Seværdigheder i Istanbul

Da kejser Justinian indviede Hagia Sophia i 537, havde ingen før bygget en kuppel så stor over et så åbent rum. I næsten tusind år var den kristenhedens største kirke og kroningskirke for de byzantinske kejsere. Da Mehmed Erobreren indtog byen i 1453, blev den omdannet til moské, og minareterne kom til. Senere var den museum i mange årtier, og i dag er den igen en aktiv moské. Få bygninger rummer så tydeligt både Konstantinopel og Istanbul under samme tag.

Inde under kuplen, der hæver sig omkring 56 meter over gulvet, falder lyset ind gennem en krans af vinduer, så kuplen nærmest ser ud til at svæve. Kæmpestore runde skjolde med gylden kalligrafi bærer Allahs, profeten Muhammeds og de første kalifers navne, mens byzantinske guldmosaikker med Kristus, Maria og kejsere stadig skinner frem fra væggene og galleriet. Marmorsøjler hentet fra ældre templer, de enorme bronzedøre og de slidte marmorramper op til galleriet fortæller om femten hundrede års brug. Rummets skala og ro gør det til en af verdens store arkitektoniske oplevelser, uanset tro.

I næsten 400 år var Topkapi paladset centrum for et imperium, der strakte sig fra Ungarn til Den Persiske Golf. Mehmed Erobreren lod det bygge kort efter erobringen af Konstantinopel, og sultanerne boede her, indtil hoffet i 1800-tallet flyttede til Dolmabahçe ved Bosporus. Paladset er ikke én stor bygning, men en række gårde, paviljoner, køkkener og haver, der bliver mere private, jo længere man kommer ind. Beliggenheden på spidsen af den gamle halvø, hvor Bosporus, Det Gyldne Horn og Marmarahavet mødes, var valgt med omhu.

Gennem Kejserporten og Hilsenens Port kommer man ind til gårdene med rådssalen, hvor rigets vesirer holdt møde, og de store køkkener med porcelænssamlingen. Skatkammeret rummer Topkapi-dolken med smaragder og Skemagerdiamanten, og i den hellige afdeling vises relikvier knyttet til profeten. Haremet er en labyrint af flisebeklædte gange, gårde og kamre, hvor sultanens mor, konkubiner og børn levede tæt. Yderst ligger terrasserne og paviljonerne med udsigt over vandet, hvor sultanerne selv sad, og hvor man stadig forstår, hvorfor stedet blev valgt. Selv en hurtig rundtur viser, hvor stor en verden der gemte sig bag paladsets mure.

Sultan Ahmet I var kun en ung mand, da han i begyndelsen af 1600-tallet lod en moské bygge lige over for Hagia Sophia, som et svar til den gamle kirke og et tegn på osmannisk magt. Arkitekten Sedefkâr Mehmed Ağa var elev af den store Sinan, og resultatet blev en af de sidste store klassiske osmanniske moskeer. De seks minareter var usædvanlige og vakte opsigt, og silhuetten med kaskader af kupler er blevet Istanbuls mest genkendelige.

Det danske navn kommer fra de mange tusinde håndmalede Iznik-fliser, der dækker de nederste vægge og galleriet med tulipaner, roser, cypresser og blomstermotiver i blåt, grønt og hvidt. Mere end 200 vinduer lader lyset falde ind i det store bederum, som bæres af fire massive søjler, de såkaldte elefantfødder. Tæpper dækker gulvet, og lave lysekroner hænger ned over de troende. Udenfor ligger en stor forgård med arkadegange og et smukt vaskespringvand, og fra pladsen mellem moskeen og Hagia Sophia ses begge bygninger i ét blik. Om aftenen, når moskeen er oplyst, står den som en lysende kulisse for hele Sultanahmet.

Bosporus er et omkring 30 kilometer langt stræde, der skiller Europa fra Asien og forbinder Sortehavet med Marmarahavet. I århundreder har strædet været en af verdens vigtigste søveje, og det er grunden til, at byen ligger, hvor den ligger. Langs bredderne byggede sultaner, vesirer og velhavende familier paladser og sommervillaer, mens fæstninger vogtede de smalleste steder. Strædet er stadig byens livsnerve, med færger, fiskerbåde og store skibe i en konstant strøm.

En sejltur op ad Bosporus viser byen fra sin smukkeste side. Fra vandet glider Dolmabahçe paladset, Ortaköy moskeen og Çırağan paladset forbi, før broerne mellem kontinenterne spænder over strædet. Længere oppe ligger Rumeli Hisarı, fæstningen Mehmed Erobreren byggede før erobringen af byen, og rækker af yalı, de gamle træpalæer helt ude ved vandkanten. På den asiatiske side skifter kysten mellem grønne skråninger og små landsbyer med fiskerestauranter. Lyset, vinden og den livlige trafik gør turen til en af de oplevelser, flest husker fra Istanbul. Strædet ændrer karakter med årstiderne og tidspunktet, og selv en kort tur med en almindelig pendulfærge giver en fornemmelse af byens rytme.

Süleyman den Prægtige gav sin hofarkitekt Mimar Sinan til opgave at bygge rigets største moské, og resultatet stod færdigt i midten af 1500-tallet på byens tredje bakke. Moskeen var hjertet i et helt kompleks med koranskoler, hospital, suppekøkken, bad og karavanseraj, og mange af bygningerne står endnu. Sinan anså selv sine senere værker for mere modne, men for mange er Süleymaniye den moské, der bedst viser osmannisk arkitektur på sit højeste.

Bederummet er lyst og enkelt, med en mægtig kuppel, store vinduer og fliser og glasmosaikker brugt med mådehold. Stilheden står i kontrast til trængslen i Sultanahmet, og rummet føles roligt og harmonisk. I gården bag moskeen ligger gravmælerne for Süleyman og hans hustru Hürrem, kendt i Europa som Roxelana, og lige uden for murene ligger Sinans egen beskedne grav. Fra haveterrassen er der en af byens fineste udsigter over Det Gyldne Horn, Galata og Bosporus, især sidst på eftermiddagen, når lyset bliver gyldent. De omkringliggende gader med gamle træhuse og små spisesteder giver et indtryk af, hvordan kvarteret så ud før turismen.

Under gaderne i Sultanahmet ligger en af Konstantinopels mest imponerende ingeniørbedrifter. Basilikacisternen blev bygget under kejser Justinian i 500-tallet til at opbevare vand til de kejserlige paladser, og vandet kom via akvædukter fra skovene nord for byen. Efter osmannernes erobring gik cisternen nærmest i glemmebogen, og beboerne ovenover hentede vand og fisk gennem huller i kældrene uden at vide, hvad der lå under dem. I dag er rummet et af byens mest stemningsfulde besøg.

Hallen er omkring 140 meter lang og båret af 336 marmorsøjler i rækker, mange af dem genbrugt fra ældre templer og bygninger. Lyset er dæmpet og rødligt, vandet står lavt mellem søjlerne, og dryppet fra loftet giver en kølig, næsten højtidelig ro. Langs gangbroerne når man frem til de to Medusahoveder, der ligger på siden og på hovedet som søjlebaser, og til den grædende søjle, hvis mønster af tårer altid er fugtigt. Kunstinstallationer dukker af og til op mellem søjlerne, og rummet har lagt kulisse til flere film. Kontrasten mellem trafikken oppe på gaden og stilheden dernede gør besøget til noget særligt.

I midten af 1800-tallet ville sultanerne vise, at Osmannerriget kunne måle sig med Europas hoffer. Sultan Abdülmecid forlod derfor det gamle Topkapi og lod Dolmabahçe paladset bygge på en opfyldt bugt ved Bosporus. Arkitektfamilien Balyan blandede barok, rokoko og nyklassicisme med osmanniske traditioner, og der blev brugt enorme mængder guld og krystal. Det var også her, republikkens grundlægger Atatürk døde i 1938, og urene i paladset står stadig på klokkeslættet for hans død.

Paladset ligger på en kaj, der strækker sig omkring 600 meter langs vandet, og bag facaden ligger hundredvis af rum. Ceremonisalen med sin enorme krystallysekrone er en af de største sale i noget palads, og krystaltrappen med balustre af baccaratkrystal er et højdepunkt. Rundvisningen fører gennem gemakker, kontorer og haremet, hvor sultanens familie boede, og ender i det enkle værelse, hvor Atatürk døde. Haverne med springvand og porte ud mod Bosporus giver et frisk pusterum efter de tunge interiører, og udsigten over strædet er den samme, som sultanerne så. Paladset viser et rige, der forsøgte at modernisere sig selv og samtidig holde fast i sin pragt.

Galatatårnet blev bygget af genueserne i 1300-tallet som det højeste punkt i deres befæstede handelskoloni på nordsiden af Det Gyldne Horn. Siden har det fungeret som vagttårn, brandtårn og fængsel, og en sejlivet legende fortæller, at en osmannisk opfinder i 1600-tallet sprang ud fra toppen med hjemmelavede vinger og svævede over Bosporus til den asiatiske side. Med sin spidse kegletag rager tårnet op over Beyoğlus tage og er et af byens mest genkendelige vartegn.

Indvendigt fortæller udstillinger om tårnets og kvarterets historie, mens man arbejder sig op mod toppen. Den smalle balkon hele vejen rundt giver 360 graders udsigt: Den gamle bys minareter og kupler over Det Gyldne Horn, Galatabroen med færgetrafikken, Bosporus og den asiatiske side, og tagene i Beyoğlu mod nord. Omkring tårnets fod ligger en lille plads med caféer, og de stejle, brolagte gader i Galata snor sig ned mod Karaköy. Tårnet er særligt smukt sidst på dagen, når det oplyste stentårn står mod en mørkeblå himmel. Tårnet ses fra næsten alle dele af byen og er et naturligt orienteringspunkt for besøgende.

Ortaköy moskeen er måske ikke byens største eller ældste, men den har Istanbuls mest berømte placering. Den blev bygget i midten af 1800-tallet af den armenske arkitektfamilie Balyan, de samme som stod bag Dolmabahçe paladset, for sultan Abdülmecid. Stilen er osmannisk barok, med elegante facader og to slanke minareter, og moskeen står på en lille landtange helt ude i Bosporus. Bag den spænder Bosporusbroen over strædet, og billedet af moskeen foran broen er blevet et af byens vartegn.

Indvendigt er rummet overraskende lyst, fordi store vinduer lader lyset fra vandet strømme ind på marmor og lyserøde sten. Kalligrafien er udført af sultanen selv, der var en dygtig kalligraf. Omkring moskeen ligger det gamle kvarter Ortaköy med en plads ud mod vandet, smalle gader og boder, der sælger kumpir, store bagte kartofler med fyld, og vafler. Om aftenen, når broen lyser i skiftende farver og færgerne glider forbi, er havnefronten et af byens mest romantiske steder. Kontrasten mellem den lille moské og den moderne bro samler meget af Istanbuls historie i ét billede, hvor fortid og nutid står side om side.

Istanbuls arkæologiske museer var det første moderne museum i Osmannerriget. Maleren og arkæologen Osman Hamdi Bey grundlagde samlingen i slutningen af 1800-tallet og lod udgrave over hele riget, fra Mesopotamien og Levanten til Anatolien og Grækenland. Museumsbygningen i nyklassisk stil blev opført til de store sarkofager, han fandt i Sidon. I dag består komplekset af tre museer, og samlingen hører til verdens rigeste inden for oldtidskunst.

Hovedmuseets stjerne er Alexandersarkofagen, hvor detaljerede relieffer viser Alexander den Store i kamp og på jagt, med spor af den oprindelige bemaling. Museet for Den Gamle Orient rummer Kadesh-traktaten mellem hittitterne og Ægypten, en af verdens ældste kendte fredsaftaler, samt glaserede teglsten fra Babylons Ishtarport. Den flisebeklædte kiosk Çinili Köşk fra 1400-tallet, en af byens ældste osmanniske bygninger, viser keramik og fliser. Mellem bygningerne ligger en skyggefuld have med søjler, gravsten og fragmenter, og Gülhane parken og Topkapi paladset er lige ved siden af. Museerne er ofte overset af travle besøgende, og derfor kan man tit gå i ro mellem skatte, der andre steder ville trække store menneskemængder.

Hippodromen var Konstantinopels svar på Circus Maximus i Rom: en væddeløbsbane til hestevognsløb med plads til titusinder af tilskuere. I mere end tusind år var den ikke kun sportsarena, men også byens politiske scene, hvor kejsere blev hyldet og oprør brød ud. I 532 udviklede Nika-opstanden sig herfra og nær kostede kejser Justinian tronen. Selve banen er for længst forsvundet under jorden, men pladsens aflange form følger stadig den gamle bane.

Midt på pladsen står tre monumenter på række, hvor banens midterlinje engang gik. Den ægyptiske obelisk er over 3.000 år gammel og blev hentet fra Karnak, og dens marmorsokkel viser kejser Theodosius i kejserlogen. Slangesøjlen er en bronzesøjle, som grækerne rejste i Delfi efter sejren over perserne, og den murede obelisk var engang beklædt med forgyldte bronzeplader. I nordenden står Det Tyske Springvand, en gave fra kejser Wilhelm II. Fra pladsen ses Den Blå Moské, og Museet for Tyrkisk og Islamisk Kunst ligger langs den ene side. Hippodromen er i dag en rolig plads med bænke og træer, hvor det er let at forestille sig de brølende tilskuere.

Chorakirken ligger langt fra Sultanahmet, tæt ved Theodosius' bymur, men den rummer nogle af de fineste byzantinske kunstværker i verden. Kirken hørte til et kloster, og i begyndelsen af 1300-tallet lod statsmanden Theodoros Metochites den dekorere med mosaikker og fresker, kort før Byzans gik i forfald. Efter erobringen blev kirken moské, og billederne blev dækket til, hvilket paradoksalt nok bevarede dem. I dag er den igen moské, men mosaikkerne i forhallerne kan stadig ses af besøgende.

I de to forhaller fortæller guldmosaikker om Marias og Kristi liv i små, levende scener, med en menneskelighed og bevægelse, der peger frem mod den italienske renæssance. Over en af dørene ses Metochites selv, knælende med en model af kirken i hænderne. I sidekapellet viser den store opstandelsesfresko Kristus, der trækker Adam og Eva op af gravene, et af den byzantinske kunsts mest kendte billeder. Rummene er små og intime, så detaljerne kan studeres tæt på, og rundt om kirken ligger stille gader med gamle træhuse. For mange er det et af de mest bevægende kunstbesøg i hele byen.

Balat ved Det Gyldne Horn var i århundreder hjem for byens jøder, mens nabokvarteret Fener var centrum for de græsk-ortodokse. Armeniere og bulgarere boede side om side med dem, og synagoger, kirker og moskeer ligger få gader fra hinanden. I løbet af 1900-tallet flyttede de fleste af de gamle mindretal, og kvarteret forfaldt, men de seneste årtier er Balat blevet genopdaget af kunstnere, caféer og fotografer, uden at hverdagslivet er forsvundet.

En gåtur gennem Balat og Fener går op og ned ad stejle, brolagte gader med farverige træ- og murstenshuse, vasketøj mellem vinduerne og børn, der spiller på gaden. Ahrida synagogen er en af byens ældste, og Sankt Stefan kirken ved vandet er bygget af støbejernsplader, der blev sejlet hertil fra Wien. Oppe på bakken troner den røde græske skole som et lille slot, og nede ved vandet ligger Det Økumeniske Patriarkat, den ortodokse kirkes historiske centrum. Antikbutikker, små bagerier og caféer i gamle stuer giver gode pauser undervejs. Kvarteret er stadig et levende boligområde, hvor hverdagen foregår på gaden, og hvor der er mere at opdage i hver sidegade.

Rüstem Pasha var storvesir og svigersøn til Süleyman den Prægtige, og han var berygtet for sin rigdom. Hans moské blev tegnet af Mimar Sinan og bygget i 1560'erne på en hævet platform over en række butikker, så lejeindtægterne kunne finansiere den. Netop derfor er den let at overse: Indgangen er en smal trappe fra en travl handelsgade ved Krydderibasaren, og fra gaden aner man ikke, hvad der gemmer sig ovenover.

Indenfor venter et af Istanbuls smukkeste interiører. Næsten alle flader, både i forhallen og i det intime kupperum, er dækket af Iznik-fliser fra keramikkens storhedstid, med tulipaner, nelliker, hyacinter og granatæbler i klare blå, turkise og tomatrøde farver. Mønstrene skifter fra panel til panel, og samlet set er det en af de fineste samlinger af Iznik-fliser nogen steder. Moskeen er lille, og stemningen er rolig, ofte med få andre besøgende. Fra terrassen udenfor kan man se ned på taget af basargaderne og mærke kontrasten til myldret nedenfor. Få steder i byen viser så tydeligt, hvor meget skønhed der kan gemme sig bag en uanselig dør.

Istanbul Modern blev grundlagt som Tyrkiets første museum for moderne og nutidig kunst og har i dag til huse i en bygning tegnet af den italienske arkitekt Renzo Piano. Den ligger helt ude ved vandet i Karaköy, som en del af havnekvarteret Galataport, og facaden er beklædt med tusindvis af lysreflekterende paneler, der spejler Bosporus og himlen. Bygningen er åben og lys, med store vinduer, der lader byen og vandet blive en del af oplevelsen.

Samlingen giver et overblik over tyrkisk kunst fra de første modernister i 1900-tallet til nutidens kunstnere, med malerier, skulpturer, fotografi og video. Skiftende særudstillinger viser både tyrkiske og internationale navne, og museet har også et stort fotografiafsnit og et bibliotek. Den brede trappe og terrasserne mod vandet er blevet populære opholdssteder, og fra restauranten er der udsigt over strædet til den gamle by med Topkapi paladset og minaretterne. Museet er et godt modstykke til byens mange historiske seværdigheder og giver et indblik i det moderne Tyrkiets kunstscene. Museet ligger desuden ved en lang promenade langs vandet.

Kız Kulesi står på en lille klippeø i Bosporus ud for Üsküdar på den asiatiske side og har haft mange funktioner gennem tiden: toldsted, fyrtårn, forsvarsværk og karantænestation. Den nuværende bygning stammer fra osmannisk tid, men der har ligget befæstninger på klippen siden oldtiden. Navnet betyder Pigens Tårn, og den mest kendte legende fortæller om en sultan, der spærrede sin datter inde i tårnet for at beskytte hende mod en spådom om en dødelig slangebid, som alligevel ramte hende i en kurv med frugt.

Tårnet er restaureret og indrettet med en lille udstilling om dets historie og sagn, og fra toppen er der udsigt i alle retninger over strædet, den gamle by og den asiatiske kyst. Sejlturen derud med de små både er en del af oplevelsen. Mange oplever dog tårnet bedst fra land: Fra kajen og cafeerne i Salacak ser man det lille hvide tårn med den gamle bys silhuet bagved, og ved solnedgang, når himlen bag Topkapi og Hagia Sophia bliver rød, er det et af byens smukkeste syn.

Der har ligget broer over Det Gyldne Horn mellem den gamle by og Galata siden 1800-tallet, og forbindelsen har altid været mere end en vej over vandet. Den har bundet det osmanniske, muslimske Istanbul sammen med det europæiske, handelsprægede Pera, og forfattere som Orhan Pamuk har beskrevet broen som byens hjertepunkt. Den nuværende bro er af nyere dato, men stemningen er den samme som på de gamle fotografier.

På øverste dæk står fiskerne skulder ved skulder med lange stænger, spande med småfisk og en kop te inden for rækkevidde, og linerne hænger ned mod vandet, hvor færger og både krydser. Udsigten er en af byens bedste: Süleymaniye moskeen og Den Nye Moské mod syd, Galatatårnet mod nord og Bosporus og den asiatiske side mod øst. Under kørebanen ligger en række fiskerestauranter og barer, og ved kajen i Eminönü sælges balık ekmek, grillet fisk i brød, fra både. Ved solnedgang, når moskeernes silhuet står mørk mod himlen, er broen et oplagt sted at være. Broen er et sted at gå langsomt og se byen leve.

Museet for Tyrkisk og Islamisk Kunst ligger i paladset, der tilhørte Ibrahim Pasha, Süleyman den Prægtiges barndomsven og storvesir. Det er et af de få private paladser fra 1500-tallet, der er bevaret i byen, og det ligger langs Hippodromen med udsigt til Den Blå Moské. Ibrahim Pasha var i mange år rigets næstmægtigste mand, før han faldt i unåde og blev henrettet, og bygningen bærer stadig præg af den magt, han engang havde.

Museets stolthed er tæppesamlingen, en af verdens fineste, med tæpper fra seldsjukkernes tid og frem, som viser, hvordan mønstre og farver har udviklet sig gennem århundreder. Derudover rummer samlingen kalligrafi, koranmanuskripter, keramik, træarbejder, metalarbejder og glas fra hele den islamiske verden. I etnografiafdelingen ses genskabte nomadetelte og stuer, der viser hverdagslivet i Anatolien. Salene omkring den store gård er rolige og sjældent overfyldte, og fra paladsets vinduer og terrasse er der en flot udsigt over Hippodromen til moskeen. Museet giver en god baggrund for at forstå de tæpper og det kunsthåndværk, man ser i basarerne bagefter, og det er et oplagt sted at begynde, før man kaster sig over shoppingen.

Pera Museum ligger i en elegant bygning fra 1800-tallet, der oprindelig var Hotel Bristol, i det gamle europæiske kvarter Pera. Museet er drevet af en privat fond og viser en samling, der fortæller om Istanbul og Anatolien set gennem både europæiske og osmanniske øjne. Kvarteret omkring var engang hjem for ambassader, levantinske købmænd og byens kosmopolitiske overklasse, og museet passer naturligt ind i den historie.

Den mest kendte del af samlingen er de orientalistiske malerier, hvor europæiske og osmanniske kunstnere skildrede byens gader, moskeer og mennesker. Her hænger Osman Hamdi Beys berømte Skildpaddetræneren, et af Tyrkiets mest elskede malerier, der viser en ældre mand i dervishdragt med en flok skildpadder. Museet har også en samling af anatoliske vægte og mål fra flere tusinde år og en samling af Kütahya-keramik. De skiftende særudstillinger er ofte internationale og har tidligere vist store navne inden for moderne kunst og fotografi. Museet er overskueligt og roligt, og kombinationen af historisk bygning og moderne udstillinger gør det til et godt stop på en tur gennem Beyoğlu, og samlingen giver et usædvanligt blik på, hvordan Istanbul blev set udefra.

Gülhane parken var engang den ydre have til Topkapi paladset, forbeholdt hoffet og lukket for almindelige mennesker. Navnet betyder Rosehuset, og det var her, i 1800-tallet, at et vigtigt reformdekret blev læst op, som indledte en periode med modernisering af riget. I dag er parken åben for alle og en af de få store grønne områder i den gamle by, med en blanding af lokale familier, forelskede par og turister på vej mellem seværdighederne.

Brede stier fører under store, gamle platantræer og kastanjer forbi bede, springvand og bænke, og om foråret står parken i fuldt flor med tusindvis af tulipaner, blomsten der i sin tid blev et symbol for osmannerne. I den nordlige ende står Gotersøjlen, en af byens ældste romerske monumenter, og helt ude ved spidsen er der udsigt over Bosporus til den asiatiske side. Små tehuse langs stien giver mulighed for en pause med te, og parken grænser direkte op til de arkæologiske museer og Topkapi paladsets mure. Parken er et af de bedste steder i den gamle by til en rolig pause i skyggen.