Seværdigheder i Athen

Klippen over Athen har været byens helligste sted i mere end to årtusinder. Efter perserkrigene lod Perikles den genopbygge som et monument over byens storhed, og på få årtier rejste arkitekterne Iktinos og Kallikrates Parthenon til ære for gudinden Athena, mens billedhuggeren Fidias stod for udsmykningen. Templet overlevede som kirke og moské, indtil en venetiansk kanonkugle i 1687 ramte et osmannisk krudtlager inde i bygningen og sprængte midten væk. Alligevel er Parthenon stadig selve billedet på den klassiske oldtid.

Vejen op går gennem Propylæerne, den monumentale portbygning, forbi det lille, elegante Athena Nike-tempel på klippens hjørne. Oppe på plateauet ligger Parthenon i al sin bredde, ofte med stilladser et sted på facaden, fordi restaureringen er et arbejde, der aldrig helt slutter. Overfor står Erechtheion med verandaen, hvor seks karyatider bærer taget; figurerne på stedet er kopier, mens originalerne står i Akropolismuseet. Den hvide marmor skinner næsten blændende i solen, og fra kanten af klippen ses hele Athen brede sig ud mod bjergene og havet ved Piræus. På sydskråningen ligger Dionysosteatret, hvor de græske tragedier blev opført første gang, og det romerske Herodes Atticus' Odeion, som stadig bruges til koncerter.

Museet ved foden af Akropolis blev bygget til at vise, at Grækenland kan passe på sin største kulturarv. Den schweizisk-franske arkitekt Bernard Tschumi tegnede en bygning af glas og beton, der svæver på søjler over udgravningerne af et antikt boligkvarter. Allerede ved indgangen ser besøgende ned gennem glasgulvet på gader, huse og brønde, som byen stod på længe før museet.

Samlingen følger klippens historie fra de arkaiske statuer af smilende unge kvinder, koraerne, til de originale karyatider fra Erechtheion, der står samlet i et lyst galleri. Øverst ligger Parthenongalleriet, drejet, så det flugter præcis med templet oppe på klippen, som ses gennem glasvæggene. Her er frisen fra Parthenon sat op i fuld længde i samme rækkefølge som på templet: originalerne i varm, gylden marmor og de stykker, der befinder sig i British Museum i London, som hvide gipsafstøbninger. Kontrasten gør diskussionen om at samle frisen tydelig uden ord. Museet er overskueligt, godt formidlet og en oplagt forberedelse til selve Akropolis, fordi mange af de detaljer, der er forsvundet deroppe, kan ses på nært hold her.

I mere end tusind år var Agoraen Athens hjerte, en åben plads med markeder, domstole, rådhuse og søjlehaller, hvor borgerne handlede, diskuterede og stemte. Det var her, Sokrates gik rundt og stillede sine ubehagelige spørgsmål, og her demokratiet blev praktiseret i hverdagen. I dag er pladsen et grønt område med ruiner, oliventræer og stier mellem Akropolis og jernbanen mod Piræus.

Højdepunktet er Hefaistostemplet på bakken i områdets vestlige side, et af de bedst bevarede græske templer overhovedet, med tag, søjler og frise næsten intakte. I den modsatte ende står Attalos stoa, en lang søjlehal, som kong Attalos af Pergamon forærede byen, og som blev genopført i sin fulde længde i 1950'erne. Den giver et sjældent indtryk af, hvordan en antik bygning faktisk så ud med tag og farver, og indeni ligger et museum med fund fra pladsen: potteskår med navne på politikere, som borgerne stemte i landflygtighed, en vandur til at tidsbestemme talere ved retten og hverdagsting fra det antikke Athen. Mellem ruinerne ligger også den lille byzantinske kirke for De Hellige Apostle med fresker, og fra stierne er der hele tiden udsigt op mod Akropolis.

Plaka er Athens ældste beboede kvarter og ligger klemt ind under Akropolis' nordlige og østlige skråninger. Her har mennesker boet uafbrudt siden oldtiden, og gadenettet følger flere steder de antikke veje. Efter uafhængigheden blev mange huse genopbygget i nyklassisk stil med pastelfarvede facader, smedejernsaltaner og tegltage, og kvarteret er i dag et af de få steder i Athen, hvor byen føles lav, intim og gammel.

En tur gennem Plaka går ad små gader med bougainvillea, trapper og byzantinske kirker, der ligger nedsænket under gadeniveau, fordi byen er vokset op omkring dem. På den lille plads ved Lysikrates' monument fra oldtiden sidder folk i skyggen, og ad Adrianou og Kydathineon ligger butikker og tavernaer tæt. Højest oppe under klippen gemmer Anafiotika sig, en lille klynge hvidkalkede huse og smalle gyder, som håndværkere fra øen Anafi byggede, da de kom for at arbejde på kongens palæ. Her føles det mere som en kykladisk ø end en storby. Kvarteret er turistet, men stemningen er stærkest om aftenen, når Akropolis lyser over tagene.

Grækenlands største museum rummer så mange hovedværker fra oldtiden, at det står på lige fod med de store museer i London og Paris. Den nyklassiske bygning fra 1800-tallet blev opført til fundene fra hele landet, og samlingen spænder fra stenalderen over bronzealderens Mykene til den romerske tid. Mens Akropolismuseet handler om én klippe, fortæller dette museum hele Grækenlands historie.

Lige bag indgangen ligger den mykenske sal med guldfundene fra kongegravene i Mykene, blandt andet den berømte guldmaske, som udgraveren Heinrich Schliemann troede tilhørte kong Agamemnon. Længere inde står bronzestatuen fra havet ud for Kap Artemision, en nøgen gud med armen løftet til kast, som enten forestiller Zeus eller Poseidon, og den lille drengerytter på sin galoperende hest, der blev fundet i samme skibsvrag. En af de mest gådefulde genstande er Antikythera-mekanismen, et korroderet tandhjulsværk fra et vrag, der regnede himmellegemernes bevægelser ud og ofte kaldes verdens første computer. Desuden rummer museet kykladiske figurer, fresker fra Santorini, enorme gravvaser og rækker af marmorstatuer. Haven med café er et roligt pusterum midt i samlingen.

Lykabettos er den kalkstensklippe, der rejser sig brat midt i Athens tæt bebyggede by, og med sine 277 meter er det byens højeste punkt. Ifølge myten tabte gudinden Athena klippen, da hun bar den gennem luften for at bygge sin borg, og den blev liggende, hvor den faldt. Siderne er dækket af fyrreskov og kaktus, og på toppen står det hvidkalkede Sankt Georgs kapel, som kan ses fra store dele af byen.

Op til toppen går enten en stejl sti gennem skoven eller en kabelbane, der kører i en tunnel inde i klippen fra Kolonaki. Fra terrassen ved kapellet breder Athen sig ud i alle retninger som et hvidt hav af huse, med Akropolis og Parthenon midt i billedet, Piræus og Saroniske Bugt mod sydvest og bjergene Hymettos og Parnitha rundt om. Ved solnedgang samles mange for at se lyset skifte over byen, og når mørket falder, tændes Akropolis' projektører. Lidt under toppen ligger et friluftsteater, hvor der om sommeren holdes koncerter, og en restaurant med udsigt. Klippen er byens bedste sted til at forstå, hvor stor Athen egentlig er.

Zeustemplet, også kaldet Olympieion, var det største tempel i hele den græske verden, og det tog omkring 650 år at bygge. Tyrannen Peisistratos' sønner begyndte i 500-tallet før vor tid, men arbejdet gik i stå, da tyranniet faldt, og først den romerske kejser Hadrian fuldførte templet i år 131. Det rummede en kolossal statue af Zeus i guld og elfenben og en af kejseren selv ved siden af.

Af de oprindelige 104 korintiske søjler står femten stadig, hver omkring 17 meter høj og med kapitæler af udskårne akantusblade. Søjlerne står på en bred, åben flade, og størrelsen fornemmes bedst tæt på, hvor de rejser sig som træstammer i marmor. En sekstende søjle væltede i en storm i 1800-tallet og ligger stadig, hvor den faldt, skåret i skiver som en række tromler, så det er tydeligt, hvordan søjlerne blev bygget. Mellem søjlerne ses Akropolis på sin klippe, og området ligger mellem Hadriansbuen og Nationalhaven, så det naturligt indgår i en gåtur i den sydlige del af centrum. Om aftenen er søjlerne belyst og kan ses fra gaden.

Syntagma betyder forfatning, og pladsen har navn efter den forfatning, som kong Otto blev tvunget til at give grækerne i 1843 efter et folkeligt oprør foran hans palæ. Palæet er i dag det græske parlament, og pladsen har siden været landets politiske scene, hvor demonstrationer, fejringer og store begivenheder samles. Den er samtidig byens trafikale midtpunkt med metro, sporvogn og busser.

Foran parlamentet ligger Monumentet for den ukendte soldat, et relief af en faldet hoplit, som bevogtes døgnet rundt af evzoner fra præsidentgarden. De bærer den traditionelle uniform med fustanella, en plisseret skørtelignende kilt, og røde sko med store sorte pomponer. Vagtskiftet foregår hver hele time med langsomme, nøje koreograferede bevægelser, hvor benene løftes højt og fødderne slås i jorden, og søndag formiddag er der en større ceremoni med musik og flere soldater i festuniform. Selve pladsen nedenfor er åben, med træer, springvand og caféer langs kanterne, og den er udgangspunkt for gågaden Ermou mod Monastiraki. Bag parlamentet begynder Nationalhaven.

Panathinaiko Stadion er verdens eneste store stadion bygget helt af marmor, og det står på samme sted som det antikke stadion, hvor de panathenæiske lege blev holdt til ære for Athena. Det første stadion blev anlagt i 300-tallet før vor tid, og romeren Herodes Atticus lod det beklæde med marmor fra bjerget Pentelikon. Efter århundreder som ruin blev det genopbygget til de første moderne olympiske lege i 1896, og i dag tændes den olympiske ild her, når den overdrages fra Grækenland til værtsbyen.

Stadionets aflange hesteskoform er usædvanlig, med løbebanen i en lang U og tæt pakkede tribuner i skinnende hvid marmor op ad to bakkeskråninger. Athenerne kalder det Kallimarmaro, det smukke marmor, og navnet passer. Besøgende kan gå frit rundt på banen, stille sig på sejrsskamlen og klatre op på de øverste rækker, hvorfra der er udsigt til Akropolis og Lykabettos. En tunnel under tribunerne fører til en lille udstilling med olympiske fakler og plakater fra moderne olympiske lege. Om morgenen bruger lokale løbere banen, og stadionet bruges stadig til koncerter og målet for Athen Maraton.

Filopapposhøjen er den grønne høj sydvest for Akropolis, og i oldtiden hed den Musernes Høj. Navnet i dag kommer fra gravmonumentet på toppen, som athenerne rejste i begyndelsen af 100-tallet for prins Filopappos, en landflygtig prins fra kongeriget Kommagene, der blev romersk konsul og en af byens store velgørere. Facaden med hans statue står stadig og kan ses fra store dele af byen.

Stierne op gennem fyrreskov og oliventræer er belagt med sten i et mønster, som den græske arkitekt Dimitris Pikionis tegnede i 1950'erne, og de er i sig selv et stykke landskabskunst. Undervejs ligger den lille byzantinske kirke Agios Dimitrios Loumbardiaris og en række grotter, hvoraf én ifølge traditionen var Sokrates' fængsel. Fra toppen er udsigten den klassiske: Parthenon på højde med øjnene, med Lykabettos bagved og Saroniske Bugt i den anden retning. Ved solnedgang rammer lyset templet fra siden, og mange tager herop for at se det. Højen hænger sammen med Pnyx, hvor den athenske folkeforsamling mødtes, og hele området føles som en park midt i byen, langt roligere end Akropolis selv.

Da Athen kom under Rom, flyttede handelen fra den gamle græske Agora til en ny, rektangulær markedsplads lidt længere mod øst, betalt af Julius Cæsar og kejser Augustus. Den blev omgivet af søjlegange med butikker, og indgangen var en monumental port viet til Athena Archegetis, byens beskytterinde. Porten står stadig med fire doriske søjler og en indskrift om den kejserlige gave.

Det mest bemærkelsesværdige er Vindenes Tårn, en ottekantet bygning i hvid marmor fra før den romerske plads. Den fungerede som byens ur og vejrstation: solure på ydersiden, et vandur indeni og oprindeligt en vindfløj på taget. Øverst på hver af de otte sider er en af vindene afbildet som en bevinget skikkelse, fra den skæggede, kolde nordenvind Boreas til den milde vestenvind Zefyros. Tårnet er det bedst bevarede af sin slags fra oldtiden. På pladsen står også Fethiye-moskeen fra den osmanniske tid, og rundt om ligger Plakas gader så tæt, at store dele af området kan ses udefra. Indenfor er der ro, skygge og plads til at gå tæt på detaljerne.

Nationalhaven blev anlagt i 1840'erne som privat have for Grækenlands første dronning, den tyskfødte Amalie, der lod planter og træer hente fra hele verden for at skabe grønne omgivelser til slottet, som i dag er parlamentet. Haven blev først åbnet for offentligheden i det 20. århundrede og er i dag byens mest centrale grønne område, lige bag Syntagmapladsen.

Inde under trækronerne er der markant køligere end i gaderne udenfor. Stierne snor sig mellem palmer, cypresser og tætte buske, forbi små damme med ænder og skildpadder, pergolaer med slyngplanter og spredte antikke fund, blandt andet rester af romerske mosaikgulve. Der er en lille dyrehave med geder og fugle, en legeplads og bænke, hvor ældre athenere læser avis. I den sydlige ende åbner haven sig mod Zappeion, en nyklassisk udstillingsbygning med en rund søjlegård, som blev brugt under de første moderne olympiske lege og er omgivet af formelle haver med springvand og en café. Haven forbinder Syntagma med Zeustemplet og Panathinaiko Stadion og fungerer som en skyggefuld genvej gennem den sydlige del af centrum.

Kerameikos var oldtidens pottemagerkvarter, og ordet keramik kommer herfra. Området lå ved bymuren, og lige uden for den lå Athens vigtigste kirkegård, hvor de faldne i krig blev begravet med statsbegravelse. Det var ved sådan en begravelse, at Perikles holdt sin berømte tale om demokratiet. Herfra udgik også den hellige vej til Eleusis og processionen op til Akropolis under de store fester.

I dag er Kerameikos et af byens roligste oldtidsområder, en grøn lavning med græs, ruiner, en lille å med frøer og skildpadder, der går frit omkring. Rester af bymuren og de to store porte, Dipylon og Den Hellige Port, ligger blotlagt, og langs Gravenes Vej står gravmæler for rige athenske familier: marmorstele med relieffer af afdøde, der tager afsked med deres kære, og en marmortyr på en høj sokkel. Mange er kopier, mens originalerne står i det lille museum ved indgangen, blandt andet den berømte stele for rytteren Dexileos, der faldt i krig som ung. Med Akropolis i horisonten og næsten ingen andre besøgende er det et sted, hvor oldtiden føles nær og personlig.

Benakimuseet er resultatet af én mands samlermani. Antonis Benakis, søn af en velhavende handelsfamilie fra Alexandria, samlede græsk kunst og kultur hele livet og forærede både samlingen og familiens palæ i Kolonaki til staten, hvor museet åbnede i 1930. I dag er det et af Grækenlands mest respekterede museer og har flere afdelinger rundt om i byen, men hovedhuset ved Nationalhaven er stedet at begynde.

Samlingen er bygget op kronologisk og fortæller Grækenlands historie fra forhistorien over oldtiden og Byzans til den osmanniske tid og den moderne nation. Undervejs ses guldsmykker fra oldtiden, byzantinske ikoner, broderede folkedragter fra øerne og bjergene, våben og malerier fra frihedskampen. Et højdepunkt er de to rekonstruerede modtagelsesstuer fra palæer i Kozani i det nordlige Grækenland, med udskårne træpaneler, malede lofter og lave sofaer langs væggene, der viser, hvordan velhavende græske familier boede i 1700-tallet. Rummene er intime og overskuelige, og museet føles mere som et stort privat hjem end en institution. Øverst ligger en café med terrasse og udsigt over Nationalhaven mod Akropolis.

De kykladiske figurer er nogle af de mest moderne kunstværker, der findes, selvom de er næsten 5.000 år gamle. De enkle marmorskulpturer fra bronzealderens Kykladerne, med flade ansigter, krydsede arme og kun en næse som detalje, inspirerede kunstnere som Picasso, Brancusi, Modigliani og Henry Moore. Museet i Kolonaki blev grundlagt for at vise skibsrederparret Nikolas og Dolly Goulandris' samling, som er en af de fineste i verden.

Figurerne står på første etage i en mørk, rolig sal, hvor de er belyst enkeltvis som smykker. Nogle er få centimeter høje, andre over en halv meter, og alle har den samme rene, stiliserede form, der får dem til at ligne moderne kunst. Andre etager viser græsk og cypriotisk oldtidskunst og en levende udstilling om dagligliv i oldtiden, med alt fra legetøj til kosmetik. Den moderne hovedbygning er forbundet med en glasgang til Stathatos-palæet, et elegant nyklassisk hus tegnet af arkitekten Ernst Ziller i 1800-tallet, hvor museet viser skiftende udstillinger. Museet er overskueligt, og en time eller to er nok til at se det vigtigste uden at blive træt.

Areopagos betyder Ares' klippe, og den glatte kalkstensknold lige nordvest for Akropolis var i oldtiden sæde for Athens ældste råd, der fungerede som domstol i sager om mord. Ifølge myten blev Orestes frikendt her for drabet på sin mor, og senere talte apostlen Paulus fra klippen til athenerne om den ukendte gud, en tale der er gengivet i Apostlenes Gerninger. En bronzeplade ved trappen bærer teksten på græsk.

Klippen er i dag et af byens mest populære udsigtspunkter og helt fri at gå op på. En jerntrappe fører op, for stenen er slebet blank af årtusinders fødder og bliver glat som is efter regn. Oppe fra toppen ligger Den Antikke Agora med Hefaistostemplet lige nedenfor, og Plakas tage, Monastiraki og resten af byen breder sig ud mod Lykabettos. Bag ryggen rejser Akropolis' mur og Propylæerne sig så tæt på, at klippen føles som en balkon under borgen. Ved solnedgang sidder unge athenere og rejsende spredt over stenene, og stemningen er afslappet, men stedet bliver fyldt. Om morgenen er der næsten tomt.

Det Byzantinske og Kristne Museum ligger i Villa Ilissia, et palæ bygget i 1840'erne til den excentriske franske hertuginde af Plaisance, som slog sig ned i Athen efter uafhængigheden. Villaen med sin italienske gård og sine haver er i sig selv et stykke Athen-historie, men det meste af museet ligger i moderne sale under jorden, gravet ind under haven.

Samlingen er en af verdens vigtigste for byzantinsk kunst og fortæller om, hvordan den antikke verden blev kristen, og hvordan kunsten udviklede sig gennem det byzantinske riges tusind år og videre under osmannerne. Her ses tidlige kristne skulpturer, mosaikker, sølvskatte, liturgiske dragter broderet med guldtråd og hele vægfresker flyttet fra kirker. Det mest bevægende er ikonerne, hundredvis af malede helgenbilleder i guld og dybe farver, fra strenge middelalderlige Kristusfigurer til de mere levende ikoner fra Kreta. Salene er luftige og rolige, og der er sjældent mange besøgende, så det er let at fordybe sig. Haven med gamle træer, antikke fund og en café er et stille pusterum lige ved den travle Vasilissis Sofias-boulevard.

Stavros Niarchos Foundation Cultural Center er Athens mest ambitiøse moderne byggeri, tegnet af den italienske arkitekt Renzo Piano og finansieret af en græsk rederfond som en gave til landet. Kulturcentret ligger ved kysten i Kallithea syd for centrum og samler Grækenlands nationalopera og nationalbibliotek under ét tag, bygget ind i en kunstig bakke, der skråner op fra havet.

Den største oplevelse er parken, som klatrer op ad bakken og dækker bygningernes tag, med oliventræer, lavendel, rosmarin og andre middelhavsplanter langs stierne. Ved foden ligger en lang kanal med vand, hvor børn og voksne leger, og om sommeren holdes gratis koncerter og arrangementer i det fri. Øverst ligger Fyrtårnet, et glasrum under et enormt tyndt tag dækket af solceller, der næsten ser ud til at svæve over bygningen. Herfra er der udsigt over hele Athen med Akropolis i det fjerne og havet ved Faliro lige nedenfor. Bibliotekets lyse læsesale og operaens foyer kan også besøges. Centret er et frisk modstykke til byens oldtid og et sted, hvor athenerne selv kommer for at gå tur og slappe af.

Hadriansbuen blev rejst omkring år 131, da den romerske kejser Hadrian, en stor beundrer af den græske kultur, udvidede Athen med en ny bydel. Buen markerede grænsen mellem den gamle by og den nye, og den bærer to indskrifter, der siger det ligeud. På siden mod Akropolis står, at her er Athen, Theseus' gamle by. På siden mod Zeustemplet står, at her er Hadrians by og ikke Theseus'.

Buen er bygget af marmor fra Pentelikon og står fritliggende ved den brede Amalias-boulevard, omkring 18 meter høj. Den nederste del er en enkel romersk bue, og ovenover er en lettere etage med søjler og en slags åbne vinduer i græsk stil, en blanding, der passer til kejserens ønske om at forbinde de to kulturer. Gennem buen er der udsigt mod Akropolis på den ene side og de høje søjler i Zeustemplet på den anden. Trafikken suser forbi, så det er et monument, man ser i forbifarten snarere end et sted at blive, men det er et godt billede på, hvordan Athen gennem historien er blevet bygget i lag. Om aftenen er buen belyst.

Mitropolis, Bebudelsens katedral, er Athens græsk-ortodokse domkirke og sæde for ærkebiskoppen af Athen. Den blev bygget i årtierne efter uafhængigheden, da den nye hovedstad skulle have en kirke, der passede til rollen, og der blev brugt materialer fra snesevis af ødelagte kirker rundt i byen. Byggeriet tog omkring tyve år, og flere arkitekter var involveret, hvilket ses i blandingen af byzantinske og vestlige træk.

Indenfor er kirken mørk og stemningsfuld med store lysekroner, forgyldte ikoner og en udskåret ikonostase, og her holdes landets store nationale og kirkelige gudstjenester. Ude på pladsen står statuer af ærkebiskop Damaskinos og den sidste byzantinske kejser, Konstantin XI. Det mest interessante ligger dog lige ved siden af: Den lille Mitropolis, Panagia Gorgoepikoos, en lille byzantinsk kirke fra middelalderen, hvis ydervægge er bygget af genbrugte antikke og tidligt kristne marmorrelieffer, blandt andet en frise med en oldtidskalender over årets fester. De to kirker side om side viser kontrasten mellem den moderne nations store katedral og den intime middelalderkirke.