Seværdigheder i Rio de Janeiro

Kristusstatuen på toppen af Corcovado blev indviet i 1931 og er blevet selve billedet på Rio de Janeiro. Ingeniøren Heitor da Silva Costa stod for konstruktionen, den franske billedhugger Paul Landowski formgav figuren, og ansigtet blev modelleret af rumæneren Gheorghe Leonida. Statuen er knap 30 meter høj og står på en sokkel på otte meter, med arme, der spænder over 28 meter. Den er bygget af armeret beton og beklædt med tusindvis af små trekantede plader af fedtsten, som giver den sin lyse, let skinnende overflade. Bjerget ligger midt i Tijuca-nationalparken, en af verdens største skove inden for en bygrænse.

Turen op går gennem tæt regnskov, og på toppen åbner hele byen sig på én gang. Mod øst ligger Sukkertoppen ved indsejlingen til Guanabarabugten, mod syd buer Copacabana og Ipanema sig langs havet, og lige nedenfor glimter lagunen Lagoa Rodrigo de Freitas mellem bjergene. Selve statuen er stramt art deco, med enkle, lodrette folder i kjortlen, og tæt på bliver det tydeligt, hvor stor den er. I soklen gemmer sig et lille kapel. På klare dage er udsigten overvældende, mens skyer, der driver ind over toppen, kan skjule både by og statue på få minutter.

Sukkertoppen, Pão de Açúcar, er en 396 meter høj klippe af granit og gnejs, der rejser sig stejlt op af havet ved indsejlingen til Guanabarabugten. Navnet stammer efter alt at dømme fra formen, der mindede de portugisiske kolonister om de kegleformede forme, rørsukker blev støbt i. Svævebanen åbnede i 1912 som en af de første i verden, og de gennemsigtige kabiner er siden blevet et af byens kendetegn. Klippen er en del af det kulturlandskab mellem bjerge og hav, der er optaget på UNESCO's verdensarvsliste.

Turen sker i to etaper. Først går det op til den lavere Morro da Urca, hvor der er udsigtsterrasser, caféer og stier gennem skoven, ofte med små silkeaber i træerne. Derfra svæver kabinen videre op til toppen, hvor udsigten favner næsten hele Rio: Copacabanas lange strand, Botafogo-bugten med sejlbådene, Niterói på den anden side af vandet og Kristusstatuen på Corcovado i det fjerne. Klatrere bruger de lodrette klippesider, og ved solnedgang skifter lyset fra gyldent til rødt, inden byens lys tænder under bjergene.

Copacabana var et afsides fiskerområde, indtil en tunnel i 1890'erne forbandt det med resten af byen. Kvarteret har navn efter et lille kapel for Nossa Senhora de Copacabana, en jomfru Maria-figur fra Bolivia, og da Copacabana Palace åbnede i 1920'erne, blev stranden symbolet på Rios glamour. Den fire kilometer lange bue af sand strækker sig fra Leme i nord til fæstningen i syd, og langs hele vejen løber det bølgede mosaikfortov af sorte og hvide sten. Mønsteret har rødder i portugisisk brolægning, og landskabsarkitekten Roberto Burle Marx gav senere promenaden sin nuværende form.

På stranden udspiller hele byens liv sig. Der spilles fodbold, volleyball og futevôlei, den brasilianske blanding af de to, og sælgere går rundt med is, grillet ost og kolde drikke. Langs promenaden ligger kiosker, der serverer kokosvand og caipirinha, mens løbere og cyklister deler stien med ældre cariocas på deres daglige gåtur. Redningstårnene, de nummererede postos, fungerer som mødesteder. Fra strandens nordende ses Sukkertoppen, og nytårsaften samles enorme menneskemængder klædt i hvidt til et af verdens største fyrværkerier.

Ipanema blev verdensberømt gennem bossa nova-sangen Garota de Ipanema, som Tom Jobim og Vinicius de Moraes skrev om en pige, de så gå forbi baren på hjørnet på vej til stranden. Sangen gjorde stranden til et symbol på den afslappede, stilbevidste carioca-livsstil, og den rolle har den aldrig sluppet. Stranden strækker sig fra klippen ved Arpoador til kanalen ved Jardim de Alah, hvor Leblon tager over, og i baggrunden rejser tvillingetoppene Dois Irmãos sig over havet.

Ipanema er inddelt efter redningstårnene, og hvert posto har sit eget publikum. Omkring Posto 9 samles unge og kunstnere, ved Farme de Amoedo vajer regnbueflaget, og længere mod vest ligger familierne. Strandsælgerne, barracas, lejer stole og parasoller ud og bringer kokosvand, øl og snacks direkte til pladsen. Bølgerne er ofte kraftige, og surferne holder til i den østlige ende. Om søndagen lukkes strandvejen for biler og fyldes med cyklister og gående. Når solen går ned bag Dois Irmãos, klapper folk på stranden og på klippen, et ritual, der gentager sig aften efter aften.

Escadaria Selarón er en trappe, der blev til ét menneskes livsværk. Den chilenske kunstner Jorge Selarón slog sig ned i kvarteret og begyndte i 1990 at dække de forfaldne trin foran sit hus med kakler i det brasilianske flags farver. Arbejdet tog over i mere end tyve år, indtil hans død i 2013, og han kaldte det selv sin hyldest til det brasilianske folk. Efterhånden som trappen blev kendt, begyndte rejsende at sende og medbringe kakler fra deres hjemlande, og i dag dækker mere end 2.000 kakler fra over 60 lande de 215 trin.

Trappen forbinder Lapa nedenfor med Santa Teresa på bakken. Trinene er overvejende røde, mens siderne glimter i grønt, gult og blåt. Mellem de ensfarvede fliser gemmer sig motiver af alt fra fodboldklubber og landeflag til gadeskilte og små hilsner fra besøgende. Et tilbagevendende motiv er en gravid kvinde, som Selarón malede på hundredvis af kakler. Trappen er et populært sted for fotografer og musikvideoer, og de nederste trin bliver ofte fyldt af mennesker, der venter på et billede uden andre i baggrunden.

Museu do Amanhã, fremtidens museum, ligger yderst på molen ved Praça Mauá og blev det mest synlige symbol på fornyelsen af Rios gamle havnekvarter. Den spanske arkitekt Santiago Calatrava tegnede den lange, hvide bygning, hvis tag løber ud i en spids over vandet. Langs taget sidder bevægelige finner med solpaneler, der følger solen, og vand fra Guanabarabugten bruges til at køle bygningen, inden det ledes tilbage gennem spejlbassinerne omkring den.

Udstillingen handler om de store spørgsmål: hvor menneskeheden kommer fra, hvor den står i dag, og hvor den er på vej hen. Den er bygget op i fem dele, der begynder med universets opståen og går over Jordens systemer og menneskets påvirkning af klimaet til mulige fremtider. Indgangen er en kuppelformet sal, hvor en film om kosmos og livets udvikling vises hele vejen rundt over hovedet. Resten af udstillingen består af store interaktive installationer, skærme og data, der gør den let tilgængelig for både børn og voksne. Udenfor kan man gå rundt om bygningen og ud på molen, hvor arkitekturen og udsigten over bugten står stærkest.

Den botaniske have blev grundlagt i 1808 af den portugisiske prinsregent João, der samme år var flygtet til Rio med hele hoffet for Napoleons tropper. Haven skulle oprindeligt dyrke krydderier og nytteplanter fra hele imperiet, men udviklede sig til en af verdens vigtigste botaniske haver for tropiske planter. Den ligger for foden af Corcovado, og på mange stier kan man se op gennem trækronerne til Kristusstatuen på toppen.

Havens kendetegn er alléen af kongepalmer, der står som søjler i lange, lige rækker. Ifølge traditionen stammer de fra én palme, som prinsregenten selv plantede. Rundt om alléerne ligger drivhuse med orkidéer og bromeliaer, en japansk have, en sansehave og damme med de enorme amazonaskander, hvis blade kan blive over en meter i diameter. Haven er også rig på dyreliv: små silkeaber springer mellem grenene, tukaner og papegøjer kan ses i trætoppene, og om morgenen er fuglesangen tæt. Haven er stor nok til, at roen indfinder sig få skridt fra indgangen, og den skygge, de høje træer giver, gør den til et af byens behageligste steder på en varm dag.

Santa Teresa breder sig over en grøn bakke mellem Centro og Lapa og har navn efter det karmeliterkloster fra 1700-tallet, der stadig ligger i kvarterets nedre del. I 1800-tallet flyttede velhavende familier herop for at slippe for varmen og epidemierne i byen nedenfor, og de byggede villaer med haver, tårne og udsigt over bugten. Senere forfaldt mange af husene, og kunstnere, musikere og håndværkere flyttede ind. Den blanding af gammel pragt, slid og kreativitet præger stadig kvarteret.

Gennem de stejle, brostensbelagte gader kører bondinho, den gule sporvogn, der kommer fra Centro og krydser Arcos da Lapa på vej op. Omkring Largo dos Guimarães samles barer, caféer, små restauranter og butikker med kunsthåndværk, og flere af husene rummer ateliers og gallerier. I Parque das Ruínas er resterne af en kunstmæcens villa forvandlet til et kulturhus med gangbroer af stål og glas og udsigt over Centro, bugten og Sukkertoppen. Kvarteret er mest levende om eftermiddagen, når lyset falder på de afskallede facader i okker, blåt og rosa.

Arcos da Lapa er Rios største bygningsværk fra kolonitiden. Akvædukten stod færdig i midten af 1700-tallet og skulle bringe vand fra floden Carioca på bjergskråningerne ned til byens springvand. Den er omkring 270 meter lang og knap 18 meter høj, med 42 buer fordelt på to etager, og den hvidkalkede konstruktion er bygget efter romersk forbillede. I slutningen af 1800-tallet blev vandledningen lukket, og akvædukten fik en ny rolle som viadukt for sporvognen til Santa Teresa.

Buerne står som en hvid kulisse midt i Lapa, et af byens ældste kvarterer, og forbinder bakken i Santa Teresa med det flade Centro. Når den gule sporvogn kører over toppen, giver det et af Rios mest fotograferede motiver. Om dagen er pladsen under buerne et stille åbent rum, men om aftenen, især i weekenden, bliver den til centrum for byens natteliv. Barer og sambasteder i de omkringliggende gader fylder fortovene med musik, gadesælgere blander caipirinhas, og de store spillesteder ved buerne trækker publikum fra hele byen. Escadaria Selarón ligger kun et par minutter væk.

Theatro Municipal blev indviet i 1909 som kronen på den store byfornyelse, der gav Rio brede boulevarder i parisisk stil. Bygningen er tegnet med Opéra Garnier i Paris som tydeligt forbillede, og den blev opført på Avenida Rio Branco, der skulle være den nye hovedstads paradegade. De bedste brasilianske kunstnere i tiden blev sat til at udsmykke den, blandt andre maleren Eliseu Visconti, der stod bag store dele af lofter og dekorationer. Teatret er hjem for byens opera, ballet og symfoniorkester.

Facaden er overdådig, med søjler, statuer, mosaikker og kobbergrønne kupler, og den dominerer pladsen ved Cinelândia. Indenfor fortsætter pragten i en foyer af marmor og onyx med forgyldte detaljer, spejle og en bred trappe, der deler sig mod de øvre etager. Salen med plads til godt 2.000 tilskuere er holdt i rødt og guld, med et loftsmaleri over tilskuerne og farvet glas i vinduerne. Mange af materialerne blev hentet fra Europa, og bygningen viser, hvordan Rio i begyndelsen af 1900-tallet så sig selv som en verdensby på linje med Paris.

Maracanã blev bygget til VM i fodbold i 1950 og var dengang verdens største stadion. Til finalen samme år mødte omkring 200.000 tilskuere op for at se Brasilien vinde titlen, men Uruguay vandt kampen, og nederlaget, kendt som Maracanaço, er stadig et nationalt traume. Siden har stadion lagt græs til endnu en VM-finale og åbningsceremonien ved de olympiske lege i 2016, og det var her, Pelé scorede sit mål nummer 1.000. Det officielle navn er Estádio Jornalista Mário Filho efter den journalist, der kæmpede for byggeriet.

I dag er stadion moderniseret med et let, hvidt tag over tribunerne og plads til omkring 78.000 tilskuere. Det er hjemmebane for to af Brasiliens største klubber, Flamengo og Fluminense, og et lokalopgør mellem dem er en af fodboldens store oplevelser, med trommer, sang, kæmpeflag og fyrværkeri på tribunerne. På dage uden kamp viser rundvisninger omklædningsrummene, spillertunnellen og vejen ud til banen. Uden for stadion ligger en berømmelsens allé med fodaftryk af legender som Pelé og Zico, og hele området emmer af den fodboldkultur, der fylder så meget i byen.

Arpoador er klippepynten, der skiller Copacabana fra Ipanema, og navnet stammer fra de hvalfangere, der i kolonitiden stod herude og harpunerede hvaler i bugten. I dag er det ét af Rios mest elskede samlingssteder. Det var her, surfing for alvor kom til Brasilien, og bølgerne ved den lille strand nedenfor klippen tiltrækker stadig surfere fra tidlig morgen. Lige ved siden af ligger en lille park, og pynten danner overgangen mellem byens to mest kendte strande.

Det store øjeblik kommer ved solnedgang. Folk klatrer op på den store, afrundede klippe og sætter sig i lange rækker for at se solen synke ned bag Dois Irmãos og bjergene ved Leblon, med hele Ipanemas strandlinje i forgrunden. Når solen forsvinder, bryder publikum ud i klapsalver, en tradition der gentages næsten hver aften. Klippens overflade er ru og ujævn, og fra toppen ser man i den anden retning mod Copacabana og fæstningen. Om dagen er stemningen roligere, med fiskere på klipperne og surfere i vandet nedenfor.

Real Gabinete Português de Leitura blev stiftet i 1837 af portugisiske indvandrere, der ville bevare deres sprog og litteratur i den nye verden. Den nuværende bygning stod færdig i 1880'erne og er opført i neomanuelinsk stil, en romantisk genoplivning af den portugisiske gotik fra opdagelsesrejsernes tid, med Jerónimos-klostret i Lissabon som forbillede. Facaden er bygget af kalksten fra Lissabon og prydet med statuer af blandt andre digteren Luís de Camões og søfareren Vasco da Gama.

Indenfor åbner sig en læsesal, der regnes blandt verdens smukkeste. Tre etager med reoler af mørkt, udskåret træ løber hele vejen rundt om rummet, fyldt med indbundne bøger fra gulv til loft. Over salen hænger en stor lysekrone, og lyset falder ned gennem et loft af farvet glas. Samlingen tæller hundredtusinder af bind og er den største samling af portugisisk litteratur uden for Portugal, med sjældne værker som en tidlig udgave af Camões' nationalepos Lusiaderne. Biblioteket er stadig i brug, og stilheden mellem de høje reoler står i skarp kontrast til trafikken i gaderne udenfor.

Benediktinermunke slog sig ned på en lille bakke ved havnen i slutningen af 1500-tallet, og klosteret har været i brug lige siden. Fra gaden ligner klosterkirken en enkel og næsten streng bygning med en hvid facade og to tårne, men indenfor gemmer sig et af de mest overdådige barokrum i Brasilien. Udsmykningen blev udført over mere end hundrede år, blandt andet af munken Domingos da Conceição, der stod for mange af træskærerarbejderne.

Kirkerummet er dækket af forgyldt træskærerarbejde fra gulv til loft. Søjler, buer, altre og lofter er udskåret med engle, ranker, blomster og helgener, og alt er belagt med bladguld, der lyser i halvmørket. Sidekapellerne er hver for sig små kunstværker, og loftsmalerier og sølvlysekroner fuldender helheden. Munkene bor stadig i klosteret og driver en skole, og om søndagen synger de gregoriansk messe, som tiltrækker både kirkegængere og musikinteresserede. Fra bakken er der udsigt over havnen og Guanabarabugten, og den stille klostergård står i kontrast til travlheden i forretningskvarteret få hundrede meter væk.

Catedral Metropolitana de São Sebastião er en af de mest usædvanlige katedraler i verden. Den blev bygget i 1960'erne og 1970'erne efter tegninger af arkitekten Edgar Fonseca, som lod sig inspirere af mayaernes pyramider. Resultatet er en enorm, afskåret kegle af beton, 75 meter høj og godt 100 meter i diameter ved foden. Katedralen er indviet til byens skytshelgen, Sankt Sebastian, og har plads til omkring 20.000 stående kirkegængere. Pave Johannes Paul II holdt messe her under sit besøg i Brasilien.

Udefra kan bygningen virke tung og grå, men indenfor ændrer oplevelsen sig fuldstændig. Fire lange glasmosaikker i stærke farver løber fra gulvet og op langs væggene, til de mødes i et glaskors i loftet. Når solen står højt, kaster glasset farvede lysstriber ned over det store, åbne rum, og stilheden står i kontrast til trafikken udenfor. Over alteret hænger et stort krucifiks, og i kælderen ligger et museum for kirkekunst. Katedralen ligger tæt ved Arcos da Lapa og er et af de tydeligste eksempler på brasiliansk modernisme i Centro.

Lagoa Rodrigo de Freitas er en stor saltvandslagune, der ligger lige bag Ipanema og Leblon, forbundet med havet gennem en kanal ved Jardim de Alah. Lagunen har navn efter en portugisisk godsejer, der ejede området i 1700-tallet, og den er omgivet af nogle af byens mest eftertragtede boligkvarterer. Rundt om vandet rejser de grønne bjerge sig, med Kristusstatuen på Corcovado højt over den nordlige bred.

En sti på omkring syv kilometer løber hele vejen rundt om lagunen, og den bruges flittigt af løbere, cyklister og gående fra tidlig morgen. Langs bredden ligger kiosker og små restauranter med udendørs borde, hvor folk samles til øl og musik, især når solen går ned bag bjergene. På vandet ses roere fra byens gamle roklubber og svanebåde, der lejes ud til familier. Der er legepladser, sportsbaner og små parker undervejs, og flere steder er der fri udsigt til både Dois Irmãos og Kristusstatuen. Stemningen er lokal og afslappet, et sted hvor cariocas tilbringer deres fritid, og et roligt modstykke til de travle strande få hundrede meter væk.

Forte de Copacabana blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet på klippepynten ved strandens sydende for at forsvare indsejlingen til Rio. Den blev kendt i 1922, da en gruppe unge officerer gjorde oprør her mod regeringen, en episode der går igen i brasiliansk historie som De 18 fra fortet. Fæstningen er stadig militært område, men rummer i dag et museum for hærens historie.

Inde i fæstningen ligger de svære kanoner fra fortets første tid stadig i deres pansrede tårn, og tykke betonmure og gange giver et indtryk af, hvordan forsvaret var tænkt. Udstillingerne følger den brasilianske hærs historie fra kolonitiden og frem. Det, de fleste husker, er dog udsigten. Fra murene ser man hele Copacabanas bue strække sig mod Sukkertoppen, med hotellerne langs Avenida Atlântica og de små fiskerbåde ved Posto 6 nedenfor. Ved vandet ligger en filial af det gamle konditori Confeitaria Colombo, hvor man kan sidde i skyggen med kaffe og kager og se ud over stranden. Stedet er roligt i forhold til promenaden udenfor og et godt sted at få overblik over Copacabana.

Museu de Arte do Rio, MAR, åbnede som en del af den store fornyelse af havnekvarteret omkring Praça Mauá. Museet samler to meget forskellige bygninger: et eklektisk palæ fra begyndelsen af 1900-tallet og en modernistisk bygning, der tidligere husede en busterminal. De to er bundet sammen af en gangbro og et fælles tag af hvid beton, der bølger hen over dem som en tynd membran og minder om havets bevægelser. Museet har sin egen skole, der arbejder med kunstundervisning for byens lærere og børn.

Udstillingerne handler om Rio de Janeiro selv, om byens historie, mennesker og billedkunst, og de skifter jævnligt. Her blandes kunst fra kolonitiden med fotografi, moderne kunst og værker af samtidskunstnere fra byens forskellige kvarterer. Besøget begynder ofte øverst, under det bølgende tag, hvor en terrasse har udsigt over havnen, Guanabarabugten og den nyere byudvikling omkring pladsen, og hvor gangbroen fører over til udstillingerne i palæet. Herfra kan man se Museu do Amanhã på den anden side af Praça Mauá, og de to museer er tilsammen symbolet på den forvandling, havnekvarteret har gennemgået.

Paço Imperial er en af de vigtigste bygninger i Brasiliens historie. Det blev opført i 1700-tallet som residens for de portugisiske guvernører, men da prinsregent João flygtede fra Napoleon i 1808 og flyttede hele det portugisiske hof til Rio, blev bygningen kongepalæ. Senere var det sæde for Brasiliens kejsere, og her underskrev prinsesse Isabel i 1888 loven, der afskaffede slaveriet i landet. Paladset ligger ved Praça XV, som har navn efter den dag i november 1889, hvor republikken blev udråbt.

Bygningen er enkel og hvidkalket, med stenindfattede vinduer og tykke mure, langt fra de europæiske kongeslottes pragt. Den er i dag et kulturhus med skiftende udstillinger af brasiliansk kunst og historie fordelt på de gamle sale omkring palæets gårdhaver. Der er en café og en boghandel med bøger om kunst og arkitektur. Udenfor ligger den åbne Praça XV ud mod bugten, og bag pladsen fører buegangen Arco do Teles ind i et lille kvarter med smalle gader og huse fra kolonitiden, der i dag rummer barer og restauranter.

Igreja de Nossa Senhora da Candelária er en af Rios største og mest markante kirker. Ifølge legenden blev den første kapel på stedet bygget i 1600-tallet af et spansk ægtepar, der havde overlevet en storm på havet om bord på skibet Candelária og lovede at bygge en kirke, hvis de kom sikkert i land. Den nuværende kirke blev påbegyndt i slutningen af 1700-tallet og tog over hundrede år at fuldføre. Kuplen af kalksten blev hentet fra Portugal.

Kirken ligger frit for enden af den brede Avenida Presidente Vargas, og den hvide facade med de to tårne og den høje kuppel er synlig langt ned ad boulevarden. Indenfor er rummet beklædt med flerfarvet marmor, og loftet over kirkeskibet er dækket af store malerier, der fortæller kirkens egen historie, blandt andet om skibet i stormen. Under kuplen falder lyset ned over alteret, og kirken har udsmykkede prædikestole og lysekroner. Ved indgangen står tunge bronzedøre med relieffer. Kirken ligger midt i det gamle forretningskvarter, tæt på Centro Cultural Banco do Brasil og Praça XV, og danner et roligt rum midt i bylivet.