Seværdigheder i Rom

Colosseum stod færdigt i år 80 e.Kr. efter otte års byggetid under kejser Vespasian og hans søn Titus. Det 48 meter høje amfiteater blev indviet med 100 dages spil, hvor tusindvis af gladiatorer og eksotiske dyr fandt døden til folkets underholdning. Bygningen rummede op til 50.000 tilskuere fordelt på fire etager, hvor samfundets hierarki afspejlede sig i sædearrangementet. De 80 nummererede indgange sikrede en effektiv strøm af mennesker, og et sofistikeret system af faldlemme og elevatorer bragte gladiatorer og dyr op fra de underjordiske gange til arenaens sandgulv.

Mellem de næsten to tusind år gamle mure bliver fortiden håndgribelig. De underjordiske korridorer, hypogæet, ligger nu blotlagt og viser labyrinten af passager, hvor mænd og dyr ventede på kampsignalet. Arenaens rekonstruerede gulv giver en fornemmelse af det panorama, tilskuerne så fra rækkerne ovenfor. Marmorblokke, travertinsøjler og rester af det oprindelige facadesystem tegner et billede af romersk byggekunst på sit højeste niveau. Solstråler, der falder gennem de åbne buer, skaber skiftende skyggemønstre på stenoverfladen, mens mågernes skrigende cirkler over ruinen minder om tidens gang siden Roms storhedstid.

Peterskirken er renæssancens største triumf og kristenhedens mest ambitiøse bygningsværk. Byggeriet strakte sig over 120 år fra 1506 til 1626 og involverede tidens største mestre – Bramante tegnede grundplanen, Michelangelo skabte den ikoniske kuppel, og Bernini formgav den omfattende forplads. Kirken rejser sig over Petersgraven, hvor apostlen ifølge traditionen blev begravet efter sin martyrdød omkring år 64. Den massive kuppel, der måler 136 meter i højden og 42 meter i diameter, dominerer Roms silhuet og har inspireret kuppelarkitektur verden over.

Kirkens indre rummer 45 altre, 11 kapeller og omkring 100 gravmæler. Michelangelos Pietà fra 1499 står i første kapel til højre – den eneste skulptur, kunstneren nogensinde signerede. Berninis 29 meter høje bronzebaldakin over hovedalteret hviler på spiralformede søjler og markerer graven under. Langs skibets midtergang angiver en messingindlægning længden af verdens andre store katedraler, og det bliver tydeligt, hvor monumentalt rummet er. Opgangen til kuppelens top fører gennem snævre vendeltrapper og forbi tætte passager, hvor murværkets tykkelse bliver synlig, før udsigten åbner sig over Vatikanet og Rom.

Vatikanmuseet rummer en af verdens mest omfattende kunstsamlinger, opbygget gennem mere end fem århundreder af pavelige indkøb og donationer. Det, der startede som pave Julius IIs private skulptursamling i begyndelsen af 1500-tallet, er vokset til et enormt kompleks af gallerier, sale og kapeller, der strækker sig over syv kilometer. Museerne omfatter alt fra oldtidens græske og romerske skulpturer til renæssancemalerier og moderne religiøs kunst. Samlingen afspejler kirkens position som en af Europas vigtigste kunstmæcener gennem historien.

Det Sixtinske Kapel udgør samlingens absolutte højdepunkt med Michelangelos verdensberømte loftsmalerier fra 1512 og hans monumentale Dommedag på altervæggen. Men museet byder på langt mere end dette ene kapel. Rafaels stanze viser renæssancemesterens fresker i fire på hinanden følgende sale, hvor Athenerskolen skildrer oldtidens filosoffer i idealiseret sammenhæng. Den spiralformede Bramante-trappe fører besøgende gennem komplekset, mens Galleria delle Carte Geografiche præsenterer detaljerede kort over den italienske halvø fra 1580'erne. Apoxyomenos-statuen og Laokoön-gruppen repræsenterer antikkens billedhuggerkunst på højeste niveau, bevaret gennem århundreder i pavernes beskyttelse.

Det Sixtinske Kapel fungerer som det pavelige privatkapel og er verdens mest berømte renæssancerum. Bygningen blev opført mellem 1473 og 1481 under pave Sixtus IV, men det er Michelangelos loftsmalerier fra 1508-1512, der har gjort kapellet verdensberømt. De ni centrale scener fra Skabelsesberetningen strækker sig over 500 kvadratmeter, og alene fresken af Adam og Guds berøring er blevet et af kunsthistoriens mest reproducerede motiver. Kapellet har også en anden funktion: Det er her kardinalerne samles i konklave for at vælge ny pave, isoleret fra omverdenen indtil hvid røg signalerer, at valget er truffet.

Loftsfreskerne dominerer rummet, men væggene rummer også mesterværker af Botticelli, Perugino og Ghirlandaio. Michelangelos altervægsfresko "Dommedag" fra 1536-1541 viser over 300 figurer i en dramatisk skildring af de fordømtes og de frelstes skæbne. Den usædvanlige højde på 20 meter gør indtryk, når hovedet bøjes bagover for at følge de bibelske fortællinger. Marmorskranken af Mino da Fiesole deler rummet i to dele og markerer grænsen mellem lægfolk og gejstlighed. Kapellets akustik er exceptionel – designet til paveligt kor uden instrumenter.

Pantheon står som antikkens bedst bevarede bygningsværk og et arkitektonisk vidunder, der fortsat forbløffer ingeniører verden over. Templet blev opført omkring år 126 e.Kr. under kejser Hadrian på resterne af en ældre bygning fra Marcus Agrippas tid. Den massive rotunde med sin fritstående kuppel er en teknisk bedrift uden sidestykke – kuppelspændet på 43,3 meter var verdens største i næsten to årtusinder. At bygningen blev omformet til kirke i år 609 reddede den fra plyndring og nedrivning, men mange originale bronzedetaljer forsvandt gennem århundrederne, blandt andet til Berninis baldakin i Peterskirken.

Inde i det kredsrunde rum møder besøgende en atmosfære af matematisk perfektion. Højden til kuplen er præcis lig med diameteren, hvilket skaber en harmonisk sfære. Sollyset strømmer ned gennem oculuset – det ni meter brede hul i toppen – og bevæger sig langsomt hen over de kassetterede vægge i løbet af dagen. De monokrome marmorfliser på gulvet viser stadig det antikke dræningssystem, der leder regnvand væk gennem små afløb. Langs væggene finder man gravmæler over Italiens første konger og kunstneren Rafael, mens de syv nicher mellem de korintiske søjler oprindeligt rummede statuer af planetguderne.

Nicola Salvi tegnede Roms mest fotograferede monument i 1732, men arkitekten nåede aldrig at se sit værk færdigt. Trevi-fontænen blev først indviet i 1762, og den 26 meter høje barokfacade står i dag som et af Europas mest imponerende vandkunstværker. Fontænen markerer endepunktet for Aqua Virgo, en romersk akvædukt fra år 19 f.Kr., der stadig forsyner anlægget med vand. Den dramatiske komposition forestiller havguden Oceanus på en muslingformet vogn, trukket af to havheste – den ene vild, den anden rolig – som symboliserer havets skiftende natur. Reliefferne i travertinmarmoren fortæller historien om den unge pige, der viste romerske soldater vejen til vandkilden.

Skulpturerne rager ud over bassinkanten med en teatralsk kraft, der får hele Piazza di Trevi til at virke som et barokt scenerum. Vandet vælder frem mellem klipperne i fontænens base og skaber en konstant lyd, der næsten overdøver byens trafik. Den traditionelle møntceremoni – kastet over skulderen ind i bassinet – har eksisteret siden 1950'erne og indsamler årligt millioner af euro til velgørende formål. Om aftenen fremhæver spotlights marmorens detaljer og får vanddråberne til at funkle mod den mørke himmel.

TEKST: Den Spanske Trappe blev indviet i 1725 som en monumental løsning på et praktisk problem: hvordan forbinde det spanske ambassadekvarter i lavlandet med den franske kirke Trinità dei Monti på toppen af bakken. Den franske diplomat Étienne Gueffier testamenterede midlerne til projektet allerede i 1723, men det tog årtier af diplomatiske tovtrækkerier mellem Frankrig og Spanien, før arkitekt Francesco de Sanctis kunne påbegynde arbejdet. Resultatet blev 135 travertinstrin fordelt over 12 afsatser, der slynger sig elegant opad i varierende bredder og skaber et dramatisk sceneri midt i byens hjerte.

Piazza di Spagna ved trappens fod domineres af Berninis fontæne Fontana della Barcaccia fra 1629, formet som en synkende båd – et genialt designvalg, der løste problemet med lavt vandtryk. Trappen selv fungerer som et socialt mødested, hvor lokalbefolkning og besøgende samles på trinene, særligt ved solnedgang, når lyset farver de ockergule facader gyldne. I maj overtræffer azaleaer trinene med deres sprængfarve, en tradition, der går tilbage til 1800-tallet. Fra toppen åbner sig et panoramaudsyn over Roms tage og kupler, mens obelisken Obelisco Sallustiano foran kirken tilføjer et ekstra dramatisk element til sceneriet.

Forum Romanum var centrum for det antikke Roms politiske, religiøse og kommercielle liv gennem mere end tusind år. Her blev love vedtaget, taler holdt og sejrherrer hyldet under triumftog ad Via Sacra, den hellige vej, der snoede sig gennem området. Ruinerne repræsenterer lag på lag af romersk historie – fra republikkens tidlige dage til imperiets storhedstid – og stedets betydning kan måles på, at ordet "forum" siden er blevet synonymt med offentlig debat. Den arkæologiske zone strækker sig over flere hektarer mellem Capitolium og Colosseum, med rester af templer, basilicaer og monumenter, der engang udgjorde hjerteslaget i verdens største imperium.

Mellem de antikke ruiner rejser sig markante strukturer som Septimius Severus' triumfbue fra år 203, Saturn-templets otte korintiske søjler og Vesta-templets cirkulære fundament, hvor jomfruer vogtede den hellige ild. Tiberius-buen markerer stadig Via Sacras forløb, mens Maxentius' basilicaers massive murrester demonstrerer den romerske byggekunsts skala. Fra området åbner sig panoramaudsigter til Palatinerhøjen, hvor kejserne residerede. Det uregelmæssige terræn og de fragmenterede strukturer tegner et komplekst billede af forskellige epoker, og de latinske inskriptioner på monumenterne forbinder direkte med begivenheder beskrevet af antikke historikere som Livius og Tacitus.

Piazza Navona ligger på fundamentet af det antikke Domitians stadion fra år 86 e.Kr., og pladsen har bevaret den karakteristiske langstrakte, ovale form fra atletikbanen, der engang rummede 30.000 tilskuere til væddeløb og atletikkonkurrencer. Under renæssancen omdannede pavestolen det forladte stadion til en repræsentativ plads, og i dag udgør de barokke paladser og fontæner et levende udtryk for 1600-tallets Rom. Fontana dei Quattro Fiumi fra 1651, tegnet af Bernini, dominerer pladsen med fire kolossale figurer, der symboliserer Nilfloden, Ganges, Donau og Rio de la Plata – verdens fire hjørner som pavedømmet så sig som centrum for.

Rundt om Berninis mesterværk strækker Francesco Borrominis kirke Sant'Agnese in Agone sig med sin hvide marmorfacade og tvillingetårne. Kirkens konkave facade står i dramatisk kontrast til Berninis skulpturelle fontæne, et resultat af de to arkitekters intense rivalitet. To mindre fontæner, Fontana del Moro mod syd og Fontana del Nettuno mod nord, afgrænser pladsen i begge ender. Pladsen fungerer stadig som et naturligt samlingspunkt, hvor kunstnere opstiller staffelier mellem kaféernes udendørsserveringer, og travertinstenene bærer spor af århundreders slidtage fra romerske fodtrin.

Engelsborg troner ved Tiberen som en massiv cylindrisk bastion, der gennem næsten to årtusinder har skiftet rolle fra kejserligt mausoleum til pavelig fæstning og fængsel. Kejser Hadrian lod monumentet opføre i år 139 som gravmæle for sig selv og sine efterfølgere, men bygningen fik sit nuværende navn i år 590, da pave Gregor den Store angiveligt så ærkeenglen Michael stå på toppen som tegn på, at en pestepidemi ville ophøre. Den befæstede gangbro Passetto di Borgo forbinder stadig borgen med Vatikanet og fungerer som flugtpassage for paver i nødssituationer. Gennem middelalderen blev monumentet omdannet til en uindtagelig fæstning med tykke ringmure og bastioner.

Inde i borgkomplekset venter en labyrint af sale og rum, der afspejler dets skiftende funktioner. Den spiralformede rampe fra Hadrianus' tid fører op gennem bygningens kerne, mens de overdådigt dekorerede pavestuer med fresker af Perino del Vaga viser renæssancens pragt. Fængselscellerne fortæller mørkere historier – her sad både Giordano Bruno og Benvenuto Cellini indespærret. Fra terrasserne på toppen åbner sig et panorama over hele byen med Peterskirken og de syv høje i fugleperspektiv, mens bronzeenglen knejser 20 meter over fortet.

Kapitolinske Museer rummer verdens ældste offentlige kunstsamling, grundlagt i 1471, da pave Sixtus IV donerede en række antikke bronzeskulpturer til det romerske folk. Museet strækker sig over tre palæer på Kapitoliumsbjerget, designet af Michelangelo i det 16. århundrede, og samlingen spænder fra etruskisk tid til barokken. Den spektakulære placering på den hellige Kapitolinerhøj, centrum for det antikke Roms religiøse og politiske magt, giver bygningerne en særlig betydning. Fra museets terrasse åbner sig et panoramisk udsyn over Forum Romanum, der gør besøget til en dobbelterfaring af kunst og byhistorie.

Den ikoniske bronzeskulptur af Capitolinsk Ulvinde, der dier Romulus og Remus, troner i Palazzo dei Conservatori sammen med den kolossale Marcus Aurelius-rytterstatue, som i århundreder stod på pladsen uden for. Pinacoteket rummer malerier af Caravaggio, Tizian og Rubens, mens Palazzo Nuovo viser klassiske skulpturer i marmorsale med udsigt over Michelangelos harmoniske piazza. Den underjordiske Galleria Lapidaria forbinder bygningerne gennem en tunnel under pladsen, hvor besøgende passerer mellem tusinder af antikke inskriptioner. Samlingen gør det muligt at følge Roms udvikling fra mytisk grundlæggelse til pavelig stormagtstid.

Kardinal Scipione Borghese samlede i starten af 1600-tallet på kunst med samme passion som hans onkel, pave Paul V, samlede på magt. Resultatet blev et af Roms mest ekstraordinære privatmuseer, bygget som en sommerresidens omgivet af havens cypresser og stenege. Villa Borghese rummer en koncentration af barokkunst, der matcher hele Vatikanets samlinger i intensitet, men i en langt mere intim skala. Bygningens facade med sine antikke relieffer og skulpturer signalerer allerede ved indgangen, at her gemmes skatte af sjælden kaliber.

Berninis marmorgrupper dominerer stueetagen med en dramatik, der får tidens teaterscener til at blegne. Apollon og Dafne fanger det øjeblik, hvor nymfen forvandler sig til laurbær, og hver detalje – fra hendes fingre, der bliver til grene, til barken, der breder sig over huden – vidner om billedhuggerens virtuositet. I de prægtige sale veksler skulpturerne med Caravaggios malerier, hvor lysets og skyggernes spil skaber samme intense nærvær som i Berninis marmor. Raffaels Gravlæggelsen og Titians Venus hænger side om side med adskillige andre mesterværker fra renæssancen, mens loftsfreskerne kaster forgyldte reflekser ned over mosaikgulvene.

Palazzo Massimo rummer en af Europas fineste samlinger af antik romersk kunst, spredt over fire etager i en elegant renæssancebygning nær hovedbanegården. Museet blev indviet i 1998 som en del af Museo Nazionale Romano og huser spektakulære fund fra udgravninger i og omkring Rom. Bygningen selv stammer fra 1800-tallet og fungerer som den perfekte ramme om skulpturer, mosaikker og fresker fra den klassiske oldtid. Samlingen spænder fra republikkens tid til senantikken og giver et usædvanligt detaljeret indblik i det daglige liv, religiøse ritualer og kunstneriske traditioner i det antikke Rom.

Stueetagen præsenterer en imponerende skulptursamling med portrætbuster af kejsere, filosoffer og almindelige romere. Ansigterne rummer en næsten fotografisk realisme, der bringer historiske personer fra historiebøgerne til live. På anden sal udstiller museet exceptionelt bevarede mosaikker og vægmalerier fra kejserlige villaer, herunder de berømte fresker fra Villa di Livia med deres overdådige havescener. Den øverste etage rummer en enestående samling af smykker, mønter og hverdagsgenstande i guld og sølv. De pragtfulde marmorgulve og stukdekorationer fra kejsertiden fortæller om en verden præget af raffinement og teknisk kunnen, der stadig forbløffer.

Kejser Trajan indviede dette monumentale forumskompleks i år 112 e.Kr. som Romerrigets mest ambitiøse byggeprojekt nogensinde. For at skabe plads til det 300 meter lange anlæg blev en hel bjergkam mellem Capitolium og Quirinalen gravet væk. Forummet strakte sig over 170 gange 95 meter og var omkranset af søjlegange, biblioteker og en gigantisk basilika med fem skibe. Trajansøjlen, der stadig rejser sig 38 meter over gulvniveau, bærer en 200 meter lang reliefspiral med over 2.500 figurer, der fortæller historien om erobringen af Dakien. Marmorsøjlen markerede præcis højden på den fjernede bjergtop.

Mellem Trajans Marked og Via dei Fori Imperiali fremstår ruinerne i flere niveauer. Basilica Ulpias fundamenter viser bygningens kolossale dimensioner, mens rester af de græske og latinske biblioteker flankerer Trajansøjlen. Marmorkolonner, oprindeligt importeret fra det østlige Middelhavsområde, ligger spredt mellem frilagte fundamenter og belægningsflader. Trajans Marked bag søjlen udgør en velbevaret murstensstruktur i seks etager, der fungerede som Roms kommercielle centrum. Fra flere punkter åbner sig panoramaudsigter over hele Forum Romanum. Den arkæologiske zone giver et enestående indblik i kejsertidens storslåede byplanlægning, hvor politisk propaganda og praktisk funktionalitet mødtes i monumental arkitektur.

Kejser Caracallas monumentale badeanlæg fra år 216 e.Kr. var oldtidens svar på et moderne velværecenter – bare i en skala, der gør nutidens spa til legetøjsudgaver. Komplekset kunne rumme 1.600 badegæster samtidig og strakte sig over 11 hektar med biblioteker, træningssale, svømmebassiner og haver. Badene fungerede som et socialt kraftcenter for det antikke Rom, hvor borgere på tværs af klasser mødtes, forhandlede og plejede både krop og sjæl. De massive rødstensruiner vidner om en civilisation, der prioriterede offentligt liv og arkitektonisk grandeur på niveau med religiøse monumenter.

Ruinerne af caldarium, det varme bad, rejser sig stadig 30 meter over terrænet med fragmenter af de oprindelige mosaikker synlige i murværket. De kolossale hvælvinger demonstrerer romersk byggeteknik på sin mest ambitiøse – konstruktionerne inspirerede renæssancens arkitekter tusind år senere. Besøgende kan vandre gennem labyrinten af underjordiske gange, hvor slaver engang fodrede de massive ovne med træ for at opvarme de tusindvis af ton vand. På varme sommeraftener fungerer det atmosfæriske anlæg som scene for operaforestillinger, hvor kulissen af antikke mure tilføjer drama til forestillingerne.

Piazza del Popolo har i århundreder fungeret som Roms nordlige indgangsportal, hvor pilgrimme og rejsende første gang mødte den evige stad. Pladsen fik sit nuværende ansigt i begyndelsen af 1800-tallet, da arkitekt Giuseppe Valadier omdannede det middelalderlige rum til et neoklassicistisk mesterværk. Den ovale form omkranses af travertinmure og karakteristiske stenløver, der spyer vand ned i de lavere bassiner. I pladsens centrum rejser Flaminio-obelisken sig 24 meter mod himlen – oprindeligt hugget i Egypten for over 3.000 år siden og bragt til Rom af kejser Augustus. De symmetrisk placerede tvillingkirker, Santa Maria in Montesanto og Santa Maria dei Miracoli, flankerer Via del Corso og skaber en teatralsk indramning af byens hovedstrøg.

Santa Maria del Popolo, pladsens ældste kirke fra 1400-tallet, rummer kunstskatte af Caravaggio, Bernini og Raphael. Kirkens Cerasi-kapel gemmer to af Caravaggios mest dramatiske værker, hvor kunstnerens karakteristiske lysspil understreger apostlenes martyrium. Fra pladsens nordlige kant fører en bred trappe op til Pincio-terrassen, hvor udsigten folder sig ud over hustagene hen mod Vatikanet og Pantheons kuppel. Om eftermiddagen samles romere og besøgende ved de to fontæner, mens lyset kaster lange skygger hen over pladsen og fremhæver obeliskens hieroglyffer.

Circus Maximus var oldtidens største væddeløbsbane og kunne rumme op til 250.000 tilskuere - næsten en fjerdedel af Roms befolkning på kejsertiden. Mellem Palatinerhøjen og Aventinerhøjen strakte den 600 meter lange arena sig, hvor vognløb kunne afgøre politiske skæbner og gøre vognkørere til millionærer på niveau med dagens sportsstjerner. Anlagt allerede i det 6. århundrede før Kristus blev banen løbende udbygget med marmordekorationer, forgyldte statuer og en 25 meter høj obelisk midt i arenaen - samme obelisk, der nu står på Piazza del Popolo. Julius Cæsar udvidede banen, Augustus tilføjede den kejserlige loge, og Nero byggede sit enorme palads med direkte adgang til tribunerne.

Den enorme græsslette virker til at begynde med uimponerende sammenlignet med Colosseum eller Forum Romanum. Men netop det tomme rum tydeliggør den utrolige dimension - det kræver en gåtur på næsten ti minutter at følge hele banens længde. Få fundamentsrester i den ene ende antyder de massive konstruktioner, der engang løb hele vejen rundt. Fra Palatinerhøjens terrasser bliver målestokken tydelig: ned mod den grønne dal kan man forestille sig de tusindvis af tilskuere, vognenes drøn og støvskyen, der hang over kampene. Området fungerer i dag som et frirum midt i byen, men historien ligger blot få centimeter under græsset.

Santa Maria i Aracoeli troner øverst på Capitolium, Roms mindste af de syv høje, og er opført på det sted, hvor Augustus ifølge legenden fik en vision af Jomfru Maria. Kirken har siden middelalderen været centrum for byens religiøse og politiske liv, og den 124-trins lange marmortrappe fra 1348 blev bygget som tak for, at Rom blev skånet under den sorte pest. Bag den uanselige teglstensfacade gemmer sig en af Roms rigeste kirkeinteriør med 22 genanvendte antikke søjler, hver med sin egen historie fra kejsertidens templer og paladser.

Gulvet er et pragtfuldt eksempel på cosmatesk arbejde fra 1200-tallet, hvor millioner af små marmorstykker danner geometriske mønstre i guld, grønt og rødt. I det nordlige sideskib finder man Pinturicchios berømte fresker fra 1480'erne, der skildrer scener fra den hellige Bernardinos liv med en detaljering og farvekraft, der stadig imponerer. Det forgyldte renæssanceloft fra 1575 fejrer sejren ved Lepanto, mens kirkens hovedrelikvie - en træfigur af Jesusbarnet fra det 15. århundrede - tidligere modtog pilgrimme fra hele Europa. Fra kirkepladsen åbner sig et panoramaudsyn over Forum Romanum og ud over den moderne by.

Konstantinbuen rejser sig som et 25 meter højt triumfmonument ved foden af Palatinhøjen, opført i året 315 e.Kr. til minde om Konstantin den Stores sejr over Maxentius ved Milviske Bro. Buen markerede et vendepunkt i romersk historie, ikke blot militært, men også religiøst, da Konstantin kort efter gjorde kristendommen til en accepteret religion i riget. Monumentet er den yngste og bedst bevarede af Roms triumfbuer, men også den mest kontroversielle. Store dele af dekorationen er nemlig genbrugt fra ældre monumenter – relieffer og skulpturer fra Trajans, Hadrians og Marcus Aurelius' tid blev monteret sammen med nyere arbejder, hvilket skabte et patchwork af tre århundreders romersk kunst.

Besøgende kan studere de detaljerede relieffer, der viser scener fra Konstantins militære kampagner samt ældre kejseres bedrifter. De fire store marmorrelieffer fra Marcus Aurelius' tid skiller sig tydeligt ud med deres finere udførelse sammenlignet med de grovere relieffer fra Konstantins egen periode. Otte store statuer af dakiske fanger knejser øverst på monumentet. Også disse er genbrugt fra Trajans forum. Buens tre åbninger – en central stor portal flankeret af to mindre – fungerede som processionsvej for sejrende hære, og stedets placering mellem Colosseum og Forum Romanum vidner om dets centrale rolle i kejsertidens ceremonielle geografi.

Bocca della Verità – Sandhedens Mund – er en af Roms mest kuriøse antikviteter. Den næsten to tons tunge marmorskive med et udskåret ansigt har gennem århundreder tiltrukket besøgende til portikoen ved Santa Maria in Cosmedin-kirken. Det 1,75 meter høje relief forestiller et bartskægget mandshoved med vidtåben mund, og teorier om dens oprindelse spænder vidt: Nogle mener, det er havguden Triton; andre peger på Jupiter Ammon. Sandsynligvis fungerede den som kloakdæksel eller fontæneudsmykning i antikken, før den fik sin plads ved kirken i 1632.

Legenden om reliefets sandhedstest stammer fra middelalderen. Ifølge fortællingen vil løgnere få hånden bidt af, hvis de stikker den ind gennem den åbne mund, mens de udtaler en usandhed. Historien fik nyt liv i 1953, da filmen "Roman Holiday" med Audrey Hepburn og Gregory Peck bragte scenen, hvor Peck lader som om hans hånd bliver slugt af den stenbidte mund. Reliefets barske træk og den mørke hulning skaber stadig en vis ærfrygt, selvom få tror på den overnaturlige straf i dag. Kirken selv er en skjult perle af kosmatesk gulvmosaik og middelalderarkitektur, men det er den grå marmorskive, der formår at samle de fleste.