Shopping i Venedig

Mercerie er Venedigs ældste handelsstrøg og forbinder de to poler i byens gamle magt, det politiske centrum ved Markuspladsen og handelscentret ved Rialto. Navnet kommer af merce, varer, og her har købmænd solgt silke, krydderier, smykker og stoffer fra Orienten siden middelalderen. Gaden er ikke én gade, men en kæde af fem stræder med hver sit navn, som snor sig gennem San Marco-kvarteret. Udenlandske rejsende beskrev den i århundreder som et af de rigeste butiksstrøg i Europa, og den har bevaret rollen som byens travleste handelsgade.

Vejen begynder under buen i urtårnet på Markuspladsen og fortsætter forbi kirkerne San Zulian og San Salvador, inden den munder ud ved Rialtobroen. Smalle facader med butiksvinduer i stueetagen ligger tæt, og her blandes italienske modebutikker, sko og lædervarer med glas fra Murano, karnevalsmasker, smykker og souvenirs. Kvaliteten svinger fra butik til butik, og der er både seriøse forhandlere og billige masseprodukter side om side. Gaden er smal og bliver trang midt på dagen, men sidegaderne og de små pladser undervejs giver luft. Her ligger også flere klassiske barer og konditorier, hvor man kan stå ved disken og få en kaffe som venetianerne selv.

Fondamenta dei Vetrai er glasmagernes kaj på Murano, og navnet betyder netop det. Kajen løber langs øens hovedkanal fra stoppestedet Colonna og har i århundreder været centrum for den glasindustri, der gjorde Venedig berømt. Her lå nogle af de ældste glashuse, og flere af dem eksisterer stadig. Barovier & Toso regnes for en af verdens ældste familievirksomheder med rødder tilbage til 1200-tallet, og deres palæ ligger ved kajen. Glasset fra Murano var i århundreder en af republikkens vigtigste eksportvarer, og den venetianske glasspejlsproduktion var en statshemmelighed.

Langs kanalen ligger glasværksteder, showrooms og butikker i en lang række, og flere steder kan man se ind til ovnene, hvor glasmagerne former det glødende glas. Udvalget spænder fra store lysekroner og kunstglas til lamper, vaser, drikkeglas, perler og smykker. De historiske glashuse har flagskibsbutikker med kunstglas fra kendte designere, mens mindre værksteder sælger egne varer. Kvaliteten varierer, og ægte Murano-glas er mærket med certificeringen Vetro Artistico Murano, så det kan skelnes fra importerede kopier. Midt på kajen ligger kirken San Pietro Martire med malerier af Giovanni Bellini, og glasmuseet ligger få minutters gang væk, så kajen er et naturligt udgangspunkt for et besøg på øen.

Calle Larga XXII Marzo er Venedigs bredeste gade og byens adresse for luksusmode. Den blev udvidet i 1800-tallet, og navnet mindes den 22. marts 1848, da venetianerne under ledelse af Daniele Manin gjorde oprør mod det østrigske styre og udråbte en kortvarig republik. Mens de fleste gader i Venedig er så smalle, at to mennesker knap kan passere hinanden, har denne gade en næsten bymæssig bredde, der gør den til et naturligt sted for store butiksvinduer og elegante facader.

Gaden løber vest fra Markuspladsen mod Santa Maria del Giglio og begynder ved barokkirken San Moisè, hvis overdådige facade er dækket af skulpturer. Langs gaden ligger flagskibsbutikker fra italienske og internationale modehuse som Prada, Gucci, Bottega Veneta og Max Mara, juvelerer og eksklusive skomagere, og i sidegaderne finder man mindre designerbutikker og kunstgallerier. Stemningen er mere afdæmpet og velordnet end i Mercerie, og publikum er en blanding af velhavende rejsende og gæster fra de store hoteller langs Canal Grande. Gaden er også en naturlig rute mellem Markuspladsen og Accademiabroen, så den bliver passeret af mange, der blot kigger. Om aftenen, når butikkerne er lukket, lyser vinduerne op over de brede fliser.

Via Baldassare Galuppi er Buranos hovedgade og den bredeste gade på øen, opkaldt efter komponisten Baldassare Galuppi, der blev født her i 1700-tallet og kaldtes Il Buranello. Gaden løber gennem øens centrum til pladsen ved kirken San Martino med det skæve klokketårn. Burano har været kendt for sine kniplinger siden 1500-tallet, hvor de blev eftertragtede ved Europas hoffer, og håndværket blev reddet fra at uddø af en kniplingsskole, der blev oprettet i slutningen af 1800-tallet.

Langs gaden ligger butikker med duge, servietter, lommetørklæder, sengetøj og små broderede kunstværker i farverige huse. Ægte håndlavede kniplinger er sjældne og dyre, da et enkelt stykke kan tage måneder at lave, og meget af det, der sælges, er maskinfremstillet eller importeret, så det betaler sig at spørge og sammenligne. De bedste butikker viser forskellen og har ofte kvinder, der kniplerer på stedet. Gaden har også bagerier med bussolai, de ringformede smørkager fra Burano, og mange restauranter med fisk fra lagunen. Fra hovedgaden fører små stræder ud til de stille kanaler med de mest farvede huse, hvor turistmylderet hurtigt aftager.

Strada Nova er Cannaregios brede hovedgade og en af de få gader i Venedig, der er anlagt efter en plan. Den blev åbnet i 1871, efter at Venedig var blevet en del af Italien, ved at fylde kanaler op og rive huse ned for at skabe en hurtig gangforbindelse mellem banegården og Rialto. Navnet betyder ganske enkelt den nye gade. Gaden er hovedfærdselsåre for både lokale og turister på vej mellem stationen og centrum.

Langs gaden ligger butikkerne, venetianerne selv bruger: bagerier, ostebutikker, slagtere, frugthandlere, apoteker, supermarkeder og tøjbutikker til almindelige priser. Her finder man også gelaterier, barer og billige pizzeriaer, hvor man kan spise stående. Priserne er generelt lavere end omkring Markuspladsen, og udvalget er mere hverdagspræget end turistrettet. Undervejs passeres Ca' d'Oro, hvis gotiske facade dog bedst ses fra vandet, og kirkerne Santi Apostoli og San Felice. Fra gaden fører sidegader nordpå mod Ghettoen og Fondamenta della Misericordia, hvor de lokale barer ligger langs kanalerne. Den sene formiddag er tidspunktet, hvor gaden er mest levende med indkøbstasker og naboer, der hilser på hinanden.

Frezzaria er en gammel handelsgade lige vest for Markuspladsen, opkaldt efter de pilemagere, frecce, der havde deres værksteder her i middelalderen. Dengang var bue og pil en del af republikkens forsvar, og gaden forsynede byens mænd med pile. I dag er det mode, smykker og glas, der fylder vinduerne. Gaden begynder ved Markuspladsens vestlige ende og snor sig mod Teatro La Fenice, og den har været en livlig forbindelse i byens tætte labyrint i århundreder.

Gaden er smal og præget af små butikker med tøj, tasker, sko, smykker, Murano-glas, masker og papirvarer, og der er en blanding af italienske mærker, lokale butikker og mere turistprægede steder. Prisniveauet ligger mellem de eksklusive butikker i Calle Larga XXII Marzo og souvenirboderne ved Rialto, og udvalget er bredt nok til at finde både gaver og tøj. I sidegaderne ligger små barer, og gaden fungerer også som en genvej mellem Markuspladsen og områderne omkring La Fenice og Campo Santo Stefano. Om aftenen er stemningen roligere, og mange går her på vej til en forestilling eller middag. Det er et godt sted at slentre uden et bestemt mål.

Rialtomarkedet ligger på det sted, hvor Venedig blev grundlagt som handelsmagt. I middelalderen var Rialto byens økonomiske hjerte med banker, forsikringsselskaber og varehuse, og det er her, Shakespeare lod Shylock spørge, hvad der var nyt på Rialto. Banker og handelshuse er for længst flyttet, men madmarkedet har holdt stand gennem århundreder. Det er stadig her, venetianske husholdninger og restauranter køber fisk, frugt og grønt, selv om antallet af boder er faldet i takt med, at færre bor i den gamle by.

Markedet er delt i to. I Erberia ved Canal Grande står boderne med grøntsager og frugt, blandt andet fra gartnerierne på lagunens øer, hvor de små violette artiskokker fra Sant'Erasmo er en lokal stolthed. Fiskemarkedet Pescheria ligger i en overdækket hal med gotiske buer, bygget i begyndelsen af 1900-tallet, og her ligger blæksprutter, krabber, sardiner, ål og skaldyr fra lagunen og Adriaterhavet på knust is. Omkring markedet ligger små barer, hvor de handlende og markedsfolkene mødes til et glas hvidvin og cicchetti, de venetianske småretter. Om morgenen, når både med varer lægger til ved kajen og sælgerne råber deres priser ud, er stemningen mest levende.

Libreria Acqua Alta er en antikvarboghandel i Castello, som har gjort en dyd af nødvendighed. Navnet betyder højvande, og fordi butikken ligger lige ved en kanal og jævnligt får vand ind, opbevares bøgerne i badekar, plastkasser, kanoer og en gammel gondol, så de kan flyde eller stå højt, når vandet stiger. Butikken blev grundlagt af en excentrisk boghandler, der samlede bøger, gamle kort og alt muligt andet, og det kaotiske system er blevet stedets kendetegn. Den er i dag en af byens mest kendte butikker og et stop for mange besøgende.

Rummene er fyldt fra gulv til loft med brugte bøger, magasiner, postkort, plakater og gamle kort på mange sprog, med et særligt udvalg om Venedig og lagunen. Stierne mellem stablerne er smalle, og flere katte bor i butikken og sover mellem bøgerne. Bagerst ligger en lille gård, hvor gamle, opblødte bøger er stablet til en trappe, man kan gå op ad for at se ud over kanalen. Inde i butikken fører en dør direkte ud til vandet, kaldt nødudgangen, hvor gondoler glider forbi. Det er ikke stedet for systematisk bogjagt, men et sted at rode og finde et gammelt postkort eller et kort over lagunen som souvenir.

Ca' Macana er et maskeværksted i Dorsoduro, der fører den venetianske tradition for karnevalsmasker videre. Masker var i århundreder en del af hverdagen i Venedig, ikke kun under karnevallet. De lod borgere skjule deres identitet ved spil, fester og hemmelige møder, og maskemagerne havde deres eget laug. Ca' Macana blev grundlagt i 1980'erne, da karnevallet blev genoplivet, og værkstedet er blevet kendt for at lave masker til film og teater, blandt andet til Stanley Kubricks Eyes Wide Shut.

Butikken er fyldt med masker i alle former, fra de klassiske typer som den hvide bauta, den sorte moretta og pestlægens lange næb, til figurer fra commedia dell'arte og frit opfundne fantasimasker med guld, fjer og ornamenter. Maskerne formes i papmaché i gipsforme, tørres, slibes og males i hånden, og arbejdet kan ofte følges i værkstedet. Udvalget spænder fra små, enkle masker til store, kostbare samlerstykker. Værkstedet holder kurser, hvor voksne og børn kan male deres egen maske under vejledning. Masker fra et seriøst værksted som dette er tydeligt forskellige fra de masseproducerede plastikmasker, der sælges i souvenirboderne omkring Markuspladsen.

Venini er et af de mest anerkendte navne i moderne Murano-glas. Glashuset blev grundlagt i 1921 af advokaten Paolo Venini og antikvitetshandleren Giacomo Cappellin, der ville forny det traditionelle glashåndværk med moderne design. Gennem et århundrede har Venini samarbejdet med arkitekter og kunstnere som Carlo Scarpa, Gio Ponti og Tapio Wirkkala og udviklet teknikker, der er blevet klassikere i italiensk design. Den bølgende Fazzoletto-vase, der ligner et lommetørklæde i glas, er en af de mest kopierede genstande fra Murano.

Butikken ligger på Piazzetta dei Leoncini lige ved siden af Markuskirken, opkaldt efter de to små marmorløver på pladsen. Indenfor er glasset udstillet som i et galleri med vaser, skåle, lamper og lysekroner i stærke farver og klare former. Mange af stykkerne er nyproduktioner af klassiske designs fra 1900-tallet, andre er nye samarbejder med nutidige designere, og nogle er nummererede, limiterede serier. Hvert stykke er mundblæst og formet på værkstedet på Murano. Priserne er høje, men kvaliteten er i top, og butikken er et godt sted at se, hvad venetiansk glas kan være, når det bliver løftet fra souvenir til design.

Drogheria Mascari er en delikatessebutik i Ruga dei Spezieri, krydderihandlernes gamle gade ved Rialtomarkedet. Gaden minder om den tid, hvor Venedig var Europas port til Orienten, og hvor peber, kanel, muskat og safran blev fragtet hjem fra Levanten og solgt videre til resten af kontinentet med stor fortjeneste. Krydderihandlen gjorde byen rig, og butikken fortsætter denne tradition. Den har været drevet af samme familie siden midten af 1900-tallet og er et fast stop for venetianske madentusiaster og restauratører.

Udstillingsvinduerne er kendt for deres opsatser af krydderier i store skåle, tørret frugt, nødder og kandiserede frugter i pyramider. Indenfor er hylderne fyldt med tørrede porcini, kaffe, te, chokolade, kiks, mel, honning og pasta, og bag disken ligger krydderier i løs vægt, så man kan købe præcis den mængde, man ønsker. Vinafdelingen er stor med vine fra Veneto og resten af Italien samt grappa og likører. Butikken er et godt sted at købe spiselige souvenirs, som venetianske småkager, krydderiblandinger og tørrede svampe. Kombineret med et besøg på markedet om formiddagen giver den et indblik i den venetianske madkultur.

Bevilacqua er et af de sidste håndvæverier i Venedig, en by der i renæssancen var kendt i hele Europa for sine silkestoffer, fløjl og damask. Familien bag væveriet har rødder i de venetianske væverlaug fra 1400-tallet, og selve fabrikken blev etableret i slutningen af 1800-tallet i Santa Croce. Her står stadig håndvæve fra 1700-tallet i brug, og nogle stoffer væves fortsat med gamle teknikker, hvor en væver kun når et lille stykke om dagen. Stofferne er leveret til paladser, kirker, teatre og hoteller verden over.

Butikken bag Markuskirken er et udstillingsvindue for væveriets produktion med rullet stof i dybe farver og mønstre inspireret af renæssance og barok. Fløjl med reliefmønstre, brokade med guld og sølvtråd og damask i stærke farver kan købes som metervare, men de fleste besøgende kigger efter mindre ting: puder, tasker, tørklæder, punge og små dekorationer. Kvaliteten mærkes ved berøring, og prisniveauet afspejler det tidskrævende håndværk. Butikken er et godt sted at få en fornemmelse af den luksus, der engang fyldte de venetianske paladser, og en souvenir i stof er lettere at få med hjem end glas. Stofferne kan også bestilles efter mål til gardiner og møbler.

Fortuny er navnet på en af de mest legendariske stofproducenter i verden og knyttet til den spanskfødte kunstner og designer Mariano Fortuny, der boede i Venedig fra slutningen af 1800-tallet. Han var maler, fotograf, scenograf og opfinder, og han blev berømt for sine plisserede silkekjoler, Delphos, der blev båret af blandt andre danserinden Isadora Duncan. I 1920'erne grundlagde han fabrikken på Giudecca for at trykke mønstrede bomuldsstoffer, og den teknik, der giver stofferne deres dybde og glans, holdes stadig hemmelig, så kun få medarbejdere kender den.

Showroomet ligger ved fabrikken ud til Giudeccakanalen, i en bygning med høje lofter og en have, der skjuler sig bag murene. Her vises stofferne i rulle efter rulle med mønstre inspireret af renæssancens tekstiler, persiske tæpper og antikke motiver, trykt i bløde, metalliske farver, der ligner gammel brokade. Stofferne sælges som metervare, og der findes puder, lamper og andre interiørgenstande i Fortuny-stof. Priserne er høje, men besøget giver et sjældent indblik i et hemmeligholdt håndværk. Fortunys gamle palæ i San Marco er i dag museum, og et besøg begge steder giver et samlet billede af hans værk.

Gilberto Penzo er et lille værksted i San Polo, drevet af en af de mest respekterede kendere af venetianske både. Han har i årtier studeret og opmålt gondoler og lagunens andre traditionelle bådtyper, skrevet bøger om dem og bygget detaljerede modeller i træ. Gondolen er nemlig ikke symmetrisk. Den ene side er længere end den anden, så den sejler lige, selv om gondolieren ror fra den ene side, og den særlige konstruktion er gennemgående i hans arbejde. Værkstedet er et af de få steder, hvor man får indsigt i den håndværkstradition, der stadig holdes i live på byens bådværfter.

Butikken er fyldt med modeller af gondoler, sandoli, topi og andre lagunebåde i forskellige størrelser og bygget med stor præcision. Der sælges også byggesæt, så man selv kan bygge en model derhjemme, og forcole, de udskårne åregafler i valnøddetræ, som gondolierer bruger til at styre med. Forcolaerne fremstår næsten som skulpturer, og de findes både i brugsstørrelse og som små pyntegenstande. Værkstedet er velegnet til børn og voksne med interesse for både og håndværk, og det er et godt alternativ til de masseproducerede gondoler i plastik, der sælges overalt i byen.

Piedàterre sælger friulane, de bløde fløjlssko, der er blevet et venetiansk særkende. Skoene stammer fra bønderne i Friuli, der syede dem af gamle stofrester med såler af lag på lag af stof, og de blev bragt til Venedig, hvor gondolierer tog dem til sig, fordi de var bløde, lydløse og ikke ridsede bådenes lakerede overflade. Med tiden blev de en del af byens identitet og båret af alle, fra børn til adelsfolk. Piedàterre har været med til at genoplive dem og gøre dem til et moderne modeprodukt.

Butikken ligger i arkaderne ved Rialtomarkedet, og her står hylderne fyldt med sko i fløjl i snesevis af farver, fra klassisk sort, bordeaux og flaskegrøn til klare nuancer og mønstre. Skoene laves i hånden i Veneto, og sålerne er lavet af genbrugte dæk, hvilket gør dem slidstærke nok til byens brosten. De findes i størrelser til både voksne og børn, som flade loafers, tøfler og varianter med detaljer i læder. Skoene er lette at pakke og en af de mest praktiske souvenirs fra Venedig, både som hjemmesko og til hverdag. Personalet hjælper med at finde den rette størrelse.

Il Grifone er et lille lædermagerværksted i Dorsoduro, hvor tasker, punge og bælter bliver syet i hånden i værkstedet bag disken. Det er et af de sidste steder i Venedig, hvor man kan købe læder fremstillet i byen selv. Mens det meste læder, der sælges i Venedig, er masseproduceret andre steder, arbejder værkstedet med vegetabilsk garvet læder fra Toscana og enkle, holdbare designs, der ikke følger skiftende mode. Værkstedet har været drevet af samme familie gennem to generationer og har en fast kundekreds.

Butikken er lille, med varer på hylder og i vinduet, og bag disken ligger arbejdsbordet med værktøj, læderstykker og tråd. Udvalget tæller skuldertasker, mapper, punge, kortholdere, bælter, brilleetuier og små ting som nøgleringe, alle i klassiske farver som cognac, sort og naturbrun. Læderet bliver smukkere med alderen, og der lægges vægt på solide syninger og detaljer, der holder i mange år. Det er muligt at bestille ændringer eller farver efter ønske. Priserne er moderate i forhold til kvaliteten, og stedet er et godt valg for dem, der vil have en brugsgenstand frem for en souvenir. Værkstedet ligger i et roligt hjørne nær Piazzale Roma.

Arcobaleno er en lille farvehandel ved Campo Santo Stefano, der fører en vigtig del af Venedigs kunsthistorie videre. Byen var i renæssancen et centrum for pigmenthandel, og venetianske malere havde adgang til farver, som andre europæiske kunstnere sjældent kunne få fat i. Handelsskibene bragte mineraler og farvestoffer hjem fra Orienten, og særlige farvehandlere, vendecolori, solgte dem. Det var en af årsagerne til, at venetianske malere som Tizian blev berømte for deres farver. Navnet Arcobaleno betyder regnbue.

Butikken er kendt for en væg af glas og krukker fyldt med rene pigmenter i alle tænkelige nuancer, fra ultramarin og okker til cinnober og grønjord, og synet af farverne side om side gør butikken til et populært motiv for fotografer. Pigmenterne kan købes i løs vægt, og der er også oliefarver, akvarel, pensler, bindemidler og andre kunstnerartikler. Hylderne har håndlavet papir, marmorerede notesbøger og små gaver. Butikken henvender sig både til professionelle kunstnere, restauratorer og nysgerrige besøgende, og personalet forklarer gerne om pigmenternes oprindelse. Det er et sted, hvor man kan købe en lille glasflaske med farve som en usædvanlig souvenir.

Antica Legatoria Ofer er en lille bogbinderbutik ved Campo Santo Stefano, der holder liv i to gamle venetianske håndværk: bogbinding og marmoreret papir. Venedig var i renæssancen Europas førende bogtrykkerby, hvor de første lommebøger og nogle af de smukkeste trykte bøger blev fremstillet, og bogbinderne var en vigtig del af byens økonomi. Teknikken med marmoreret papir, hvor farver flyder på et bad og overføres til papiret, kom til Venedig fra Orienten, og den venetianske variant blev kendt i hele Europa. Butikken viderefører arbejdet fra bogbinderen og papirkunstneren Alberto Valese.

Hylderne er fyldt med notesbøger, album, fotoalbum, gæstebøger og skriveudstyr i læder og marmoreret papir i virvlende mønstre og dybe farver. Hvert ark er unikt, da mønsteret dannes i hånden, og det samme mønster kan aldrig gentages præcis. Der sælges også løse ark til indpakning eller indramning, kort, brevpapir og små æsker. Indbindingen sker efter traditionelle teknikker med syet ryg og hårde omslag. Butikken er lille og rolig, og kvaliteten adskiller sig tydeligt fra de masseproducerede notesbøger, der sælges i mange souvenirbutikker. Det er et godt sted til gaver, der er lette at tage med hjem.

Signor Blum er et lille værksted og butik ved Campo San Barnaba i Dorsoduro, som laver legetøj og dekorationer i træ. Værkstedet har i årtier lavet holdbart, håndlavet legetøj som et bevidst alternativ til plastik. Mange af produkterne har venetianske motiver, og butikken har opnået en trofast kundekreds blandt både lokale familier og besøgende. Campo San Barnaba er en af de pladser i Dorsoduro, hvor beboerne stadig dominerer, og hvor en grøntsagsbåd ofte ligger ved kanalen.

Butikken er fyldt med puslespil, figurer, mobiler, magneter og legetøj i farvemalet træ. Nogle af de mest populære ting er tredimensionelle billeder af venetianske facader, gondoler og paladser, der er skåret ud lag for lag og malet i hånden, og puslespil formet som byens kort. Der er også navneskilte, dyr og figurer til børneværelset. Alt fremstilles i værkstedet, og man kan ofte se håndværkerne arbejde bag disken. Prisniveauet er overkommeligt for håndlavede ting, og legetøjet er solidt nok til at holde i mange år. Butikken er et godt stop for familier, og trægenstandene er lette og nemme at pakke ned i kufferten.

Giovanna Zanella er en skomager med eget værksted i en lille butik ved Campo San Lio, få minutters gang fra Rialtobroen. Hun lærte håndværket hos en af Venedigs gamle skomagermestre og har siden udviklet sin egen stil, der står i skarp kontrast til den klassiske italienske skomode. Hendes sko er kendt for skæve, skulpturelle former, overraskende farvekombinationer og detaljer, der gør hvert par til noget mellem et brugsobjekt og et kunstværk. Arbejdet er blevet vist i udstillinger og har fået opmærksomhed fra modepressen.

Butikken er både værksted og udstilling, og på hylderne står sko med snoede hæle, buede snuder og læder i stærke farver som rød, grøn, lilla og guld, ved siden af mere afdæmpede modeller. Alle sko er syet i hånden, og man kan få lavet sko efter mål, hvor foden måles op, og modellen tilpasses. Det tager tid, og priserne afspejler det store arbejde, men resultatet er unikt. Værkstedet henvender sig til dem, der interesserer sig for mode og håndværk og vil have noget, ingen andre har. Selv for dem, der ikke køber, er butikken værd at kigge ind i for at se et sjældent håndværk.