Shopping i Istanbul

İstiklal Caddesi, Uafhængighedsgaden, hed i osmannisk tid Grande Rue de Péra og var hovedgaden i byens europæiske kvarter. Langs den lå ambassader, kirker, hoteller, teatre og stormagasiner, og de mange imponerende facader i nyklassisk og art nouveau-stil vidner stadig om dens tid som byens mest kosmopolitiske strøg. Gaden er omkring 1,4 kilometer lang og går fra Taksim pladsen ned til Tünel, og midt i gågaden kører den røde nostalgiske sporvogn.

I dag er gaden byens travleste shoppinggade med en blanding af tyrkiske kæder som Mavi og Koton, internationale mærker, boghandlere, pladebutikker og konditorier som Hacı Bekir og Mado. Mellem butikkerne åbner sig gamle passager som Çiçek Pasajı og Atlas Pasajı med cafeer, biografer og små butikker. Midtvejs ligger Galatasaray-gymnasiets store port og Sankt Antonius kirken. I sidegaderne og nedad mod Galata bliver butikkerne mindre og mere personlige, med design, musik og vintage. Stemningen er livlig fra morgen til sent på aftenen, og gaden er altid fyldt med mennesker. Gaden er et godt sted at mærke byens energi og blandingen af gammelt og nyt.

Nişantaşı har sit navn efter de sten, sultanerne satte op for at markere, hvor deres pile ramte under bueskydning i 1700- og 1800-tallet. Senere blev kvarteret et af de første moderne, europæiskinspirerede boligområder for byens overklasse, med elegante beboelsesbygninger fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Forfatteren Orhan Pamuk voksede op her, og kvarteret er stadig byens fineste adresse for mode og livsstil.

Langs Abdi İpekçi Caddesi ligger de store internationale luksushuse side om side med tyrkiske stormagasiner som Beymen og Vakko. I sidegaderne mod Teşvikiye finder man tyrkiske modedesignere, concept stores, smykkedesignere og interiørbutikker, ofte i stueetagen af smukke gamle bygninger. Teşvikiye moskeen ligger midt i kvarteret, og omkring den er der mange caféer, brunchsteder og konditorier, hvor kvarterets beboere mødes. Stemningen er rolig og velholdt, og det er her, man ser, hvordan det moderne Istanbul klæder sig. Kvarteret er også kendt for sine konditorier og chokolatierer, og selv uden at købe noget er det en fornøjelse at gå rundt mellem de elegante facader og se på vinduerne. Det er byens svar på et klassisk europæisk shoppingkvarter.

Çukurcuma er et lille, bakket kvarter mellem İstiklal Caddesi og Tophane, hvor gamle træhuse og murstensbygninger ligger tæt i stejle, brolagte gader. Kvarteret har i årtier været byens centrum for antikhandel, og mange butikker drives af samlere, der har specialiseret sig i alt fra osmanniske kuriositeter til europæiske møbler. Orhan Pamuk placerede sit Uskyldens Museum her, en virkelig museumsudstilling bygget op omkring genstande fra hans roman af samme navn.

Butikkerne er fyldt til loftet med lamper, gamle skilte, porcelæn, sølvtøj, malerier, fotografier, postkort og møbler fra 1950'erne og 1960'erne. Nogle butikker er velordnede og kuraterede, andre minder mest om en rodet loftsetage, hvor man må grave for at finde skattene. Mellem antikbutikkerne ligger vintagebutikker, små gallerier og designværksteder, og caféerne i nabokvarteret Cihangir er lige om hjørnet. Tempoet er langsomt, og stemningen er en helt anden end på den travle hovedgade ovenfor. Mange handlende fortæller gerne om tingenes historie, og selv uden at købe noget er det en fornøjelse at gå på opdagelse mellem de fyldte hylder og stille gader.

Nuruosmaniye Caddesi fører fra Çemberlitaş op til Nuruosmaniye moskeen og videre ind gennem en af Grand Bazaars store porte. Moskeen blev bygget i midten af 1700-tallet og var den første store osmanniske moské i barokstil, og gaden ved dens fod har længe været en af byens fineste handelsgader. Butikkerne her har ofte ligget i samme familie i generationer, og mange handlende har også butikker eller værksteder inde i basaren.

Gaden er kendt for kvalitetsbutikker med håndknyttede tæpper, kelimer og antikke tekstiler, og for guldsmede og antikhandlere med smykker, ikoner og sølvarbejder. Udstillingsvinduerne er pæne og rolige, og priserne er oftere faste end inde i basaren, så gaden er et godt sted at få en fornemmelse af kvalitet og prisniveau. Tempoet er roligere end i basarens hovedgader, og mange butikker sender gerne større køb hjem. Gaden er en naturlig indgang til Grand Bazaar for dem, der kommer fra sporvognen i Çemberlitaş. Gaden er også smuk at gå i, med moskeens barokke gård og de gamle porte, der danner en flot ramme om indkøbene.

Mahmutpaşa Yokuşu er den stejle basargade, der går fra Grand Bazaar ned mod Krydderibasaren og Eminönü, og den er en af byens ældste handelsgader. Gaden har navn efter storvesiren Mahmud Pasha, der i 1400-tallet byggede moské, bad og karavanserajer her, og Mahmut Paşa Hamamı er et af byens ældste badehuse. Her handler istanbulerne selv, og gaden har mere til fælles med en mellemøstlig souk end med turistbasarerne.

Butikkerne ligger tæt og flyder ud på gaden: tekstiler i ruller, brudekjoler, legetøj, køkkengrej, tekander, hamamtilbehør, billigt tøj og sko, ofte solgt en gros. Trængslen er stor, især om lørdagen, og varerne bæres rundt på ryggen af hamaler, de traditionelle bærere, der baner sig vej mellem kunderne. Ind imellem åbner sig porte til gamle hanner, hvor værksteder og grossister holder til i gårde fra osmannisk tid. Det er ikke et sted for luksus, men et af de bedste steder at opleve byens travle handelsliv på tæt hold. Gaden er samtidig den mest direkte vej mellem de to store basarer.

Serdar-ı Ekrem Caddesi er en smal gade, der går fra Galatatårnet mod Cihangir gennem et af Beyoğlus mest stemningsfulde hjørner. Gaden er kantet af smukke bygninger fra 1800-tallet med stukfacader og jernaltaner, og her ligger også Krimkirken, en anglikansk kirke i gotisk stil, bygget til minde om de britiske soldater, der faldt i Krimkrigen. Kvarteret var i mange år forfaldent, men er nu blevet hjem for designere og små virksomheder.

Butikkerne er uafhængige og ofte drevet af designerne selv: tøj fra tyrkiske modedesignere, håndlavede smykker, keramik, tasker, papirvarer og interiør i concept stores, der skifter udvalg. Mange varer er produceret lokalt i Istanbul, og det er et godt sted at finde unikke ting, der ikke findes andre steder. Mellem butikkerne ligger caféer og små restauranter med borde på fortovet, og gaden er mindre travl end området lige omkring tårnet. Gaden kan let kombineres med Galip Dede Caddesi og en tur rundt om Galatatårnet. Gaden giver et godt indtryk af det kreative Istanbul og den nye generation af designere.

Galip Dede Caddesi forbinder Tünel ved den nederste ende af İstiklal Caddesi med Galatatårnet, og gaden har navn efter den mystiske digter Şeyh Galip, der var tilknyttet dervishklosteret her. Galata Mevlevihanesi, de dansende dervishers gamle kloster fra 1400-tallet, ligger stadig ved gaden og fungerer i dag som museum. Gaden har i årtier været Istanbuls musikgade, og mange af butikkerne har specialiseret sig i instrumenter.

Ned ad den stejle, brolagte gade ligger musikforretning ved musikforretning med vægge fulde af oud, saz og andre langhalsede lutter, darbuka-trommer, rammetrommer og ney-fløjter, side om side med vestlige guitarer og keyboards. Mange ekspedienter er selv musikere og spiller gerne på instrumenterne, så gaden ofte er fyldt med lyd. Mellem musikbutikkerne ligger souvenirbutikker med keramik, tekstiler og lamper, og for enden åbner gaden sig mod Galatatårnet. Gaden er et oplagt sted at finde en anderledes souvenir eller bare at lytte. Selv uden planer om at købe noget er gaden et af de mest stemningsfulde steder i kvarteret, og musikken følger dig hele vejen ned mod tårnet.

Galataport er et nyt havnekvarter i Karaköy og Tophane, hvor gamle havnebygninger, toldbygninger og pakhuse langs Bosporus er bygget om til butikker, restauranter og kulturinstitutioner. Under kvarteret ligger byens krydstogtterminal, og for første gang i mere end hundrede år blev en lang strækning af kajen åbnet for offentligheden. Resultatet er en lang promenade direkte ved vandet med udsigt over strædet til den gamle by.

Butikkerne ligger i både restaurerede historiske bygninger og nye, lave pavilloner, med tyrkiske mærker som Mavi, Beymen og Vakko og et udvalg af internationale brands, design, kosmetik og interiør. Mellem butikkerne ligger cafeer og restauranter med terrasser ud mod vandet, og Istanbul Modern ligger i havnekvarterets ene ende. Det gamle Tophane klokketårn og Nusretiye moskeen ligger lige ved, og om aftenen fyldes promenaden af gående, der ser solen gå ned bag Topkapi paladset og minaretterne på den anden side af vandet. Kvarteret er moderne og velholdt og et af de få steder i centrum, hvor man kan gå langt ved vandet uden trafik, og det er et godt sted at kombinere shopping med kunst og mad.

Kanyon i finansdistriktet Levent er et af Istanbuls mest omtalte shoppingcentre, fordi det bryder med den lukkede kasse, de fleste centre er. Arkitekterne lod centret folde sig ud omkring en åben, bølgende kløft, hvor butikkerne ligger i flere niveauer langs svungne terrasser under åben himmel. Bygningen har vundet internationale arkitekturpriser og har en direkte forbindelse til metroen, så den er nem at nå fra centrum.

Udvalget er solidt og lidt eksklusivt, med tyrkiske mærker som Mavi, Vakko og Beymen Club, internationale modekæder og det britiske stormagasin Harvey Nichols. Der er også butikker med kosmetik, sko og design, og i de øverste niveauer ligger restauranter, cafeer og biograf. Kanyon er populær blandt byens unge professionelle, der arbejder i kontortårnene omkring, og stemningen er mere afslappet og grøn end i de store indendørscentre. Centret er et godt supplement til Nişantaşı, som ligger på samme metrolinje. Arkitekturen gør selv et kort besøg værd for designinteresserede, og centret er et godt sted at se, hvordan det moderne Istanbul shopper.

Zorlu Center er et stort byggekompleks i Beşiktaş, hvor shoppingcenter, boliger, kontorer, hotel og kulturhus er samlet under ét. Kulturhuset Zorlu PSM er en af byens store scener for koncerter, musicals og teater, og kombinationen gør centret til et samlingspunkt for byens velhavende publikum. Centret blev hurtigt et af Istanbuls mest besøgte steder for mærkevarer.

Luksushusene har store butikker her, side om side med tyrkiske stormagasiner som Beymen og Vakko og et bredt udvalg af internationale mode- og livsstilsmærker. Der er også elektronik, kosmetik, interiør og et stort udvalg af restauranter og cafeer på flere etager, nogle med udendørs terrasser. Centret er indendørs og overskueligt, og det er et oplagt sted på en regnvejrsdag eller for dem, der vil finde de store internationale mærker samlet. Kombinationen med en forestilling i Zorlu PSM giver en hel aften i ét og samme kompleks. Centret ligger tæt ved metroen og er let at kombinere med en tur til Bosporus, og det er et godt sted at se, hvor internationalt og moderne byens shoppingliv er blevet, og hvor velhavende istanbulere selv handler.

Grand Bazaar, på tyrkisk Kapalıçarşı, den overdækkede basar, er et af verdens ældste og største markeder under tag. Kernen blev bygget kort efter osmannernes erobring af byen i 1400-tallet som en solid stenhal til værdifulde varer, og omkring den voksede et virvar af gader, gårde og karavanserajer frem. I dag er basaren en by i byen med omkring 60 gader, tusindvis af butikker, egne moskeer, springvand og tehuse, og den har overlevet jordskælv og brande gennem århundreder.

Under de malede, hvælvede lofter ligger butikkerne side om side efter fag: guldsmede langs Kuyumcular Çarşısı, tæppehandlere med stabler af kelimer, butikker med farverige mosaiklamper, keramik, kobbertøj, læder og hamamhåndklæder. I den gamle kerne, Cevahir Bedesteni, sælges antikviteter, ikoner og gamle smykker. Bag hovedgaderne gemmer sig hanner, gamle karavanserajer med gårde, hvor sølvsmede og værksteder stadig arbejder. Teservering bæres rundt på små bakker, handlende råber og byder ind, og prutning er en naturlig del af enhver handel. Både kvaliteten og priserne varierer meget, så det betaler sig at se sig om.

Krydderibasaren hedder på tyrkisk Mısır Çarşısı, Den Ægyptiske Basar, fordi den i 1600-tallet blev finansieret af skatter fra Ægypten. Den blev bygget som en del af komplekset omkring Den Nye Moské ved Eminönü, og lejeindtægterne skulle betale for moskeens drift. Basaren er formet som et L med høje, hvælvede gange, og i århundreder var den stedet, hvor krydderier, farvestoffer og lægeurter fra Asien og Afrika kom ind i byen fra skibene i Det Gyldne Horn.

Gangene er i dag fyldt med boder med bunker af krydderier i dybe farver: sumak, pul biber, safran og blandinger til köfte og kebab. Ved siden af ligger stande med lokum i lange rækker, tørrede figner og abrikoser, pistacienødder, honning, tebladsblandinger og sæber. Sælgerne byder gerne på en smagsprøve. Uden for basaren fortsætter handlen i gaderne mod vest, hvor de lokale køber ost, pastırma, oliven og kaffe hos klassiske delikatessebutikker, og langs basarens side ligger et marked med planter, frø og blomster. Basaren er mindre og mere overskuelig end Grand Bazaar, og duften af krydderier, kaffe og te følger med langt ud på gaden.

Kadıköy ligger på stedet for den antikke by Chalkedon på den asiatiske side og er i dag et af Istanbuls mest livlige og lokale kvarterer. Midt i bydelen, få minutters gang fra færgekajen, ligger Kadıköy Çarşı, markedsgaderne, hvor istanbulerne selv handler mad. Her er ingen turistbasar, men et levende marked af butikker og boder i et net af gågader, og det er netop hverdagsstemningen, der gør stedet særligt.

Langs Güneşlibahçe Sokak og gaderne omkring ligger fiskehandlere med glinsende fangst på is, ostebutikker med dusinvis af anatoliske oste, delikatesser med pastırma og sucuk, og butikker med farverige pickles i store glas. Bagere, nøddehandlere, honningbutikker og kryddeributikker ligger side om side, og den kendte restaurant Çiya serverer anatoliske retter få skridt væk. Mellem madbutikkerne finder man små kaffebarer, og i gaderne mod Moda ligger vintagebutikker, pladeforretninger og barer. Turen herover med færge fra den europæiske side, med udsigt til den gamle bys silhuet, er en naturlig del af oplevelsen. Markedet giver et ægte indblik i, hvad istanbulerne spiser til hverdag.

Feriköy Antikmarked holdes hver søndag på en stor, overdækket markedsplads i kvarteret Feriköy tæt ved Bomonti, et par kilometer nord for Taksim. Om lørdagen fungerer den samme plads som økologisk marked, men om søndagen fyldes den af antikhandlere, samlere og loppesælgere fra hele byen. Markedet er blevet et samlingspunkt for byens vintagefolk, designere og indretningsarkitekter, der leder efter de gode fund.

Hundredvis af boder sælger alt fra osmanniske kobberkander, gamle kalligrafiplader og sølvtøj til retromøbler, lamper fra 1960'erne og 1970'erne, glas, porcelæn, plader og bøger. Kasser med gamle fotografier og postkort fra Istanbul er populære blandt både samlere og turister. Nogle boder er velordnede, andre er bunker af blandede ting, hvor det kræver tålmodighed at finde skatte. Stemningen er afslappet og lokal, med handlende, der sidder med en kop te og pruter venligt, og brunchsteder i Bomonti og Nişantaşı ligger tæt på. For mange er en søndag formiddag her en af de mest lokale oplevelser i byen, og det er et af de bedste steder at finde personlige minder om Istanbul.

Sahaflar Çarşısı er en af verdens ældste bogmarkeder, og stedet har været knyttet til bøger og papir siden byzantinsk tid, hvor byens papir- og bogmarked lå i området. Gennem osmannisk tid var det her, man købte håndskrevne bøger, koraner og kalligrafi, og i gårdens midte står en buste af Ibrahim Müteferrika, der i 1700-tallet trykte de første bøger på osmannisk tyrkisk. Markedet ligger i en lille, skyggefuld gård mellem Grand Bazaar og Beyazıt moskeen.

Rundt om gården ligger små boghandlere og antikvariater under gamle træer. Hylderne er fyldt med bøger på tyrkisk, arabisk og europæiske sprog, men turister kommer især for de gamle kort og stik af Istanbul, de håndskrevne kalligrafiark og de osmanniske miniaturemalerier, hvor nogle stadig er malet af kunstnere i nabobutikkerne. Der er også bøger om byens historie og kunst og trykte gengivelser af gamle illustrationer. Stemningen er stille og rolig, og gården er et velkomment åndehul efter trængslen i basaren. Det er et af de bedste steder at finde en souvenir med historie.

Arasta Basar ligger lige syd for Den Blå Moské og blev bygget i 1600-tallet som en del af moskeens kompleks. Lejen fra butikkerne skulle dengang være med til at betale for moskeens drift, og basaren er derfor et levn fra den osmanniske tradition med at forbinde handel og religiøse stiftelser. Den består af en enkelt, lang gade med butikker på begge sider i lave bygninger med hvælvede tage.

Udvalget minder om Grand Bazaars, men i mindre skala og med et roligere tempo: håndknyttede tæpper og kelimer, Iznik-inspireret keramik, hamamhåndklæder, sjaler, lamper og tekstiler. Her er færre mennesker og mindre trængsel, og mange foretrækker at handle i ro uden basarens larm. Gennem basaren er der adgang til Mosaikmuseet, hvor gulvmosaikker fra det byzantinske kejserpalads fortæller om livet i Konstantinopel. Arasta er et oplagt sted at kigge efter souvenirs, når man alligevel besøger Den Blå Moské. Basaren er overskuelig og kan ses på kort tid, og den er et godt sted at sammenligne priser, før man tager til de større markeder, og at handle uden at føle sig presset.

Fatih Çarşamba Pazarı, onsdagsmarkedet i Fatih, er et af Istanbuls største ugentlige gademarkeder. Det fylder hver onsdag gaderne omkring Fatih moskeen, der blev bygget af Mehmed Erobreren, og har været en fast del af kvarterets liv i generationer. Fatih er et af byens mest konservative og traditionelle kvarterer, og markedet er et sted, hvor man ser Istanbuls hverdag helt uden turistfilter.

Hundredvis af boder strækker sig gennem gaderne med bjerge af frugt og grøntsager, oliven, ost, krydderier, nødder og honning, side om side med tøj, tørklæder, stoffer, sko, køkkengrej og husholdningsvarer. Sælgerne råber deres priser ud, og der er et konstant myldre af lokale familier, der gør ugens indkøb. Priserne er lave, og kvaliteten af frugt og grønt er ofte høj. Markedet er en sanselig oplevelse med farver, dufte og lyde, og det kan kombineres med et besøg i Fatih moskeen og en gåtur ned mod Balat og Det Gyldne Horn. Markedet er et af de bedste steder at se, hvordan byens traditionelle kvarterer lever.

Kurukahveci Mehmet Efendi er nærmest synonym med tyrkisk kaffe. Mehmet Efendi overtog sin fars kryddeributik i Tahmis Sokak ved Krydderibasaren i 1871 og begyndte at riste og male kaffebønner til salg, hvilket var nyt dengang, hvor folk ellers ristede selv. Forretningen voksede til Tyrkiets mest kendte kaffemærke, men hovedbutikken ligger stadig på det samme hjørne, i en bygning med art deco-præg, og den er et vartegn i kvarteret.

Duften af ristet kaffe fylder gaden længe før man ser butikken, og der står næsten altid en kø af lokale foran disken. Ekspedienterne arbejder i højt tempo: Kaffen males fint som pudder, vejes og pakkes i det karakteristiske papir på få sekunder. Udvalget er enkelt, med klassisk tyrkisk kaffe og varianter med kardemomme, og køen går hurtigt. I gaderne omkring sælges cezve, de små kobberkander, man brygger tyrkisk kaffe i, så det er nemt at tage hele ritualet med hjem. Butikken er et lille, men ægte stykke Istanbul, hvor man handler side om side med de lokale.

Hacı Bekir regnes for Istanbuls ældste konditori, og familien bag har siden 1777 solgt slik fra butikken i Bahçekapı nær Eminönü. Ifølge traditionen var det grundlæggeren, Bekir Efendi, der udviklede den moderne lokum, det bløde slik af stivelse og sukker, som europæerne kalder turkish delight. Han blev konditor for hoffet, og butikken har været leverandør af slik til sultaner, diplomater og almindelige istanbulere i mere end to århundreder.

Butikken er lille og klassisk indrettet, med glasmontrer fulde af lokum i pastelfarver, skåret i terninger og drysset med flormelis eller kokos. Der er lokum med rose, pistacie, hasselnød, mastik og citron, og man kan købe efter vægt eller i æsker. Ved siden af lokum sælges akide şekeri, de traditionelle hårde bolsjer i glas, og helva i flere varianter. Ekspedienterne lader gerne kunderne smage, og stemningen minder mere om en gammel familieforretning end om en souvenirbutik. Butikken er et levende stykke byhistorie og et godt sted at købe en klassisk souvenir med rødder i byens historie.

Familien Güllüoğlu begyndte at bage baklava i Gaziantep i det sydøstlige Tyrkiet, regionen der regnes for baklavaens hjemland, og i midten af 1900-tallet åbnede en gren af familien bageri i Karaköy. Siden er Karaköy Güllüoğlu blevet Istanbuls mest kendte baklavabager, og for mange istanbulere er en tallerken baklava herfra et fast ritual. Bageriet laver alt på stedet, og der bruges pistacienødder fra Gaziantep og smør i rigelige mængder.

Diskene er lange og fyldt med bakker af baklava i alle former: klassiske firkanter med pistacie eller valnød, ruller, små reder og tynde stænger. Ved siden af ligger kadayıf med sprøde tråde af dej, su böreği og andre sirupskager. Man kan sætte sig ved de enkle borde og spise et par stykker med en kop te eller købe baklava efter vægt i æsker, der er pakket til at tage med. Stemningen er travl og uformel, og det myldrer med familier, forretningsfolk og turister i en blanding, der viser, hvor populært stedet er.