Seværdigheder i Madrid

Prado-museet rummer en af verdens fineste samlinger af europæisk kunst fra 1100- til 1800-tallet og står som Spaniens vigtigste kunstmuseum. Bygningen blev oprindeligt opført i 1785 som naturhistorisk museum efter tegninger af arkitekten Juan de Villanueva i neoklassicistisk stil. Det var først i 1819, at kong Ferdinand VII omdannede bygningen til et kunstmuseum med hovedvægt på den spanske kongefamiliens omfattende malerisamling. Den imposante facade med korintiske søjler og den karakteristiske rotunde afspejler oplysningstidens idealer om videnskab og kultur.

Samlingen spænder over mere end 8.000 malerier, hvoraf knap 2.000 er udstillet permanent. Museets hjerte er de spanske mestre: Velázquez' "Las Meninas" og "Hofets dværge", Goyas mørke "Saturn der æder sit barn" samt Murillos religiøse værker fylder hele sale. Flamske og italienske mestre som Hieronymus Bosch, Titian, Rubens og Tintoretto er repræsenteret med centrale værker. De lange gallerier med højt til loftet skaber et næsten overdådigt indtryk, når lyset falder ind gennem de store vinduer og belyser guldrammerne. Særligt Goya-samlingen med både hans lyse hoffresker og de dystre "Sorte malerier" viser kunstnerens udvikling gennem turbulente historiske perioder.

Puerta del Sol markerer det geografiske centrum af både Madrid og hele Spanien. Den halvcirkelformede plads opstod i 1500-tallet, da byens østlige port blev revet ned for at skabe plads til vækst. Navnet, der betyder Solens Port, stammer fra et solmotiv, der prydede den oprindelige port. I dag fungerer pladsen som et pulserende mødested, hvor Madrids historiske og moderne identitet mødes. Den røde teglbygning på pladsens sydside, der tidligere husede postvæsenet, bærer et ur, hvis klokkeslag hvert nytår markerer den nationale nedtælling, når millioner af spaniere samles foran fjernsynet for at synkronisere deres tolv nytårsdruer.

Pladsens brosten har været vidne til centrale øjeblikke i Spaniens historie, fra opstande mod Napoleon til demokratiske demonstrationer. Statuen af Karl III på hesteryg står på pladsens østside som påmindelse om kongen, der moderniserede byen i 1700-tallet. Den berømte bjørn ved jordbærtræet, Madrids våbenskjold, realiseret i bronze, troner ved nordøstsiden og fungerer som fast mødested. I brostenene ved Casa de Correos findes Kilometer Nul-plaketten, hvorfra alle Spaniens nationale veje måles – et konkret bevis på pladsens status som landets absolutte centrum.

Palacio Real er Europas største kongeslot målt i areal, bygget på ruinerne af den mauriske Alcázar-fæstning, der brændte ned i 1734. Filip V beordrede det nye slot opført i italiensk baroks pragt, og resultatet blev et kolossalt byggeri med over 3.000 rum, indviet i 1755. Slottet fungerede som kongelig residens indtil 1931 og bruges i dag udelukkende til statslige ceremonier, mens den spanske kongefamilie bor andre steder. Den massive facade af hvid Colmenar-kalksten og granitdetaljer dominerer Plaza de la Armería og giver slottet dets karakteristiske lyse udseende.

Gennemgangen af slottets værelser afslører en ekstraordinær samling af kunst og kunsthåndværk. Tronrummet pranges af Tiepolo-fresker og original 1700-talsindretning, mens Porcelænssalen er fuldstændig beklædt med gulv-til-loft-keramikdekorationer fra Buen Retiro-fabrikken. Spejlsalen med sine venetianske spejle og forgyldte stukkaturer demonstrerer periodens fascination af lys og refleksion. Slottets våbensamling omfatter rustninger og sværd fra Karl Vs tid, og biblioteket rummer en sjælden samling af manuskripter og partiturer. Udsigten fra slottets vestside over Casa de Campo-parken og Manzanares-dalen er særligt imponerende ved solnedgang, når det kastilianske landskab farves orange.

Retiroparken strækker sig over 125 hektar i det centrale Madrid og fungerer som byens grønne lunge siden 1868, da den blev åbnet for offentligheden. Oprindeligt anlagt i 1630'erne som privat lysthave for kong Filip IV, bærer parken stadig præg af sin kongelige fortid med monumentale skulpturer, klassiske søjlegange og formelle haveanlæg. Den kunstige sø Estanque Grande danner parkens hjerte med det monumentale Alfonso XII-monument på den østlige bred - en 30 meter høj halvcirkelformet kolonnade med bronzeløver og rytterstatue, rejst i 1922.

Blandt trærækkerne og grusgangene dukker arkitektoniske overraskelser frem: Palacio de Cristal, et luftigt glaspalads fra 1887 inspireret af Londons Crystal Palace, spejler sig i sin egen lille sø og huser skiftende kunstudstillinger. Længere mod nord står Palacio de Velázquez, opført til samme verdensudstilling, med sin murstensfacade og jernkonstruktion. Rosenhaven ved den sydlige del blomstrer med tusindvis af roser i klassiske geometriske mønstre, mens den faldefærdige Fuente del Ángel Caído - verdens eneste offentlige skulptur dedikeret til Lucifer - rejser sig i præcis 666 meters højde over havet. Statuer af forfattere, konger og mytologiske figurer befolker stisystemet mellem plataner og cypresser.

Plaza Mayor har været vidne til alt fra kongelige bryllupper og helgenfester til autodaféer og offentlige henrettelser gennem fire århundreder. Den monumentale plads blev indviet i 1620 under kong Filip III, hvis bronzestatue til hest stadig dominerer det centrale område. De karakteristiske murstensrøde facader strækker sig 129 meter i længden og 94 meter i bredden, indrammet af ens balkonhuse på fire etager med tilsammen 237 støttebuede balkoner. Arkitekten Juan de Villanueva genopførte pladsen efter en brand i 1790 og skabte den harmoniske helhed, der kendetegner stedet i dag. Casa de la Panadería på nordsiden er dekoreret med allegoriske fresker, der blev malet i 1992 af Carlos Franco.

Plaza Mayor fungerer stadig som byens levende midte, hvor torvehandlere stiller boder op under de 159 buegange, der omgiver pladsen. På klare dage samles madrilenere og besøgende i skyggen af de høje bygninger, mens gadekunstnere holder underholdning på de slåede fliser. De ni indgangsporte mellem bygningerne bærer historiske navne som Arco de Cuchilleros og binder pladsen sammen med de omkringliggende gader i det gamle Madrid. Særligt fascinerende er de fire hjørnetårne med spidse tage, der bryder den ellers strenge symmetri og minder om den oprindelige habsburgske arkitektur.

Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía indtager en bygning, der oprindeligt tjente som hospital fra 1788 til 1986. Den neoklassicistiske facade med sine strengt symmetriske linjer danner en overraskende ramme om Spaniens vigtigste samling af moderne og samtidskunst. Arkitekterne Jean Nouvel og Ian Ritchie tilføjede tre glas- og ståltårne i 2005, der skaber en spændende kontrast til den historiske struktur. Museets navn hylder dronning Sofía, der indviede institutionen i 1992 som nationalt kunstcenter med fokus på spansk kunst fra slutningen af 1800-tallet til nutiden.

Pablo Picassos monumentale "Guernica" fra 1937 udgør samlingens absolutte hovedværk. Det 3,5 meter høje og næsten 8 meter brede lærred skildrer bombardementet af den baskiske by under den spanske borgerkrig med en intensitet, der stadig griber beskueren. Værket hænger i sin egen sal omgivet af preparatoriske tegninger og dokumentation, der viser maleriets tilblivelse. Ud over Picasso rummer museet betydelige værker af Joan Miró og Salvador Dalí samt repræsentative eksempler på international surrealisme og abstrakt kunst. De renoverede udstillingssale på fjerde etage byder på panoramaudsigt over Madrids tage, hvor museernes glastårne fungerer som lyskasser i byens silhuet.

Gran Vía skærer sig gennem Madrids centrum som byens svar på Broadway – en 1,3 kilometer lang prestigegade, der blev anlagt mellem 1910 og 1931 som symbol på Spaniens moderne ambitioner. Projektet krævede nedrivning af 300 bygninger og fundamentalt omformede det centrale Madrid. Gadens bredde og monumentale arkitektur var tænkt som et opgør med den gammeldags bystruktur, og resultatet blev en parade af art deco-paladser, neobarokke stormagasiner og eklektiske facader, der konkurrerer om opmærksomhed. Metropolis-bygningen fra 1911 markerer stadig gadens østlige begyndelse med sin karakteristiske kuppeludsmykning, kronet af den bevingede sejrsgudinde.

Arkitekturen skifter karakter fra afsnit til afsnit. Telefónica-bygningen rejser sig 88 meter over gadeplan som Spaniens første skyskraber fra 1929, mens Edificio Carrión med sit ikoniske Schweppes-skilt fra 1950'erne er blevet et visuelt vartegn. Facaderne rummer et katalog over tidlige 1900-talsstilarter: franske mansardtage møder wienersk secessionsdekor, amerikanske art deco-elementer blander sig med spanske barokdetaljer. Teatrene langs strækningen – Teatro Lope de Vega og Coliseum blandt andre – har fastholdt gadens rolle som kulturel pulsåre siden åbningen, og de belyste facader og markiser skaber stadig en teatralsk stemning efter mørkets frembrud.

Thyssen-Bornemisza Museet opstod af en af kunsthistoriens mest omfattende private samlinger. Baron Heinrich Thyssen-Bornemisza begyndte i 1920'erne at opbygge en kunstsamling, der skulle konkurrere med Europas kongelige kollektioner. Hans søn, Baron Hans Heinrich, fortsatte familiens passion og udvidede samlingen til næsten 1.600 værker. Da den spanske stat i 1993 erhvervede samlingen, blev det 18. århundredes Palacio de Villahermosa omdannet til museum. Familien Thyssen-Bornemisza havde gennem tre generationer samlet værker, der dækker vestlig kunsthistorie fra 1200-tallet til slutningen af det 20. århundrede - en bredde ingen anden privatsamling kan matche.

Museets permanente udstilling strækker sig kronologisk gennem tre etager og spænder fra tidlig italiensk renæssance til moderne kubisme og popkunst. Blandt højdepunkterne finder man Giovanni Bellinis portrætter, Caravaggios dramatiske chiaroscuro-malerier og Rembrandts ærlige selvportrætter. Den amerikanske kunstsektion inkluderer sjældne værker af Edward Hopper og Georgia O'Keeffe. Særligt bemærkelsesværdigt er museets impressionistiske samling med malerier af Monet, Renoir og Degas. De lyse, højloftede sale i palæet giver kunsten rum til at ånde, mens museumsgæster kan følge kunsthistoriens udvikling gennem otte århundreder under ét tag.

Puerta de Alcalá troner midt i et af Madrids mest befærdede kryds som et grandios mindesmærke over Karl IIIs modernisering af hovedstaden i 1778. Den neoklassicistiske triumfbue blev tegnet af arkitekten Francesco Sabatini og erstattede en ældre byport fra 1500-tallet. Med sine 19,5 meter i højden og tre store bueåbninger i midten flankeret af to mindre rektangulære døre udstråler monumentet både elegance og magt. Konstruktionen markerede den østlige indgang til Madrid og skulle signalere kongens ambitioner om at transformere byen til en moderne europæisk hovedstad. Puerta de Alcalá var længe byens største triumfbue og fungerede som en faktisk byport indtil bymurene blev revet ned i 1860'erne.

Monumentets to sider er bemærkelsesværdigt forskellige i udsmykningen - den ene side prydet med relieffer af våbenskjolde og kransdekorationer, den anden mere enkelt udformet. Ioniske søjler bærer den øverste frise, hvor latinske inskriptioner hylder Karl III. Om aftenen belyses granitstenens beige nuancer, hvilket understreger de skulpturelle detaljer og de fire allegoriske skulpturer på toppen. Parken Retiro strækker sig umiddelbart bagved, og kombinationen af den historiske bue mod parkens grønne kulisse udgør et af byens mest fotograferede motiver. Selv i det moderne Madrid forbliver Puerta de Alcalá et symbol på byens kongelige fortid.

Plaza de Cibeles markerer det punkt, hvor fire af Madrids store boulevarder mødes i et arkitektonisk crescendo af neoklassicistisk grandeur. Pladsen fik sin nuværende form i slutningen af 1700-tallet som led i Kong Karl III's storstilede plan for at forvandle Madrid til en moderne europæisk hovedstad. Centrum domineres af Cibelesfontænen fra 1782, hvor den frugtbarhedsgudinde Cybele sidder på en vogn trukket af to løver – et værk af Ventura Rodríguez og Francisco Gutiérrez, der hurtigt blev byens officielle symbol. Real Madrids fans har i årtier samlet sig her for at fejre klubbens triumfer, hvilket har cementeret pladsens rolle som Madrids følelsesmæssige centrum.

Fire monumentale bygninger omkranser pladsen som hjørnesten i et barokt sceneri. Cibeles-paladset, opført som hovedpostkontor i 1919, tårner sig op mod øst med sin hvide facade og sit centrale tårn, der nu rummer rådhuset. Bank af Spanien indtager det sydøstlige hjørne med en massiv stenstruktur fra 1891, mens Linares-paladset fra 1873 danner en mere intim nordøstlig kontrast. Buenavista-paladset fra 1777 fuldfører kvartetten mod nord. Fontænens vandskulpturer lyser op om aftenen, og fra rådhuspaladsets tagterrasse åbner sig en panoramaudsigt over hele dette sammenhængende arkitektoniske helhedsværk.

Midt i en spansk park står et 2200 år gammelt egyptisk tempel — et af få af slagsen i Europa. Debod-templet blev oprindeligt bygget i Nubien omkring år 200 f.Kr., som en hyldest til guderne Amon og Isis. Da Assuan-dæmningen i 1960'erne truede med at ødelægge de nubiske monumenter, reddede Spanien flere templer fra oversvømmelse. Som tak donerede Egypten Debod-templet til Madrid i 1968, hvor det blev genopført sten for sten på en bakketop i Parque del Oeste. Templet er dermed et sjældent eksempel på, hvordan international diplomati kan bevare verdenskulturarv.

Konstruktionen består af en række kamre og portaler med originale hieroglyffer og relieffer, der fortæller historier om farao Adikhalamani og guddommelige offerhandlinger. Besøgende kan gå gennem templets indre rum, hvor dæmpet belysning fremhæver de ældgamle inskriptioner i sandsten. Om aftenen kaster flombelysningen dramatiske skygger på facaden, mens refleksionen i den omgivende vandspejling giver templet en næsten scenografisk karakter. Fra terrasserne omkring bygningen åbner sig et panoramisk udsyn over Madrid med Casa de Campo i horisonten — en uventet kontrast mellem gammelegyptisk arkitektur og moderne spansk storbyliv.

Plaza de Toros de Las Ventas står som verdens mest prestigefyldte tyrefægtningsarena og et monumentalt eksempel på neomudejar-arkitektur. Arenaen åbnede i 1931 efter otte års byggeri og kunne rumme 23.798 tilskuere, hvilket gjorde den til den tredjestørste tyrefægtningsarena globalt. Arkitekt José Espeliú skabte et imponerende murstensbyggeri med keramiske detaljer i blåt og hvidt, hvor hesteskoformede buegange og dekorative fliser spejler maurisk arkitektur. Facadens ornamentale udsmykning kombinerer traditionel spansk håndværkskunst med modernistiske linjer, og det 65 meter brede offentlige galleri omkring bygningen fungerer som en arkitektonisk promenade.

Arenaens interiør afslører en cirkelrund kampplads på præcis 60 meter i diameter, omgivet af tætpakkede tribuner i fire niveauer. Kapellet i arenakomplekset bærer vidnesbyrd om tyrefægtningens religiøse dimension, mens det tilhørende museum udstiller kostumer broderet med guldtråd, historiske plakater og malerier af legendariske matadorer. Keramiske portrætter af berømte tyrefægtere pryder arenagangene, og samlingen af capes og muletas fortæller om traditioner, der strækker sig århundreder tilbage. Selvom tyrefægtning i dag er omstridt, forbliver Las Ventas et centralt kulturhistorisk monument i Madrid.

Santiago Bernabéu står som et monument over Real Madrids storhedstid og europæisk fodboldhistorie. Stadionet åbnede i 1947 under navnet Nuevo Estadio Chamartín, men blev året efter omdøbt til ære for klubbens legendariske præsident Santiago Bernabéu, der transformerede Real Madrid til en global sportsorganisation. Med plads til over 81.000 tilskuere er anlægget et af Europas mest imponerende arenaer. Den gennemgribende modernisering, som pågik frem til 2023, har givet stadionet et futuristisk ydre med en metalomspændt facade, der lyser op om natten og skaber et markant vartegn i Madrids bylandskab.

Besøgende får adgang til spillertunnelen, hvor Real Madrid-legender som Di Stéfano, Zidane og Ronaldo har betrådt græsset før afgørende kampe. Trofæmuseet fremviser klubbens imponerende samling af 14 Champions League-pokaler sammen med utallige nationale titler og individuelle priser. Præsidentlogen og VIP-faciliteterne demonstrerer den glamour, der omgiver europæisk topfodbold, mens udsigten fra de øverste rækker giver perspektiv på anlæggets volumen. Stadionet huser også en interaktiv udstilling med historiske spillertrøjer, kampbolde fra afgørende finaler og multimedieinstallationer, der fortæller Real Madrids udvikling fra lokal fodboldklub til global institution.

Kong Carlos III beordrede i 1781 Spaniens vigtigste botaniske samling flyttet fra flodbredden til dens nuværende placering ved Prado-museet. Resultatet blev en videnskabelig have tegnet af arkitekterne Francesco Sabatini og Juan de Villanueva, hvis klassiske layout med terrasser og geometriske bed afspejler oplysningstidens tro på orden og klassifikation. Haven blev hurtigt centrum for botanisk forskning, da Spanien hentede plantearter hjem fra sine oversøiske kolonier. I dag rummer samlingen over 5.000 levende plantearter fordelt på otte hektar.

Besøgende mødes af en have struktureret i tre hovedterrasser, der hver repræsenterer forskellige klimazoner og plantefamilier. Drivhusene fra 1800-tallet husner tropiske og subtropiske arter, mens rosenhaven blomstrer med over 400 sorter. Et særligt højdepunkt er samlingen af bonsai-træer og den historiske herbar med pressede planter fra 1700-tallets ekspeditioner til Amerika og Stillehavet. Haven fungerer stadig som forskningsinstitution under Det Spanske Videnskabsakademi, hvilket ses i de detaljerede latinske skilte ved hver plante. Om foråret sprænger de japanske kirsebærtræer ud i blomst, mens sommeren bringer duftende lavendel og salvie til live i middelhavssektionen.

Parque del Oeste strækker sig langs Madrids vestlige kant som en grøn kile mellem byens pulserende centrum og universitetskvarteret. Parken blev anlagt i begyndelsen af 1900-tallet efter planer af landscape-arkitekt Celedonio Rodrigáñez, der ønskede at skabe et naturligt modstykke til de formelle kongelige haver. Under den spanske borgerkrig blev området hårdt medtaget og fungerede som forsvarslinje, hvilket efterlod dybe ar i landskabet. I 1950'erne blev parken genopbygget og udvidet med bl.a. det egyptiske Debod-templet, der blev skænket til Spanien som tak for hjælp ved reddelsen af monumenter under Aswan-dæmningens konstruktion.

Fra parkens øverste punkt åbner der sig et panorama over Casa de Campo og byens vestlige skyline. Sti-systemet bugter sig gennem skrånende græsplæner og tætte lunde af pinjetre og akacietræer, mens rosenhaven mod nord rummer over 500 forskellige sorter. Det egyptiske tempel står på et plateau nær parkens nordlige hjørne, hvor solnedgangen farver sandstenen gyldent. Teleférico-kabelbanen glider stille hen over trætoppene på sin rute mod Casa de Campo, mens lokale benytter de skyggende stier til løbeture og picnic. Parkens uformelle karakter og variation i terrænet giver en rå kontrast til de stramt klippede hække i Retiro-parken.

Real Madrid Museum ligger indlejret i Santiago Bernabéu-stadion, hjemsted for en af fodboldhistoriens mest vindende klubber. Siden grundlæggelsen i 1902 har Real Madrid samlet 14 Champions League-titler og 35 spanske mesterskaber – en præstationsliste der matcher få andre sportsklubber i verden. Museet åbnede i 1996 og er blevet et centralt sted for at forstå, hvordan en fodboldklub har kunnet forme både spansk og europæisk sportskultur gennem mere end et århundrede. Samlingerne dokumenterer perioder med både triumfer og nedture og hvordan klubben har navigeret gennem Spaniens turbulente 1900-tallet.

Besøgende mødes af et imponerende galleri fyldt med originale trofæer i glas og metal – fra de første mesterskabspokaler til de seneste europæiske triumfer. Særligt indtryksvækkende er salen dedikeret til legenderne: Alfredo Di Stéfano, Ferenc Puskás og Zinedine Zidane portrætteres gennem matchtrøjer, personlige ejendele og filmklip fra afgørende kampe. En interaktiv sektion giver adgang til historiske højdepunkter, mens en separat udstilling viser klubbens udvikling fra lokalt akademi til global sportsorganisation. Fra museets vinduer åbner sig panoramaudsigt over stadionets massivt renoverede struktur – et arkitektonisk vidnesbyrd om moderne sportsanlægs transformation.

Det Nationale Arkæologiske Museum rummer Spaniens mest omfattende samling af oldtidsfund og strækker sig fra forhistorisk tid til det 19. århundrede. Museet blev grundlagt i 1867 af Isabella II og har siden fungeret som hukommelsesbank for den iberiske halvøens kulturhistorie. Bygningen på Calle de Serrano gennemgik en gennemgribende renovering i 2014, hvor modernistisk arkitektur blev forenet med de oprindelige klassicistiske facader. Med mere end 13.000 udstillede objekter fordelt over tre etager tilbyder museet et sjældent dybdegående kig ind i civilisationer, der har formet halvøen gennem årtusinder.

Samlingen spænder fra iberiske skulpturer som Dama de Elche – en kalkstensbyste fra 400-tallet f.Kr. med påfaldende detaljeret hovedbeklædning – til vestgotiske kroneskatte fundet i Guarrazar ved Toledo. De romerske mosaikker fra 200-tallet fylder hele gulvflader og viser mytologiske scener i forbløffende intakte farver. I den egyptiske afdeling finder man mumier og sarkofager bragt til Madrid i 1800-tallet, mens den græske samling omfatter keramik og bronzearbejder, der illustrerer handelsforbindelser på tværs af Middelhavet. Museets møntsamling tæller over 300.000 eksemplarer og dokumenterer økonomiske systemer fra antikken til nutiden.

Teleférico de Madrid har svævet over den spanske hovedstad siden 1969 og forbinder Paseo del Pintor Rosales med Casa de Campo-parken. Den 2,5 kilometer lange svævebane blev oprindelig bygget som et moderne transportmiddel, men har siden etableret sig som et af byens mest populære udsigtspunkter. Fra de 40 gondoler i 40 meters højde åbner sig et panorama over Madrids tage, parker og monumenter - fra Kongeslottet i vest til de fjerne Guadarrama-bjerge mod nord.

Turen tager elleve minutter hver vej og glider stille hen over trætoppene i Casa de Campo, Spaniens største bypark. Særligt mod vest bliver udsigten slående, når gondolerne når deres højeste punkt over parkens grønne områder. På den modsatte side af dalen tegner Madrids moderne skyline sig med dens markante kontortårne, mens den historiske bykerne breder sig med sine karakteristiske terracotta-tage. Solnedgangstimerne forvandler lyset over byen, og de åbne landskaber mod Guadarrama-bjergene skaber en overraskende kontrast til forestillingen om Madrid som en ren storbymegalopolis.

Basilikaen San Francisco el Grande rejser sig på La Latinas højeste punkt med en kuppel, der med sine 33 meter i diameter overgår både Pantheon i Paris og Invalidedomen. Bygningen blev indviet i 1784 efter mere end 20 års arbejde under arkitekt Francesco Sabatini, som skabte et neoklassicistisk mesterværk på fundamentet af et middelalderligt franciskanerkloster fra 1200-tallet. Carlos III ønskede et monument, der kunne måle sig med Europas største kirker, og resultatet blev en af kontinentets mest imponerende religiøse bygninger – selv om den forblev relativt ukendt for turister indtil en omfattende restaurering i 1980'erne.

Besøgende træder ind i et rum domineret af den cirkulære hovedkirke, hvor den monumentale kuppel er dekoreret med fresker af syv spanske malere fra 1800-tallet. Basilikaens egentlige skat findes i de seks sidekapeller, hvor værker af Zurbarán og Goya pryder væggene. I Capilla de San Bernardino de Siena hænger Goyas tidlige maleri fra 1781, hvor den unge kunstner inkluderede sit eget portræt blandt de hellige. Kirkens pragtfulde marmor, gyldne dekorationer og barokke alterbordet i hovedalteret skaber et næsten overvældende indtryk af kunstnerisk rigdom, og de massive egetræsdøre ved indgangen er blandt de største i Spanien.

San Miguel-kirken ligger gemt mellem de smalle gader i Madrids historiske centrum som et barokt arkitektonisk eksperiment. Bygget mellem 1739 og 1745 af den italienske arkitekt Santiago Bonavía repræsenterer kirken en sjælden konveks facade i spansk arkitektur – en udbuet front der skiller sig markant ud fra tidens typiske flade kirkefacader. Den oprindelige kirkebygning brændte i 1790, men blev genopført og tjener i dag som en af byens mest markante barokkirker, finansieret af ærkebiskoppen af Toledo.

Facadens dramatiske kurve leder blikket op mod tårnet, mens selve kirkeinteriøret overrasker med et ovalt grundplan og en kuppel der hæver sig 33 meter over gulvet. De fire store fresker af Antonio González Velázquez dominerer kuppelrummet, mens Antonio Palominos malerier og flere skulpturer af Robert Michel tilføjer kunstnerisk tyngde. Særligt bemærkelsesværdigt er højalteret med dets baldakin i rokokostil, flankeret af marmorkolonner. Kirken fungerer fortsat som sognekirke, men åbner regelmæssigt for besøgende der ønsker at opleve dette mindre kendte eksempel på italiensk barok i hjertet af Madrid.