Seværdigheder i Porto

Cais da Ribeira er kajen langs Douro i bunden af Portos gamle bydel, og i århundreder var det her, byen tjente sine penge. Skibe lossede varer, og portvinen fra Douro-dalen kom sejlende ned ad floden i de flade rabelo-både. Kvarteret bag kajen voksede tæt og vertikalt op ad skrænten, og i dag er det kernen i den historiske bykerne, som er på UNESCOs verdensarvsliste. Rester af bymuren fra 1300-tallet ligger stadig i forlængelse af kajen og minder om, at Ribeira engang var byens beskyttede port mod floden.

De smalle huse står side om side i okker, rød, gul og grøn, mange med kakelbeklædte facader og vasketøj hængende fra jernaltanerne. Nede ved vandet ligger restauranter og caféer under arkaderne, og pladsen Praça da Ribeira med sin moderne terningeskulptur er et naturligt samlingspunkt. Rabelo-både ligger fortøjet ud for kajen, og på den anden side af floden ses portvinskældrenes skilte i Vila Nova de Gaia. Ponte Dom Luís I spænder over det hele mod øst. Bag kajen fører stejle gyder og trapper op mod Sé og São Bento, hvor stemningen hurtigt bliver mere lokal.

Ponte Dom Luís I blev bygget i 1880'erne og havde dengang en af verdens længste jernbuer. Ingeniøren Théophile Seyrig havde tidligere arbejdet sammen med Gustave Eiffel og var med til at tegne den nærliggende jernbanebro Maria Pia, og slægtskabet med Eiffels konstruktioner er tydeligt i de mørke stålbuer og nittede bjælker. Broen er opkaldt efter kong Luís I og blev bygget med to dæk for at forbinde Porto med Vila Nova de Gaia både i højden og nede ved vandet, hvor byerne mødes.

Det øverste dæk ligger omkring 45 meter over floden og bæres af den store bue, der spænder på cirka 170 meter. Her kører metroen midt på broen, mens fortovene i begge sider giver en af Portos mest spektakulære udsigter: de farvede huse i Ribeira stablet op ad skrænten på den ene side og portvinskældrenes tage i Gaia på den anden. Det nederste dæk hænger under buen og forbinder kajerne direkte for gående og biler. At gå over det øverste dæk og ned til flodbredden på den anden side giver to helt forskellige perspektiver på samme by, og især ved solnedgang bliver broen et samlingssted.

Torre dos Clérigos er Portos vartegn og blev ved sin opførelse i midten af 1700-tallet et af de højeste byggerier i Portugal. Tårnet og den tilhørende kirke er tegnet af den italienskfødte arkitekt Nicolau Nasoni, der satte sit præg på barokken i det nordlige Portugal og efter eget ønske blev begravet i kirken. Klokketårnet rejser sig omkring 75 meter over bakken, og fordi det ligger højt i byen, ses det fra næsten alle udsigtspunkter og har gennem tiden fungeret som pejlemærke for skibe på vej ind ad Douro.

Kirken har en usædvanlig elliptisk plan og en granitfacade fuld af barokke ornamenter, og indenfor er der marmoraltre og et udsmykket orgel. På vejen op passeres et lille museum med religiøs kunst og skulpturer, før den smalle spiraltrappe med over 200 trin fører til toppen. Derfra er der udsigt i alle retninger over et tæppe af røde tage, kirketårne og granitfacader, ned til Douro og over til Vila Nova de Gaia, og på klare dage helt ud til Atlanterhavet. Om aftenen er tårnet oplyst, og pladsen nedenfor er et af byens bedste steder at fotografere det.

Livraria Lello åbnede i 1906 i en nygotisk bygning, som brødrene José og António Lello fik opført til deres boghandel. Facaden med spidsbuer, malede figurer og art nouveau-detaljer var allerede dengang et statement, og interiøret blev endnu mere ambitiøst. Butikken nævnes jævnligt som en af verdens smukkeste boghandler, og en sejlivet historie forbinder den med J.K. Rowling, der boede i Porto i begyndelsen af 1990'erne. Forfatteren har dog selv afvist, at hun nogensinde besøgte stedet, og forbindelsen til Harry Potter er en myte, der har gjort butikken verdensberømt.

Midt i rummet snor den røde trappe sig op til første sal i bløde kurver, der næsten ser ud til at flyde. Væggene er dækket af udskåret mørkt træ, som ved nærmere eftersyn er malet gips, og hylderne går helt op til loftet. Over det hele sidder et stort glasmosaikvindue med boghandlens monogram og mottoet Decus in Labore, ære i arbejdet. Butikken fungerer stadig som boghandel med blandt andet egne udgaver af klassikere, men de fleste kommer for at se rummet. Trængslen er en del af oplevelsen i højsæsonen, mens de tidlige morgentimer giver mest ro omkring trappen.

São Bento er en fungerende banegård i Portos centrum, men den er kendt for sin forhal snarere end sine tog. Stationen blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet på stedet, hvor et benediktinerkloster tidligere lå, deraf navnet. Arkitekten José Marques da Silva tegnede den i en fransk inspireret stil med mansardtag og stenfacade, og den blev indviet i 1916. Udsmykningen af hallen blev overdraget til kunstneren Jorge Colaço, som brugte omkring et årti på at dække væggene med cirka 20.000 azulejos.

Vægbillederne i blåt og hvidt skildrer afgørende øjeblikke i Portugals historie: kong João I's ankomst til Porto med sin brud Philippa af Lancaster, erobringen af Ceuta i Nordafrika og ridderen Egas Moniz, der med sin familie møder op hos kongen af León for at stå til ansvar for et brudt løfte. Mellem de store slagscener er der billeder af landlivet med vinhøst, møller og processioner. Øverst løber en farvet frise hele vejen rundt, som viser transportens historie fra oksekærrer til damplokomotiver. Lyset fra de høje vinduer falder hen over kaklerne, og hallen fungerer stadig som et travlt passagerrum, hvor pendlere og turister blandes under billederne.

Kajen på Vila Nova de Gaias side af Douro er portvinens historiske hjem. Fra 1600- og 1700-tallet byggede de store portvinshuse deres lagerhuse her, fordi det kølige og fugtige klima på den nordvendte skråning var ideelt til at modne vinen på træfade. Vinen kom fra vinmarkerne længere oppe ad Douro-dalen, sejlet ned i rabelo-både, og i lange perioder skulle portvin lagres i Gaia for at måtte eksporteres. Mange af husene har britiske navne, et minde om de engelske handelsfamilier, der dominerede vinhandlen.

Langs promenaden ligger kældrene på række med deres store navneskilte på tagene, de samme skilte, der ses fra Ribeira på den anden side af floden. Inde bag tykke mure står tønder og kæmpemæssige egetræsfade i lange, halvmørke haller, og rundvisningerne forklarer forskellen på ruby, tawny og årgangsportvin, inden de slutter med en smagning. Nede ved vandet ligger restaurerede rabelo-både fortøjet, og promenaden har caféer og terrasser med direkte udsigt til Ribeiras farvede facader. En kabelbane forbinder kajen med Jardim do Morro oppe ved broen, og når eftermiddagssolen rammer Porto, er udsigten herfra en af byens bedste.

Sé do Porto er byens domkirke og en af dens ældste bygninger. Byggeriet begyndte i 1100-tallet i romansk stil, og kirken ligner stadig mere en fæstning end en kirke med sine to firkantede tårne, krenelerede mure og det store rosetvindue over indgangen. Gennem århundrederne fik den tilføjelser i gotik og barok, blandt andet en loggia tegnet af Nicolau Nasoni. Kirken har spillet en rolle i Portugals historie: Kong João I giftede sig her med Philippa af Lancaster, og deres søn, Henrik Søfareren, blev efter traditionen døbt i kirken.

Indenfor er rummet højt, mørkt og stramt, men kapellet med det store sølvalter fra 1600-tallet skiller sig ud med sin glans. Det store trækplaster er den gotiske korsgang, hvor væggene er beklædt med azulejos fra 1700-tallet med motiver fra Højsangen og Ovids digte i blåt og hvidt. En trappe fører op til en terrasse og kapitelsalen med malet loft og udsigt over byen. Pladsen foran kirken, Terreiro da Sé, med en snoet kagstang i midten, giver et af de fineste kig ned over de røde tage i Ribeira og over floden til Gaia.

Serralves er Portugals vigtigste institution for samtidskunst, og stedet er lige så meget et stykke arkitekturhistorie som et museum. Grundstenen er Casa de Serralves, en lyserød art deco-villa bygget fra 1920'erne til 1940'erne for greven af Vizela, omgivet af en formel have med terrasser, vandløb og alléer. I 1999 fik ejendommen sit museum for samtidskunst, tegnet af Porto-arkitekten Álvaro Siza, der har modtaget Pritzkerprisen. Hans hvide, lavmælte bygning er lagt ind i landskabet, så lyset og udsigten til parken bliver en del af udstillingerne.

Museet viser skiftende udstillinger med portugisisk og international kunst fra slutningen af 1900-tallet og frem, og samlingen hænger i rolige, hvide sale med store vinduer. Ude i parken, der strækker sig over omkring 18 hektar, skifter karakteren fra stramme rosenbede og en lang vandkanal til skov, enge og en lille gård med husdyr. En trætopsti fører gennem kronerne, og skulpturer dukker op langs stierne, blandt dem Claes Oldenburg og Coosje van Bruggens kæmpemæssige havespade. Villaen selv kan ofte ses indefra med sine art deco-interiører. Kombinationen af kunst, arkitektur og natur gør Serralves til et sted, hvor en hel halv dag let forsvinder.

Palácio da Bolsa blev bygget af Portos handelsforening fra 1842 som byens børs og et udstillingsvindue for købmandsstandens rigdom. Bygningen ligger på grunden, hvor klostret ved Igreja de São Francisco brændte under borgerkrigen i 1830'erne, og byggeriet trak ud i årtier, så udsmykningen blev en opvisning i stilarter fra nyklassicisme til nymaurisk pragt. Portos handelsforening har stadig hjemme i bygningen, der i dag bruges til receptioner og officielle begivenheder og hører til byens UNESCO-verdensarv.

Besøget foregår på guidede ture, der starter i Nationernes Gård, en stor overdækket gård under en ottekantet glaskuppel, hvor våbenskjolde for Portugals handelspartnere pryder kanten. En monumental trappe i granit med bronzelysekroner leder op til salene, blandt andet en domsal med mørkt træpanel og et galleri med portrætter. Højdepunktet er Den Arabiske Sal, udført i slutningen af 1800-tallet med inspiration fra Alhambra i Granada. Væggene er dækket af ornamenter og arabesker i guld og farvet stuk, med inskriptioner på arabisk, og salen bruges stadig til gallamiddage for statsoverhoveder. Kontrasten mellem den nøgterne facade og salenes overdådighed er en stor del af oplevelsen.

Igreja de São Francisco er Portos vigtigste gotiske kirke, bygget af franciskanerne fra 1300-tallet. Udefra ser den beskeden ud med sin enkle stenfacade og rosetvindue, men indenfor gemmer sig et af Portugals mest overdådige eksempler på talha dourada, forgyldt træskærerarbejde. I 1600- og 1700-tallet blev næsten hver flade dækket af udskårne og forgyldte søjler, engle, ranker og figurer, finansieret af byens rige handelsfamilier. I dag bruges kirken ikke længere til gudstjenester, men står som museum.

Rummet føles næsten mættet af guld, og detaljerne fortsætter, så længe man kigger. Det mest berømte værk er Jesse-træet, en stor udskåret slægtstavle, der viser Kristi stamtræ fra Jesse over kong David til Jomfru Maria som et forgrenet træ med figurer i hver gren. Gotiske gravkapeller og ældre fresker vidner om kirkens tidligere udseende. Under kirken ligger katakomberne, hvor franciskanere og rige borgere blev begravet, med et ossuarium, hvor knogler kan ses gennem et glasgulv. I bygningen ved siden af ligger et lille museum med religiøs kunst. Kirken ligger lige ved Palácio da Bolsa, og kontrasten mellem børsens verdslige pragt og kirkens guld er markant.

Jardins do Palácio de Cristal blev anlagt i 1860'erne omkring et krystalpalads af glas og jern, bygget til en international udstilling med London som forbillede. Den tyske landskabsarkitekt Émile David tegnede haverne i romantisk stil med slyngede stier, terrasser og udsigtspunkter over Douro. Selve krystalpaladset blev revet ned i 1950'erne og erstattet af en kuppelbygning, der bruges til koncerter og sportsbegivenheder, men haverne har bevaret deres 1800-tals karakter. I parkens udkant ligger et lille romantisk museum i landstedet, hvor den landflygtige konge Carlo Alberto af Sardinien døde.

Parken er inddelt i temahaver med blandt andet rosenhave, aromatiske planter og frugthave, og overalt spankulerer påfugle og høns rundt mellem bænkene og springvandene. Gamle træer giver skygge, og skulpturer dukker op langs gangene. Den sydlige del falder i terrasser ned mod floden, og herfra er der lange kig ud over Douro, broerne og Vila Nova de Gaia på den modsatte bred. Ved Biblioteca Almeida Garrett, byens kommunale bibliotek midt i parken, er der ofte udstillinger. Parken bruges flittigt af lokale til gåture, picnic og løb og er et grønt pusterum få minutters gang fra centrum.

Capela das Almas er et lille kapel fra begyndelsen af 1700-tallet, men det er beklædningen fra 1929, der har gjort det til et af Portos mest genkendelige motiver. Kunstneren Eduardo Leite dækkede dengang hele ydersiden med omkring 16.000 blå og hvide azulejos, de glaserede kakler, der er Portugals mest karakteristiske kunsthåndværk. Resultatet er en facade, der fungerer som en kæmpemæssig billedbog i krydset mellem Rua de Santa Catarina og Rua de Fernandes Tomás, midt i byens travleste handelsgade.

Kaklerne fortæller scener fra Frans af Assisis og Sankt Katarinas liv i den klassiske blå-hvide stil, der efterligner 1700-tallets kakler, og de klæder både facaden og den lange sidevæg ned langs Rua de Fernandes Tomás. Står man tæt på, kan man følge de enkelte fortællinger felt for felt; på afstand smelter de sammen til ét blåt mønster mod granit og sporvognsskinner. Indenfor er kapellet enkelt og stille med et lille alter og farvede glasvinduer, en kontrast til mylderet udenfor. Facaden kan ses døgnet rundt, og morgenlyset gør det lettest at fange kaklernes detaljer uden folk foran.

Igreja do Carmo er en barok- og rokokokirke bygget i midten af 1700-tallet for karmeliternes tredje orden, men det er sidevæggen, der får folk til at standse. I 1912 blev den dækket af et enormt kakelbillede i blå og hvidt, tegnet af Silvestre Silvestri og fremstillet i Vila Nova de Gaia. Billedet fortæller om karmeliterordenens grundlæggelse og Karmelbjerget og er et af de største sammenhængende azulejo-værker i byen. Kirken står skulder ved skulder med den ældre Igreja dos Carmelitas fra 1600-tallet.

Mellem de to kirker ligger et af Portos mærkeligste bygningsværker: et hus på omkring en meters bredde, der blev opført for at holde kirkerne adskilt og dermed munkene og nonnerne fra hinanden. Huset var beboet langt ind i 1900-tallet og kan i dag ses som en del af kirkens museum. Indenfor møder man forgyldt træskærerarbejde, altre i rokokostil og et lyst kirkerum med rig udsmykning. Facaden mod Praça de Gomes Teixeira har statuer og sirlige ornamenter, men det er udsigten til kakelvæggen fra sidegaden, der giver det klassiske billede, især når eftermiddagssolen rammer de blanke kakler.

Miradouro da Vitória er et lille udsigtspunkt i kvarteret Vitória, der fra slutningen af 1300-tallet husede Portos jødiske kvarter, Judiaria Nova. Kong João I lod det jødiske samfund bosætte sig her på bakken, hvor det levede, indtil Portugal fordrev og tvangsomvendte jøderne i slutningen af 1400-tallet. Senere blev der bygget kirker og klostre i området, og Igreja de Nossa Senhora da Vitória ligger lige ved terrassen. Kvarteret har bevaret sit middelalderlige gadenet med smalle, stejle gader, der snor sig ned mod floden.

Selve terrassen er beskeden, en lille plads med et lavt rækværk og et par bænke, men udsigten er stor. Herfra ser man ned over et tæt tæppe af røde tegltage og skorstene i Ribeira, Sé-katedralens tårne på bakken over for og Ponte Dom Luís I med sin store jernbue længere mod øst. Over floden ligger portvinskældrene i Vila Nova de Gaia med navneskiltene på tagene og klosteret Serra do Pilar på klippen. Fordi stedet ligger lidt gemt i en sidegade, er det sjældent fyldt, og især i det sene eftermiddagslys bliver det et stille sted at se byen fra oven.

Mosteiro da Serra do Pilar ligger på en granitklippe i Vila Nova de Gaia lige over Ponte Dom Luís I og har en placering, der har gjort det militært vigtigt gennem historien. Klosteret blev påbegyndt i 1500-tallet af augustinske kannikker og er bygget usædvanligt: både kirken og korsgangen er cirkulære, et sjældent træk i portugisisk arkitektur. I 1809 brugte hertugen af Wellington klosteret som hovedkvarter, da hans tropper krydsede Douro og drev de franske styrker ud af Porto, og stedet indgår i dag i Portos UNESCO-verdensarv.

Den runde kirke med sin kuppel og den cirkulære korsgang med søjlegange omkring en åben gård giver et harmonisk og roligt rum, der adskiller sig fra byens mange barokkirker. Men de fleste kommer for terrassen foran klosteret, der giver den mest klassiske panoramaudsigt over Porto. Herfra ligger hele den gamle by foran beskueren: Ribeiras huse ned til vandet, Sé-katedralen, Torre dos Clérigos i baggrunden og broens øverste dæk lige nedenfor med metroen kørende over floden. Ved solnedgang, når facaderne bliver gyldne, samles mange her og i parken Jardim do Morro nedenfor.

Casa da Música er Portos koncerthus og et af de mest omtalte moderne bygningsværker i Europa. Det blev tegnet af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas og hans tegnestue OMA og var tænkt til det år, hvor Porto var europæisk kulturhovedstad, men åbnede først i 2005. Bygningen ligner en kæmpemæssig hvid krystal eller en skævt skåret sten, placeret på en åben plads ved rundkørslen Rotunda da Boavista. Formen bryder bevidst med traditionelle koncertsale, og den skabte stor debat, da den stod færdig.

Indenfor forbinder trapper, ramper og gange de forskellige sale i et uventet forløb. Hovedsalen Sala Suggia har bølgede glasvægge i begge ender, så dagslys og udsigt over byen kommer ind i salen, og akustikken regnes for fremragende. Salens trævægge er dekoreret med et forstørret årremønster i bladguld, og de mindre rum er udsmykket meget forskelligt, blandt andet et rum beklædt med blå og hvide azulejos i traditionelt portugisisk mønster. Huset er hjem for flere orkestre og spiller alt fra klassisk og jazz til fado og elektronisk musik. Pladsen udenfor med sine bølgende flader er populær blandt skatere.

Avenida dos Aliados er Portos repræsentative boulevard og blev anlagt i begyndelsen af 1900-tallet efter planer af den engelske byplanlægger Barry Parker. Navnet hylder de allierede fra Første Verdenskrig, og gaden blev udformet som byens prestigeakse med banker, forsikringsselskaber og aviser i store granitbygninger. For enden ligger rådhuset, Câmara Municipal, hvis høje klokketårn ses langt ned ad boulevarden. I den modsatte ende ligger Praça da Liberdade med rytterstatuen af kong Pedro IV.

Langs boulevarden står granitfacader i beaux arts-stil med kupler, søjler og skulpturer, og flere af de gamle bank- og kontorbygninger er i dag hoteller. Midten er en bred plads i granit, redesignet af arkitekterne Álvaro Siza og Eduardo Souto de Moura, med statuen af forfatteren Almeida Garrett foran rådhuset. Her samles portuenserne ved nytår, fodboldsejre og store begivenheder. Ved Praça da Liberdade ligger den tidligere Café Imperial fra 1930'erne, i dag en burgerrestaurant, der har bevaret art deco-interiøret med lysekroner, glasmosaikker og en ørn i bronze over indgangen. Om aftenen er facaderne oplyst, og boulevarden får en højtidelig stemning.

Foz do Douro er kvarteret, hvor Douro løber ud i Atlanterhavet, og det var engang en fiskerlandsby uden for byen. I 1800-tallet blev Foz populært som badested for Portos borgerskab, der byggede sommervillaer langs kysten, og den gamle sporvognslinje langs floden blev anlagt for at bringe byens folk ud til havet. Ved flodmundingen ligger Forte de São João Baptista, en fæstning fra 1500-tallet, der skulle beskytte indsejlingen til Porto, og kvarteret er i dag et af byens mest eftertragtede boligområder.

Promenaden følger kysten fra flodmundingen mod nord med palmer, klippefremspring og små strande. Ved Jardim do Passeio Alegre står palmer, gamle kiosker og to obelisker af Nicolau Nasoni, og lidt længere ude fører molen ud til det lille fyrtårn Farol de Felgueiras, hvor bølgerne slår ind over stenene i hårdt vejr. Langs strandene ligger caféer og restauranter med udsigt over havet, og den hvide pergola på promenaden er et yndet fotomotiv. Atmosfæren er helt anderledes end i centrum, med lokale på gåtur, løbere og surfere, og solnedgangen over Atlanterhavet er det store trækplaster.

Museu Nacional Soares dos Reis blev grundlagt i 1833 og regnes for Portugals første offentlige kunstmuseum. Det opstod under borgerkrigen, da kong Pedro IV lod kunst fra lukkede klostre samle for at redde den fra spredning, og det bærer i dag navn efter billedhuggeren António Soares dos Reis, Portos store kunstner i 1800-tallet. Siden 1940'erne har samlingen haft hjem i Palácio dos Carrancas, et nyklassisk palæ fra slutningen af 1700-tallet, opført for en velhavende fabrikantfamilie.

Højdepunktet er Soares dos Reis' marmorskulptur O Desterrado, Den Landflygtige, en ung mand siddende på en klippe, der er blevet et symbol på den portugisiske længsel, saudade. Malerisamlingen giver et godt overblik over portugisisk kunst fra 1800-tallet med navne som Silva Porto og Henrique Pousão, og der er særligt fokus på naturalismen. Derudover rummer museet portugisisk keramik og fajance, møbler, glas og en fin samling af guldsmykker og sølvarbejder. Palæets store sale og den rolige have gør besøget behageligt, og museet er sjældent overfyldt, hvilket giver plads til at se kunsten i eget tempo.

Den massive granitbygning på Largo Amor de Perdição var i godt to hundrede år byens fængsel og appeldomstol. Den blev opført i anden halvdel af 1700-tallet, og dens mest berømte fange var forfatteren Camilo Castelo Branco, der sad her sammen med sin elskerinde Ana Plácido, anklaget for utroskab. Under fangenskabet skrev han romanen Amor de Perdição, der i dag er en klassiker i portugisisk litteratur, og pladsen foran bærer navnet fra bogen. Fængslet lukkede i 1970'erne, og bygningen blev senere hjem for Portugals nationale fotocenter.

Indenfor går man gennem tykke stenmure og tunge jerndøre ind i de gamle celler, der nu bruges som udstillingssale. Kontrasten mellem den barske arkitektur og de skiftende fotoudstillinger med både portugisiske og internationale fotografer er en stor del af oplevelsen. På øverste etage står en samling af historiske kameraer, fra tidlige pladekameraer til spionkameraer og masseproducerede modeller fra 1900-tallet. Fra vinduerne er der kig ud over de omkringliggende tage og op mod Torre dos Clérigos, og den gratis adgang gør stedet til et oplagt stop i det centrale Porto.