerede rovdyr og fugle i realistiske dioramaer. Mineralsamlingen er blandt Skandinaviens rigeste med sjældne eksemplarer fra norske bjergarter og internationale fund. Museets botaniske samling dokumenterer plantelivet fra polarområderne til regnskovene, mens de geologiske afdelinger viser jordklodens udvikling gennem milliarder af år. Et særligt kapitel er viet de uddøde arterne, herunder den norske ulvs historie. For familier med børn fungerer museet som et levende leksikon, hvor videnskabelig formidling mødes med den umiddelbare fascination ved at stå ansigt til ansigt med naturens mangfoldighed.

Oslo Domkirke har stået på sin nuværende placering siden 1697, hvor den blev indviet som byens hovedkirke efter en større brand havde ødelagt forgængeren. Den barokke bygning har siden fungeret som ramme om norsk historie - fra kongelige bryllupper og bisættelser til fredshåb og nationale markeringer. Kirkens placering ved Stortorvet gør den til et naturligt samlingspunkt i Oslos centrum, og bygningen repræsenterer en vigtig periode i norsk arkitekturhistorie med sine teglstensmure og karakteristiske tårn.

Interiøret rummer et væld af kunstneriske detaljer fra forskellige epoker. Det forgyldte barokalter fra 1748 dominerer koret, mens loftsmalerier fra 1936-50 skildrer bibelske scener i en overraskende moderne stil. Særligt bemærkelsesverdigt er Hugo Lous glasmalerier bag alteret, som skaber et dramatisk lysspil gennem kirkerummet. De kunstneriske udsmykninger spænder over flere århundreder og giver bygningen en tredimensionel historisk dybde. Den omfattende restaurering i 1950'erne tilføjede yderligere kunstværker, samtidig med at kirkens oprindelige karakter blev bevaret. Orglet fra 1998 med sine 5.500 piber understreger kirkens fortsatte rolle som koncertsted ud over den religiøse funktion.

Historisk museum i Oslo rummer Norges kulturarv fra stenalderen til middelalderen under ét tag. Samlingerne omfatter over 5.000 udstillede genstande, der spænder fra vikingetidens skatte til kirkelig kunst fra middelalderens Norge. Museet blev grundlagt i 1825 og har siden været centrum for nordisk arkæologisk forskning. Bygningen på universitetsområdet ved Karl Johans gate blev opført i nyklassicistisk stil og huser stadig landets mest betydningsfulde arkæologiske fund. Særligt vikingeudstyret fra Vestfold og Østfold giver indblik i handelsveje, våbensmede og dagliglivet for tusind år siden.

Samlingerne er opdelt i tematiske sale, hvor middelalderafdelingen præsenterer altertavler, kirkelige tekstiler og skulpturer fra Norges katolske fortid. Møntudstilingen viser præget metal fra Harald Hårfagres tid til nutiden og dokumenterer økonomisk historie gennem konkrete objekter. Vikingeartefakterne inkluderer smykker, våben og redskaber, der illustrerer både krigerkultur og avanceret håndværk. Etnografiske samlinger fra Arktis, Afrika og Amerika udvider perspektivet ud over Norges grænser. Museets styrke ligger i kombinationen af velbevarede originalgenstande og arkæologisk dokumentation, der sammen tegner et detaljeret billede af nordisk forhistorie.

Henrik Ibsen tilbragte de sidste elleve år af sit liv i en borgerlig lejlighed på Arbins gate i Oslo – en velstående adresse der passede til dramatikeren, som efter årtier i udlandet vendte hjem som Norges litterære stolthed. Han døde her i 1906, og lejligheden er siden bevaret som museum. Ibsenmuseet giver et sjældent indblik i den private hverdag hos en af verdenslitteraturens mest indflydelsesrige skikkelser. Her skrev han sine sidste værker, heriblandt dramaet "Når vi døde vågner", og modtog besøgende fra ind- og udland i stuerne, der stadig emmer af det sene 1800-talls borgerskab.

Møblerne, tapetet og personlige ejendele er autentiske og skaber en nærmest ubehagelig følelse af at træde ind i en andens private sfære. Ibsens arbejdsværelse står præcis som han forlod det – med skrivebord, manuskripter og den karakteristiske høje hat på knagen. Portrætter af dramaets store skikkelser fra verden over hænger på væggene, og i dagligstuen ses den stol hvor Ibsen sad dag efter dag og kiggede ud over byens tage. Gennem vinduerne åbner sig et panorama over Oslo, der har forandret sig markant siden dramatikeren observerede det samme udsyn for over et århundrede siden.