Seværdigheder i Venedig

Markuspladsen er den eneste plads i Venedig, der bærer betegnelsen piazza. Alle andre pladser i byen hedder campo, og den forskel siger meget om pladsens rolle. Her lå republikkens magt samlet: dogens palads, statskirken og de bygninger, hvor prokuratorerne styrede byens finanser. Pladsen blev formet over flere århundreder, og Napoleon skal have kaldt den Europas smukkeste salon, selv om han samtidig lod en kirke rive ned for at lukke den vestlige ende med sin egen fløj. Som byens lavest liggende sted er den også den første, der står under vand, når højvandet acqua alta skyller ind fra lagunen.

Pladsen er omkranset af de lange arkader i Procuratie Vecchie og Procuratie Nuove, hvor de historiske caféer Florian og Quadri har serveret kaffe siden 1700-tallet, og hvor små orkestre spiller om aftenen. I den østlige ende rejser Markuskirkens kupler sig, og ved siden af står Campanilen og urtårnet Torre dell'Orologio med sin blå og gyldne urskive og to bronzefigurer, der slår timerne. Mod vandet åbner Piazzetta sig mellem Dogepaladset og biblioteket Biblioteca Marciana, flankeret af to granitsøjler med Markusløven og byens gamle skytshelgen Sankt Theodor. Herfra ser man ud over bassinet til San Giorgio Maggiore, og tidligt om morgenen, før strømmen af dagsturister når frem, er pladsen næsten stille.

Markuskirken blev bygget for at huse et stjålet helgenlegeme. I 828 smuglede to venetianske købmænd evangelisten Markus' relikvier ud af Alexandria, ifølge legenden gemt under svinekød, så de muslimske toldere ikke ville røre lasten. Kirken, der står i dag, blev indviet i slutningen af 1000-tallet efter forbillede fra Apostelkirken i Konstantinopel, og den var dogens private kapel frem til republikkens fald. Det forklarer den overdådige udsmykning: i århundreder bragte venetianske skibe søjler, marmor og kunstskatte hjem fra hele Middelhavet, og meget af det endte her, også byttet fra korsfarernes plyndring af Konstantinopel i 1204.

Indenfor er kuplerne og hvælvingerne dækket af omkring 8.000 kvadratmeter guldmosaikker, der fortæller bibelens historier fra skabelsen til dommedag og får rummet til at gløde i det svage lys. Gulvet er en bølgende mosaik af marmor og glas, der har sat sig gennem århundreder. Bag højalteret står Pala d'Oro, en alteropsats af guld og emalje besat med næsten 2.000 ædelsten og perler. Oppe i kirkens museum står de fire originale bronzeheste, som blev hentet fra Konstantinopel, mens kopier står på facaden. Fra terrassen ved hestene ser man ned over hele Markuspladsen og Piazzetta, en af de bedste udsigter i den del af byen.

Dogepaladset var i århundreder sædet for en af Europas mest stabile og hemmelighedsfulde stater. Her boede dogen, Venedigs valgte overhoved, og her mødtes Det Store Råd, senatet, domstolene og det frygtede Tiråd, der holdt øje med borgerne via anonyme angivelser lagt i løvegab af sten. Den nuværende gotiske bygning tog form i 1300- og 1400-tallet, og facaden med lyserødt og hvidt marmor oven på to etager af spinkle buegange vender verden på hovedet: den tunge mur hviler tilsyneladende på det lette, hvilket var med til at gøre paladset til et forbillede for venetiansk gotik.

Indgangen sker gennem gården, hvor kæmpetrappen Scala dei Giganti med statuer af Mars og Neptun var scenen for dogernes kroning. Den forgyldte trappe Scala d'Oro fører op til rådssalene, hvor lofter og vægge er fyldt med malerier af Tizian, Veronese og Tintoretto. Højdepunktet er Det Store Rådssal, en af Europas største sale, hvor Tintorettos Paradiset dækker hele endevæggen, og hvor en frise viser portrætter af dogerne. Ét felt er malet sort for dogen Marino Faliero, der blev henrettet for forræderi. Ruten fortsætter over Sukkenes Bro til fængslerne, og en særlig rundvisning viser de skjulte kontorer og cellen under blytaget, som Casanova flygtede fra.

Rialtobroen var i århundreder den eneste faste forbindelse over Canal Grande, og den ligger der, hvor Venedig begyndte som handelsby. Flere træbroer gik forud for den, og en af dem styrtede sammen under en menneskemængde, der så en bådparade. Da byen besluttede at bygge i sten i slutningen af 1500-tallet, konkurrerede nogle af tidens største arkitekter, blandt dem Michelangelo og Palladio, om opgaven, men den gik til den mindre kendte Antonio da Ponte. Hans ene, brede bue blev betragtet som så dristig, at mange forudsagde, at den ville falde, og den har stået siden.

Over broen løber tre parallelle gangstier, og i midten ligger to rækker af små butikker under arkaderne, som det var tænkt fra begyndelsen. Fra toppen er der udsigt ned ad Canal Grande i begge retninger med paladser, vaporettoer og gondoler, og ved solnedgang bliver broens hvide sten og facaderne langs vandet farvet gyldne. På San Polo-siden fører broen direkte ud til Rialtomarkedet med frugt, grønt og fisk og til de små barer, hvor venetianerne mødes til et glas vin og cicchetti. Den bedste afstand til broen selv får man fra kajerne Riva del Vin og Riva del Ferro ved dens fod.

Canal Grande er Venedigs hovedgade, en knap fire kilometer lang kanal, der slynger sig i et omvendt S gennem byen fra banegården til Markusbassinet. I republikkens storhedstid var den byens handelsvej, og de rigeste familier byggede deres paladser direkte ud til vandet med pragtfacaden mod kanalen og varelagre i stueetagen, hvor skibene kunne lægge til. Resultatet er en næsten ubrudt række af omkring 170 bygninger, der tilsammen viser venetiansk arkitektur fra byzantinsk og gotisk stil over renæssance til barok. Kun fire broer krydser kanalen, så vandet er stadig den naturlige måde at bevæge sig langs den på.

Fra en vaporetto, gondol eller vandtaxi glider facaderne forbi i et tempo, hvor detaljerne når at falde på plads. Ca' d'Oro med sine spinkle gotiske buer var engang dækket af bladguld, Ca' Foscari huser universitetet, og Palazzo Barbaro var samlingssted for forfattere som Henry James. Undervejs passeres Rialtobroen og markedets boder, de stribede fortøjningspæle foran paladserne og de små sidekanaler, der forsvinder ind mellem husene. Ved udmundingen ligger den hvide kuppel på Santa Maria della Salute over for Markuspladsen. Den lille gondolfærge traghetto, der sejler på tværs af kanalen nogle få steder, giver en kort smagsprøve på en gondoltur til en brøkdel af prisen.

Sukkenes Bro er en lille lukket bro af hvid istrisk kalksten, bygget omkring 1600 for at forbinde Dogepaladsets forhørslokaler med de nye fængsler på den anden side af kanalen Rio di Palazzo. Navnet er langt yngre end broen. Det blev udbredt i 1800-tallet, ikke mindst via Lord Byron, og bygger på forestillingen om fanger, der sukkede, når de gennem de små stengitre fik et sidste glimt af lagunen, før de blev ført i celle. Den romantiske fortælling hænger dårligt sammen med, at broen blev bygget efter inkvisitionens mest berygtede tid, men det har ikke gjort den mindre berømt.

Broen er kun omkring elleve meter lang, og arkitekten Antonio Contin gav den en udsmykket barokfacade med voluter og et ansigt, der skuer ned mod vandet. Det klassiske kig er fra Ponte della Paglia på kajen Riva degli Schiavoni, hvor broen hænger mellem paladset og fængslet over den smalle kanal, ofte med en gondol på vej under den. Indefra opleves den helt anderledes: to smalle gange adskilt af en mur, med lave lofter og gitre, der kun lader et stribet lys slippe ind. Her kan man selv kigge ud gennem stengitteret og se lagunen, sådan som fangerne i legenden gjorde.

Campanilen på Markuspladsen er et af de få bygningsværker i Venedig, der er yngre, end det ser ud til. Det oprindelige klokketårn stod i næsten tusind år, først som fyrtårn og vagttårn for skibene, men en julimorgen i 1902 styrtede det sammen i en bunke murbrokker. Mirakuløst kom ingen mennesker til skade. Byrådet besluttede samme dag at genopbygge tårnet, som det var og hvor det var, og knap ti år senere stod en kopi klar, nu med et stærkere fundament. Det var også i dette tårn, Galileo Galilei viste dogen og senatorerne, hvad hans nye kikkert kunne.

Tårnet rejser sig næsten 99 meter over pladsen med en spinkel pyramidespids, hvor en forgyldt ærkeengel Gabriel fungerer som vindfløj. En elevator kører op til klokkestuen, hvor fem klokker hænger tæt på besøgende og hver har sin gamle funktion, fra at kalde håndværkerne på arbejde til at markere henrettelser. Fra de åbne buer ses hele byen samlet: Markuskirkens kupler lige nedenfor, de røde tegltage, Canal Grande, Giudecca og lagunens øer. På klare dage kan man se helt til Dolomitterne mod nord. Ved foden af tårnet ligger Sansovinos lille Loggetta i marmor og bronze, der engang var mødested for adelsmænd.

Gallerie dell'Accademia rummer den største samling af venetiansk maleri i verden og giver et samlet overblik over fem århundreders kunst fra lagunen. Museet blev grundlagt under Napoleon i begyndelsen af 1800-tallet, da kirker og klostre blev lukket, og deres kunstskatte samlet ét sted. Det ligger i tre forbundne bygninger fra det gamle broderskab Scuola della Carità, kirken af samme navn og et kloster tegnet af Palladio. Mange af værkerne blev malet til netop sådanne venetianske kirker og broderskaber, og det mærkes på formaterne: flere lærreder fylder hele vægge.

Samlingen er ordnet nogenlunde kronologisk, fra guldgrundsmalerier fra 1300-tallet til Canaletto og Tiepolo i 1700-tallet. Undervejs står Giovanni Bellinis rolige madonnaer, Giorgiones gådefulde Uvejret, som ingen er enige om at tolke, og Tizians sidste værk, en mørk Pietà, han malede til sit eget gravsted. Veroneses kæmpelærred, der i dag hedder Fest i Levis hus, var oprindeligt en nadverscene, men da inkvisitionen kritiserede de mange hunde, narre og fulde soldater, ændrede maleren blot titlen. Carpaccios serie om den hellige Ursula og hans travle scener fra Venedigs gader viser byen, som den så ud for 500 år siden. Leonardos tegning Den vitruvianske mand hører også til samlingen, men vises kun sjældent.

Santa Maria della Salute blev bygget som et løfte. Da pesten i 1630 havde slået omkring en tredjedel af byens indbyggere ihjel, lovede senatet at opføre en kirke til Jomfru Maria, hvis epidemien stoppede. Den unge arkitekt Baldassare Longhena vandt opgaven, og byggeriet tog over et halvt århundrede. For at bære den tunge kuppel på den bløde lagunebund blev der ifølge beretningerne slået over en million træpæle ned i grunden. Endnu i dag mindes byen pestens ophør hvert efterår med en procession over en midlertidig bro af pontoner over Canal Grande til kirken.

Kirken står ved indsejlingen til Canal Grande over for Markuspladsen, og dens hvide kuppel med de store, snoede voluter er blevet et af Venedigs vartegn. Indenfor er rummet ottekantet med kapeller rundt om den centrale kirkesal under kuplen, og gulvet er lagt i et mønster af marmorcirkler. Over højalteret viser en skulpturgruppe Jomfru Maria, der jager pesten på flugt. I sakristiet hænger flere værker af Tizian og Tintorettos store Brylluppet i Kana. Fra trappen foran kirken er der udsigt over kanalen, og få skridt væk ligger spidsen Punta della Dogana, hvor det gamle toldhus i dag rummer et museum for samtidskunst.

Burano er en fiskerø i den nordlige lagune, kendt for de stærkt farvede huse, der står i rækker langs kanalerne i rødt, gult, blåt og grønt. Ifølge den lokale fortælling malede fiskerne deres huse i klare farver, så de kunne finde hjem i tågen, og traditionen holdes i live af regler, der bestemmer, hvilke farver husejerne må bruge. Øen er også berømt for kniplinger. Fra 1500-tallet var Burano-kniplinger eftertragtede ved Europas hoffer, og da håndværket var ved at uddø i 1800-tallet, blev en kniplingsskole oprettet for at redde det.

Øen er lille og flad, og man går rundt på få timer langs kanalerne, hvor tøj hænger til tørre mellem husene, og fiskerbåde ligger fortøjet foran dørene. Hovedgaden Via Baldassare Galuppi samler butikker og restauranter, mens de små sidegader og den åbne plads ved kirken San Martino er mere stille. Kirkens klokketårn hælder tydeligt og kan ses fra store dele af øen. Kniplingsmuseet Museo del Merletto viser fine arbejder og ofte også kvinder, der kniplerer på stedet. En træbro forbinder Burano med naboøen Mazzorbo, hvor der er vinmarker og grønne stier. Sejlturen gennem den nordlige lagune, forbi sumpområder og små ubeboede øer, er en del af oplevelsen.

Peggy Guggenheim Collection er et af Italiens vigtigste museer for europæisk og amerikansk kunst fra 1900-tallet, og det ligger i et palads, der aldrig blev bygget færdigt. Palazzo Venier dei Leoni ved Canal Grande stoppede efter én etage i 1700-tallet, og den lave, hvide bygning skiller sig ud blandt nabopaladserne. Den amerikanske samler og mæcen Peggy Guggenheim købte huset efter Anden Verdenskrig og boede der i tre årtier sammen med sine hunde og sin samling. Hun havde opbygget den i 1930'erne og 40'erne i tæt kontakt med kunstnerne selv, og hun var en tid gift med maleren Max Ernst.

Værkerne hænger i de tidligere private stuer, og museet bevarer følelsen af et hjem. Samlingen spænder over kubisme, surrealisme og abstrakt ekspressionisme med navne som Picasso, Braque, Kandinsky, Mondrian, Magritte, Dalí, Miró og Ernst. Peggy Guggenheim var en af de første til at støtte Jackson Pollock, og museet har flere af hans værker. I skulpturhaven står arbejder af blandt andre Giacometti og Moore, og her ligger også hendes gravsted ved siden af hundenes. På terrassen mod Canal Grande sidder Marino Marinis bronzerytter med udstrakte arme og kigger ud over vandet mod paladserne på den anden side.

Murano er en lille øgruppe nord for Venedig, der har været centrum for venetiansk glas i over 700 år. I 1291 beordrede republikken glasværkstederne flyttet ud af byen, både af frygt for brande i de tætte trækvarterer og for at holde på håndværkets hemmeligheder. Glasmagerne fik privilegier og høj status, men de måtte ikke forlade republikken, og den, der gjorde det, risikerede hårde straffe. Her blev blandt andet det klare krystalglas, millefiori-teknikken og de store lysekroner udviklet, og øen har stadig sin egen Canal Grande og sit eget liv uden for turistsæsonen.

Langs kanalerne, især Fondamenta dei Vetrai, ligger værksteder og showrooms side om side, og flere steder kan man se glasmagerne arbejde ved ovnene og forme det glødende glas med tang og pibe. Glasmuseet Museo del Vetro i det tidligere bispepalads Palazzo Giustinian viser glas fra romertiden til moderne design. Basilica dei Santi Maria e Donato har et af de smukkeste mosaikgulve i lagunen fra 1100-tallet, og bag alteret hænger ifølge legenden knogler fra en drage, som Sankt Donatus dræbte. Øen er roligere end Venedig, med fyrtårnet ved indsejlingen, små pladser og trattorier ved vandet, og det er let at kombinere den med Burano på samme dag.

Frarikirken, på italiensk Santa Maria Gloriosa dei Frari, er franciskanernes store kirke i Venedig og en af byens to store gotiske kirker. Den blev opført i rød mursten gennem 1300- og 1400-tallet, og det enkle ydre står i kontrast til det, der venter indenfor. Franciskanerne prædikede fattigdom, men kirken blev fyldt med kunst af de bedste venetianske mestre, betalt af rige familier, der ønskede at blive begravet her. Det mest berømte navn er Tizian, der malede to af kirkens hovedværker og selv ligger begravet her.

Når man træder ind, trækkes blikket gennem den lange kirkesal og korskranken til Tizians Assunta over højalteret, et næsten syv meter højt maleri af Jomfru Marias himmelfart i glødende rødt og guld. Det var revolutionerende i sin tid og gjorde Tizian berømt. I sideskibet hænger hans Pesaro-madonna. Tizians gravmonument står over for et usædvanligt pyramideformet gravmæle i hvidt marmor med sørgende figurer, der går ind gennem en åben dør. Det blev tegnet af billedhuggeren Canova og rummer i dag hans eget hjerte. I sakristiet står Giovanni Bellinis lysende triptykon med madonnaen, og i et af kapellerne Donatellos udskårne træfigur af Johannes Døberen. Kirkens klokketårn er et af byens højeste.

San Giorgio Maggiore ligger på sin egen ø lige over for Markuspladsen, og kirkens hvide facade er en af de mest fotograferede bygninger i Venedig, selv om de fleste kun ser den på afstand. Kirken blev tegnet af renæssancearkitekten Andrea Palladio i 1560'erne for benediktinermunkene, der havde haft kloster på øen siden 900-tallet. Palladio overførte templets klassiske former med søjler og trekantsgavl til en kirkefacade, og hans løsning blev et forbillede for arkitekter i flere århundreder. Klostret huser i dag kulturfonden Fondazione Giorgio Cini.

Indenfor er kirken lys og enkel med hvide vægge og store vinduer, et bevidst brud med den mørke, guldglinsende pragt i Markuskirken. Ved koret hænger to sene værker af Tintoretto, Den sidste nadver med sit dramatiske skrå perspektiv og Mannaens fald. En elevator kører op i klokketårnet, og udsigten herfra regnes for en af byens bedste: Markuspladsen, Dogepaladset og Campanilen ligger samlet på den anden side af bassinet, med Giudecca og lagunen omkring. Fordi øen ligger lidt uden for turiststrømmen, er der ofte langt mere ro end på Markuspladsen. Bag kirken ligger klostrets haver og et udendørs amfiteater, og i et af bygningerne vises udstillinger med moderne glaskunst.

Scuola Grande di San Rocco er hovedsæde for et af Venedigs store broderskaber, de velgørende foreninger, der spillede en central rolle i byens sociale liv. Broderskabet blev stiftet i 1400-tallet til ære for Sankt Rochus, pestens skytshelgen, og blev rigt på donationer fra en befolkning, der frygtede epidemierne. I 1564 udskrev det en konkurrence om at udsmykke bygningen. Tintoretto vandt ved at snyde: i stedet for en skitse lod han et færdigt maleri sætte op i loftet og forærede det til broderskabet. Det endte med, at han i over 20 år malede mere end 50 værker til huset, og broderskabet eksisterer stadig.

Resultatet er et af de mest helstøbte kunstrum i Europa, ofte sammenlignet med Det Sixtinske Kapel. I stueetagen fortæller store lærreder Jomfru Marias liv. En bred trappe fører op til den store sal, hvor de forgyldte loftsfelter viser scener fra Det Gamle Testamente og væggene Kristi liv, malet med Tintorettos dramatiske lys og voldsomme bevægelser. Spejle stilles til rådighed, så man kan studere loftet uden at knække nakken. I det mindre Sala dell'Albergo dækker Korsfæstelsen en hel væg med et myldrende billede af soldater, heste og tilskuere. Rummene er sjældent overfyldte, og der er ofte god ro til at sidde og se.

Den Jødiske Ghetto i Cannaregio er verdens første ghetto, og selve ordet kommer herfra. Området var et kobberstøberi, på venetiansk geto, og i 1516 bestemte republikken, at byens jøder skulle bo på netop denne lille ø. Portene blev låst om natten og bevogtet af kristne vagter, som jøderne selv betalte. Samtidig var ghettoen et blomstrende centrum for jødisk kultur og bogtryk, hvor jøder fra Tyskland, Italien, Spanien og Levanten levede side om side med hver deres synagoge. Først da Napoleon erobrede Venedig i 1797, blev portene revet ned.

Fordi området ikke kunne vokse i bredden, byggede beboerne i højden, og husene på Campo del Ghetto Novo er op til syv og otte etager, højere end næsten alle andre i byen. Synagogerne ligger skjult på de øverste etager og kan næsten ikke ses udefra, kun på rækker af større vinduer og små detaljer i facaderne. Museet på pladsen fortæller om ghettoens historie og viser sølvarbejder og tekstiler, og fra museet går rundvisninger til flere af synagogerne, der er rigt udsmykkede indvendigt. Ved pladsens mur hænger bronzerelieffer til minde om de venetianske jøder, der blev deporteret under Anden Verdenskrig. Kvarteret er i dag roligt og beboet, med jødiske bagerier, en restaurant og en lille yeshiva.

Ca' Rezzonico er et af de største barokpaladser ved Canal Grande og huser museet for Venedig i 1700-tallet, byens sidste store århundrede før republikkens fald. Paladset blev påbegyndt af Baldassare Longhena, arkitekten bag Santa Maria della Salute, og gjort færdigt af Giorgio Massari for familien Rezzonico, der havde købt sig adgang til den venetianske adel. Familien fik en pave, Clemens XIII, og fejrede det med fester i paladset. Den engelske digter Robert Browning døde her i slutningen af 1800-tallet, da hans søn ejede huset.

Paladset er indrettet, som om familien stadig boede der, med forgyldte møbler, lysekroner af muranoglas og vægbeklædninger i silke. Balsalen er den største i byen, med illusionistiske vægmalerier og et loft, hvor Apollon kører over himlen. Flere sale har loftsfresker af Giambattista Tiepolo, og øverste etage viser hans søn Giandomenicos fresker fra familiens villa med de muntre Pulcinella-figurer. Pietro Longhis små malerier af hverdagen blandt venetianske adelsfolk, med frisører, danselærere og et næsehorn på besøg, giver et levende billede af tiden, og der hænger også udsigter af Canaletto og Guardi. Fra vinduerne ser man direkte ud på Canal Grande.

Teatro La Fenice er et af verdens mest berømte operahuse, og navnet, Føniks, har vist sig at være profetisk. Teatret blev indviet i slutningen af 1700-tallet og er brændt ned to gange, senest i 1996, da to elektrikere satte ild til det for at undgå bøder for en forsinket opgave. Hver gang er det genopbygget, sidst efter samme princip som Campanilen, som det var og hvor det var. Huset har haft en central plads i operaens historie, og Verdi skrev flere værker til det, heriblandt Rigoletto og La Traviata, der begge havde urpremiere her.

Fra den beskedne nyklassicistiske facade ved Campo San Fantin kommer man ind til en intim teatersal i rokokostil, hvor forgyldte ornamenter, malede lofter og ranger af loger danner en hestesko omkring scenen. I midten sidder den kongelige loge, bygget til Napoleon og senere brugt af de østrigske og italienske konger. Rundvisningen tager besøgende gennem foyeren, salen og de fine selskabslokaler, mens en audioguide fortæller om brandene og genopbygningen. Den stærkeste oplevelse er dog en aften med opera, ballet eller koncert, hvor salen fyldes, og lyset fra lysekronerne falder på det forgyldte træværk.

Santi Giovanni e Paolo, som venetianerne kalder San Zanipolo, er den største kirke i den gamle by og dominikanernes svar på franciskanernes Frarikirke. Den blev bygget i rød mursten gennem 1300- og 1400-tallet og udviklede sig til republikkens officielle begravelseskirke for doger. Omkring 25 af Venedigs statsoverhoveder ligger her, og efter dogens død blev begravelsesceremonien holdt i kirken. Det gør kirken til et af de steder, hvor republikkens historie bedst kan læses i sten, gennem monumenter, der blev stadig større og mere pompøse i takt med, at familierne konkurrerede om eftermælet.

Kirkesalen er høj og luftig med tværbjælker i træ mellem de gotiske søjler, og langs væggene står gravmæler fra gotik til barok, flere af dem udført af Lombardo-familien af billedhuggere. Giovanni Bellinis polyptykon med Sankt Vincent Ferrer hører til kirkens fineste malerier, og i Rosenkranskapellet sidder lofter malet af Veronese. Pladsen foran er et af byens mest levende torve med en café og beboere på vej forbi. Her står Verrocchios rytterstatue af lejesoldaten Bartolomeo Colleoni, et af renæssancens vigtigste bronzemonumenter. Ved siden af kirken ligger broderskabet Scuola Grande di San Marco med en marmorfacade, hvis perspektiviske relieffer narrer øjet til at se dybe buegange.

Scala Contarini del Bovolo er en usædvanlig udvendig vindeltrappe, der blev bygget omkring år 1500 til en gren af den magtfulde Contarini-familie. Bovolo betyder snegl på venetiansk, og navnet beskriver trappetårnets snoede form. Familien ville markere sin rigdom, men palæet lå inde i et tæt kvarter uden facade mod en kanal eller en stor plads, så i stedet fik baggården en pragtfuld trappe, der kunne ses fra de omkringliggende huse. Trappen kombinerer gotiske og renæssancetræk på en måde, der ikke findes andre steder i Venedig.

Tårnet er slankt og cylindrisk, beklædt med hvide buegange i istrisk sten mod mørkerød mursten, der følger trappen i en spiral op til en lille kuppel. Fra den lille gård ved foden ser det næsten ud som en kulisse, og stedet er så skjult, at mange går forbi blot én gade væk uden at opdage det. Trappen fører op til en loggia i toppen, hvor udsigten åbner sig over et virvar af tegltage, skorstene og altaner med kuplerne på Markuskirken og Campanilen i baggrunden. Gården i sig selv er et stille hjørne midt mellem Rialto og Markuspladsen.