Seværdigheder i Tokyo

Sensoji blev grundlagt i år 628 og er Tokyos ældste buddhistiske tempel. Legenden fortæller, at to fiskere fandt en guldstatuette af bodhisattvaen Kannon i floden Sumida, og at templet blev rejst for at huse den hellige figur. Gennem 1400 år har bygningen stået centralt i Asakusa-kvarteret, og selvom den blev ødelagt under Anden Verdenskrig, blev den genopbygget i sin originale form. Den imponerende Kaminarimon-port med sin fire meter høje rød lanterne markerer indgangen til komplekset og fungerer som et af Japans mest fotograferede monumenter.

Nakamise-gaden fører gennem 250 meter af traditionelle butikker, der har solgt souvenirs og lokale specialiteter til tempelbesøgende siden 1600-tallet. Vejen ender ved hovedhallen, hvor røgelsen fra de store bronzekar stiger op, mens besøgende vifter røgen mod sig selv i håb om helbredelse og held. Den femlagede pagode rejser sig 53 meter til venstre for hovedhallen og rummer dele af Buddhas relikvier. Templets arkitektur kombinerer Edo-periodens udsmykning med traditionel buddhistisk symbolik, og de omfattende træskæringer og forgyldte detaljer skaber en markant kontrast til det moderne Tokyo, der breder sig uden for tempelområdet.

Meiji-helligdommen blev indviet i 1920 til minde om kejser Meiji og kejserinde Shoken, der regerede Japan gennem en afgørende periode fra 1868 til 1912. Under deres styre forvandledes Japan fra et isoleret feudalsamfund til en moderne nation. Helligdommen ligger omkranset af en skov på 70 hektar med over 100.000 træer, doneret fra alle dele af Japan – en levende hyldest til det kejserpar, der forenede landet. Den store torii-port ved indgangen, hugget af 1.500 år gammelt cyprestræ fra Taiwan, markerer overgangen fra det moderne Tokyo til det hellige område.

Den brede grusvej gennem skoven fører til helligdommens hovedbygninger i klassisk shintoarkitektur – massive konstruktioner af cyprestræ rejst uden brug af søm. Hovedhallen fremstår med sit karakteristiske tag af kobberplader, der har patineret til en dyb grøn farve. På bestemte dage kan besøgende opleve traditionelle shinto-bryllupper, hvor brudeparret går klædt i traditionel kimono gennem området. Haven ved helligdommen rummer en irisgård med over 150 sorter, oprindeligt plantet efter kejserindens egne ønsker. Sake-tønderne fra forskellige japanske bryggerier, stablet ved indgangen, repræsenterer en århundredgammel tradition for offergaver til helligdommen.

Shibuya Crossing regnes for verdens mest benyttede fodgængerkryds med op til 3.000 mennesker der simultant krydser hvert tredje minut i myldretiden. Krydset opstod i 1973, da et nyt stationsbyggeri nødvendiggjorde en radikal løsning på trafikproblemet ved dette kæmpe knudepunkt i Tokyos vestlige centrum. Løsningen blev en såkaldt "scramble crossing", hvor alle biler stopper samtidig, og fodgængere kan bevæge sig i alle retninger på én gang - også diagonalt. Synet af tusindvis af mennesker der strømmer ud i det store åbne rum fra alle fem hjørner, kun for at mødes i midten og flyde forbi hinanden i en tilsyneladende kaotisk koreografi, er blevet et ikon på moderne Tokyo.

Den bedste vinkel til at observere krydset er fra de store skærmvinduer i Starbucks-cafeen i anden sal af Tsutaya-bygningen ved nordlige hjørne. Herfra bliver det tydeligt, hvordan krydset fungerer som et levende barometer for byens puls - roligt om morgenen, eksplosivt mellem 17 og 20, og nærmest hypnotisk sent om aftenen, når neonskilte fra gigantiske reklameskærme oplyser asfalten. De syv til otte etagers højhuse omkring pladsen danner en slags urban teaterscene, mens det karakteristiske 109-varehus med sin cylinderformede facade markerer det sydlige hjørne.

Shinjuku Gyoen blev anlagt i 1906 som privat kejserlig have og åbnede først for offentligheden efter Anden Verdenskrig. De 58 hektar repræsenterer tre distinkte havestile i én sammenhængende park: en formal fransk barokhave med geometriske blomsterbede, en engelsk landskabshave med åbne græsarealer og trægrupper samt en traditionel japansk have med stenbro, tehus og nøje udformede vandpartier. Parken blev næsten fuldstændig ødelagt under bombningen af Tokyo i 1945, men genopbygget i efterkrigsårenes Japan som et symbol på håb og fornyelse.

Parkens største berømmelse er kirsebærtræerne – over 1.000 træer i forskellige sorter sikrer, at blomstringen strækker sig over flere uger fra marts til april. Om efteråret overtager ahornenes og ginkotræernes røde og gyldne farver scenen. De centrale græsarealer fungerer som mødested for picnics og afslapning, mens stierne gennem den japanske have fører forbi den traditionelle Kyu Goryo-tei pavillon fra Taiwans kejsertid. Drivhusene rummer en omfattling samling af tropiske orkideer og kaktusser. Kontrasterne mellem de tre havestile gør oplevelsen usædvanlig – få steder kan besøgende bevæge sig fra stramt klippede hække til naturalistiske skovpartier på få minutters gang.

Kejserpaladset ligger på grunden, hvor shogun Tokugawa Ieyasus fæstning stod fra 1457. Den oprindelige borg brændte under en række ildebrande i 1600-tallet, og det nuværende palads blev først opført i 1888, men blev ødelagt under Anden Verdenskrig og genopbygget i 1968. Paladset fungerer stadig som Det kejserlige Hus' officielle residens og er omgivet af en imponerende voldgrav og massive stenmure, der vidner om stedets fortid som militær fæstning. De charakteristiske buede broer og de hvide voldgravsmure skaber en slående kontrast til Tokyos moderne skyline.

Hovedbygningen er lukket for offentligheden, men paladsområdets ydre haver er gratis tilgængelige året rundt. Higashi Gyoen, den østlige have, byder på velholdte græsplæninger, traditionelle japanske haver og levn af den gamle borgs fundamenter. Fujimi-yagura, et af få bevarede tårne fra Edo-perioden, giver et indtryk af fæstningens oprindelige skala. Nintoku-bashi-broen og Sakurada-mon-porten er populære fotomotiver, særligt om foråret når kirsebærtræerne blomstrer langs voldgravene. Området giver et sjældent åndehul i hovedstadens tætbebyggede centrum, hvor historiske strukturer mødes med omhyggeligt plejet natur.

Ghibli Museum i Tokyos Mitaka-kvarter er animationsmester Hayao Miyazakis arkitektoniske bud på, hvordan et museum ikke skal være. Ingen kronologisk rute, ingen informationstavler med lange forklaringer, ingen logisk progression fra sal til sal. I stedet præsenterer det trefløjede museum sig som et eventyrligt hus, hvor besøgende opfordres til at fare vild mellem studiets animationstegninger, skitser og miniaturemodeller. Miyazaki selv tegnede bygningen, der åbnede i 2001, og hans filosofi præger hvert hjørne: Børn skal opdage tingene selv, ikke guides igennem på skinner.

Museets permanente udstilling viser den arbejdsintensive proces bag animationsfilm – fra de tusindvis af håndtegnede celler der skaber bevægelse, til de mekaniske zootroper der demonstrerer animationens grundprincipper. En spiraltrappe fører ned til Saturnus-teatret, hvor korte Ghibli-film, produceret udelukkende til museet, vises på gammeldags 35mm celluloid. Tagterrassen rummer en fem meter høj robotsoldat fra filmen "Laputa: Castle in the Sky", omgivet af vildtvoksende planter og skjulte gange. Det er denne kombination af håndværk, nostalgi og leg der adskiller stedet fra konventionelle animationsmuseer – Miyazaki insisterer på at film føles i hænderne, ikke bare ses på skærme.

Tokyo Tower rejste sig i 1958 som et symbol på Japans genopbygning efter Anden Verdenskrig. Med sine 333 meter blev det dengang verdens højeste selvbærende ståltårn, 13 meter højere end sit franske forbillede, Eiffeltårnet. Konstruktionen krævede 4.000 ton stål, hvoraf en del stammede fra skrottede amerikanske tanks fra Koreakrigen. Den karakteristiske orange-hvide farvesætning følger internationale luftfartskrav, men giver samtidig tårnet en livlig karakter der skiller sig ud i Tokyo-skyline. I over seks årtier har tårnet fungeret som både sendemast og vartegn for hovedstaden.

To observationsdæk giver besøgende udsigt over det enorme Tokyo-område. Fra hovedplatformen i 150 meters højde folder byens konturer sig ud i alle retninger, med Mount Fuji synlig i klart vejr. Det øverste dæk i 250 meters højde tilbyder et mere intimt rum med panoramavinduer, hvor man kan følge dagens skift fra morgenlys til byens millioner af nattelys. Tårnets nederste etager rummer et museum om bygningens historie og Japans sendetraditioner, kompletteret med et akvarium og underholdningsarealer. Bygningen har bevaret sin nostalgiske charme som symbol på 1950'ernes optimisme, mens Tokyo Skytree fra 2012 har overtaget funktionen som primær sendemast.

Shibuya Sky er en observation platform på toppen af Shibuya Scramble Square, Tokyos tredjehøjeste skyskraber. Komplekset åbnede i 2019 som et ambitiøst projekt, der skulle transformere Shibuya-distriktet og skabe et nyt vartegn i byens skyline. Fra 229 meters højde får besøgende en panoramaudsigt over Tokyo, der strækker sig fra Mount Fuji i vest til Tokyo Bay i øst. Bygningen er et resultat af 13 års planlægning og repræsenterer Shibuyas ambition om at udvikle sig fra et ungdomscentrum til en international destination.

Observationsdækket består af tre zoner: Sky Gate, Sky Gallery og det udendørs Sky Stage. Sky Gallery på 45. etage kombinerer store panoramavinduer med interaktive kunstinstallationer, der spiller med lys og refleksioner. Det udendørs Sky Stage på 46. etage tilbyder en 360-graders udsigt uden hindringer - en sjældenhed blandt Tokyos observationsdæk. Her står besøgende bogstaveligt talt under åben himmel med storbyen bredt ud i alle retninger. Om aftenen belyses dækket af strategisk placerede lyskilder, der skaber dramatiske skyggespil uden at ødelægge udsigten til Tokyos millioner af lys. Den gigantiske helipad-lignende platform giver en fornemmelse af at svæve over byen.

Da den japanske kejser Meiji åbnede disse grunde for offentligheden i 1873, markerede det et historisk vendepunkt. Området havde i århundreder tilhørt Kan'ei-ji templet, et af Edoperiodems mægtigste religiøse centre, men blev omdannet til Japans første offentlige park som led i landets modernisering. I dag strækker de 53 hektar sig som en grøn oase midt i Tokyo med en usædvanlig blanding af museer, templer, en zoologisk have og over tusind kirsebærtræer. Særligt om foråret forvandler de lyserøde kronerne parken til et levende galleri, hvor lokale traditionelt mødes til hanami-fester under blomsterne.

Blandt parkens institutioner finder man Tokyo National Museum med Japans største samling af traditionel kunst, samt det vestligt orienterede National Museum of Western Art tegnet af Le Corbusier. De historiske rester af Kan'ei-ji templet står spredt mellem træerne som stille vidnesbyrd om stedets religiøse fortid. En fem etagers pagode rejser sig ved templets nordlige del, mens Shinobazu-søen danner parkens sydlige hjerte med sit lotusbegroede vand og lille Benzaiten-helligdom placeret på en ø i søen. Området omkring søen summer af fugle året rundt, og langs stisystemerne mødes generationer af tokyoitter til morgengym, tegning eller blot stille kontemplation mellem byens hektiske kvarterer.

Tokyos Nationalmuseum rummer Japans største samling af traditionel østasiatisk kunst og arkæologiske fund. Siden grundlæggelsen i 1872 har institutionen fungeret som nationens kulturelle hukommelse med over 110.000 objekter fordelt på fem specialiserede bygninger i Ueno Park. Hovedbygningen, Honkan, præsenterer japansk kunst gennem 2.000 år i en arkitektonisk ramme fra 1938, der forener traditionel tempelæstetik med moderne museumsfunktionalitet. Samlingen spænder fra stenalderkeramik til samuraiernes rustninger og silkemalerier fra kejserdømmet.

Blandt samlingens højdepunkter finder man nationale skatte som den koreanske Kannon-statue fra det 7. århundrede og en sjælden samling af middelalderlige sværd, der viser våbensmedenes nærmest ceremonielle håndværk. Toyokan-bygningen dokumenterer asiatisk kunst fra hele kontinentet med tekstiler fra Silkevejen og buddhistisk skulptur fra Gandhara-perioden. Heiseikan-fløjen rummer arkæologiske fund fra Jomon-perioden, hvor lerkrukker med snoreaftryk afslører japanske bosætteres liv for 10.000 år siden. Museets forskellige udstillingshaller skifter jævnligt præsentation, så samlingen konstant afspejler nye forskningsresultater og tematiske vinklinger på Japans kunsthistorie.

The National Art Center ligger i Tokyos Roppongi-kvarter og skiller sig markant ud fra japanske museer ved slet ikke at have en permanent samling. Siden åbningen i 2007 har centret fungeret som Japans største udstillingsrum med 14.000 kvadratmeter fordelt på tolv separate gallerier. Bygningen er tegnet af den anerkendte arkitekt Kisho Kurokawa og fremstår som et imponerende statement i glas og beton. Den bølgende glasfacade strækker sig over 140 meter og skaber et nærmest levende udtryk, hvor dagslyset konstant ændrer bygningens karakter. Kurokawas design afspejler hans filosofi om symbiose mellem natur og arkitektur - en vision der manifesterer sig i centerets organiske former.

Indvendigt dominerer det dramatiske atriumrum med to koniske strukturer, der hænger frit i luften og rummer cafeer med udsigt over gallerigangene. Udstillingsprogrammet spænder bredt fra japansk samtidskunst til internationale retrospektiver og designbiennaler. Omkring 20-30 skiftende udstillinger vises årligt, hvilket gør hvert besøg til en ny oplevelse. Gallerirummene er designet med neutral belysning og fleksible vægge, der kan tilpasses enhver kunstform. Museets bibliotek på tredje sal indeholder over 250.000 kunstpublikationer og udgør en af Japans mest omfattende kunsthistoriske saminger tilgængelig for publikum.

Tokyo Metropolitan Art Museum åbnede i 1926 som Japans første offentlige kunstmuseum og markerede begyndelsen på landets demokratisering af kunsten. Den nuværende bygning fra 1975, tegnet af arkitekten Kunio Maekawa, er et brutalistisk mesterværk i røde mursten og beton, der ligger sunket ned i terrænet i Ueno Park. Maekawa, der tidligere havde arbejdet med Le Corbusier, skabte en struktur hvor naturligt lys flyder ind gennem strategisk placerede ovenlys og vinduespartier. Museets tilbagetrukne placering gør det let at overse, men netop denne ydmyghed overfor naturen omkring det er karakteristisk for japansk arkitekturtradition.

Samlingen spænder fra japansk maleri og kalligrafi til vestlig kunst og skiftende særudstillinger, der ofte præsenterer samtidens japanske kunstnere. De åbne, minimalistiske galerirum lader værkerne tale for sig selv uden at konkurrere med arkitekturen. Museet fungerer samtidig som platform for lokale kunstforeninger, der bruger faciliteterne til medlemsudstillinger – en tradition der afspejler institutionens grundlæggende demokratiske mission. Den roterende karakter af udstillingerne betyder, at hvert besøg kan afsløre nye lag af Japans kunstscene, fra traditionelle træsnit til eksperimenterende installationer.

Dette museum udgør et bemærkelsesværdigt møde mellem japansk ground og europæisk modernisme. Bygningen er tegnet af den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier og står som hans eneste værk i Østasien. Strukturen blev indviet i 1959 som monument over genopbygningen efter Anden Verdenskrig og baserer sig på Le Corbusiers idé om det spiralvoksende museum, hvor naturligt lys styres gennem ovenlyskonstruktioner. Selve bygningen er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste som del af Le Corbusiers arkitektoniske bidrag til den moderne bevægelse. Samlingen rummer primært europæisk kunst fra 1400-tallet til begyndelsen af 1900-tallet, hvilket gør den til Japans mest omfattlende kollektion af vestlig kunst.

Gennem museets sale møder besøgende værker af Monet, Renoir, Gauguin og Van Gogh samt en solid samling af skulpturer af Auguste Rodin. Samlingen opstod oprindeligt fra Kojiro Matsukata, en japansk forretningsmand der erhvervede kunstværkerne i Europa i 1920'erne. Værker af Rubens og Veronese repræsenterer tidligere perioder, mens impressionisterne udgør hjørnestenen. Museets permanente udstilling roterer regelmæssigt, så kun en del af samlingen vises ad gangen. Le Corbusiers karakteristiske brug af råbeton og præcis lyssætning skaber en atmosfære, hvor arkitekturen og kunsten indgår i konstant dialog.

Japans ældste zoologiske have åbnede i 1882 som en del af landets hurtige modernisering under Meiji-perioden. Ueno Zoo blev grundlagt med inspiration fra europæiske haver, og allerede fra starten spillede den en central rolle i at præsentere japanerne for verdens dyreliv. I dag strækker haven sig over 14 hektar midt i Ueno Park og huser omkring 3000 dyr fordelt på 400 arter. Den mest berømte beboer er uden tvivl kæmpepandaen, som siden 1970'erne har været havens hovedattraktion og et symbol på det japansk-kinesiske venskab.

Haven er opdelt i to hovedområder forbundet af en bro over en gade, og hver sektion har sit eget præg. Vestdelen rummer pandaanlægget sammen med de afrikanske og asiatiske dyr, mens østdelen byder på japanske arter som den sjældne tankantelope og den endemiske japanske makak. Et fem-etagers pagode-monument fra 1600-tallet dukker uventet op mellem anlæggene og minder om stedets historie som tempelgrund. Det specielt designede Gorilla Woods skaber en naturtro regnskovsatmosfære, mens det historiske elefanthus fra 1911 står bevaret som eksempel på tidlig zoologisk arkitektur. Havens veteranbygninger og traditionelle japanske elementer giver oplevelsen et særligt kulturhistorisk lag.

Zojoji templet blev grundlagt i 1393 og fungerede som Tokugawa-shogunatets hovedtempel fra begyndelsen af 1600-tallet. Seks af de femten Tokugawa-shoguner ligger begravet her, hvilket gjorde templet til et magtens religiøse centrum gennem over 250 år. Den massive hovedport, Sangedatsumon fra 1622, er Tokyos ældste bevarede træstruktur og en sjælden overlevende fra Edo-perioden. Templets nuværende hovedbygning blev genopført i 1974 efter ødelæggelse under Anden Verdenskrig, men beholder den traditionelle arkitektoniske form med sine karakteristiske røde søjler og svedne tagkonstruktioner.

Templets beliggenhed direkte ved foden af Tokyo Tower skaber en slående kontrast mellem det 333 meter høje ståltårn og det traditionelle tempelanlæg. Området omkring Daiden-hallen rummer hundredvis af små Jizo-statuer, børneguddomme iført røde hagesmække og strikket hovedtøj, der rejses til minde om ufødte og afdøde børn. Den store bronzeklokke fra 1673 vejer femten ton og regnes blandt Japans vigtigste historiske klokker. Bag hovedbygningen ligger shogunnernes gravanlæg, omgivet af sten-lanterner og gamle træer, der danner en uventet fredelig lomme midt i det moderne storbymiljø.

Nippon Budokan blev indviet i 1964 som kampkunstarena til judo-konkurrencerne under OL i Tokyo, men stedet skrev sig for alvor ind i kulturhistorien, da The Beatles optrådte her i juni 1966. Koncerterne udløste heftig debat i Japan, hvor traditionalister så det som en vanhelligelse at afholde rockmusik i en helligdom dedikeret til budokunster. Siden åbnede arenaen for internationale stjerner som Bob Dylan, Cheap Trick og Led Zeppelin, og i dag er et optræden i Budokan en prestigefyldt milepæl for både japanske og udenlandske musikere. Bygningen er opført efter tegninger af arkitekt Mamoru Yamada med et ottesidet grundplan inspireret af Yumedono-hallen i Horyuji-templet i Nara. Det karakteristiske tag i traditionel japansk stil, dækket med titanplader, krones af en gylden løgformet spir.

Arenaens indre rummelighed kan ændres alt efter arrangement og rummer mellem 10.000 og 14.000 mennesker. Sceneområdet ligger i centrum, omgivet af siddepladser på flere niveauer, hvilket skaber en intim atmosfære trods størrelsen. De store kalligrafiske skilte med stedet fulde navn – Nippon Budō-kan – hænger synligt over hovedindgangen. Selv når der ikke afholdes arrangementer, fungerer bygningen som et vartegn i Kitanomaru Park, hvor den traditionelle tagkonstruktion danner kontrast til Tokyo moderne skyline.

Rikugien regnes for en af Tokyos fineste eksempler på en traditionel japansk landskabshave fra Edo-perioden. Haven blev anlagt mellem 1695 og 1702 af Yanagisawa Yoshiyasu, en af shogun Tokugawa Tsunayoshis mest betroede rådgivere. Designet bygger på det klassiske princip om en vandringshave, hvor besøgende opdager nye scener og perspektiver ved hver drejning af stien. Navnet betyder "haven med de seks poesier" og refererer til 88 konkrete scener inspireret af berømte digte fra både japansk og kinesisk litteratur. Denne litterære dimension gør Rikugien til mere end en have - stedet fungerer som en tredimensional fortolkning af klassisk østasiatisk poesi.

Havens centrale sø omgives af kunstigt formede bakker, strategisk placerede sten og omhyggeligt beskårne kirsebær- og ahornstræer. To tehuse ligger diskret placeret langs stisystemet, begge med udkig over vandet og de omkringliggende landskabselementer. Om foråret trækker de hængende kirsebærtræer store menneskemængder, mens efterårets flammende ahornløv forvandler haven til et levende maleri i røde og guldgule nuancer. De stejle stier, små broer og nøje komponerede udsigter demonstrerer Edo-tidens sofistikerede havekunst. Mellem de moderne højhuse danner Rikugien en overraskende kontrast - en 300 år gammel oase hvor landskabsarkitektur og litterær tradition smelter sammen til en sammenhængende æstetisk oplevelse.

Sumida Aquarium åbnede i 2012 i Tokyo Skytrees fodstok som et moderne byakvarium med en anderledes tilgang. Mens traditionelle japanske akvarier ofte fokuserer på arter fra fjerne have, er samlingen her bygget op omkring Tokyos egen vandverden - fra flodens mundingsområde til de omkringliggende farvande. Designet bryder med konventionelle akvarierum ved at integrere åbne bassiner uden glas, så besøgende kan se dyrene oppefra. Det 350.000 liter store hovedbassin præsenterer en koralrev-rekonstruktion med rødflækkede rokker og havskildpadder, mens separate zoner viser livet i Ogasawara-øernes subtropiske farvande.

Det spektakulære jellyfish-galleri fremviser over ti arter i specialdesignede tanke med skiftende belysning, der fremhæver dyrenes næsten skulpturelle bevægelser. Et særskilt område er dedikeret til guldplettet sæl - en truet art fra det nordlige Stillehav - hvor glas-tunneler giver indblik i dyrenes undervandsadfærd. Pingvinekolonien lever i et åbent landskab uden adskillende ruder, hvilket skaber en usædvanlig nærhed. Akvariet har samarbejdet med japanske kunstnere om lysinstallationer, der komplementerer de levende udstillinger, og den samlede atmosfære hælder mere mod et moderne kunstmuseum end en klassisk zoologisk institution.

Yoyogi Park strækker sig over 54 hektar i hjertet af Tokyo og rummer et overraskende stykke japansk historie. Området fungerede som olympisk landsby under Tokyo-OL i 1964, men før det lå her en militærbase etableret af amerikanske besættelsesstyrker efter Anden Verdenskrig. Den brede græsslette, der i dag tiltrækker tusindvis af tokyoitter i weekenden, var engang eksercerplads. Parken åbnede i sin nuværende form i 1967 og er blevet byens uofficielle mødested for subkulturer, performere og familier.

Den centrale græsplæne udgør parkens naturlige epicenter, omgivet af ginkgo-træer, kirsebærtræer og metasequoia'er, der antænder landskabet i gyldne og røde nuancer om efteråret. Omkring stierne samles rockabilly-dansere i læderjakkesæt, trommeslagsgrupper og kunstnere, mens cosplay-entusiaster mødes ved Harajuku-indgangen. Et stiliseret vandfald og en lille japansk have med stenbro danner en roligere kontrast til den pulserende aktivitet på græsset. Om foråret forvandler 700 kirsebærtræer parken til et af byens mest populære hanami-steder, hvor mennesker bredt piknikpresenninger under blomstrende grene.

Nezu-helligdommen blev grundlagt i 1705 under shogun Tokugawa Tsunayoshi og er et sjældent eksempel på en shinto-helligdom, der har overlevet både jordskælv og krigshandlinger næsten intakt. De tyve bygninger, herunder hovedhallen og to porte, er alle originale fra Edo-perioden og står i dag som nationalt udpegede kulturgoder. Arkitekturen repræsenterer gongen-zukuri-stilen med dens karakteristiske forbindelsesgang mellem bede- og hovedhallen, dekoreret med forgyldt træskæring og lakerede detaljer i rødt, sort og guld. Stedet fungerede som ritual-sted for shogunfamilien og bærer præg af den politiske magt, der lå bag dets opførelse.

Komplekset ligger indlejret i et naturområde, hvor en labyrintisk tunnel af tusindvis af røde torii-porte fører gennem området under azalea-festivalen i april og maj, når over 3.000 azalea-buske blomstrer i lyserøde og hvide nuancer. Stien med torii-portene strækker sig langs skråningerne og skaber en næsten hypnotisk rytme af skygge og lys. Hinsides portene ligger et stille vandhul omgivet af gamle træer, hvor skildpadder soler sig på stenene. Helligdommens beliggenhed i det rolige Yanesen-kvarter gør den til en markant kontrast til Tokyos travle centrum, selvom den ligger centralt placeret.